Kan mulismer integreres

01 Gudsstaten
02 Det tvungne møde
03 Den hellige bog
04 Den grimme europæer
05 Langsom tilpasning

Med loven om integration af flygtninge og indvandrere har indenrigsminister Thorkild Simonsen skabt i hvert fald politisk opslutning omkring et ihærdigt forsøg på at tilpasse de nye befolkningsgrupper til det danske samfund, og i nogen grad at tilpasse det danske samfund til de nye grupper.

Tilbage står så spørgsmålet om, i hvilket omfang integration er mulig. Aktuelle erfaringer fra Bosnien og Serbien med Kosovo har vist, at integration af serbisk kristne og muslimer ikke er lykkedes. Ikke engang en fredelig sameksistens har kunnet gennemføres på trods af generationers sameksistens.

Kampene mellem muslimer og kristne i Sydsudan viser ligeledes, hvor store vanskelighederne er. Og erfaringerne fra Libanon, hvor en politisk balance mellem grupperne ofte blev fremhævet, blev yderst smertefulde.

Men hvordan er så integrationsmulighederne i Danmark?. Det ser ud til, at indvandrede Tamiler stilfærdigt og let finder deres plads i de nye omgivelser. Men med den største gruppe af indvandrere, nemlig muslimerne, forholder det sig anderledes. Og det kommer sikkert bag på politikerne, som ikke helt har gjort sig vanskelighederne klart. Sagen er nok, at muslimerne ønsker -sig en tryg fremtid i deres nye land, men en stor del af dem ønsker på ingen måde en integration. Og hvis det er tilfældet, kan ingen lovgivning tvinge dem.

Top Gudsstaten
At de radikale muslimer, fundamentalisterne, ikke ønsker integration, er klart for enhver. Det er jo en del af deres program. De arbejder på at indføre gudsstaten med islamisk ret, sharia, som grundlag, også selvom det skal koste bitter kamp.

Men også for det store flertal af moderate muslimer er integration en vanskelig sag, selvom de høfligt giver udtryk for det modsatte. Integrationsloven udtrykker klart nok, at der ikke er tale om assimilation, dvs. om opsugning af indvandrere i det danske samfund, men derimod netop om en integration, der giver de nye borgere mulighed for at bevare deres religiøse og kulturelle særpræg i det omfang, det kan forenes med dansk lovgivning. Alligevel er der frygt for, at mange muslimske traditioner indenfor familieliv, ægteskab, børneopdragelse, arveret, skilsmisse osv. må opgives. Og da muslimsk tradition er strikt, religiøst begrundet, vil opgivelse heraf nærme sig gudsbespottelse. Selv ikke-religiøst praktiserende muslimer bærer deres tradition med sig. Integration er derfor et lang større problem, end mange politikere har forestillet sig.

Islamisk tradition varierer en hel del fra samfund til samfund, men den er udtryk for en kollektiv moral, som ikke kan omgås. Og en religiøst begrundet moral bygger en uoverstigelig mur omkring en befolkning.

Top Det tvungne møde
Mange problemer i forholdet mellem muslimer og de på mange måder verdsliggjorte danskere udspringer af et tvunget møde mellem kollektivt tænkende mennesker og individualister. Både kristendom og islam er blevet til i et kollektivt tænkende slægtssamfund med en pyramidalsk opbygget samfundsorden, hvor enhver finder sin plads i pyramiden. Det genfindes i deres religion. Øverst finder man Gud, der er skaber og herre og garant for samfundsordenen. Englene er hans sendebud, herunder indrangerer slægt, familie og familieoverhoved sig hver på sin plads, og alt er undergivet de guddommelige forskrifter.

Med ændrede samfundsforhold og ændrede grundregler for filosoffers og kunstneres tilværelsesforståelse, skete der i 15. og 16. årh. en afgørende ændring i vestens religiøse og kulturelle tænkning. Det blev nu det enkelte menneske, der rykkede i centrum, og det enkelte menneskes ansvar og frihed til at leve sit eget liv blev fremhæver. Humanismen tog form. Da Martin Luther gjorde op med den romerske pavekirke og hele dens dogmatiske pyramideorganisation, skabtes de protestantiske kirker. Det enkelte menneske stilledes alene overfor sin Gud og skulle ikke stå andre til regnskab herfor. Og selvom tanken om det kristne fællesskab altid blev fasthold, var ideen om den personlige ansvarlighed, også i moralske anliggender altid bærende.

Top Den hellige bog
Romantikken, Søren Kierkegaards indsats og eftervirkninger af de religiøse vækkelser spores stadig som en levende strøm i dansk kultur og religion.

Men en sådan udvikling fandt ikke sted i islam. Koranen, den hellige bog, er i modsætning til Bibelen hævet over kritik og tolkning, for den rummer hele sandheden . Og hadith, samlingen af beretninger om Muhammads sædvaner, hans sunna, er endnu norm for muslimsk levevis. Muslimske lærde forsøger stadig at forstå, hvordan samfundets udvikling skal forstås i lyset af Koranen og traditionen, og samfunds- og familiestrukturer, som har været gældende i hundreder af år, er stadig del af denne sammenhæng.

Det er derfor ikke underligt, at de to parter, hvoraf den ene tænker individualistisk og den anden kollektivt, og som står så fjernt fra hinanden, vil møde hinanden med forundring, skepsis og ikke sjældent med forargelse. Danskerne kan ikke forstå og heller ikke acceptere, at muslimernes liv er så regelbundet, at danske lighedsprincipper ikke mærkes i familierne, at børneopdragelsen er så streng, at dansk moral ikke gælder for muslimske unge, at klædedragt og spiseregler spiller så stor en rolle, og at omskærelse er en naturlig ting. De mener, at muslimerne har en håbløst forældet tankegang, og de sparer ikke på barske og ofte ærerørige vittigheder om dem. De er uden forståelse for, at indvandrerne tillader sig en krævende og aggressiv optræden over for deres nye land og folk.

Top Den grimme europæer
Fra muslimsk side betragtes vesterlandsk optræden ofte med stor foragt. I litterære værker citeres ofte en barsk sammenfatning af muslimske fjendebilleder af europæerne: "Europæeren er en ateist og afgudsdyrker. Han er ågerkarl, kapitalist, socialist, zionist, kommunist og imperialist. Han har forskrevet sig til djævelen. De er agenter og spioner. De kan optræde som læge, sygeplejer, som klog lærer, som erhvervsmand, men alle er de fjender af islam" (her citeret fra U. Spuler Stegemann: 'Muslime in Deutschland') - Tilsvarende citater træffes mange steder.

Men integrationsbestræbelserne vil nødvendigvis skride frem, og to forskellige retninger tegner sig, hvoraf i hvert fald en vil være betænkelig. Den radikale fundamentalisme vil naturligvis gøre sig gældende med stadige krav om særrettigheder, ret til at bære tørklæder i skoler, ret til særbehandling i svømmehaller, krav om indretning af spiseforhold i skoler, på plejehjem og hospitaler efter muslimske forskrifter. Benhård muslimsk markering, som det kendes fra Tyskland og Frankrig. Parallelt med udviklingen i de nævnte lande vil kravene dernæst blive koranundervisning i offentlige skoler og fem daglige kalden til bøn i moskeerne, osv.

En udvikling som denne vil formentlig stadig accelerere, og den vil bestemt ikke bygge bro over kløften. Den vil snarere betyde en radikalisering, som den ses i Tyskland, hvor 28,5 pct. af 2. generationsindvandrere mener, at vold er retfærdig, når det drejer sig om hævdelse af islamisk tro. 23,2 pct. mener, at man har lov at slå ihjel, når nogen bekæmper islamisk tro (rundspørge blandt 1000 personer. Heitmeyer m.fl. in "Aus Politik und Zeitgescffichte, 1997". Isoleringstendensen i denne udvikling får den tyske ombudskvinde for udlændigespørgsmål i Berlin til at udtale bekymring over, at mange 3. generations-indvandrede tyrkere er dårligere til tysk end deres forældre. 80 pct. i visse skoleklasser taler ikke et ord tysk, fordi de isolerer sig i kulturelle og sociale ghettoer.

Top Langsom tilpasning
Den anden retning vil være den store moderate gruppes langsomme tilpasning til det danske samfund, men med bibeholdelse af traditioner, skikke og sprog i videst muligt omfang, men uden større kontakt ud over gruppens egne grænser. Denne tilpasning vil nok forsinkes af mere ortodokse nyindvandringer, følgeligt vil der stilles stadig større krav om større råderum for muslimske grupper. Væksten i den muslimske befolkningsgruppe som følge af større fødselsrate, er man opmærksom på: "Jeg er overbevist om, at islam vil sejre - og at sejren vil blive vundet af de europæiske muslimer. Det er jo os, der får børnene. I en tysk familie er der ét, højst to børn nu om dage - vi får fire eller fem, så om 60 år er vi de fleste" (Neco Celik, Berlin i Fyens Stiftstidende 18.10.98).

At der vil være en stadig vækst i antallet af fremmede, herunder muslimer, i Danmark, er efterhånden erkendt af de fleste. Ifølge en forsigtig fremskrivning, foretaget af' Danmarks Statistik, skønnes det, at der i år 2020 vil være 762.000 indvandrere og efterkommere i Danmark, hovedparten fra muslimsk prægede oprindelseslande. (Danmarks Statistik: Indvandrere i Danmark, dec. 1998).

Indvandrerne er her, og de er kommet for at blive, og alle må være med til at tage stilling til problemerne. I mediesprog kaldes indvandrene ofte for nydanske. Denne betegnelse er med til at problematisere sagen. Begrebet nydanske signalerer nemlig, at alle de øvrige er "gammeldanske" altså en udlevet gruppe, som nu må affinde sig med, at de nye skal gribe stafetten og føre holdet videre. Men mon ikke danskere har så megen historisk kultur at besinde sig på, at de kan holde sig friske til dialogen.