Den moderne stats udbytningsformer

De intellektuelle udgør den udbyttende klasse. Kandidaterne fra de højere skoler har uden bulder og brag indtaget landets magtfulde stillinger. Er det overhovedet muligt at rejse en debat om den moderne stats udbytningsformer? Kan problemet med de intellektuelle drøftes i en tid, da de intellektuelle behersker den offentlige mening?

Hvordan foregår udbytning en i den moderne stat? Uha, dette spørgsmål lyder grimt. Det rejses da heller ikke nogen steder. Faktisk burde udbytningens omfang og mekanismer være et oplagt emne på læreanstalterne. I studenteroprørets dage blev temaet ihærdigt fremført. Nu er skolerne tavse. Det samme er medierne. Danmarks Radio og TV 2 holder konsekvent fingrene fra problemstillingen. Fagforeningerne hører man heller ikke noget til. Politikmagerne på Christianborg lister også uden om den varme grød. Snyd og svindel kan drøftes, men ikke samfundets udbytningsformer. Denne artikel agter at rode bod på bristen.

Lad os gå til biddet med det samme. De intellektuelle udgør den udbyttende klasse. Kandidaterne fra de højere skoler har uden bulder og brag indtaget landets magtfulde stillinger. Det boglige borgerskab behersker lovgivningens borde, regeringens taburetter, bureaukratiets reoler, videnskabens pulte, skolernes katedre og nyhedernes lokaler. I herværende sammenhæng skal der ikke nærmere gøres rede for denne magtovertagelse. Der henvises til bogen "Problemet med de intellektuelle".

Intellektualmagten producerer i meget ringe grad livsnødvendigheder. I princippet lever skoleadlen af andre menneskers fysiske indsats. Ofrene for udbytningen er de mennesker, som skaber samfundets materielle værdier. På den anden side udgør de intellektuelle ikke nogen lediggængerklasse. Visse ydelser leveres. Men hvorledes foregår udvekslingen af varer og tjenester mellem producenterne og det boglige borgerskab? Hvordan ser bytteforholdet ud?

Den socialistiske teori om udbytning kan ikke anvendes i nutiden. Den blev som bekendt udtænkt af Karl Marx. I korthed går den ud på, at arbejderne med deres indsats tilfører varerne en værdi, der overstiger den udbetalte løn. Kapitalen stopper merværdien i lommen. Heri består udbytningen. Teorien om arbejdets merværdi kunne til dels forsvares i forrige århundrede. Dengang fandtes der en skillelinje mellem ansatte og ejere. Anvendt i dag måtte merværditeorien tilsløre virkeligheden. En arbejdsplads fungerer som en helhed. Konfliktmønstret tegner et andet billede. Markedets entreprenører over en kam er ofre for de intellektuelles udbytning.
En kolossal produktivitet udøves i private næringer. Hvilke varemængder fremstiller ansatte i møbelindustrien ikke? Og slagteriarbejderne? Fik hver og en lov til at beholde hele værdien af det udførte arbejde, var en status som millionær forlængst opnået. Men sådan er det ikke. Mange producenter kæmper med ryggen mod muren, især selvejerne. Intellektualen formår nemlig at inddrage betydelige dele af de skabte rigdomme.

Men hvordan går det til? Udbytningens mekanismer er stadigvæk ikke forklaret. Producenterne underbetales ikke. Den moderne udbytning har meget lidt med prisdannelsen at gøre. Lønningernes størrelse spiller også en underordnet rolle. Udbytningen drejer sig om oprettelsen af kunstige embeder og om beskatningen. Den produktive befolkning påføres tjenesteydelser, som den ikke har bedt om, og som den helst var fri for. Samtidig udsættes virksomhederne for tidsrøvende bestillinger. Embedsvæsnet forlanger oplysninger. Bureaukrater er ingenting uden papir. De vil se skemaer, dynger af skemaer. Skat og afgifter finansierer denne udbytningsform.

I embedsoprettelsen kommer problemet med de intellektuelle for alvor ind i billedet. Det er nødvendigt at tage fat om de højere læreanstalter. Forudsætningen for udbytningen ligger i de lange teoretiske uddannelser. Skolerne danner afsættet for den sociale ulighed. Uddannelse giver styrke. Den nye herskende klasse bliver til på læreanstalterne. Bogviden, veltalenhed og skriftklogskab tilegnes. Evnen til at fabrikere ideologier, redskaberne til at vinde debatten grundfæstes. Uddannelse alene gør imidlertid ingen sommer. Selve magten udøves i et embede. De højere læreanstalter er embedsskoler. Kandidaterne har hverken planer om at blive produktive arbejdere eller om at virke som selvstændige næringsdrivende. Nej, studenterne jagter et embede. Imidlertid eksisterer der ikke nogen naturlig efterspørgsel efter kontorer og skriveborde. I hvert fald ikke i det ønskede omfang. Hvem ville dog frivilligt ansætte en miljøkommissær til eksempel?

Antallet af studerende er alt for stort. Den læseferme ungdom flygter i stort tal fra den fysiske beskæftigelse. Og læreanstalterne tager imod med åbne arme. Men det giver skolerne et afsætningsproblem. Det er uomgængeligt nødvendigt, at kandidaterne stilles en hoben skriveborde i udsigt. Her træder den politiske verden ind på grønsværen. Politikmagerne overtager den efterspørgsel, som markedet nægter at gøre.

Uddannelse, politik og embede.
Udbytningen i den moderne stat bæres på disse søjler. Imidlertid kan politikmagerne ikke uden videre oprette stillinger til læreanstalternes overflødige flok. Ganske vist er Christiansborg og statsapparattet på de intellektuelles hænder. Alligevel må embederne udadtil retfærdiggøres. Her kommer de intellektuelles ideologier ind i billedet. Det er ikke nok at påstå, at samfundet er kompliceret. Embedsoprettelsen kræver mere raffinerede begrundelser. Uddannelses-ideologien er selvsagt alfa og omega. Intet uden uddannelse, alt med uddannelse og frem for alt intet imod uddannelse. Denne agitation holder skolerne i gang. For nyderne er studierne gratis. Producenterne tvinges til at finansiere deres kommende undertrykkere. Det er første trin i udbytningen.

Men også social-ideologien gør fornem fyldest. Findes der ikke mange svage mennesker, og skal de ikke hjælpes? Vist så. Jo flere institutioner, des bedre. Læreanstalternes forskere har ikke svært ved at påvise problemer. Politikere og journalister kan såmænd også. Socialideologien retfærdiggør stribevis af embeder. Uden svage mennesker måtte adskillige skoler lukke forretningen. Natur-ideologien giver også meget. Et næsten ufatteligt antal stillinger er oprettet i økologismens navn. Der er nemlig mange problemer i miljøet. Læs selv om dem i rapporterne! Problemerne råber på en kvalificeret løsning. Let bliver det ikke. Miljøproblemer er nemlig særdeles komplicerede. Ansættelser skal der til og penge. Hvem andre end biologer formår at afgøre, hvorledes vandet smager? Kan dambrugerne selv finde ud af, hvordan dyrene skal fodres? Nej, nej, derfor har staten udstedt en foderplan. Ganske nøje må den overvåges. På ryggen af arbejdere og fabrikanter, bønder og fiskere, vognmænd, minkfarmere og frugtavlere er der også mange embeder at oprette.

Bureaukratismen virker selvforstærkende. Bureaukrati kræver mere bureaukrati. Rapportskrivning fører mere rapportskrivning med sig. Det boglige bourgeoisi skaber beskæftigelse for hinanden. Først gælder det målsætningen, dernæst står undersøgelser for døren og planlægning, oplysningskampagner, forvaltning og kontrol. Glem ikke Parkinsons love!

Det fører for vidt at komme ind på samtlige udbytningsformer i staten. Hvad med kulturstøtten? Se mig til, om de intellektuelle vil betale for deres egne fornøjelser. En accelererende felt for udbytteriet skal imidlertid berøres, nemlig den ekspanderende udenrigstjeneste. Diplomatiet griber om sig. Rejselivet, konferencer og mødevirksomheden stiller formidable udviklingsmuligheder i udsigt for den intellektuelle klasse.

På denne front satser læreanstalterne og politikmagerne kraftigt. Ideologien om globalismen rummer uanede profitmuligheder for de veluddannede. Politik gøres multinational. Hvad findes der ikke af spændende og indbringende embeder i Den Europæiske Union? Flyrejserne mellem verdens hovedstæder pirrer samtidig forfængeligheden. Gratis er det kun for de nydende. Billetter og baller, hoteller og middage betales af de fastboende. På arbejdspladserne derhjemme må der ydes.

De intellektuelles udbytning kræver en stærk stat med et veludbygget skattevæsen. Staten må være i stand til at pådutte producenterne en hær af parasitter. Uden kraftfulde ideologier går det ikke. Befolkningen skal ubetinget bibringes den forestilling, at politik er løsningen på et problem. Samtidig må apparatet besidde sådanne muskler, at det kan holde tendenser til oprør nede. En klasse, der tærer på landets ressourcer, kræver en stærk oprørsforsikring. Staten bør tillige være en skattestat. Uafladelig skal en strøm af penge overføres fra det producerende lag til det vegeterende. Læreanstalterne er grådige asner, og bureaukratiet forlanger hver dag føde. Et spørgsmål trænger sig på. Er det overhovedet muligt at rejse en debat om den moderne stats udbytningsformer? Kan problemet med de intellektuelle drøftes i en tid, da de intellektuelle behersker den offentlige mening?