Grundlæggeren

Sovjetimperiet gik i oplysning fordi folket genfandt sin fælles hukommelse, nationens historie, som 70 år havde været begravet under et bjerg af løgn. Løgnen begyndte med Lenin og sluttede med Gorbatjov.

01 Et Parti af ny type
02 Jo værre -jo bedre
03 Tsarismens selvmord
04 Februarrevolutionen
05 Tyfusbacillen
06 Det tyske guld
07 Generalprøven
08 Rehabiliteten
09 Afgørelsen
10 Løgnens revolte
11 Legimiteten
12 Demokratisk diktatur
13 Krigen mod folket
14 Det sejrende proletariat
15 Eneherskeren
16 Ondskabens imperium
17 Blotlægningen
18 Arven efter Lenin
19 Dødsstødet

Efter Sovjetunionens sammenbrud og opløsning i 1991 blev kommunistpartiets hemmelige arkiver åbnede. Man ønskede at gøre op med fortiden, afsløre løgnene og punktere myterne. I arkivernes dybeste gemmer - i særligt sikrede rum fandt man tusindvis af manuskripter, breve, telegrammer og dekreter, der alle var underskrevet af sovjetstatens grundlægger Vladimir Iljitj Uljanov - bedre kendt under dæknavnet Lenin.
I over 70 år var disse dokumenter vedrørende Lenin gemt væk, som noget ikke eksisterende. Åbenbart fordi de var uforenelige med den officielle myte om den godhjertede og menneskekærlige grundlægger og leder.

Under gennemgangen af Lenins papirer stødte man også på et velbevaret, men hidtil ukendt fotografi, som stammede fra sommeren 1923.
Fotografiet viser Lenin siddende i en kørestol, til venstre bag ham står hans søster Marija Uljanova og til højre står en af de mange læger, der havde til opgave at passe og pleje ham.

Lenin er iført en hvid natskjorte, der er knappet i halsen og når ham til ned over fødderne. På hovedet har han en sixpence, der synes at være et par numre for stor. Ansigtet er afmagret og det totale vanvid lyser ud af hans vildt stirrende øjne. Han havde på det tidspunkt haft to eller tre slagtilfælde og var ikke længere i stand til hverken at tænke eller tale. Han var blevet en grøntsag.

Da fotografiet af den afsindige Lenin dukkede frem fra arkiverne, har det givetvis været noget af et chok for flertallet af den russiske befolkning. I trekvart århundrede var de dagligt fra morgen til aften blevet konfronteret med ganske anderledes portrætteringer af den store og ufejlbarlige Lenin.
Han hang i glas og ramme i alle børnehaver og skoler, på alle politistationer, offentlige kontorer og universiteter. I alle fabrikker og kollektivbrug.
Han var foreviget i oliemalerier og stenrelieffer og afbilledet i farvestrålende kæmpemosaikker på banegårde og undergrundsstationer og i lufthavne.
Der var fremstillet millioner og atter millioner Leninbuster, som jævne borgere kunne erhverve til en overkommelig pris og stille på en fremtrædende plads i deres hjem.
Han tonede frem overalt, hvor mennesker færdedes. Ingen kunne undslippe hans allesteds nærværende kontrafej. På centrale pladser i alle større byer var der opstillet statuer af ham, hugget i granit eller støbt i bronche. Altid i overstørrelse. Altid visende ham rank og myndig, med løftet hoved, så det spidse hageskæg pegede horisontalt. Altid med blikket skuende ud imod noget, ingen andre kunne se.

Ofte var figuren fremstillet med løftet arm og i bevægelse fremad, så frakkeskøderne flagrede bagud. Som ville han sige til masserne, "følg mig". Og ingen vovede at spørge, "hvorhen?".
Gennem flere generationer blev russerne dresserede til at opfatte alt vedrørende Lenin, som noget ophøjet og helligt. Det urørlige, man kun kunne betragte på ærbødig afstand. Ubegribelig som en Sfinks.
Efter sin død blev han guddommeliggjort som en socialismens Messias. Alt som talte imod helgenmyten blev fortiet og fortrængt. Lenin blev vasket så ren som en gammel slimet hegnspæl.
Men hvor ren var han så, denne mand, der mere end nogen anden kom til at præge det tyvende århundrede?

Vladimir Uljanov blev født i 1870 i byen Simbirsk ved Volga. Faderen var skoleinspektør og blev adlet for sit prisværdige arbejde i distriktet. Familien var velhavende og det lå fast, at de fem børn skulle have en akademisk uddannelse.
Da Vladimir var sytten år gammel, blev hans ældre bror Alexander henrettet i St. Petersborg, fordi han som medlem af en terrorgruppe havde deltaget i et mislykket bombeattentat imod tsaren.
Før broderens død havde Vladimir ikke interesseret sig for politik. Men nu begyndte han at studere Karl Marx. Her fandt han svarene på alle sine spørgsmål. Han lærte om de ufravigelige love, der styrer historiens gang. Han lærte om den uophørlige klassekamp mellem undertrykkere og undertrykte, rige og fattige, onde og gode.
Den syttenårige Vladimir fik en klar fornemmelse af, at han havde forstået det hele om alt. Fra da af og til sine dages ende var han besat af den marxistiske ideologi.
Men foreløbig forholdt han sig tavs, gjorde sine studier færdige og tog i 1890 juridisk embedseksamen. De følgende tre år praktiserede han som advokat i provinsbyen Samara. I 1893 flyttede han til St. Petersborg og tilsluttede sig her en gruppe af revolutionere marxister.

En af dem, som dengang mødte den 23-årige adelsmand og advokat Vladimir Uljanov, beskriver ham som ihærdig og selvsikker. En mand, som følte sig overbevist om, at kende den absolutte sandhed og som samtidig besad en særlig evne til enten at overbevise eller totalt nedtromle sine modstandere.
Snart cirkulerede hans politiske artikler i de intellektuelle kredse i hovedstaden. Det er i denne peiiode han antager dæknavnet - Lenin.
I december 1896 blev Lenin arresteret og efter et kort fængselsophold idømt tre års forvisning til byen Sjusjenskoje i Sibirien. Han giftede sig med den unge lærerinde Nadjesjda Krupskaja, så hun kunne slutte sig til ham i eksilet.

Ægteparret led ingen nød. De boede i et rummeligt bondehus. De kunne færdes frit overalt og dyrke selskabelighed med stedets borgerskab. Lenin drog ofte på jagtture efter ænder og snepper. Han kunne studere og skrive og uden begrænsninger korrespondere med ligesinde i hele Rusland. Han kunne rekvirere den litteratur han ønskede. Han modtog en omfattende post og fik mange besøg. Han praktiserede også som jurist. Men han tabte alle de sager, han påtog sig.

"Sjusjenskoje er ikke noget slemt sted, skrev Lenin til sin mor og bad hende samtidig sende ham nogle sokker, etjakkesæt, en stråhat og et par skindhansker.
Mange andre revolutionære marxister blev i årenes løb forvist til Sibirien under samme lempelige vilkår og frie forhold. Lev Trotskij bandede over de mange myg. Josef Stalin fandt landskabet ensformigt. Værre genvordigheder synes ikke at have plaget dem.
Det hændte, at de forviste lod sig forevige på gruppebilleder. De står velklædte og velnærede og ligner mest af alt nogle funktionærer på firmaskovtur. Forvisningen var tydeligvis mere et rekreationsophold end en straf.

Tsarens Rusland var et enevældsstyre. Men det var ikke totalitært og langtfra noget rædselsregime. Der var ingen koncentrationslejre. Alle retssager var åbne. De anklagede var ikke dømte på forhånd. Trods censur var der hundredvis af uafhængige aviser og tidsskrifter. Men der var ikke demokrati.

Selvherskerdømmet havde overlevet sig selv. Tiden krævede en fri forfatning med borgerlige rettigheder. I lighed med den udvikling, der var foregået i Europa. Men systemet var som stivnet og fik hele samfundet til at gære af utålmodighed efter reformer.

Top Et Parti af ny type

I februar 1900 var forvisningstiden udløbet og Lenin vendte tilbage til St. Petersborg, hvor han ansøgte politiet om et udenrigspas. Han fik det tilsendt to dage efter. Han kunne frit rejse ud, men også vende hjem igen. Alligevel skulle denne selvvalgte udlændighed komme til at strække sig over de næste sytten år.
Lenin rejste i første omgang til München. Her fandtes en hel koloni af emigranter med tilknytning til det nystiftede: "Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti". I kraft af sit ry som skribent blev Lenin vel modtaget og straks inddraget i arbejdet med bladet "Iskra". Bladet blev trykt i München og derfra indsmuglet til Rusland i kufferter med dobbelt bund eller ved hjælp af lignende finurligheder.
Når man tager i betragtning, at det russiske politi konfiskerede adskillige illegale forsendelser, så er det indlysende, at "Iskras" udbredelse ikke kunne blive særligt omfattende.

Men det var heller ikke nødvendigt, for markedet var nemt at dække. Faktisk var der næsten ingen i det store hellige Rusland, der interesserede sig en døjt for, hvad en flok intellektuelle originaler sad og bryggede sammen i München.
De landflygtige havde intet andet tidsfordriv end endeløse teoretiske diskussioner. Krupskaja fortæller, at alt dette evindelige "kævleri og vrøvl" i høj grad gik Lenin på nerverne. Han blev grå i ansigtet, fik hovedpine og kunne ikke sove.

Derfor foretrak han ofte ensomheden og koncentrerede sig om at skrive. Han skrev og skrev. Med tiden skulle det blive til 55 tykke bind. Bind efter bind, side op og side ned, de samme ideologiske udredninger om kapitalismens forbandelser og socialismens velsignelser. I 1903 holdt de russiske socialdemokrater kongres i London. Der var 43 deltagere, som alle var intellektuelle. Her kom det til et heftigt opgør om organisatoriske og politiske spørgsmål.

Den moderate fløj gik ind for, at partiet skulle være en socialdemokratisk massebevægelse efter vesteuropæisk forbillede.
I modsætning hertil stod Lenin som talsmand for den kompromisløse socialistiske revolution, der med magt omstyrter og tilintetgør det gamle samfund og indfører proletariatets diktatur.
Derfor krævede han et eliteparti, en fasttømret militant organisation af særligt skolede "professionelle revolutionære".
"Giv os en sådan organisation og vi skal vende op og ned på Rusland", sagde han. Lenins krav om et "eliteparti" kom i mindretal på kongressen. Derfor brød han kort efter ud af partiet og dannede sin egen gruppe, som han gav navnet "Bolsjevikkerne". Hvilket betyder flertallet. (Først i 1924 ændredes navnet til "Sovjetunionens Kommunistiske Parti".)

Den engelske historiker Paul Johnson skriver, at Lenin herefter koncentrerede sig om, at opbygge en organisation af intellektuelle og halv intellektuelle slamberter, som han var i stand til fuldstændig at dominere.
Han ledede sit nye parti med hård hånd og tolererede ikke at blive modsagt. Hvis nogen kom med indvendinger, blev de ikke imødegået med argumenter, men med rasende udskældninger. Ondskabsfulde beskyldninger blev slynget i synet på de formastelige. De blev tilskrevet de nedrigst tænkelige motiver og moralsk tilintetgjort. Også selvom uenigheden drejede sig om ganske ubetydelige spørgsmål.
Hvis de udstødte angrede og gjorde afbigt, blev de taget til nåde igen. Lenin bar ikke nag. De skulle blot vide, hvem de havde at rette sig efter.
De følgende år flakkede Lenin og hans kone fra by til by i Europa. De boede i London, i Krakau, i Wien, i Bern, i Geneve og i Paris.
Lenin hadede Paris. -"Hvad fanden skulle vi der?" sagde han. Han hadede sin egen tid. Han hadede tsarismen. Han hadede alle de politiske partier i Rusland. Han afskyede mennesker, der nærede nationale eller religiøse følelser. Lenin havde masser af nerver, men ingen følelser.
Han dyngede historiske og økonomiske værker op omkring sig. Fra morgen til aften spekulerede han på revolutionen. Han nærede en brændende tro på verdensrevolutionen, der skulle føre til et "Verdens forenede Stater" under en socialistisk verdensregering. Han forudsagde snarlige revolutioner i Europa, i Amerika og i Asien. Men alle hans spådomme slog fejl. Hvad, som derimod skete i virkeligheden, kom altid bag på ham. Men det satte ingen skår i hans selvtillid.

Lenin havde ingen personlige venner, kun ideologiske trosfæller og følgesvende. Hans samtidige omtaler ham som overdreven utilnærmelig, trættekær og irritabel. Men hans fanatisme og målbevidsthed hypnotiserede alligevel personerne omkring ham. Han omgikkes kun medlemmer af den intellektuelle elite. De særligt udvalgte, der skulle ændre historien. Man så ham aldrig færdes i arbejderkvartererne i nogen af de mange byer, han boede i. Almindelige mennesker var ham komplet ligegyldige. Det var den samlede menneskeheds fremtidige skæbne, han beskæftigede sig med og ikke de enkelte individer. Der var dog en undtagelse. Hun hed Inessa Armand. Lenin traf hende i Paris og blev heftigt betaget. Inessa Armand tilhørte et udpræget overklassemiljø og var samtidig overbevist marxist.

I lange perioder boede hun hos Lenin. Krupskaja, som udmærket vidste hvad der foregik, tilbød flere gange at rejse væk. Men det forbød Lenin hende.
Trekantsforholdet fortsatte. Krupskaja gjorde rent og lavede mad og renskrev Lenins utallige manuskripter. Den smukke og livfulde Inessa tog sig af det mere fornøjelige. Lenins affære med Inessa Armand var et tabuemne i hele sovjettiden. Først da arkiverne blev åbnet 70 år senere, fandt man deres intime brevveksling.

Top Jo værre -jo bedre

I de første dage af august 1914 blev der sendt krigserklæringer på kryds og tværs i Europa. Fra hovedstad til hovedstad. Tyskland og Østrig-Ungarn dannede fælles front imod Rusland, Serbien, Frankrig og England. Men snart blev en lang række andre lande også inddraget i krigen.
Lenin, som på det tidspunkt opholdt sig i Wien, blev arresteret af det østrigske politi og sigtet for spionage. Men han blev efter kort tid løsladt og rejste til det neutrale Schweiz.

I Krupskajas erindringer læser man: "Vi boede i Bern på Distelweg, en lille pæn, stilfærdig gade ud til Bernskoven. På den anden side af gaden boede Inessa". Krigens udbrud virkede opmuntrende på Lenin. Han var straks forvisset om, at krigens ofre og tab, rædsler og lidelser ville blive så uudholdelige for folkemasserne, at de omsider blev modne til verdensrevolutionen.
"Derfor er det efter min mening forkert at agitere for fred i øjeblikket. Fred er præsters og filistres løsen", skrev han.
Fra første færd håbede han, at den russiske hær ville blive ramt af katastrofale nederlag. For gennem nederlagene skulle krigen ændres til en borgerkrig og bane vejen for den socialistiske revolution.
Ved brug af hensynsløs propaganda skulle russernes nationale loyalitet og patriotisme nedbrydes. Hærens moral undergraves og soldaterne opildnes til at vende geværerne imod deres officerer. Ethvert nederlag skulle udnyttes til at fremskynde den herskende klasses tilintetgørelse.
Sådan formulerede Lenin den revolutionære taktik, som han åbent agiterede for i tale og skrift.

Ligesom senere Adolf Hitler, lagde Lenin aldrig skjul på sine planer. Han beskrev præcist, hvad han agtede at gøre. Og det var aldrig til at misforstå.
Han skrev om "borgerskabets fuldstændige udryddelse". Han skrev om at "sønderslå og knuse statsmagten og alle dens organer". Han holdt særligt meget af udtrykket "knuse og tilintetgøre". Både når det gjaldt parlamentarismen eller hele befolkningslag.
Men ligesom kun få læste Adolf Hitler i rette tid, var der heller ikke ret mange, der ofrede tid på Lenins bekendelser. Og hvis de havde gjort det, havde de næppe taget ham alvorligt.
Lenin vidste altid, hvad der skulle gøres. Noget andet var så, om virkeligheden indrettede sig efter det.

Efterhånden som krigen trak i langdrag og intet skete, blev han stadig mere og mere nervøs. Alle hans hidsige proklamationer havde tydeligvis været uden virkning.
Han havde kun ringe kontakt med partikammeraterne i Rusland. Han anede faktisk ikke, hvad der foregik. Han følte sig isoleret og glemt. Det værste som kunne hænde ham.
Hans håb om tusindårsrigets snarlige komme begyndte at blegne. Han fablede undertiden om, at han selv næppe ville leve længe nok til at opleve verdensrevolutionen.
Dertil kom økonomiske bekymringer. I 1916 døde hans mor, som hidtil havde understøttet ham af den rundelige pension, hun modtog fra den tsaristiske regering i Rusland. Selv tjente han næsten intet ved sine skriverier. Og der var lavvande i partikassen.
I efteråret 1916 skrev han, at hvis han ikke fik penge, ville han ikke længere være i stand til at holde ud. Så meget var sikkert.
Tretten måneder senere var han chef for sovjetregeringen.
Hvordan kunne det hænge sammen?

Top Tsarismens selvmord

Lenins forhåbninger om, at den russiske hær ville blive ramt af katastrofale nederlag, var forlængst gået i opfyldelse. Ruslands industrikapacitet kunne simpelthen ikke opfylde de krav, krigen stillede.

Der var hurtigt opstået permanent mangel på alt fra geværer og kanoner til ammunition og forplejning. Undertiden blev soldaterne, som var udmattede af sult og tørst, sendt til angreb uden artilleridækning og uden patroner i geværerne. Hver gang betød det tusinder og atter tusinder af døde og lemlæstede soldater.
Trods de russiske soldaters utrolige hårdførhed og tapperhed blev hæren ustandselig tvunget på tilbagetog.
Den tyske øverstkommanderende - general von Hindenburg skrev: "I krigens hovedbog er siden med de russiske tal revet ud. Ingen kender dem. Vi har ingen ide om det. Vi ved kim, at vi af og til under slagene mod russerne må fjerne dynger af fjendelig for at skaffe plads til at åbne ild mod nye bølger af angribende tropper".
På tsarina Alexandras tilskyndelse var tsar Nikolaj i september 1915 draget til fronten for at overtage kommandoen over de militære operationer.
Andre havde indstændigt rådet ham fra det, fordi han derved ville pådrage sig ansvaret for alle fremtidige nederlag. Men som sædvanlig var tsaren ikke modtagelig for velmente råd. Tsarens tilstedeværelse i generalstaben gjorde kun ondt værre. Efter da måtte de russiske officerer improvisere sig frem for at afbøde overkommandoens fadæsen Tsar Nikolaj havde ikke sine forgængeres format. I virkeligheden var han en svag og lidet fremsynet mand, der i et og alt lod sig dirigere af sin kone Alexandra og de tvivlsomme personer, hun tilfældigvis fandt behag i.

Mens tsaren opholdt sig ved fronten, var det tsarina Alexandra, der regerede landet. Ganske vist ikke officielt - men reelt. Hendes nærmeste rådgiver var "mirakelmanden" Giigorij Rasputin.
Denne Rasputin havde oprindelig vundet indpas ved hoffet, fordi han tiltroedes overnaturlige evner og mentes i stand til at helbrede tronfølgeren, der led af en uhelbredelig blødersygdom.
Den lille dreng opnåede efter sigende en midlertidig bedring. Formodentlig havde Rasputin lært sig hypnose. Samtidig forstod han, at udtrykke sig med et væld af teologiske fraser og fromme talemåden Hvilket gjorde dybt indtryk på tsarina Alexandra, der sværmede for spiritisme og alskens overtro.

Rasputin gik klædt som munk, hvad han ikke var. Han beskrives i øvrigt som fysisk stærk, med langt sammenfiltret hår, fedtet skæg, sorte tænder og tætsiddende stikkende øjne. Alligevel var mange damer fra "det gode selskab" vildt betaget af hans mystiske væsen og okkulte kraft. Nogle af dem kom endog i et så tæt og inderligt forhold til kraften, at de senere begik selvmord i skam og skændsel.

Men de mange rapporter om Rasputins erotiske orgier gjorde ikke indtryk på tsarina Alexandra. Tværtimod fik Rasputin stadig større politisk indflydelse. Han udnævnte ministre og afsatte ministre. Uddelte mod betaling høje embeder og blandede sig i alt om statens styrelse og krigens førelse.
Givetvis var det også hans ide, at tsaren skulle drage til fronten. For når tsaren var fraværende, hvem var da i praksis enehersker?
Alle lag i den russiske befolkning kendte til Rasputins skandaløse optræden. Hans navn blev gentaget og gentaget, som var det omkvædet af en sang, der hørtes overalt. Det skabte en folkelig vrede og dyb foragt imod den kejserlige familie.
Man erindrede sig, at tsar Nikolaj gang på gang havde afvist at indføre demokratiske reformer og give folket medindflydelse.
Men nu kunne alle se, at tsaren til gengæld ikke veg tilbage for, at lægge Ruslands skæbne i hænderne på en skinhellig og intrigant plattenslager.
I dagene 17. og 18. december 1916 rygtedes det som en løbeild, at Rasputin var blevet forgivet med cyankalium, skudt i ryg og bryst, banket oveni hovedet med en knippel, rullet ind i en bastmåtte og proppet ned under isen på Moikakanalen.
Da liget siden blev fisket op og obduceret, konstateredes det, at han faktisk var druknet. Hvilket ikke lyder troligt - men meget russisk. Den almindelige jubel over hans dramatiske bortgang var derimod ikke til at tage fejl af. Tsaren og tsarinaen var ene om at sørge over tabet.

Krigen gik sin gang og satte sine spor. Ved fronterne fortsatte massemyrderiet på tredje år. Efter denne krig ville verden aldrig blive den samme igen. Det tyske kejserrige og det østrig-ungarnske kejserrige stod for fald. Også tsarens kejserrige sang på sidste vers. Den eneste, der ikke fornemmede det, var tsaren selv.

Top Februarrevolutionen

I hovedstaden St. Petersborg, som ved krigens udbrud fik ændret navn til det mere russisk klingende Petrograd, kom det i februar 1917 til demonstrationer og uroligheden Det var kvinderne, der førte an. Desperate over at de nætter igennem havde stået frysende i endeløse køer efter brød. Kvinderne fik snart følgeskab af strejkende arbejdere fra de store fabrikker. Strejkerne voksede til generalstrejke.
Tsaren krævede fortørnet, at hæren skulle sættes ind imod disse utilladelige tumulter. Men de udkommanderede soldater nægtede at skyde på demonstranterne. Dagen efter rettede de geværerne mod politiet. Mytteriet var sluppet løs og det bredte sig fra kaserne til kaserne, indtil det omfattede alle Petrograd-garnisionens 66.000 soldater. Snart var hovedstaden fuldkommen i mytteristernes vold. Al øvrighed, tsarens ministre, politiet og hærens ledelse var magtesløse tilskuere.
Urolighederne bredte sig ud over landet til de store byer og til soldaterne ved fronten. Det var som en buldrende flodbølge, der sprængte alle dæmninger og overmandede alt på sin vej.

Kvinderne, arbejderne og soldaterne vidste ikke, at de havde gennemført en revolution. Det var ikke planlagt. Der var ingen ledelse. Ingen intellektuelle. Intet program. Folk havde bare fået nok. Alle havde handlet imptilsivt uden at tænke over konsekvenserne.
Det var noget så utroligt sjældent som en ægte folkelig revolution. Men hvad nu? For mytteristerne var der ingen vej tilbage. De var tvunget til at fortsætte.
På revolutionens tredje dag myldrede folkemængden ind i det Tauriske Palads, hvor Statsdumaen havde sæde. Dumaen, som var et pseudoparlament, der aldrig havde udøvet nogen form for magt, fik nu magten overrakt så at sige på spidsen af bajonetterne.
Dumaens medlemmer var forfærdede og vægrede sig. Situationen var uoverskuelig. De var ikke revolutionære og ejede ikke viljen til magt. Men efterhånden lod de sig presse og overtale til at påtage sig ansvaret. Dumaens partier gik sammen om at danne en provisorisk regering.
Samtidig oprettedes et arbejder og soldaterråd. På russisk kaldet en "sovjet". Ordet "sovjet" skulle senere hen få en særegen klang. Men dengang var det blot en benævnelse for et folkeligt demokratisk organ.

Det skal understreges, at Lenins intellektuelle elite ikke havde nogen andel i Februarrevolutionen og selvsagt heller ingen indflydelse i Petrograd-sovjetten. Faktisk var der ingen, der bekymrede sig om bolsjevikkerne. Hvem spekulerer på rotterne, så længe de holder sig i kloakkerne.

Den provisoriske regerings første handling var at kræve tsarens abdikation. Tsar Nikolaj havde været på vej til Petrograd, men hans tog blev standset i byen Pskov. Her blev han opsøgt i sin salonvogn af regeringens repræsentanter.
Tsaren tilbød at acceptere det konstitutionelle monarki. Men det var for sent. En telegrafisk rundspørge til de ledende generaler havde givet den enslydende tilbagemelding: "Tsaren skal gå af". Romanovfamiliens 300-årige æra som herskere over Rusland var forbi. Den provisoriske regering udsendte de følgende dage en stribe dekreter, som beordrede alle politiske fanger løsladt, det hemmelige politi opløst og dødsstraffen afskaffet.
Tilsvarende blev censuren ophævet og der indførtes fuldstændig ytringsfrihed og pressefrihed, forsamlingsfrihed og organisationsfrihed og strejkeret.
Regeringen gav højtideligt løfte om indkaldelse af en grundlovgivende forsamling ved afholdelse af frie demokratiske valg. Rusland var med et slag forvandlet til en borgerlig republik med vidtgående demokratiske rettigheder for alle.
Hvis vor beretning var sluttet her, havde den fået en lykkelig udgang. Rusland ville være blevet en normal og civiliseret nation på lige fod med alle andre. Men sådan gik det ikke.

Top Tyfusbacillen

Da Lenin i de schweiziske aviser læste om Februarrevolutionen og tsarismens fald, kom det fuldstændig bag på ham. Han var aldeles uforberedt og tvivlede på det var sandt.
Han og Krupskaja boede på det tidspunkt i et usselt hummer i Spiegelgasse i Zürich, hvor der ikke kunne luftes ud på grund af stanken fra en pølsefabrik på den anden side af gaden. De havde næsten ingen penge og levede mestendels af havregrød, der ofte var sveden. Lenin var i det hele taget langt nede og parat til at opgive alt. Han skrev til sin søster, at hans nerver var så tyndslidte, at han nærmest var uarbejdsdygtig.
Meldingerne om revolutionen gav ham fornyet håb. Men samtidig nagede det ham, at hans egen bolsjevikkiske elite overhovedet ikke havde spillet nogen rolle. Alt var foregået stik imod alle hans beregninger.
Det var den forkerte revolution, eftersom den var demokratisk og ikke socialistisk. Den var gennemført af de forkerte folk, eftersom de uvidende masser ikke ejer revolutionær bevidsthed.
Men det værste var, at han selv havde været holdt udenfor. Det var beskæmmende og ydmygende. Han havde det som bondemanden, der kom til markedet for at handle, da alle andre var gået hjem. Men han fattede sig snart.
"Nuvel, så er det altså sket", skrev Lenin til Alexandra Kollontaj, men dette første stadium af den første revolution født af krigen, vil ikke blive den sidste russiske revolution".

Han havde allerede planen for den næste revolution - sin egen. Men det krævede, at han hurtigst muligt kom til Rusland. Men hvordan skulle det lade sig gøre?
Krupskaja fortæller, at det blev overvejet om de kunne leje en flyvemaskine og flyve over alle fronter og grænser. Men, siger hun, den tanke var det rene delirium. Lenin forsøgte også at skaffe et svensk pas, for så at rejse som døvstum svensker gennem Tyskland. Men også den plan måtte opgives.
Lenin blev stadig mere irritabel og desperat. Om natten råbte han op i søvne og slog vildt om sig. Han var ret hjælpeløs og nær ved at fortvivle.
Men pludselig kom løsningen fra en ganske uventet kant. Lenin og 30 af hans partifæller fik tilbudt fri rejse gennem Tyskland til Sverige. En togwagon blev stillet til rådighed for det delikate rejseselskab. Tilbudet blev modtaget. Den 8. april 1917 steg Lenin og hans følge på toget i Zürich for at vende hjem til Rusland.
Tyskerne kalkulerede med, at Lenin og hans folk måske kunne bidrage til at destabilisere den provisoriske regering og dermed svække den russiske krigsindsats.

General Ludendorf, som deltog i beslutningen om Lenins hjemrejse, indrømmede senere, at tyskerne ikke havde noget særligt kendskab til personen Lenin og heller ikke tillagde ham større betydning. Men i en krig udnyttes alle muligheder. Som Winston Churchill udtrykte det: "Tyskerne sendte Lenin til Rusland som en basbacille".
Tidligt om morgenen den 16. april ankom toget med de landflygtige marxister til den russiske grænsestation Bjeloostrov. Paul Johnson fortæller, at Lenin her blev modtaget af sin søster Marija Uljanova, samt Kamenev og Stalin, som sammen ledede udgivelsen af bolsjevikkernes avis - Pravda.
Lenin ignorerede totalt sin søster og ligeledes Stalin, som han aldrig før havde truffet. Men Kamenev, den gamle trofaste kammerat, som han ikke havde set i mange år, ulejligede han sig heller ikke med at hilse på, men råbte ham straks op i ansigtet: "Hvad i alverden er det, du har skrevet i Pravda? Vi har læst nogle af dine artikler, og vi var enige om, at du må være splittergal".

I de bemeldte artikler havde Kamenev og Stalin loyalt støttet den provisoriske regerings erklæring om, at man energisk ville fortsætte krigen, indtil der kunne opnås en retfærdig fred.
Derfor stemplede Lenin dem som et par kraftidioter. Krigen havde tjent sit formål ved at udmarve Rusland og tilintetgøre tsarismen. Nu skulle kravet om fred tjene til at knuse og tilintetgøre den provisoriske regering.
Samme aften ankom Lenin til den Finske Banegård i Petrograd, hvor han blev modtaget af repræsentanter fra regeringen, som overrakte ham blomster og bød ham velkommen hjem og indbød ham til samarbejde.

Under den ugelange rejse havde Lenin været hunderæd for, at han ville blive arresteret, når han nåede til Petrograd.
Men da han i stedet fik blomster og velkomstord, kunne han ikke modstå trangen til at vise sin foragt. Demonstrativt vendte han ryggen til modtagelseskomiteen og gik ud på gaden, hvor nogle tusinder var mødt op for at modtage ham.
Lenin steg op på en panservogn, hvorfra han belyst af strålekastere talte til den forsamlede menneskemængde. Hans fortsatte færd gennem hovedstaden beskrives som et sandt triumftog. Gang på gang måtte panservognen gøre holdt, så han kunne tale til nye fremmødte. Lenin talte længe. Han talte hele natten.
Han opfordrede til at styrte den provisoriske regering. Han krævede fred, brød og jord til folket. Han krævede al magt til sovjetterne. Han forudsagde den snarlige socialistiske verdensrevolution. Hans ord fyldte tilhørerne med ophidselse og rædsel. Først da dagen var ved at gry, holdt han omsider sin kæft.
Lenins hjemkomst blev siden rekonstrueret i filmen "Oktober". I filmgengivelsen er folkemængden enorm, der er mange lyskastere og Lenin har fået en stor rød fane i hånden påmalet socialistiske slagord. Altsammen meget rørende.
Men selvom man ruller fanen sammen, sparer lidt på lyskasterne og reducerer antallet af statister, så er der alligevel noget i den beretning, som ikke rigtig stemmer overens med virkeligheden.

Amerikaneren Negley Farson, som dengang ved selvsyn oplevede Lenin som folketaler, beskriver ham således: "En lille lavbenet skikkelse med et vældigt rundt hoved, hvis høje kindben forlenede hans tatarøjne med et dystert udtryk af hånskhed. Det var den store Lenin. Men på det tidspunkt var han kun ,,stor" i ganske få menneskers øjne. Han var ikke andet end en ny undersætsig agitator i et dobbeltradet blåt jakkesæt".
Af de fyrre politiske partier, som fandtes i Rusland, hørte bolsjevikkerne til blandt de mindre. Det anslås, at de højst havde 20.000 tilhængere. I et land med omkring 140 millioner indbyggere. Hvoraf over hundrede millioner var bønder. Bolsjevikkerne havde ingen tilslutning blandt bønderne og kun i beskeden grad blandt arbejderne.
Lenins tilhængere var en politisk sekt af overvejende rodløse intellektuelle, som udgjorde mindre end en promille af befolkningen. Men de var til gengæld de bedst organiserede, de mest militante og rabiate, og de havde en leder, der hæmningsløst higede efter magt.

Top Det tyske guld

Tiden arbejdede for bolsjevikkerne. Situationen i Rusland blev stadig mere kaotisk. De gamle myndighedsstrukturer var forsvundet uden at blive erstattet af nye.
Mange havde forventet, at alle problemer ville løse sig selv, så såre tsarens styre var afskaffet. Men revolutionen kunne ikke pludselig fremtrylle flere levnedsmidler til byerne og mere ammunition til fronten.

Sovjetterne rejste ustandselig krav til den provisoriske regering, som den var ude af stand til at opfylde. Alle råbte i munden på hinanden og troede alt var tilladt. Ved fronten slappedes disciplinen. Krigstrætheden blev stadig mere udtalt. Råbet om fred mere støjende.
Det truende anarki sammenholdt med den pressefrihed regeringen havde indført var noget, som Lenin og hans folk forstod at udnytte.
Det viste sig, at bolsjevikkerne med besynderlig pludselighed var kommet i besiddelse af det største og mest effektive propagandaapparat i Rusland. Partiet indsendte 41 aviser. Alene partiavisen Pravda udkom dagligt i et oplag på 420.000 eksemplarer. Foruden der blev uddelt millioner af propagandaskrifter, løbesedler og plakater.
Denne syndflod af tryksager var i sit indhold en storstilet og hadefuld hetzkampagne imod den provisoriske regerings ministre, som på alle måder blev mistænkeliggjort og tilsølet med de uhyrligste beskyldninger.
Det var bolsjevikkerne, der opfandt den massive og hypnotisk monotone propagandametode, som de selv kaldte "Agitprop", men som andre kalder "hjernevask".
Det er ikke mere nogen hemmelighed, at bolsjevikkernes propaganda-maskine blev finansieret af den tyske regering. Denne økonomiske gavmildhed havde sine indlysende årsager. For den tyske generalstab betød et kaotisk Rusland, en svækket krigsmodstander på randen af garnmenbrud. Derfor var Lenin så absolut værd at sætte penge i.
For Lenin betød et kaotisk og svækket Rusland, at han på et gunstigt tidspunkt ktinne forsøge at kuppe sig til magten. De to parter havde således fælles interesser.
Allerede dengang kom den franske efterretningstjeneste på sporet af de lyssky forbindelser og afslørede, at der mellem april og juli 1917 blev overført cirka 37 millioner rubler fra svenske, norske og danske banker til Rusland.
Under dække af legitime handelsmæssige aktiviteter indsatte den tyske efterretningstjeneste penge på bankkonti, der var oprettet af bolsjevik-agenter i de tre neutrale skandinaviske lande.
Pengestrømmen fortsatte indtil afslutningen af Første Verdenskrig i efteråret 1918. Det samlede beløb, som blev ydet i tyske guldmark, ville i vore dage svare til mellem fem og seks milliarder danske kroner.

Kommunisterne har altid hysterisk benægtet, at de blev betalt af Tyskland. Men efter arkiverne blev åbnede, er alt dokumenteret - bilag for bilag. Alle økonomiske transaktioner er kortlagt i detaljer. Beviserne er ubestridelige og uafviselige.

Top Generalprøven

I juni 1917 indledte den russiske hær en længe forberedt offensiv. I begyndelsen blev tyskerne trængt tilbage, men fremrykningen ebbede hurtigt ud og efter få ugers forløb brød offensiven sammen og afløstes af et tilbagetog.
Bolsjevikkerne bedømte nederlaget ved fronten som et enestående påskud til at styrte den provisoriske regering.

I de første dage af juli drog tusinder af demonstranter gennem Petrograd under de kendte paroler om: "Fred, brød og jord og al magt til sovjetterne". Alvoren i kravene understregedes ved, at også lastbiler med påmonterede maskingeværer indgik i demonstrationstoget, fortiden der blev gjort flittigt brug af forskellige typer skydevåben.
Den larmende og truende adfærd skræmte naturligvis, de almindelige borgere fra vid og sans. Hvilket også var hensigten. Dag for dag tiltog urolighederne i voldsomhed. Alt syntes at udvikle sig efter samme mønster, som den store folkelige revolution i februar. Men det var ikke et folkeligt oprør. Det var et kupforsøg. Et veltilrettelagt socialistisk gadeteater.
De bevæbnede aktører var en opgejlet bærme, der fungerede som bolsjevikpartiets private hær. Kaldet flot - Den Røde Garde. I virkeligheden et terrorkorps af akkurat samme støbning som nazisternes SA-korps.
Som det forud var anvist i drejebogen, trængte demonstranterne sluttelig ind i det Tauriske Palads, hvor de højrøstede krævede den provisoriske regerings øjeblikkelige afgang og krigsminister Kerinskij hængt. Adskillige ministre og medlemmer af Dumaen blev herunder udsat for grov korporlig overlast. Situationen syntes kritisk.
Men da det samtidig rygtedes, at Petrogradsovjettens militære afdeling havde tilkaldt loyale tropper fra fronten, som nu var på hastig fremrykning mod hovedstaden, ændredes billedet totalt.
Demonstranterne forsvandt så hurtigt, som deres ben kunne bære dem. Og bolsjevikkernes partiledelse fik pludselig travlt med at distancere sig fra det hele. Man fordømte udskejelserne og manede til ro og besindighed. Ganske vist var det partiets paroler, der havde lydt i gaderne, og partiets folk der havde dirigeret balladen, men det var alligevel ikke noget partiet som sådan havde andel i.
Denne krampagtige løgnehistorie har kommunisterne siden fastholdt. Ikke desto mindre benævner de kupforsøget i julidagene som "generalprøven".
Bolsjevikkerne var kommet i modvind, og det skulle udarte. just i de dage modtog den russiske regering rapporten fra den franske efterretningstjeneste angående de 37 millioner rubler, som tyskerne indtil da havde foræret bolsjevikkerne.
Rapporten blev offentliggjort og Lenin blev stemplet som tysk agent og landsforræder, og der blev udstedt arrestordre mod ham og flere andre.

Partiets ledelse gik under jorden. Nogle blev arresteret. Pravdas trykkeri blev lukket. Den Røde Garde og de revolutionære enheder af hæren blev afvæbnet. Ingen forsøgte at yde den mindste modstand overfor de loyale tropper. Komedien var forbi.
Lenin var grebet af panik. Han barberede skægget af, anlagde paryk og flygtede over hals og hoved til et skovområde i nærheden af byen Rasliv, hvor han forpjusket gemte sig i en høstak. Lenin var altid hurtig til at bringe sig i sikkerhed, når der var fare på færde. Hans ophold i høstakken blev dog af kortere varighed. Snart fik han husly på loftet over en lade, som tilhørte en bolsjevikkisk bonde. Lenin turde ikke forlade sit skjulested og var angst ved hver en lyd. Han var overbevist om, at han ville blive skudt, hvis han blev opdaget.
Den nævnte høstak fik siden kultisk status. I 70 år blev den valfartssted for marxistiske pilgrimme, som dvælede i andagt ved den store leders tilsyneladende uforgængelige høstak. Det mislykkede kupforsøg og afsløringen af den økonomiske bistand fra tyskerne fik folkestemningen til at vende sig imod bolsjevikkerne. De mistede tilhængere. Den lille politiske sekt blev endnu mindre.
Bolsjevikkerne havde gjort sig så grundigt forhadte, at de i praksis var drevet ud i illegaliteten. De måtte søge dækning mens stormen rasede og vente på, at et eller andet ville vise sig. De kom desværre ikke til at vente forgæves.

Top Rehabilitationen

Den sejr regeringen havde vundet var skrøbelig. Tyngden af genvordigheder var ikke blevet mindre. Krigen fortsatte som en vældig pumpe, der ubarmhjertigt drænede landet for kræfter. Den revolutionære begejstring skrumpede ind. Den vundne frihed udartede mere og mere til tøjlesløshed.
På landet opgav bønderne at vente på jordreformen og begyndte selv at overtage og fordele jorden. Mange godsejere blev herunder brutalt myrdet. I byerne, hvor politiet var opløst, florerede kriminaliteten åbenlyst med røverier og overfald. Fabrikker lå øde hen grundet mangel på brændstof og råstoffer. Hver dag deserterede tusinder af soldater fra fronten. Opløsning og anarki hang som en mørk truende sky over Rusland. Kun to måneder efter bolsjevikkernes mislykkede kup, kom i begyndelsen af september et nyt kupforsøg, men denne gang fra en ganske anden kant.
Hærens øverstkommanderende general Kornilov beordrede en kosakdivision mod Petrograd for med et snuptag at besætte hovedstaden og oprette en militærregering, for som generalen udtrykte det, - at indføre lov og orden og frelse vort elskede fædreland fra ødelæggelse og undergang.
Den provisoriske regering og Petrogradsovjetten var overtydet om, at militærkuppet ville føre til tabet af den nyvundne frihed og tsarismens genetablering. Der blev straks slået alarm og givet ordre til mobilisering.

Naturligvis tilbød bolsjevikkerne selvopofrende at deltage i byens forsvar. Eftersom de havde alt at vinde og intet at tabe. Det er derimod mindre forståeligt, at Petrogradso@etten letsindigt tog imod tilbuddet. Det kan kun forklares som udslag af panik og manglende overblik.
Bolsjevikkerne var henrykte, de myldrede frem fra illegalitetens skjulesteder. Mindre end to måneder efter at partiets røde garde så ynkeligt var blevet afvæbnet, fik den påny adgang til våbenarsenaler og ammunitionsdepoter, hvor den frit kunne forsyne sig. Kornilovs tropper nåede imidlertid aldrig frem til Petrograd. Det kom ikke til nogen form for "mpe. Da kosakkerne erfarede, at operationen var rettet imod den provisoriske regering, nægtede de at deltage.

Kosakkerne steg i sadlerne og red væk. Kuppet brød sammen af sig selv. Kornilov blev afskediget og arresteret. Det var alene bolsjevikkerne, der høstede fordel af kuppet. De var for så vidt blevet rehabiliteret og kunne tage fat, hvor de slap.
General Kornilov er i al senere historieskrivning blevet omtalt som en nar og en tåbe. Men hvis hans kup var lykkedes, ville det have reddet millioner og atter millioner af mennesker fra en grusom død, og det ville have forskånet det russiske folk fra halvfjerds års slaveri. Man kan beklage de spildte muligheder. Generalen burde have gjort sig mere umage.

Hvad general Kornilov havde set, kunne alle se. Noget måtte gøres, hvis en katastrofe skulle afværges. Ved fronten antog deserteringerne lavineagtig karakter. Hele togstammer overfyldte med soldater kørte hver dag væk fra fronten. Officererne havde fuldstændig mistet kontrollen over soldaterne. Hæren smuldrede væk. Fronten vaklede.
Landet begyndte at falde fra hinanden. Ukraine, Finland, Estland, Letland og Litauen krævede selvstændighed. Det samme gjaldt kosakker, sibirere og folkeslag i Kaukasus. Enhver form for loyalitet og tillid var forsvundet. Apatien bredte sig. Alle syntes ligeglade. Samfundet var i opløsning. Seddelpressen kørte om kap med inflationen. Aviserne meddelte, at spaltepladsen ikke rakte til at omtale de utallige mord, plyndringer, ildspåsættelser og andre grove forbrydelser, der dagligt foregik overalt i landet. Bolsjevikkerne forstod at udnytte elendigheden. De boltrede sig som ål i mudder. Hver eneste dag lyttede hundred tusinder af desperate, trætte og vrede mennesker til partiets propaganda.
Det gav gevinst. I løbet af september vandt bolsjevikkerne flertallet i Petrogradsovjetten. Lenins næstkommanderende Lev Trotskij blev formand. Få dage efter vandt bolsjevikkerne også flertallet i Moskvasovjetten.

Top Afgørelsen

Fra sit skjul i Finland fulgte Lenin begivenhedernes gang. I et brev til partiets centralkomite fastslog han, at man ufortøvet skulle forberede den væbnede opstand i Petrograd og Moskva. Han gjorde det klart, at man var nået til det afgørende punkt, hvor der måtte handles hurtigt, eller alt ville være tabt.
Flere af centralkomiteens medlemmer mente, at Lenin havde mistet sin virkelighedssans. Kamenev kaldte brevet: "en sindssygs feberfantasier". Tiden arbejdede jo for partiet og magten ville stille og roligt komme af sig selv.
Lenin blev aldeles rasende. Hvis de infame bæster og betændte idioter troede, at tiden arbejdede for partiet, tog de grundigt fejl. Det forholdt sig nøjagtig omvendt. I et nyt brev meddelte Lenin, at han ville forlade centralkomiteen, hvis man ikke adlød hans ordre. På sin vis havde Lenin ret. Den provisoriske regering havde fastlagt datoen for de frie valg til den grundlovgivende forsamling. Når valgene var afholdt og forsamlingen trådte sammen, ville Rusland være en demokratisk republik med en folkevalgt regering, den første i landets historie, og det ville ikke længere være muligt at gennemføre et statskup. Lenins vej til magten skyldtes en udvikling, som han ikke var herre over og ej heller forudså. Men ligesom Adolf Hitler ejede han en fantastisk intuition. Det vil sige evnen til at opfatte en sammenhæng og deraf fornemme, hvornår øjeblikket til handling er inde. Ligesom en hugorm, der hugger, når der skal hugges.

I begyndelsen af oktober rejste Lenin til Petrograd for at mødes med centralkomiteens medlemmer. Mødet foregik i dybeste hemmelighed. De fleste af deltagerne var maskerede. De skaldede bar paryk. Andre havde fået deres naturlige hårpragt fjernet. De, som før havde skæg, var nu glatbarberede. Og dem uden skæg var nu udstyret med påklistrede moustacher. Opfindsomheden var stor i denne ejendommelige forsamling.
Mødet varede til langt ud på natten eller hen på morgenen. Men til sidst tog Lenin et kvadreret kladdehæfte frem og skrev med en blyantstump: "Idet vi har indset, at et væbnet oprør er uundgåeligt, beslutter centralkomiteen, at alle partiorganer underrettes". Samtlige mødedeltagere undtagen to stemte for resolutionen. Statskuppet var vedtaget. Lenin forlod de udmattede partikammerater og rejste tilbage til sit skjulested i Finland.

Top Løgnens revolte

Den såkaldte store socialistiske oktoberrevolution begyndte den 7. november 1917. Men ifølge den gamle russiske kalender, som var 13 dage bagud for vores, var det onsdag den 25. oktober.
Sent tirsdag aften var Lenin ankommet til partihovedkvarteret i Smolnij og havde overtaget kommandoen.

I morgentimerne besatte bolsjevikkerne uden videre besvær broerne over Nevaen, telegrafstationer, jernbanestationer, elværker og nationalbanken. Kuppet var tilrettelagt som en militær operation. De små grupper af revolutionære tropper mødte ingen modstand. Alt foregik uden dramatik.
Alligevel kogte Lenin som en trykkoger, hvileløs og med nerverne på højkant. I løbet af dagen udsendte han en proklamation, der blev trykt som en plakat og klistret op i Petrograds gader.
Heri meddeltes det, at den provisoriske regering var afsat. Det var løgn. Regeringen holdt på det tidspunkt møde i Vinterpaladset. Det forkyndtes også, at det var Petrogradsovjettens arbejdere og soldater, som ledede revolutionen. Det var også løgn. Det var Lenin og hans intellektuelle kumpaner, der styrede kuppet og brugte sovjettens navn som skalkeskjul.

Rygterne om kuppet svirrede i Petrograd. Men det var som om befolkningen ignorerede det. De var blevet hærdede. Hver anden eller tredje måned havde der været revolution eller kupforsøg. Livet gik sin vante gang. Sporvognene kørte. Banker og butikker holdt åbne. Fabrikkerne arbejdede normalt. Da det blev aften, spadserede tusindvis af mennesker på hovedstrøget Nevskij Prospekt. Teatrene spillede. Restauranterne var velbesøgt. Alt syntes sorgløst, som lige før Titanic vædrede isbjerget.

Bolsjevikkerne havde den militære kontrol med hovedstaden og manglede kun at erobre Vinterpaladset, hvor regeringens ministre holdt møde i en atmosfære af magtesløshed og rådvildhed.

Angrebet mod Vinterpaladset indledtes et par timer over midnat. Denne begivenhed er gang på gang blevet rekonstrueret i sovjetiske propagandafilm. I storslåede og dramatiske scener med flyvende faner, bragende kanoner og hvide tåger af krudtrøg har man gengivet, hvorledes de revolutionære helte stormede frem med dødsforagt imod fjendens maskingeværild og sprængte barrikaderne og nedkæmpede al modstand, hvorefter de strømmede ind i Vinterpaladset op ad marmortrapper og gennem forgyldte sale indtil de endelig nåede frem til Malakitsalen, hvor den provisoriske regerings ministre blev arresteret og ført bort. Revolutionen havde sejret. Hurra- hurra.

Kommunistisk historieskrivning består i regelen af lag på lag af løgn, sovset ind i salvelsesfuld selvforherligelse. Sådan forholder det sig også i dette tilfælde.
Stormen på Vinterpaladset har simpelthen aldrig fundet sted. Slottet blev overhovedet ikke forsvaret. Den provisoriske regering rådede kun over en lille gruppe kadetter. Halvvoksne drenge, der aldrig havde været i krig. De var ellers tjenstvillige nok, men ministrene forbød dem at gøre modstand, fordi de fandt det meningsløst at ofre drengenes liv.
Bolsjevikkerne kunne gå lige ind i slottet. Der var ingen hindringer. Portene var ikke låste. Alle døre stod åbne. Sådan var det.

Det var en mærkelig revolution. Der var ingen begejstring. Ingen jublende folkemasser. Men der var heller ingen modstand. De revolutionære banditter mødte kun ligegyldighed, træthed og apati. Derfor vandt de.

Top Legitimiteten

Lenin havde iværksat statskuppet den 25. oktober, fordi den alrussiske sovjetkongres den dag samledes i Smolnij. Ved kynisk manipulation var kongressen fyldt op med bolsjevikker. Bønderne var yderst sparsomt repræsenterede, endskønt de udgjorde over firs procent af befolkningen. Sovjetterne, som oprindelig var arbejder- og soldaterråd, domineredes nu af intellektuelle.

Men da kongressen midt under sit første møde fik underretning om angrebet på Vinterpaladset, opstod der alligevel voldsom uro og tumulter i salen. Det føg med gensidige beskyldninger og hadefulde skældsord. I timevis var luften tyk af trusler og forbandelser, indtil næsten halvdelen af de delegerede rejste sig og i protest forlod kongressen.
"Lad dem bare gå", råbte Trotskij, "de er affald, som vil blive fejet op i historiens store skraldespand".
Da kongressen dagen efter samledes påny, var den blevet et rent bolsjevikisk foretagende. Alle andre partier og organisationer stemplede forsamlingen som et falskneri og bolsjevikisk komplot.
Men det satte tilsyneladende kun stemningen yderligere i vejret hos de tilbageværende. Nu da de var alene kunne statskuppet legitimeres. Lenin fremlagde et dekret om freden og et dekret omjorden. Alt blev hilst med hurraråb og langvarige klapsalver og enstemmigt vedtaget.
Det gjaldt også dekretet om regeringen. Hvori de første linier lød: "Indtil den grundlovgivende forsamling træder sammen, oprettes en arbejder- og bonderegering, som bærer navnet 'Folkekommissærernes Råd". Navnet på rådets præsident var Vladimir Uljanov Lenin. Endeløs jubel.
Dermed havde Rusland fået verdens første "arbejder- og bonderegering". Uden en eneste bonde. Dog med en enkelt arbejder, som hurtigt blev skiftet ud. Arbejderne og bønderne var gjort til marionetdukker i de intellektuelles absurde teater.

Top Demokratisk diktatur

Ifølge Lenins dekret havde han blot oprettet en ny provisorisk regering, der skulle styre landet, indtil den grundlovgivende forsamling var valgt og trådt sammen. Valgdatoen havde længe været fastlagt til den 12. november.
Lenin spildte ikke den mellemliggende tid. En af hans første handlinger var et "pressedekret", hvorefter ethvert blad, der modarbejdede den nye regering, ville blive forbudt og redaktøren stillet for retten.
De følgende dage blev alle aviser undtagen de bolsjevikiske lukket. Partiavisen Pravda erhvervede sig monopol på nyhedsformidlingen. Pressedekretet blev betegnet som en midlertidig foranstaltning. Men det forblev i kraft gennem 70 år.
Nye dekreter meldte om statslig overtagelse af banker, fabrikker og forretninger. Om fri adgang til husundersøgelser og konfiskation af privat ejendom. Om forbud mod udbetaling af renter og udtræk på bankkonti. Om ændrede regler for domstolene.

Hver morgen studerede folk de seneste dekreter, der var klistret op på murene. Så de vidste, hvad der var blevet forbudt i nattens løb.

Overalt på fabrikker og offentlige kontorer blev ledelsen overtaget af mænd iført sorte læderjakker og udstyret med revolvere og ubegrænsede magtbeføjelser. Disse mænd, med lurende øjne og mefistofelessmil, havde et særligt talent for at sprede angstens gift omkring sig.
Valgene til den grundlovgivende forsamling fandt mærkeligt nok sted som fastlagt. Det var det første ægte demokratiske valg i Ruslands historie. Valgdeltagelsen var høj. Da den grundlovgivende forsamling trådte sammen i det Tauriske Palads den 5. januar 1918, stod det klart, at bolsjevikkerne var i mindretal. Af de 707 mandater havde Lenins parti kun fået 175. Eller 24 procent. Sejrherren var det Socialrevolutionære Bondeparti med 410 mandater. Eller 58 procent. De øvrige partier sluttede op om bondepartiet. Lenin var chokeret. Atter en gang havde hans dømmekraft svigtet.
Alle regnede da også med, at det bolsjevikiske eventyr nu var forbi. Lenin mødte selv op. Ophidset, sammenbidt og bleg som et lig. Han forholdt sig fuldkommen tavs. Men efter at flere afstemninger gik bolsjevikkerne imod, forlod han og hans folk demonstrativt salen. Næste dag var alle indgange til det Tauriske Palads spærret af bevæbnede vagter. De deputerede, der søgte at komme ind, fik at vide, at den grundlovgivende forsamling var opløst, så de kunne godt rejse hjem.

Det russiske demokrati havde da eksisteret i 24 timer. Det blev afløst af et system, som Lenin med en sproglig fornyelse kaldte "demokratisk diktatur".
Lenin vidste godt, at han var på gyngende grund. Han havde ganske vist kontrollen over Petrograd og Moskva. Men ud over resten af landet tegnede sig et mere broget billede. I det sydlige Rusland var kosakkerne gået til modstand og havde fordrevet bolsjevikkerne fra flere store byer. Lenin var ikke i tvivl om, at dette var optakten til en borgerkrig. Men det skræmte ham ikke. Tværtimod. Et totalt opgør med hele det russiske samfund var nødvendigt for at konsolidere magten og revolutionen. Det krævede imidlertid, at han først fik afsluttet krigen mod Tyskland, så han fik ryggen fri og vandt kræfter til at knuse og tilintetgøre enhver opposition i Rusland.
Fredsforhandlingerne fandt sted i Brest-Litovsk. Tyskerne var grådige. Men Lenin havde givet Trotskij instruksen: "Skriv under på hvad som helst og for hver en pris". Fredsaftalen blev underskrevet. Det var ren kapitulation. Med et pennestrøg mistede Rusland en tredjedel af sin befolkning, en tredjedel af sin landbrugsjord og store dele af sine jernmalm- og kulreserver.
Lenin var tilfreds. Han havde nu fået den handlefrihed, som gjorde det muligt for ham, at føre krig imod flertallet af Ruslands befolkning.
Efter opløsningen af den grundlovgivende forsamling havde han ved dekreter forbudt de politiske partier. De forsvandt et efter et. Deres organisationer blev sprængt og lederne arresteret eller jaget i illegalitet. Han havde dermed stillet sine modstandere overfor valget mellem total underkastelse eller borgerkrig. De kunne frit vælge. Lenin vidste altid, hvad der skulle gøres og havde truffet sine forholdsregler imod alle eventualiteter.

Top Krigen mod folket

Allerede få uger efter statskuppet havde Lenin i dybeste hemmelighed oprettet en såkaldt: "Ekstraordinær kommission til bekæmpelse af kontrarevolutionær virksomhed". Den lange titel blev i forkortet form til - Tjekaen. Senere ændredes navnet til GPU og NKVD og endelig til KGB. Men målene og midlerne forblev de samme.
Officielt eksisterede Tjekaen ikke. Først ti år senere - 18. december 1927 - blev dekretet om dens oprettelse offentliggjort i Pravda. Men fra første færd var det Tjekaens opgave at udøve den skånselsløse masseterror, der var forudsætningen for socialismens overlevelse. Tjekaen blev selve hjertet i det regime Lenin etablerede. Organisationen udviklede sig hurtigt til et korps med over 200.000 fastansatte, der fortrinsvis var rekrutteret blandt fanatikere, sadister og psykopaten Tjekaen var et uafhængigt statsorgan med direkte referat til Lenin. Og han lod dem aldrig i tvivl om, hvad han ønskede.
Tjekaen arresterede, anklagede, torturerede, dømte og henrettede sine ofre. Spørgsmålet var ikke om en person var skyldig eller uskyldig. Borgerlig herkomst var tilstrækkelig begrundelse for en dødsdom.

I et dekret fra januar 1918 beordrede Lenin - citat "det russiske land renset for alle former for skadedyr". Benævnelsen "skadedyr" kom snart til at omfatte hele samfundslag som jordejere, fabrikanter, gymnasielærere, embedsmænd, handlende og andre grupper af middelstanden.
Ideen om at aflive folk på grundlag af deres erhverv blev grebet med begejstring af Tjekaens bødler. Titusinder blev henrettet i dertil indrettede kældre. I regelen skete det ved nakkeskud, som gjorde ofrenes ansigter uigenkendelige. Alt foregik i det skjulte. Spøgelsesagtigt som i nat og tåge. Alle kendte til Tjekaens eksistens, og alle lod som om, de intet vidste.
Et par måneder efter Tjekaens oprettelse drev organisationen allerede sine første koncentrationslejre. I partiets hemmelige arkiver forefandtes et dekret underskrevet af Lenin, som lovliggjorde koncentrationslejre, - en pr. region , som det hed. Disse lejre skød op overalt, først i byernes udkanter, men efterhånden også i landets flerneste afkroge. Det var begyndelsen til det, der senere blev kaldt "Øhavet Gulag". Et vidtforgrenet system af lejre, hvor millioner og atter millioner af navnløse mennesker de følgende år gik til grunde.
Det var ikke Lenin, der opfandt ordet - koncentrationslejr. Men det var ham, der forlenede ordet med rædsler og massedrab. Det var Lenins udgave af koncentrationslejre, som Adolf Hitler siden hen kopierede i alle detaljer.
Mens Lenin satte masseterroren ind imod befolkningen, bredte borgerkrigen sig som en ildstorm over landet. Fra Arkhangelsk i nord til Kaukasus i syd, fra Finland og Ukraine til de fjerneste egne at Sibirien blussede væbnede oprør frem imod det bolsjevikiske styre.
Borgerkrigen blev ført med en vildskab og brutalitet, som ikke overgås af nogen anden krig i historien. Det russiske imperium blev flænget af ild og jern og oversået med lig. I de tre år krigen varede blev der slået flere mennesker ihjel end under hele Første Verdenskrig.

I krigens to første år, blev bolsjevikkerne trængt tilbage på alle fronten Deres magtområde skrumpede drastisk ind. Men også i de byer de kontrollerede udbrød der strejker og revolter.
Da de kontrarevolutionære hvide styrker i midten af juli 1918 nærmede sig byen Jekaterinburg, hvor den kejserlige familie blev holdt interneret, gav Lenin ordre til, at familien skulle henrettes.
Tsaren, tsarinaen, de fire unge døtre, den lille dreng og tre tjenestefolk blev ført ned i en kælder, hvor Tjekaens bødler myrdede dem. Ligene blev parteret og kastet i en mineskakt og overhældt med svovlsyre. Officielt blev det meddelt, at tsaren var henrettet og den øvrige familie var ført til et sikkert sted.
Da de hvide styrker kom tæt på Petrograd, flyttede Lenin regeringen til Moskva, som dermed blev hovedstad. Men snart var også Moskva truet af kosakker, der rykkede frem på sydfronten. Det bolsjevikiske styre vaklede. Det stod klart, at et militært nederlag kun kunne afværges ved med alle midler at rekvirere soldater og forsyninger.
"Situationen er ekstrem", skrev Lenin, "vi må derfor udøve ekstrem terror". Terror var Lenins faste doktrin til løsning af alle problemer. Men i det stykke var han ideologisk korrekt og helt i overensstemmelse med såvel Robespierre som Karl Marx.
Specialenheder af Tjekaen drog ud til landsbyerne for at tvangsudskrive bønder i titusindvis til den nyoprettede "Røde Hær". Samtidig beslaglagde de også bøndernes kreaturer og kornforråd.

De bønder, der nægtede at gå i krig for bolsjevikkerne, blev drevet sammen som kvæg og hugget ned med sabler. Gamle russere erindrer endnu fra deres barndom synet af de blodige lemlæstede lig, som var det eneste Tjekaens folk levnede. når de forlod landsbyen. Tusinder af bønder gemte sig i skovene. Derfor oprettedes særlige straffekorps, der skulle opspore, knuse og tilintetgøre de undvegne oprørske bønder. Alt foregik efter Lenins instruks, hvilket eksempelvis fremgår af følgende telegram: Citat "11. august 1918 - telegram til lederne af bolsjevikpartiet i Penzadistriktet. Kammerater. Bondeopstanden i jeres fem områder skal slås ned, vis ingen nåde. jeg pålægger jer at sikre, at befolkningen i hundreder af kilometers omkreds bevidner, frygter og forstår og videregiver dette budskab Bolsjevikkerne dræber og vil blive ved med at dræbe alle oprørske bønder. Telegrafér tilbage, at I har modtaget denne meddelelse og udført de ordrer meddelelsen indeholder. Jeres Lenin. - P.S. Find flere skånselsløse folk".
Befalingen er et udtryk for terrorens filosofi. Man udstiller de døde for at skræmme de levende til underkastelse. Terroren fortsatte. Hele landsbyer blev udryddet. Tvangsudskrivninger af mænd til hæren fortsatte. Samtidig blev bondegårdene ikke blot tømte for kreaturer og korn, men også såsæden blev beslaglagt.

Udplyndringen berøvede bønderne deres eksistensgrundlag. Det førte til, at der de næste år udbrød hungersnød i et område med over tredive millioner mennesker Mindst fem millioner døde af sult. Øjenvidners beretninger om denne hungerkatastrofe er lige så forfærdende som ufattelige.

Ved fuldt bevidst at påføre de russiske bønder hungersnødens rædsler, opnåede Lenin at knække hele regioner, som var imod ham.
Hans næste skridt var at angribe den afgørende hindring imod hans eneherredømme, nemlig den russiske ortodokse kirke. Ruslands sjæl.
I et brev til sit politbureau skrev han. - Citat: "Den fortvivlelse, som hungersnøden fører med sig, vil ændre holdningen blandt folk, det er den eneste mulige måde. jeg konkluderer, at øjeblikket er inde til at overtage al kirkelig ejendom og til at udslette præsteskabet så eftertrykkeligt og nådesløst, at det vil blive husket til evig tid. jo flere af kirkens mænd vi tilintetgør, jo bedre vil det blive for os". Underskrevet - Lenin.
Lenins ordre blev udført med sædvanlig bestialitet. Kirkens ejendomme blev konfiskeret og plyndret for alt af værdi. Guld, sølv og andre kostbarheden Tusinder af kirker blev vandaliseret eller sprængt i luften. Hele processen retfærdiggjordes under foregivelse af, at det skulle skaffe fødemidler til folket.
Tusinder af præster blev henrettet. Også diakoner, munke og nonner blev henrettet. End ikke de gamle koner, der solgte lys, blev skånet. De utallige anonyme ofre blev kastet i massegrave.
Det var altsammen ideologisk korrekt. Marxismen kræver at være enerådende i menneskenes åndelige univers. Derfor skulle den kristenhed, den russiske nation var bygget på, destrueres. Kirken blev så at sige drevet tilbage til katakomberne. De troende blev systematisk latterliggjort, udstødt og chikaneret eller sendt i arbejds- og genopdragelseslejre. Lenin blev guddommelig. Det var alene ham, folket skulle holde sig til og samles om. Thi intet var større end Lenin, intet var over.
I begyndelsen af 1920 ebbede borgerkrigen ud. De hvide styrker tabte, endskønt de havde været tæt på at vinde. Men de havde ikke evnet at forene kræfterne og koordinere de militære operationen Indbyrdes splittelse og fraværet af et fælles politisk program var givetvis årsagen til deres nederlag.

Top Det sejrende proletariat

Krigens udfald satte en masseflugt i gang. Omkring to millioner russere drog i eksil. Deriblandt mange kunstnere og fremragende videnskabsmænd. Men de, som undslap, er ikke at beklage. Værre var det for dem, som blev ladt tilbage. Natten uden daggry sænkede sig over dem.

Landet lå i ruinen I byerne var mangelen på levnedsmidler katastrofal. Man både sultede og frøs. Vandforsyningen brød sammen. Kolera- og tyfus epidemier hærgede. Inflationen eksploderede. En pose kartofler kostede mere end en hel sækfuld rublen Pengene var værdiløse. Byerne blev affolket. Moskva mistede halvdelen af sin befolkning. Petrograd to tredjedele. Bvboerne flygtede ud på landet. De flakkede som nomader fra sted til sted for at overleve. Rusland var i bund og grund udpint og ødelagt.
Fabriksarbejdere, der stadig befandt sig i byerne, blev aflønnet med naturalier. De stod hver dag timevis i kø for at få udleveret deres sparsomme ration af frosne tomater, ormstukken korn og fordærvede fisk. Når hungersnøden hærger, må folket tage til takke med de smuler, der er at få.
Det var dog ikke alle, der led nød. I bolsjevikkernes kantiner var der rigelige mængder af mad og drikke. Ligesom der rundt om fandtes tilskoddede og strengt bevogtede forsyningscentraler, hvor der foregik en livlig handel med smør, frisk kød, friske fisk og grøntsager og andre herligheder. Men det var alt sammen forbeholdt partiets intellektuelle elite og Tjekaens bødler. Konturerne til den priviligerede socialistiske overklasse var begyndt at tegne sig.

Også arbejderne anede efterhånden konturerne til den fremtid, der ventede dem. Allerede i 1918 var fagforeningerne blevet overtaget af staten og sat under ledelse af partifunktionærer. Medlemsskab var obligatorisk for alle arbejdere, til gengæld mistede de enhver form for indflydelse.
Derefter gik det slag i slag. Strejker blev forbudt. Eftersom arbejderne jo nu var blevet deres egne arbejdsgivere. Strejkefondene blev konfiskeret og solidarisk skænket til strejkende arbejdere i de kapitalistiske lande, så de også kunne opnå socialisme.
Alligevel udbrød der strejker i flere store byen Men som sædvanlig viste Lenin ingen tøven. I avisen Pravda fra den 12. februar 1920 skrev han: "Det bedste sted for strejkende - dette afskum - disse betændte smittebærere - er koncentrationslejren".
Lenin lod straks handling følge ordene. Bølger af såkaldte solopgangsrazziaer og massearrestationer skyllede over landet. Hundreder af arbejdere blev skudt uden dom. Tusinder forsvandt i de overfyldte koncentrationslejre.
Disciplineringen af arbejderklassen fortsatte. Der blev dekreteret arbejdstvang for alle. Det blev forbudt at skifte arbejdsplads. Forsømmelser blev gjort strafbart.
Der oprettedes særlige arbejdslejre til "udisciplinerede arbejdere". En af disse lejre var projekteret til at rumme tyve tusinde fangen.

For yderligere at højne arbejdsmoralen og øge produktiviteten fik partiets opsynsmænd eller fabrikspoliti ordrer til at båndhæve en kadaverdisciplin, der ikke var til at skelne fra den, der herskede i Den Røde Hær. Det så højt besungne sejrende proletariat var reelt gjort til retsløse slaver.

I slutningen af februar 1921 kom det til arbejdernes sidste fortvivlede modstand. Der udbrød strejker i Moskva og andre store byen I Petrograd udviklede det sig til generalstrejke. Folk strømmede ud i gaderne. Der lød ingen socialistiske paroler.
Tværtimod. Demonstranterne forbandede Lenin og hans satans regime, der forekom dem værre end døden. De krævede frihed og demokrati. De krævede at få tilbage, alt det bolsjevikkerne havde berøvet dem.
Lenin erklærede byen i undtagelsestilstand. Alle indfaldsveje blev spærret. Regeringstropper blev beordret til at skyde på demonstranterne og kvæle oprøret i blod.

Top Eneherskeren

På flådebasen Kronstadt, som ligger ud for Petrograd på øen Kotlin i Den finske Bugt, fulgte marinesoldaterne opmærksomt begivenhederne inde i byen.
Kronstadt-matroserne var berygtede som Lenins trofaste tilhængere. De havde kæmpet i første række både under revolutionen og borgerkrigen. Trotskij havde udråbt dem som symbolet på den proletairiske revolutions stolthed og ære . Men nu følte de sig bedraget. Det var ikke den revolution, de havde troet på og kæmpet for. Det var det stik modsatte. På et møde vedtog de en resolution, der var ensbetydende med mytteri. De rådede over en avis og en radiostation, og gennem disse medier udbredte de deres budskab. De fordømte undertrykkelsen og massearrestationerne af strejkende arbejdere i Petrograd. De fordømte bolsjevikkernes fede liv i et sultende land. De fordømte Lenins mareridtsregering, der hvilede på eksekutionpelotoner.
De krævede tale- og trykkefrihed og forsamlingsfrihed. De krævede alle politiske fanger løsladt, og arbejdernes og bøndernes livegenskab ophævet. De krævede frie og hemmelige valg og bolsjevikpartiets enevælde afskaffet. I realiteten vendte de sig mod alt, hvad Lenin havde udrettet, siden han kom til magten.

Det eneste svar matroserne fik var et ultimatum om at kapitulerer i løbet af 24 timer. Eller de ville blive skudt som agerhøns . Matrosernes familier blev straks taget i forvaring som gidsler.

Men Kronstadt-matroserne kapitulerede ikke. De rådede over to slagskibe, tre svære krydsere, masser af kanoner, maskingeværer og ammunition. De var ved godt mod.
Mange ledende bolsjevikker frygtede, at Kronstadt-oprøret ville udvikle sig til en ny Februarrevolution, som let kunne resultere i, at de selv blev hængt i løbet af fjorten dage. De vidste udmærket, at de var forhadt af hele det russiske folk. De følte jorden brænde under sig.

En styrke på 50.000 tatarer og basjkirer blev sat ind imod Kronstadt. Men angriberne blev slået tilbage med svære tab. Isen omkring Kronstadt flød med lig. Kampene fortsatte. Samtidig åbnedes bolsjevikpartiets tiende kongres i Moskva. Lenin udnyttede her den rædselsgysen som Kronstadt-opstanden havde sendt gennem partiet. Han forelagde en stribe resolutioner, som forbød al opposition imod partilinjen og sidestillede fraktionsdannelser med kontrarevolutionær virksomhed. Han krævede, at partiledelsen fik fuldmagt til at ekskludere enhver for brud på disciplinen og træffe de strengeste foranstaltninger imod dem.
Lenins forslag indebar, at al magt i partiet ville blive koncentreret hos nogle ganske få mænd og i sidste instans hos en enkelt mand - ham selv.

Under indtryk af den fare partiet befandt sig i, gav kongressen Lenin alt, hvad han forlangte. Dermed var den sidste rest af partidemokrati aflivet. Et stort antal af de tilstedeværende kammerater underskrev samtidig deres egen dødsdom. Men det opdagede de først senere.

Efter ti dages uafbrudt artilleriild og efter gentagne gange at have slået angriberne tilbage blev Kronstadt-matrosernes opstand nedkæmpet. Tusinder af dem undslap over isen til Finland. De over tusind sårede blev massakreret og andre tusinder blev sendt til dødslejrene ved Hvide Havet.

Militæreksperter hævder, at hvis matroserne havde grebet tingene anderledes an, kunne de have vundet. De var tapre soldater - men dårlige strateger. Derfor led de nederlag. Lenin havde sejret. Han havde likvideret borgerskabet, kuet bønderne og arbejderne. Han havde knust og tilintetgjort al opposition udenfor partiet og indenfor partiet. Han havde skabt den fuldkomne totalitarisme. Ingen og intet kunne mere true ham. Han var noget nær almægtig.

Top Ondskabens imperium

I maj 1922 blev Lenin ramt af et slagtilfælde, som tvang ham til passivitet de følgende måneder. Ud på efteråret genoptog han sit arbejde. Men et nyt slagtilfælde i maj 1923 berøvede ham evnen til tale og tænke. Vanviddets mørke lukkede sig om ham. Fastlåst i dette mørke døde han den 21. januar 1924.
Den officielle sorg over hans bortgang antog hysteriske højder, som om verden var gået under. Det besluttedes at udødeliggøre den store leder. Hans lig blev balsameret og lagt i en glaskiste og udstillet for de tilbedende masser i et mausoleum på Den Røde Plads i Moskva.

Lenins samlede værker fik bibelsk autoritet. Begrebet "Leninismen" blev erklæret for sovjetstatens eneste ideologiske grundlag. Petrograd blev omdøbt til Leningrad. Ligesom flere andre byer og utallige pladser, skoler, kanaler, fabrikker, miner, slagskibe og vuggestuer blev opkaldt efter ham.
Det blev beordret at opføre monumenter til Lenins ære i alle større byer. Og der blev oprettet et særligt "Lenin-institut", som fik til opgave at gøre dyrkelsen af den mumificerede afgud permanent.
Myten om den ufejlbarlige, humane og progressive Lenin levede videre indtil umiddelbart før Sovjetunionens sammenbrud.
Myten om Lenin var den sidste skanse, som kommunistpartiet dækkede sig bag, inden det definitivt blev drevet fra magten.
Sovjetimperiet gik i opløsning, fordi folket genfandt sin fælles hukommelse, nationens historie, som i 70 år havde været begravet under et bjerg af løgn. Løgnen begyndte med Lenin og sluttede med Gorbatjov.

Da Gorbatjov i marts 1985 blev generalsekretær for det kommunistiske parti, fremstod Sovjetunionen endnu overfor resten af verden som en supermagt, der var jævnbyrdig med USA og som indadtil havde et styre, der var ligeså stabilt som ubevægeligt.
Men sandheden var en anden. I virkeligheden var Sovjetunionen et fallitbo, præget af stagnation og truet af indre sammenbrud. Stats- og partiapparatet var gennemsyret af korruption og forfald.

Økonomisk og teknologisk var Sovjetunionen totalt distanceret i forhold til USA og Vesteuropa. Heller ikke militært kunne russerne længere hamle op med amerikanerne. De havde uigenkaldeligt tabt det våbenkapløb, de selv havde startet.
Gorbatjov blev bragt til magten med støtte fra sikkerhedspolitiet KGB, hvor man var helt på det rene med, at der måtte ske forandringer, hvis sovjetimperiet skulle overleve. Gorbatjov skulle redde socialismen ved simpelthen at effektivisere systemet. Han troede faktisk, det kunne lade sig gøre.

Det krævede imidlertid, at han gennem nedrustningsaftaler med USA fik reduceret de vanvittige udgifter til det russiske militær. Og at han samtidig fik brudt den politiske og økonomiske isolation, Sovjetunionen var fastlåst i.
Gorbatjov havde de følgende år stor succes under sine rejser i Europa og USA. Han blev en populær person, fordi han overalt talte om fred og samarbejde. Stort set opnåede han, hvad han tilstræbte. Han evnede til fulde at gøre en dyd af nødvendigheden.
Det var mere indadtil Gorbatjov havde problemer, fordi socialismen selvsagt ikke kunne effektiviseres uden befolkningens aktive medvirken. Alt afhang af, om han var istand til at overvinde den folkelige apati og lammende ligegyldighed, som truede med at kvæle samfundet.

Gorbatjov greb derfor til at proklamere begreberne: "Glasnost og perestrojka". Ordene betyder åbenhed og omstilling. Perestrojka var en hul frase og glasnost var lokkemad. Glasnost skulle indgive folk en fornemmelse af, at de havde indflydelse i samfundet, så de derved blev ansporet til at yde en ekstra indsats i produktionen og samtidig fattede tillid til det kommunistiske partis nye ledelse.
Det blev tilladt, at stille spørgsmål om samfundsproblemer og endog kritisere korrupte embedsmænd. Men det var ikke tilladt at gå til yderligheder og ligefrem kritisere socialismen eller partiet. Glasnost var kontrolleret ytringsfrihed med meget snævre grænser. Men Gorbatjov havde alligevel sat noget i gang, som skulle vise sig vanskeligt at styre.
I 70 år havde russerne levet i fuldkommen tavshed og fuldkommen underdanighed. Uanset hvilke overgreb og forbrydelser hver enkelt havde været vidne til, måtte han eller hun passivt vende hovedet bort og lade som ingenting. Også når ofrene var nære slægtninge. Den bestandige knugende angst udslettede menneskenes selvrespekt og forkrøblede deres personlighed. Og dømte dem til et liv i håbløs afmagt.
Men nu var det blevet muligt at sørge over sine døde. Nævne dem ved navn. Alle de fædre, sønner og døtre der var forsvundet sporløst i socialismens umættelige dødskværn.
Fortiden var et åbent sår, som hvert menneske i ensomhed rugede over. Men nu opdagede de, at næsten alle bar på dette åbne sår. Såret var deres fælles skæbne, deres historie. År for år trængte fortiden sig på. Langsomt piblede sandheden frem om masseterroren og koncentrationslejrene. Alle sovjetborgere kendte til le'renes eksistens, men ingen havde hidtil haft nogen anelse om udbredelsen og omfanget af det vældige lejrsystem, som Solsjenitsyn havde navngivet "Gulag Øhavet". De hundreder af øer i dette hav var ikke omgivet af vand, men af pigtråd og vagttårne.
Gulag Øhavet rummede konstant mellem 8 og 10 millioner fanger, som næsten alle var fuldkommen sagesløse borgere, der på ingen måde havde forbrudt sig imod de gældende love. De var blot tilfældigvis blevet arresteret og ved tortur tvunget til at skrive under på forfalskede og grundløse anklager og derefter idømt ti eller tyve års straffearbejde. Altsammen fordi kommunistpartiet havde et vedvarende behov for gratis arbejdskraft til opbygning af socialismen.
Alene i de arktiske områder Magadan og Kolyma var der et hundrede og tres dødslejre. Fangerne blev udnyttet i kulminer og guldminer. Til anlæg af jernbaner og andet tungt og opslidende arbejde. Arbejdstiden var 16 timer alle ugens 7 dage. De befandt sig i en dyster livløs verden, uden træer, uden fugle, altid omgivet af en mareridtsagtig kulde. De sled og slæbte, sultede og frøs og blev til gengæld af vagtmandskabet behandlet med den mest udspekulerede grusomhed, så de oplevede den størst mulige fornedrelse og lidelse, inden de døde.

Millioner af fanger omkom i Magadan og Kolyma. Det tog højst tre måneder, at gøre en sund og rask mand til et dødsmærket vrag. Dødsraten var ligeså forfærdende høj, som i de nazistiske koncentrationslejre.
Men det betød intet, at arbejdskraften hurtigt gik til grunde, for den kunne stedse fornyes ved hjælp af tilfældige arrestationer af uskyldige.
Dokumentationen om rædslerne i de sovjetiske koncentrationslejre unddrager sig normale menneskers fatteevne. Men en enkelt episode illustrerer den menneskeforagt, som socialismen altid har været besjælet af.
Russeren Varlam Sjalamov fortæller, at fangerne i regelen blev sejlet til Magadan, og han beretter om skibet "Kim", der medførte tre tusind fanger i sine lastrum. Da de gjorde oprør, fyldte vagtmandskabet lastrummene med vand.
Der var fyrre graders frost. Skibet "Kim" anløb Magadans havn med en kæmpemæssig isblok i lasten. ]Penne isblok med tre tusind lig kan stå som et symbol og monument for dette ondskabens imperium, der dyrkede ondskaben som en videnskab.
Efterhånden som fortiden blev rullet op, fik kommunisterne sværere og sværere ved at forklare sig. På offentlige møder blev partiet åbent anklaget for dets utallige forbrydelser. Nye belastende afsløringer hørte nærmest til dagens orden.
Panikken begyndte at brede sig i det engang så almægtige parti og stærke folk i ledelsen krævede, at der blev sat en stopper for de ustyrlige reformer og genindført ordnede forhold.

Men partiet var splittet. Reformtilhængerne fastholdt den nye kurs, også selvom det indebar, at befolkningen fik kendskab til fortidens forbrydelser og nutidens problemer. Striden mellem fløjene vedblev at eskalere.

Sin vane tro forsøgte Gorbatjov at være alle tilpas på samme tid. Når han drog en slutning, var det for sent. Når han skulle vælge, valgte han forkert. Han var som en mand, der springer fra isflage til isflage i mørke og stærk strøm.

Top Blotlægningen

I sommeren 1988 begyndte man rundt omkring i Soyjetunionen at åbne hidtil ukendte massegrave. Områder med massegrave blev afdækket i det sydlige Ural, ved Kiev, ved Leningrad og midt i Moskva.
Hver af disse samlinger af massegrave indeholdt cirka 50.000 lig. Udgravningerne blev vist i det russiske fjernsyn og billeder af knogledynger og rækker af gennemskudte kranier blev bragt i aviser over hele verden. Hvad, som skulle have været skjult i nat og tåge, kom frem i dagens lys.

I Kuropaty-skoven nær byen Minsk fandt man 510 massegrave med i alt 102.000 ofre. Bønderne på egnen fortalte, at de siden 1935 og de følgende år, nat og dag, sommer og vinter kunne høre hundeglam og motorlarm, fortvivlede skrig og skarpe skud fra skoven.
Henrettelserne blev udført af officerer fra det hemmelige politi NKVD, det senere KGB. Gravene stod klar, når lastbilerne ankom. Menneskene var bagbundne. Bødlerne arbejdede i skiftehold. De var iklædt læderforklæder, læderkasketter og albuelange handsker for at beskytte sig imod blodet fra de forsvarsløse ofre.
Arkæologerne, som forestod udgravningerne, fandt mellem skeletdelene toiletgrej og medicinflasker, hvilket tyder på, at ofrene efter arrestationen var blevet kørt på lastbiler direkte til henrettelsesstedet. Fremdragelsen af langt lyst hår og støvler med høje hæle bevidnede, at der også var mange kvinder blandt ofrene.
Der findes tusindvis af lignende massegrave spredt ud over det vældige land. Men de fleste vil aldrig blive fundet.

Ifølge professor Bent Jensen fremkom der i 1991 vidneudsagn om en rapport, som var blewt udarbejdet i 1960 efter ordre fra Nikita Khrustjov.
Heri blev det klarlagt, at der i årene fra 1935 til 1945 var blevet arresteret 19 millioner soyjetborgere, hvoraf de syv millioner uden videre var blevet skudt. Det synes indlysende, at ofrene i de afdækkede massegrave henhører under disse syv millioner.
Khrustjov skal efter sigende have grædt under læsningen af rapporten, men det blev alligevel besluttet at hemmeligholde alle oplysninger.

Professor Bent Jensen nævner ikke, hvad der skete med de resterende tolv millioner. Men eftersom KGB ikke gav sig af med unødige arrestationer, må man gå ud fra, at de alle havnede som gratis arbejdskraft i lejrene. Hvor mange der overlevede vides ikke. Men en af dem hed Alexander Solsjenitsyn.
Samtidig med åbningen af massegravene afsløredes nu også de rystende kendsgerninger om landbrugets kollektivisering i begynde]sen af 1930-erne. Hvor millioner af genstridige bønder og deres familier med utrolig brutalitet blev drevet fra hus og jord og under forfærdende forhold deporteret til det nordlige Sibirien.

De blev, som partiet og Stalin udtrykte det, - knust og likvideret som klasse. Kollektiviseringen af landbruget var oprindeligt Lenins geniale ide. Men han levede ikke længe nok til selv at effektuere den.
Da Nikita Khrustjov på sine gamle dage blev spurgt, hvor mange der blev slået ihjel under kollektiviseringen, svarede han undvigende: "Vi ved det ikke. Der blev ikke holdt regnskab".

Da Winston Churchill under Anden Verdenskrig spurgte Stalin, svarede han arrogant: "Der blev ekspederet ti millioner".
Det reelle tal er måske en smule mindre. Men hele processen beskrives bedst med følgende citat af Churchill:
Civilisationen udslettes totalt over vældige områder, mens kommunisterne hopper og springer som flokke af vilde bavianer mellem ruiner af byer og ligene af deres ofre.

Top Arven efter Lenin

Stillet overfor mængden af uafviselige anklager havde kommunistpartiet kun det ene at sige, - at det var Stalins skyld. Det var altsammen Stalins skyld.
Det var Stalin, som havde forvrænget og perverteret Lenins skønne drøm om socialismen, sagde Gorbatjov og betroede offentligheden, at han daglig søgte råd og opmuntring hos Lenin. Han fremhævede Lenins ophøjede og klare principper om maksimalt demokrati, som var den eneste rette vej, der kunne lede partiet og folket tilbage til Lenin og den ægte socialisme. Stalin var den store skadegører. Lenin var ren.
Autoriserede påkaldelser af Lenin havde altid haft den magiske virkning, at al diskussion forstummede og alle slog blikket ned og nikkede samtykkende. Men sådanne automatiske paralyseringer var et overstået stadie.

Partiet blev tværtimod udsat for en trommeild af barske sandheder. Gryden kogte over. Mange års indestængt vrede og had fik luft. Der var mange stemmer og mange temperamenter, men beskydningen samlede sig målrettet mod det allerhelligste - myten om Lenin. Det blev slået fast, at Stalin kun var en del af arven efter Lenin. Stalin var håndlangeren ikke grundlæggeren. Han forandrede intet, men forstærkede det, som Lenin i forvejen havde sat i gang.
Arven efter Lenin var et totalitært diktatur, hvis hele eksistens byggede på masseterror imod befolkningen. Lenin havde dermed skabt den ægte og skinbarlige socialisme. Et system hvor menneskene kun var til for systemets skyld. Og passede menneskene ikke til systemet, slog man dem ihjel. Sådan var den praksis Lenin selv benyttede og som fortsatte under Stalin.

Lenin var terrorens filosof. Han oprettede terrormaskinen - Tjekaen, som blot ændrede navn til NKVD og KGB. Han oprettede det første net af koncentrationslejre, som blev til Gulag Øhavet. Stalin brugte de våben, som Lenin havde smedet og gjorde Rusland til et slagtehus. Et helvede af vanvittig angst og unævnelige rædsler.
Det var Lenin, der indførte de særlige privilegier for medlemmer af partiets nomenklatura, som blev til den grådigste og mest brutale overklasse i historien. Men tilstedeværelsen af en magtfuldkommen og priviligeret overklasse i et såkaldt klasseløst samfund var et paradoks, der beviste, at hele Systemet byggede på løgn og bedrag.
Det var Lenin, som længe før sin død gjorde Stalin til partiets generalsekretær og dermed udvalgte ham til sin retmæssige arvtager.

I de 30 år Stalin herskede med koncentreret barbari, sluttede alle partiets medlemmer op om ham. De hyldede ham, de beundrede ham og udførte enhver af hans ordrer med den mest skånselsløse nidkærhed. Ikke et eneste partimedlem vendte sig imod ham. Var de da ynkelige kujoner eller sadistiske lystmordere, andre muligheder findes ikke. Men under alle omstændigheder var samtlige partimedlemmer medskyldige i de bestialske forbrydelser. Alle disse millioner af partitro spytslikkere, angivere, forhørsledere, fangevogtere og bødler. Også Stalin blev efter sin død guddommeliggjort. Hans lig blev balsameret og lagt i en glaskiste og anbragt ved Lenins side. Så alt folket kunne spadsere rundt om de to kadavere og beundre dem fra alle sider. En ligeså grotesk som latterlig tilbedelse, der bevidnede systemets dybe åndelige fattigdom.
Nikita Khrustjov fik senere Stalin fjernet fra mausoleet og begravet på en sådan måde, at han ikke kunne genudstilles. Stalins statuer forsvandt og hans navn blev slettet de steder, det figurerede. Khrustjov var den eneste sovjetleder med menneskelige følelser.
Han løslod millioner af uskyldige fra lejrene og mildnede forholdene i samfundet. Men han troede enfoldigt på kommunismen og forstod ikke terrorens nødvendighed. Han var farlig for systemet. Hvorfor han blev afsat ved et kup og med tilbagevirkende kraft erklæret for en ikke eksisterende person.
Under hans efterfølger Leonid Brezjnev, der tildelte sig selv lige så mange medaljer, som en torsk har skæl, blev koncentrationslejrene atter fyldt med fanger. Stalin kom atter til ære og værdighed. Den statsdirigerede terror blev mere fordækt men ikke mindre virkningsfuld.
Der blev oprettet psykiatriske anstalter, hvor folk med forkerte meninger blev tvangsindlagt og invalideret med medikamenter. Idet man hævdede, at mennesker, som var imod socialismen, selvsagt måtte være sindssyge. Men i virkeligheden var det sovjetregimet, der var skingrende sindssygt.
Dette forrykte regime søgte i 70 år, at virkeliggøre Lenins drøm om verdensrevolutionen, for dermed at erobre verdensherredømmet og skabe det globale Gulag. Disse bestræbelser gjorde Soyjetunionen til en oprustet fattiggård, der med rette var frygtet og forhadt, af hele den frie og civiliserede verden.

Lenins såkaldte oktoberrevolution var ikke nogen historisk nødvendighed, men en menneskeskabt katastrofe, som kunne have været undgået. Uden Lenins sygelige begær efter magt, havde der ikke været nogen sovjetstat. Det var som ved en pyromanbrand: uden pyroman - ingen brand.

Top Dødsstødet

Myten om Lenin begyndte at falme. På universiteterne nægtede de studerende at terpe Lenins værker. Historiebøgerne røg på lossepladsen. Medlemmer begyndte i stort tal, at forlade det kommunistiske parti. Billeder og buster af Lenin forsvandt. Køen ved mausoleet skrumpede ind.

Sovjetstatens ideologiske grundlag var "Leninismen". Men hvad var "Leninismen" uden myten om Lenin - ingenting. Partiets autoritet, selvtillid og handlekraft fortæredes af flammerne fra vanærens bål. Det var ikke længere partiet, der styrede begivenhederne, men begivenhederne der styrede partiet.
Opbruddet i Sovjetunionen forplantede sig til de undertvungne lande i Østeuropa. I november 1989 faldt muren i Berlin og blev et symbol på de folkerejsninger, der i land efter land drev de kommunistiske partier fra magten.
Mens millioner af mennesker jublede over befrielsen og løsrivelsen fra ondskabens imperium, valgte de sovjetiske ledere at se passivt til. De havde andet at tænke på. De havde mange bolde i luften.

Den multinationale og multietniske sovjetiske union rumlede som en slumrende vulkan. Efterhånden som totalitarismen svækkedes, voksede i samme takt de folkelige nationale bevægelser. De tre baltiske lande og Georgien og Moldavien krævede fuldstændig uafhængighed. Samtlige sovjetrepublikker krævede demokrati og selvstyre.
Partiets gamle garde, KGBs ledelse og Gorbatjov følte nu, at de var nået til den yderste grænse. Hertil og ikke længere. Sovjetunionen skulle for enhver pris bevares. Unionen gik frem for alt. De oprørske republikker måtte sættes på plads og de nationale bevægelser nedkæmpes.

Specialstyrker fra KGB anrettede blodige massakrer i Tbilisi, Vilnius, Riga og andre byer. Men det fik kun de nationale rejsninger til yderligere at brede sig.
Omfattende strejker og kæmpemæssige demonstrationer tvang i løbet af 1990 partiet tilbage fra den ene position efter den anden.
Nødtvungent måtte partiet opgive sit magtmonopol og tillade andre partier at opstille ved valgene til de enkelte republikkers parlamenter. For første gang var der mere end en kandidat og et parti at stemme på. Det viste sig at blive skæbnesvangert.
I juni 1991 blev Boris Jeltsin den russiske republiks første folkevalgte præsident. Han vandt med klar majoritet. Kommunisterne blev på det nærmeste udslettet.

Rusland var den afgørende og altdominerende republik. Partiet og imperiet stod på afgrundens rand. Der måtte handles, hvis ikke alt skulle gå tabt.
Mandag den 19. august 1991 rullede lange kolonner af kampvogne ind i Moskva. T'V-medier og avisredaktioner blev besat. Der var erklæret undtagelsestilstand. Det blev meddelt, at som følge af Gorbatjovs svigtende havde en statslig undtagelseskomite overtaget styret.
Komiteen bestod af ministre, som Gorbatjov kort forinden havde udnævnt.
Det lignede et kup. Det var det også. Alt var nøje tilrettelagt. Blandt andet havde kupmagerne rekvireret en kvart million sæt håndjern.
Kolonner af svære kampvogne kørte op foran "Det Hvide Hus", hvor det russiske parlament og præsidenten havde til huse. Boris Jeltsin optrådte i denne stund med fantastisk mod - og myndighed. Han gik ud, steg op på en kampvogn og talte til soldaterne.

Da præsidenten sluttede sin tale, drejede kampvognene rundt og kørte væk. Endskønt soldaterne havde ordre til at erobre parlamentet og eventuelt myrde præsidenten. Boris Jeltsin havde pludselig overtaget initiativet. Han var blevet folkets helt.
Alt begyndte at gå skævt for kupmagerne. Tusindvis af Moskva-borgere meldte sig til forsvaret af "Det Hvide Hus". Det bastante forsøg på at kontrollere medierne slog fejl. Præsidentens budskaber kom alligevel ud.

Den følgende dag stod det klart, at både hærens og KGBs enheder nægtede at adlyde ordrer fra partiet. Det gjaldt både mandskab og officerer. Også luftvåbnet sagde utvetydigt fra. Hele regimenter tilbød præsidenten deres aktive støtte.
På tredjedagen tog kupmagerne flugten. Men de blev indhentet og arresteret i lufthavnen udenfor Moskva. De forefandtes i ret beruset tilstand. Resultatet af en gevaldig tredøgns-brandert. Kommunistpartiets sidste krampetrækninger endte som en farce.

Præsident Jeltsin forbød det kommunistiske partis virksomhed i Rusland. Partiet blev opløst og dets formue, arkiver og bygninger beslaglagt. Partiet blev stemplet som en parasit- og forbryderorganisation. Hvad det også var.
Kuppet fremskyndede imperiets endelige sammenbrud. Tre måneder efter eksisterede Sovjetunionen ikke mere. Unionen faldt sammen som et korthus og gik totalt i opløsning og ud af ruinerne opstod der femten selvstændige nationalstater.
Dermed var det socialistiske eksperiment bragt til afslutning, og Lenins utopi om at skabe paradiset på jorden var definitivt tilintetgjort.
I de 74 år eksperimentet stod på, havde folket kun høstet fattigdom og elendighed, uanede lidelser, sorg og død. l al den tid havde Lenins totalitære diktatur skånselsløst ført krig imod befolkningen. I denne ideologiske krig myrdede kommunisterne over 50 millioner af landets egne indbyggere.

Det er hævet over enhver sammenligning den største og mest horrible forbrydelse i hele menneskehedens historie. En forbrydelse, som ikke kan sones, men som heller ikke skal glemmes. Hvad mange i dag bestræber sig på.
Da august-kuppet var afværget, samledes en uoverskuelig menneskemængde foran "Det Hvide Hus" i Moskva. Præsident Boris Jeltsin talte til dem. Han talte som sædvanligt redeligt og uhøjtideligt og han sluttede med at sige:
"Kommunismen er død.
Galskabens og løgnens tid er forbi.
Rusland er født påny.
Vi er fri".