Det politiske korrekte menneske

Det demokratiske samfund er begrundet i og holdes sammen af Den befolknings accept af en række grundlæggende værdier, dvs. værdier, der er fastlagt i en primær lovgivning, en form for grundlov, som kun kan ændres og tilpasses en forandring i samfundet gennem en meget formaliseret og tidkrævende politisk beslutningsproces. Det er karakteristisk, at grundlaget historisk set ligger på afstand, så der hos medlemmerne er tale om en på forhånd given accept, som man ikke i det daglige sætter spørgsmålstegn ved.

De grundlæggende ideer i et samfund er imidlertid til stadighed genstand for deltolkninger af aktuelle emner. Og der er en tendens til, at sådanne emner kommer til at fylde så meget, at de næsten overskygger de grundlæggende ideer. Ideologiseringen og psykologiseringen af det statspolitiske begreb demokrati er et eksempel herpå.

En stærk aktualisering af samfundsdebatten finder vi i det modernistiske fænomen, det politisk korrekte menneske. Det er et fænomen, der berører næsten alle samfundsområder, og som der er grund til at være meget opmærksom på. Det betegner nemlig en udvikling, som truer med at lægge alle det demokratiske samfunds forudgivne værdier bag sig. Men begrebet er svært at indkredse, og det vil være betydningsfuldt at få det belyst gennem en debat.

Det politisk korrekte menneske er på den ene side det værdiforvirrede menneske, som ikke mere kender eller føler sig i overensstemmelse med det demokratiske samfunds overleverede værdisystem. På den anden side er det det signalåbne menneske, som har en eminent fornemmelse for, hvad der netop breder sig som overfladestrømninger i politik, kultur, litteratur, mode og reklame, og som forstår at indstille sig derpå. Et politisk vink fra en magtelite opfanges og accepteres øjeblikkeligt, og det kommer til at gå sin konformerende gang gennem politiske organisationer og via nyhedsbreve eller kluborientering. Trendsætningen foregår gennem en kollektiv modtagelighed, mens kritik heraf, der som regel vil være individuel, er uden effekt. Politisk bevidste trendsættere inden for kultur, reklame og mode, som har let adgang til informationsmedier, er tilsvarende virkningsfulde magtudøvere.

Det at være politisk korrekt er ikke udtryk for, at man er i overensstemmelse med landets fastlagte politik, eller bærer af en bestemt ideologi, men snarere at man er indforstået medarbejder på den politiske strømning, der har erobret en periodes offentlige debat. Det er derfor vanskeligt at fastholde det politisk korrekte menneske i en debat, fordi der ikke foreligger et defineret grundlag for debatten.

Karakteristisk for politisk korrekte mennesker er, at de ofte betragter sig som bærere af den for tiden herskende sandhed, og uden selvkritik forfægter de deres synspunkter som gyldige, uanset andre synspunkter i deres omgivelser. Afvigende synspunkter opfattes som mindre kvalificerede og ofte som udtryk for holdninger, der er moralsk underlegne og uden værdi for samfundet.

Det er i vidt omfang lykkedes at drive afvigere ud i fortielsen. Det har man således set i debatten om dyrevelfærd, om miljø og om flygtningespørgsmål. Når man står for de rigtige holdninger, kan man hvile trygt i bevidstheden om, at man ikke rammes alvorligt af modstandere, for de står allerede for det forældede, det fra i går. Og selv har man let ved at komme i orde, da nyhedsmedier er tæt på den verden, der kommer i morgen.
De politisk korrekte holdninger lever intenst, så længe de er "rigtige", men lige så pludseligt kan de slå over næsten i deres modsætning. Det politisk rasende udyr NATO blev i løbet af et tiår til en elsket gårdhund. Den uniforme kvinde, der besad alle mandens stærke sider og lidt til, blev på kort tid forvandlet til det helt anderledes væsen, som kunne løse alle problemer med sin specielle kvindelige styrke. Kina, Østens morgenrøde og Vestens håb er nu en demokratiundertrykkende kolos, som ingen kan have tillid til. Tvindimperiet, som alle rettænkende pædagoger satte deres lid til, er i dag blot et forretningsimperium, der kun plejer kapitalinteresser.

Det politisk korrekte menneske lægger ikke vægt på substans og sammenhæng, men på konformitet med, hvad der netop nu er trendy.
De politisk korrekte holdninger kan oprindeligt have et præg af originalitet, men efterhånden, som de bringes videre af massemedier, mode og reklame, vulgariseres de i ren eftersnak og genfindes til sidst i selvretfærdige klicheer, i massemediernes spørgeprogrammer, i damebladene og ugeavisernes brevkasser, der levet fedt heraf. Også talløse kursustilbud kredser om den slags aktuelle emner.

Umiddelbart kan man få den opfattelse, at der ikke er stor forskel på den politisk korrekte kontormisme, og den konformisme, som den tunge, urokkelige borgerlighed fastholder mennesker i, så der ikke levnes individet nogen chance for selv at være ansvarlig for sin tilværelse. Store filosoffer og teologer som Søren Kierkegaard, Martin Heidegger, Karl Barth og K. E. Løgstrup har med forskelligt sigte afsløret den umyndiggørelse, som borgerliggørelsen påtvinger mennesker. Hos disse tænkere er der da også gode ansatser til opgør med den politiske korrekthed.

Konformismen i den politiske korrekthed er imidlertid af en helt anden art end borgerlighedens. Den hviler ikke tungt og trygt i en ubevidst accept af samfundets normer, men har den skiftende politiske trend som norm og overtager ureflekteret de synspunkter, som er i spotlyset. Den satte borgerlighed og de nutidige politisk korrekte holdninger har imidlertid det tilfælles, at de ikke kender til tvivl. I et moderne demokratisk samfund er tvivlen ellers et afgørende element, da ingen kender det mål, man bevæger sig hen imod. I et interview udtrykker filosoffen Per Stig Møller det således: »Uden tvivlerne kunne diktatorerne ubesværet forføre med deres løgne, og mørket ville herske i verden. Det er tvivlens lakmusprøve, der skiller viden fra overtro, sandhed fra løgn.«

Når borgerligheden ikke kender til tvivlen, hviler den i en tyngende forandringsfrygt, som egentlig ønsker at lamme enhver udvikling. Til gengæld er den i turbulente tider demokratiets stabiliserende ballast. Helt anderledes forholder det sig med de politisk korrekte strømninger. De er til stadighed rede til at radikalisere de aktuelle temaer.

Da vinden under den kolde krig blæste østligt, var der f. eks. på uddannelsessteder stort flertal for at sætte politisk magt bag ønsket om Danmarks udtræden af NATO. I dag er det anderledes. Det er netop nu politisk korrekt på demokratiets vegne at nære den dybeste bekymring for de måske 200 nazispirer i Danmark, mens andre voldsprægede grupper nyder en vis forståelse, og mens f. eks. almen historieløshed og mangel på fagligt politisk engagement udgør langt stærkere trusler mod demokratiet. Det er p.t. trenden at arbejde for at afskaffe den skemalagte undervisning i folkeskolen og at erstatte fagundervisning med projektundervisning. Synspunkter som de her nævnte har let ved at slå igennem i massemedierne, modsatte synspunkter har sværere ved at komme til orde.

Det blev nævnt, at det politisk korrekte menneske er det signalåbne menneske, der har lagt demokratiets grundlæggende værdier bag sig til fordel for den modernistiske, flygtige modetrend, at det opfatter sig selv som del af en elitær gruppe, der med selvfølgelighedens ret overtager debatten. Til dette kan man spørge, om der så ikke blot er tale om en af de hundreder af modernistiske strømninger, der zapper sig gennem mode, reklame og mediekulturens hurtige klip af tilværelsen. Men der er en bestemt side af denne modernistiske holdning, som der er grund til at være opmærksom på. Der er nemlig her tale om en let manipulerbar gruppe, om velmenende, moderigtige mennesker, som uden kritik accepterer forførelsen, og som ikke alene accepterer forførelsen gennem de pludselige budskaber, men som med radikale midler og ukritisk er villige til at bære budskaberne videre og bruge dem i politiske fremstød.
Vi har set, hvordan marxistisk inspirerede grupper udfoldede et magtspil, som faktisk beherskede store dele af uddannelsespolitikken i 60'erne og 70'erne. Og de politiske resultater sætter endnu negative spor i undervisningsverdenen. De politisk bevidste og deres medløbere satte dagsordenen i institutionernes samarbejde, og i en hel del situationer endda i Folketingets arbejde. Men de politisk korrekte holdninger kan teoretisk set bemægtiges af enhver autoritær politisk strømning, marxistiske, racistiske, islamiske og fascistiske. Og radikaliteten i dem betyder, at et demokratisk samfund vanskeligt kan hamle op med dem med de midler, det har i hænde. Hvor den politiske korrekthed breder sig, går samtalen i stå. Men netop samtale er demokratiets inderste væsen.