Det regulerende samfund

01 Love og regler
02 Muligheder indsnævres
03 Særinteresser
04 Livsnerven trues

Top LOVE OG REGLER

DET DANSKE samfund er efterhånden dekoreret med en flora af love og regler, som forsøger at løse alle tænkelige konflikter for borgerne. Og når der opstår en konflikt, som loven ikke har taget højde for, ja, så går Folketingets lovmaskineri jo blot i gang. På den måde roterer lovspiralen i et accellererende tempo.
Udviklingen går derfor mod et samfund, der mere og mere fastsætter love for al menneskelig ydre adfærd. Efterhånden er det kun borgernes private tanker, der er lovfrie. Det er således næsten ikke muligt at finde forhold/konflikter, hvor der ikke er en samfundsmæssig opskrift på, hvordan den enkelte borgers samfundsadfærd skal være.

Top Muligheder indsnævres

Min påstand er, at lovudviklingen med dens mange spiralagtige vildskud i sig selv direkte indsnævrer den enkelte borgers mulighed for at tage et medansvar over for samfundets fælles instanser og værdier - værdier, som landets natur og fysiske miljø, de forskellige erhverv, de offentlige institutioner, de nærdemokratiske organer som beboer- og grundejerforeninger, ja, sågar Folketingets arbejde. Og tillige medfører den omsiggribende lovregulering efter min mening, at borgerne bliver desillusionerede og fremmedgjorte over for hele den måde samfundet virker på. Og dertil kommer, at borgerne får mindre og mindre mulighed for at øve indflydelse på de forhold, som de lever under. For det er nemlig spørgsmålet, om de mange lokale nævn, råd og kommissioner inden for snart sagt alle samfundsområder (klagenævn, skolenævn, ankenævn ect.) ikke i virkeligheden bliver en forhindring for et ægte, demokratisk samfundsengagement? Borgeren, der deltager i sådanne nævn, fortvivles i hvert fald ofte over manglende kompetence og reel indflydelse.

Så lovindflydelsen på indretningen af samfundets ydre spilleregler overlades i stigende grad til eksperter og repræsentanter fra de utallige særinteressegrupper. Det er jo f. eks. efterhånden ikke længere landmandens egen ansvarsfølelse over for jorden og dyrene, der bestemmer hans/hendes adfærd. Men derimod de mange miljø- og dyrelovgivningsregler.

Det er f. eks. ej heller så meget længere de enkelte forældres personlige krav og forventninger til folkeskolen, der bestemmer skolens ånd og pædagogiske indhold. Men derimod snarere de mange demokratiske instanser i folkeskolen (forældrebestyrelser, lærerforeninger, kulturelle råd, klassebestyrelser), der tolker skolelovene, bekendtgørelser og forældrenes kompetence/indflydelse på deres børns skolehverdag. Et fortolkningsarbejde, der desværre ofte føles som en uigennemtrængelig tåge, der udvisker forsøget på at finde et engageret og ansvarligt pejlepunkt i folkeskolens lovvildnis.

Eksemplerne er desværre utallige. Fællesnævneren i eksemplerne (som læseren sikkert kan finde mange af ... ) er, at det enkelte menneskes forsøg på at tage et medansvar over for fællesskabet om forhold, de er optaget af, mindskes på grund af hele den accellererende lovspiral.

Top Særinteresser

Derudover tror jeg, at det er kulturelt og menneskeligt farligt ikke bare for demokratiet, men også for den enkelte borger, hvis han/hun havner i en situation, hvor det bliver vanskeligere og vanskeligere at tage et samfundsmæssigt ansvar på grund af de stramme lovgreb. Et "ansvar", som i stedet for et bredt folkeligt engagement overlades til særinteressegrupperne i samfundet - ofte til forvaltning på en lidt usynlig måde.

Avisoverskrifter som politikerlede, skindemokrati, embedsmandstyranni, korruptionsskandale, borgernes "kamp" (sejre og nederlag ... mod alle offentlige institutioner, manges had mod andre person- og faggrupper, er vel alt sammen symptom på, at den enkelte samfundsborger resignerer over for en mulig indflydelse på samfundets indretning og virkemåde. Og nøjes med at protestere i ny og næ.

Top Livsnerven trues

Lovspiralens tættere og tættere omklamring af den enkelte borger truer efter min mening livsnerven i demokratiet. Borgerne kan jo som regel ikke »nå frem til et engagement« på grund af de utallige regler, der dikterer bestemte løsninger og afgørelser. Byråd, beboerforeninger, forældrebestyrelser, faglige organisationer og også Folketinget har jo åbenlyst sværere og sværere ved at fastholde det brede folkelige engagement, der jo selve forudsætningen for demokratiets beståen.
Så truslen mod det danske demokrati kommer ikke så meget fra EU's mange direktiver, fra den yderste højre- eller venstrefløj i dansk politik, "radikale" lovforslag, men derimod fra den omsiggribende lovregulering af det enkelte menneskes ydre adfærd. En regulering, der efter min mening er i færd med totalt at spænde ben for det folkelige engagement i samfundsspørgsmål.

Et samfund, hvor den enkelte borger nu nærmest forhindres i at tage et medansvar for samfundets værdier, fordi dette ansvar er overgået til især interessegruppers jongleren i en uoverskuelig lovjungle, kan udvikle sig til et goldt og vissent samfund med hvad dette medfører af menneskelige og samfundsmæssige dårligdomme.