Politisk korrrekthed kvæler demokratiet

Den politiske korrekthed er en stor og håndgribelig trussel mod demokratiet, hævder kronikørerne, som foreslår, at der dannes en tankens forening med det ene formål at forsvare den enkelte - og dermed demokratiet - imod det tyranni, som følger af for megen politiske korrekthed.

Politisk korrekthed" er et nyt ord. Nu ses det hyppigere end det ældre, beslægtede ord "opportunisme". "Politisk korrekthed" er imidlertid et bedre ord end "opportunisme". Det er nemlig lettere at belyse fænomenet ved dets modsætning: det "politisk ukorrekte menneske". Begrebet "politisk ukorrekthed" er som skabt til at gå i kødet på den politiske korrektheds tyranni.

At være politisk korrekt betyder, som ordet siger, at man er korrekt og tilpasser sig "systemet", autoriteterne, moden eller "trenden", som det hedder nu om dage. Et politisk korrekt menneske søger ~ som en god embedsmand - at være på forkant med, hvad systemet forventer - eller hvad han eller hun tror, systemet forventer, for ingen ved præcis, hvad det er, systemet forventer. Det skifter. Det politisk korrekte menneske er vanskeligt at indkredse, for det ligger i sagens natur, at et sådant menneske konstant flytter sig for at tilpasse sig de flygtige "trends" og i øvrigt anpriser dem, hvad de så end går ud på. Det politisk korrekte menneske er et, moderne fænomen snarere end en mennesketype.

Det politisk ukorrekte menneske, derimod, er en mennesketype. Barnet i H. C. Andersens eventyr "Kejserens ny Klæder" er arketypen, mens Søren Kierkegaard er personifikationen af det politisk ukorrekte menneske. Kierkegaard bestilte ikke andet end at være politisk ukorrekt, og han brugte sine geniale evner til at kritisere "systemet", autoriteterne og tidens mode. Ingen gik ram forbi. Det begyndte med, at datidens fortænkte filosofi fik et skud for boven, og senere kom turen til kirken. Kampen tog til sidst livet af ham. Han levede, og han døde, af at kæmpe på den enkeltes side mod enhver form for tyranni. Det var åbenbart "Guds plan" med Søren Kierkegaard, at han skulle være politisk ukorrekt.

En minister sagde engang: "Fornuft og politik har ikke meget med hinanden at gøre." Han kunne lige så godt have sagt: "Virkelighed og politik har ikke meget med hinanden at gøre." Eller: "Virkeligheden og den måde, hvorpå landet ledes, har ikke meget med hinanden at gøre."

Det er imidlertid et problem, når politik og virkelighed ikke har meget med hinanden at gøre. Det ender med at blive afsløret. Før eller siden. Det er skåret i ud pap i "Kejserens ny Klæder", hvor det, som bekendt, var politisk korrekt at anprise kejserens usynlige tøj. Barnet, der bemærkede: "Men han har jo ikke noget på, - var politisk ukorrekt, fordi det turde tro sine egne øjne, da det så, hvor lidt politik og virkelighed havde med hinanden at gøre. Til sidst råbte hele folket det. Eventyret slutter, før latteren - og siden vreden - gør det af med det tyranniske system.

Det er afstanden mellem virkelighed og politik, der afgør, hvor galt det går - om systemet går i opløsning, eller om det får lov at bestå. Jo mindre virkelighed og politik har med hinanden at gøre, jo hurtigere bevæger systemet sig mod opløsning. Til sidst udløses en ødelæggelsesmekanisme, der får systemets konstruktion til at bryde sammen og tyranniet til at gå i opløsning. På forbavsende kort tid.

Lad os tage et andet eksempel på et system, der gik i opløsning, fordi afstanden mellem virkelighed og politik var for stor, nemlig USSR. Unionens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov, var med sit "glasnost" ("åbenhed") som barnet i "Kejserens ny Klæder". Det fortælles, at han engang som ung politiker blev bedt om at aflægge en rapport til politbureauet om tilstandene i landbruget. Da han afleverede sin rapport - der viste, at afstanden mellem de faktiske forhold i landbruget og forestillingerne om, hvordan de burde være i det kommunistiske tusindårsrige, var endog meget stor - blev han spurgt: "Hvor længe har det stået på?" "Siden 1917", svarede han.

Gorbatjov blev ikke fyret, men på den anden side heller ikke hørt. Det var for sent. Systemet havde lukket sig om sig selv, og KGB, hvis fornemste opgave var at skjule afstanden mellem virkelighed og politik, havde haft succes ad helvede til med at undertrykke den politiske ukorrekthed. Systemet, tyranniet, den bureaukratiske socialisme i USSR gik i opløsning - pludselig.

At afstanden mellem virkelighed og politik kan blive så stor, at systemet til sidst går i opløsning, forekommer således ikke kun i eventyrene. Den regel gælder også i det virkelige liv. Som en "lov" gælder det for systemer bestående af mennesker, at et system, der er er blindt over for uoverensstemmelser mellem virkelighed og politik, går mod pludselig opløsning. Enhver organisme, der ignorer sit miljø, går til grunde.

1848 var et skæbneår. Enevælden i Danmark gik i opløsning, og det Kommunistiske Manifest kom på gaden. Som sagt havde vi dengang i Søren Kierkegaard et ekstremt politisk ukorrekt menneske. Heldigvis havde han arvet en stor formue, for det ligger i sagens natur, at det ikke er et lukrativt erhverv.

Han var uhørt ukorrekt den dag i marts 1848, da folket gik til kongen og forlangte demokratiet indført. Hvor flere andre toneangivende personer (herunder H. C. Andersen) sås i mængden, blev Kierkegaard hjemme og skrev i sin dagbog noget i retning af, at han havde hørt det råb, der »bebuder kaos«. Vi tror, at Søren Kierkegaard - før alle andre - indså, at udviklingen i det lange løb ville øge afstanden mellem virkelighed og politik. Og han vidste - bedre end nogen - hvad det ville betyde. Og det gjorde H. C. Andersen forresten også.

Kierkegaards kategori "den enkelte" indeholder kategorien "det politisk ukorrekte menneske". Man kunne fristes til at sige, at de er identiske. Det er måske ikke helt korrekt, men de to kategorier har meget med hinanden at gøre.

Hvad er det modsatte af den enkelte? Det er 'massen", eller mængden', som Kierkegaard også kaldte den. I dag ville vi sige flertallet, moden, eller "trenden" eller noget i den retning. Men meningen er den samme: Det enkelte menneske over for "systemet" - tyrannen hvis det er tyrannisk, og flertallet hvis det er underlagt massens tyranni.

Det bringer os frem til nutiden, hvor vi ser, at vort eget system, demokratiet, bestemt ikke er immunt over for den sygdom, der gjorde det af med kejseren i eventyrland og den bureaukratiske socialisme i USSR. Vi er også sårbare. Loven om opløsning af systemer, der ikke kan se uoverensstemmelsen mellem virkelighed og politik, gælder også hos os i den demokratiske verden.

Hvis det er en opgave at opmuntre til politisk ukorrekthed som modgift mod tyranni, så tager vi ikke den opgave særlig alvorligt. I al fald ikke i undervisningen. Der klages over, at skolerne ikke uddanner til selvstændighed i erhvervsmæssig forstand. Værre er det imidlertid, at skolen ikke uddanner til selvstændighed i menneskelig forstand. Gruppearbejde gør de unge bedre til at snakke end til at tænke. Gruppearbejde er gift for den politiske ukorrekthed.

Når mennesker bliver til masse, falder dømmekraft og intelligens til et niveau, der ligger under den enkeltes. Einstein kaldte det 'tanketom enighed". I et møde med i alt 12 mennesker er vi tilbøjelige til at tro, at 24 øjne ser bedre end to. Men det er ikke tilfældet. Havde de enkelte brugt mødetiden til - hver for sig - at tænke, var resultatet blevet bedre. At man kan finde på noget så tosset som for eksempel gruppeeksamen i matematik, er toppen af et isbjerg af vrøvl. Tanketom enighed.

Gruppearbejdet lærer børn og unge at være politisk korrekte, at være i flokken, men ikke i sig selv. De lærer at opgive ævred, når der er vrøvlet længe nok, for dog at komme videre. At være "den enkelte" er ikke noget, man er født med. Det er noget, man kan blive ved at blive præsenteret for et krav om accept af et eksistentielt ansvar. Og det bliver man ikke i en gruppe. Under nazisternes tyranni af Danmark havde vi, især til sidst, politisk ukorrekte mennesker, der ville noget - om det så skulle koste dem livet. I dag er det, som om vi spørger os selv, om vi som nation var ukorrekte nok! Og der tales mere åbent om knapheden på politisk ukorrekthed, modstandsbevægelsen, og rigeligheden af den politiske korrekthed, samarbejdspolitikken.

Ca. 2000 danske frihedskæmpere gav under Anden Verdenskrig deres liv for de værdier, de, og vi med dem, sætter højest. Og måske skulle vi hellere erindre frihedskæmpernes eksempel og bekæmpe ligegyldigheden i. vor egen tid end at beklage, at den måske var lidt for stor for 55 år siden.

Hvis blot lidt af det, der står i denne kronik, er sandt, skulle man tro, at der ikke ville være nogen vigtigere opgave end at bekæmpe ligegyldigheden og den politiske korrekthed. For noget tyder på, at den opløsning, Kierkegaard forudsagde, er over os. Sagt af Søren Kierkegaard om regeringen: »Den regerer slet ikke, den leflér.« Det er måske lige stærkt nok at sige det om vor regering i dag. Men at den ikke reagerer på den politiske korrektheds kvælertag på demokratiet, er foruroligende, for det er en stor og håndgribelig trussel mod demokratiet.

I det Kommunistiske Manifest fra 1848 skrev Marx og Engels: Proletarer i alle lande - foren jer! Som bekendt var Marx påvirket af Hegel, som Søren Kierkegaard ustandselig var ude efter. Og Kierkegaard ville aldrig have skrevet: Politisk ukorrekte mennesker i alle lande - foren jer! Men lad det stå alligevel - ikke sådan at forstå, at vi foreslår, at der dannes en ny forening, et nyt parti, en ny masse eller laves noget nyt system, men derimod at der dannes en tankens forening med det ene formål at forsvare den enkelte - og dermed demokratiet - imod det tyranni, som følger af for megen politisk korrekthed.

Med Søren Kierkegaard og H. C. Andersen i bagagen har vi i Danmark særlig gode forudsætninger for at stifte en sådan forening.