Frihedens filosof

Den 10. maj 1999 skriver Adjunkt Ph.D. Peter Kurrild Klitgaard i Berl. Tid. bl. a.

...Hayek, der blev født ind i en prominent østrigsk akademikerfamilie, der blandt andet talte hans excentriske fætter, filosoffen Ludwig Wittgenstein, var som ung socialist. Men Hayek stiftede som studerende ved universitetet i Wien bekendtskab med den kendte østrigske økonom, Ludwig von Mises (1881-1973).

Fra Mises lærte Hayek en helt anden forståelse af markedsøkonomien. Markedet var for Hayek det bedste eksempel på, hvad han kaldte en »spontan orden«. Meget ofte ser markedsøkonomien uordentlig, nærmest kaotisk ud, men i virkeligheden er dens aggregerede resultat særdeles »ordentligt« og faktisk bedre end noget, som nogen kunne udtænke.
Som analogi anvendte Hayek eksemplet med en sti igennem et landskab. Stien er ikke planlagt af nogen, men snarere resultatet af, at mange mennesker over tid har forsøgt at bevæge sig fra ét punkt til et andet.
Havde man et helt nøjagtigt kort over landskabet og perfekt information om alle spadserende, deres ønsker, kondition, tid, osv., ville man måske have kunnet planlægge, hvor den optimale sti skulle gå. Men sådan viden er svært tilgængelig og reelt umulig at sammenligne på tværs af individer.

Mennesker kan tage fejl, og det gælder både borgere og planlæggere. Men hvis borgerne har muligheden for at træffe frie valg og at handle frit med hinanden, vil det i længden producere et bedre resultat, end nogen nok så vidende central planlægger vil kunne tænke sig frem til.

Denne indsigt var i virkeligheden en udløber af Mises' og Hayeks egen kritik af socialistisk planøkonomi. Mises havde i en række værker i 1920erne demonstreret socialismens umulighed. Mises' pointe var i denne sammenhæng ikke så meget moralsk eller praktisk, men derimod strengt logisk. Priser på et marked er resultatet af den marginale værdi, som udbydere og efterspørgere tillægger goderne. Som sådan er priserne reelt »signaler«, der fortæller, hvilken anvendelse af hvilke goder der vil være mest rationel. Men uden markedspriser er der ingen signaler, og derfor paradoksalt nok ingen muligheder for at planlægge rationelt.

Prøver man alligevel at gennemføre en planøkonomi, ender man uvilkårligt med tilstande som i Sovjet, hvor prisen på brød var mindre end på det korn, man anvendte, og hvor man derfor fodrede svinene med brød i stedet for korn. Det logiske alternativ til markedspriser er således ikke, at planlæggere fastsætter »bedre« priser, men i sidste ende en fuldstændig afskaffelse af alt, hvad der hedder marked og ejendomsrettigheder. Som i Pol Pots Kampuchea.
Mises' argumenter overbeviste Hayek, der i løbet af 1920erne blev Mises' nærmeste medarbejder og mest fremtrædende elev. og sammen blev de kernen af den, overvejende jødiske, liberale intellektuelle opposition i Wien.

Hayek kunne tidligt se fascismen komme marcherende, og da lejligheden i 1931 bød sig, valgte han at tage et job ved London School of Economics. Her blev Hayek en fremtrædende kritiker af enhver form for statslig regulering af økonomien og af alle forsøg på at anvende finanspolitikken til at påvirke de økonomiske konjunkturer med. Dermed kom han hurtigt i direkte konflikt med den britiske økonom, John Maynard Key'nes, der tillagde staten en væsentligt større, rolle i økonomien. Netop mens Hayek intellektuelt var ved at vinde debatten med Keynes, satte den verdensomspændende depression ind med fuld kraft. Fanget i dilemmaet mellem lette politiske løsninger og komplicerede intellektuelle argumenter, tabte Hayek debatten.

Samtidig er der, argumenterede Hayek, en naturlig logisk sammenhæng mellem økonomisk frihed og personlig frihed. »At blive kontrolleret i vore økonomiske gøremål,« skrev Hayek, »er at blive kontrolleret i alt.«
I »Vejen til Trældom« viste Hayek, hvorledes megen af den totalitære styring i Tyskland oprindeligt var begyndt i det beskedne. Samtidig viste han, at de vestlige demokratier med deres omfattende regulering og omfordeling var godt på vej til at opbygge en autoritær stat, der nok var mere benevolent end den fascistiske eller den sovjetiske, men som reelt var baseret på præmisset om den ufejlbarlige, allestedsnærværende stat...

...At blive gjort til eksponent for »ultra-konservative« holdninger var for så vidt paradoksalt for Hayek, der altid havde afskyet den nationalistiske statskonservatisme, og som endog i 1960 skrev et noget overset essay med titlen »Derfor er jeg ikke konservativ«. Faktisk blev han på det politiske plan mindre konservativ og mere radikal med årene. Hvor han i sin ungdom havde været socialist, og så sent som i 1960 havde lagt afstand til ren laissez faire og forsvaret alle de centrale elementer i velfærdsstaten, gik han i sine sidste år sågar ind for omfattende privatiseringer, herunder fx af pengeudstedelsen.

Hayeks tænkning kan næppe beskyldes for at være overdrevent let tilgængelig, ej heller for altid at være helt konsistent. Men hans grundlæggende pointer var originale og nødvendige: At selv nok så velmente forslag om statslig regulering og omfordeling kan få grufulde konsekvenser, og at der ikke er langt fra den røde fascisme til den brune. Som sådan er hans intellektuelle arv en naturlig skepsis over for enhver form for centralistisk planlægning, uanset om det er borgerlige eller socialister, begavede eller dumme, ærlige eller korrupte, der er planlæggerne.