Hvem presser pressionsgrupperne

Organisationernes åbenhed over for indvandring har naturligvis idealistiske rødder, men uden betydning er det nok heller ikke, at en fortsat indvandring og integration er en god sikring af økonomi og arbejdspladser hos de organisationer, som politikerne har svært ved at sætte grænser for, skriver kronikøren.

Danmark er et indvandrerland, og med den eksisterende lovgivning og binding til internationale konventioner er det uundgåeligt, at indvandringen vil fortsætte og sandsynligvis forøges.
Udviklingen mod det multikulturelle og multireligiøse samfund har kun få danske ønsket, og politikerne har generelt været meget tilbageholdende med at udfordre vælgernes stillingtagen. I kampagnerne ved folketingsvalgene har der mellem de centrale partier været en slags agreement om ikke at lade indvandrer og flygtningedebatten spille nogen fremtrædende rolle, selv om den samfundsforandring, der gennem indvandringen sniger sig ind, fortjener en debat, som ville gøre diskussionen om efterløn til en børnehavesnak.

Udviklingen hen mod indvandrersamfundet er i høj grad præget af de humanitære organisationer, nævn, foreninger og centre, der med baggrund i vældige økonomiske og personalemæsssige ressourcer, et udbygget netværk og intens lobbyvirksomhed har kunnet udøve en vedholdende pression på politikerne og befolkningen. Denne pression bakkes op af stærke indvandrerorganisationer af og til med udenlandsk økonomisk støtte og af de hundredvis af indvandrerforeninger, der er rigt repræsenteret i alle danske byer. Stærke bånd til forskningsinstitutter har bidraget til at legitimere organisationernes virksomhed. Det har været svært for mange politikere at modstå presset fra de magtfulde organisationer, som de vel at mærke ofte selv har været med til at skabe eller støtte.

Påfaldende har det været, at mange ledende medarbejdere på organisationernes vegne med ildhu har forfægtet synspunkter af multikulturel og multireligiøs art, som har været fremmede for størstedelen af den danske befolkning.

De humanitære organisationers virksomhed kan ikke undværes, deres nødhjælpindsats både her i landet og i udlandet er essentiel, men det er nødvendigt, at der altid hviler et kritisk øje på dem, så de ikke med befolkningen som ufrivillig ballast fører deres egen politiske virksomhed. Der må hvile et pres på pressionsgrupper. Det er ofte blevet forsømt.
Det vil være svært at bremse udviklingen i retning af det multikulturelle, når så stærke kræfter står bag. Den beskedne stramning af den danske udlændingelov juli 1998 sigtede ikke mod begrænsning af tilstrømningen af flygtninge; den fokuserede på integration og gennemførelse af visse effektiviseringer. Men lovens blæk var næppe tørt, før samvittigheden lod de to menneskerettighedsapostle Peter Duetoft og Jørgen Estrup kræve omfattende korrektion af Udlændingestyrelsens administrative praksis. Og allerede 10. august i år udsender Amnesty International, Det danske Center for Menneskerettigheder - og Dansk Flygtningehjælp en pressemeddelelse, hvori der kræves gennemgribende revision af udlændingeloven. De hævder, at lovgivningsprocessen har været problematisk, at flere ændringer har været på kollisionskurs med Danmarks internationale. forpligtelser, og de påstår, at »adskillige lovændringer afspejler en generel mistænkeliggørelse, der i vise tilfælde på det nærmeste tangerer en kriminalisering af udlændinge, som søger opholdstilladelse her i landet«. Det tre organisationer anbefaler derfor Folketinget at foretage en gennemgribende revision af udlændingeloven.
Det er organisationer med magt, der taler her, selv om de kun er tre ud af de mange i det fintmaskede net, der bærer omsorg for indvandrerne.

Dansk Flygtningehjælp har som faktisk alle de omhandlede organisationer som hovedopgave at beskytte flygtninge. Den har i 1999 et budget på ca. 370 mill. kr. (heraf 160 til internationale projekter) og 285 ansatte her i landet. Den repræsenterer 22 stærke organisationer, dels politiske som LO, Dansk Arbejdsgiverforening, SID, HK og Arbejderbevægelsens Internationale Forum, dels en større aktiv gruppe af humanitære organisationer.

Dansk Flygtningehjælp taler således med vægt. Det gør de øvrige organisationer også. Det kan være tankevækkende at se en del af dem på tryk. Det giver en indtryk af bredden i flygtningeomsorgen.

Organisationernes ledelse består ofte af både danske og indvandrere. Det gælder for Nævnet for Etnisk Ligestilling, hvor syv af 17 medlemmer er indvandrere. Det gælder Rådet for Etniske Minoriteter, hvor rådet selv vælger sine 14 medlemmer, mens formanden er en af indenrigsministeren udpeget embedsmand. Ind-sam er de etniske mindretals sammenslutning og repræsenteres naturligt nok af mindretalsrepræsentanter. I Asylansøgernes Stemme skal et flertal af bestyrelsens medlemmer være flygtninge. Det er indlysende, at holdningen i sådanne bestyrelser er præget af sammensætningen. Det må tænkes med, når f.eks. Nævnet for Etnisk Ligestilling udtaler sig i indvandrer- og integrationsforhold. Et vist personsammenfald i bestyrelserne gør naturligvis ikke holdningerne mere varierede.
For organisationerne i almindelighed gælder det, at valgmåden til bestyrelserne varierer meget, og at sammensætningen heraf er ret eksklusiv. Nogle er selvsupplerende, og nogle vedtægter tilgodeser bestemte organisationer. Til visse sammenslutninger udpeger indenrigsministeren et antal medlemmer og/eller tilforordnede. De demokratiske valgprocesser er svaert gennemskuelige.

Finansieringen sker ved offentlige midler og ved fundraising. Nogle steder spiller medlemskontingenter en rolle.

Blandt de aktive organisationer kan nævnes følgende: Amnesty International, Cepar, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dansk Center for Migration og Etniske Studier, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Ind-sam, Kritisk Retshjælp, Landsforeningen af Danske Flygtningevenner, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Mellemfolkeligt Samvirke, Mødrehjælpen, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Poem, Rådet for Etniske Minoriteter, SOS mod Racisme, Asylsøgernes Stemme, IDFAD, Indvandrere og Danske for Antidiskrimination, Unge med Fremmed Baggrund, (SUB), IINN, Det Islamiske Informations og Nyheds-Netværk. Det er påfaldende, at der findes meget stor overlapning i organisationernes formålsbeskrivelse. De utallige indvandrerorganisationer og lokale indvandrerforeninger har tætte kontakter til flere af de nævnte organisationer. I alt må man skønne, at flere tusinde aktive personer er engageret i omsorgs- og rådgivningsarbejdet. Til trods for forskelligheder danner organisationerne ikke mindst gennem flere former for netværk et ret ensartet miljø, hvor de hver for sig og til sammen formår at påvirke politisk og kulturel tænkning og holdning i Danmark, hvilket også flere formålsfor@ muleringer markerer. I dag er det svært for politikere direkte at gå imod den af organisationerne skabte omsorgs- bistandskultur. For private er det umuligt.

Organisationerne glemmer naturligvis ikke deres primære humanitære forpligtelse. Men den direkte omsorgsopgave over for flygtninge og indvandrere har skabt en tendens til at arbejde mere på disse gruppers præmisser end på det danske samfunds præmisser. Det får af og til karakter af, at man skal beskytte de fremmede mod det danske samfund. Solidariteten med de fremmede kan næsten udvikle sig til hadefuldhed mod danskerne. Det indtryk kan man i hvert fald få, når man f.eks. læser publikationer fra Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination: f.eks. "At sætte ild til en krudttønde" af Eric Tinor-Centi, "Rapport om racistisk vold og chikane" af Line Hahnemann, "Når fordomme bliver til racediskrimination"af Christine Jagd, "Kom indenfor og lad være med at føle jer velkomne" af Tim ÓConnor og Ysar Cakmak. Christine Jagd mener endda, at alene fremdragelse af reelle kulturelle forskelle »ligner til forveksling racistiske fordomme og opfattelser« (s. 15). En række publikationer fra Mellemfolkeligt Samvirke viser samme tendens.

Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination udsender skemaer med opfordring til anmeldelse af racediskrimination. Man bistår gerne, også ved anonyme anmeldelser. Også Mellemfolkeligt Samvirke spejder nidkært efter ethvert forhold, der kan tolkes som diskrimination.

For mig at se er der opstået en stor kløft mellem de humanitære organisationer og store dele af befolkningen, og jeg er overbevist om, at det bl.a. hænger sammen med, at fremtrædende ledere ofte på aggressiv facon gør sig til forkæmpere for det multietniske og multikulturelle samfund. Direktør Morten Kjærum fra Det Danske Center for Menneskerettigheder kræver således en grundlovsændring i multikulturel retning (kronik, Berlingskendende 5/6 99), og han kritiserer by- og landsretterne for ikke tilstrækkeligt at integrere menneskerettighederne i deres praksis i udvisningssager (Kristeligt Dagblad 9/8 99). Direktør Niels-Erik Hansen fra Nævnet for Etnisk Ligestilling anklager FDB og Dansk Supermarked for lovbrud i tørklædesagen, og lederen af Dokumentationsog Rådgivningscenteret om Racediskriminition, Eric Tinor-Centi, slår et slag for det multikulturelle ved at støtte en politianmeldelse i sagen om tørklæder. Han kræver mere lovgivning til sikring af etnisk ligestilling (Kristelig Dagblad 11/8 99) og håner politikerne og især indenrigsministeren for berøringsangst over for det multikulturelle (Jyllands-Posten 14/8 99).

Det er ikke underligt, at de humanitære organisationer er åbne over f or øget indvandring. I deres sammenhæng møder man sjældent forståelse for, at der stadig eksisterer en form for dansk kulturel egenart. Langt oftere møder man en kulturrelativisme, der ikke accepterer noget geografisk, historisk og sprogligt bestemt kulturelt fortrin. Mange publikationer vidner herom. Måske under indtryk af senmarxistisk kulturantropologisk tænkning ses kulturel udskiftning som en naturlig del af den nuværende verdens realiteter. Som følge heraf er flerkulturelle samfund en historisk selvfølgelighed og den naturlige tilstand. Organisationernes åbenhed over for indvandring har naturligvis idealistiske rødder, men uden betydning er det nok heller ikke, at en fortsat indvandring og integration er en god sikring af økonomi og arbejdspladser hos de organisationer, som politikerne har svært ved at sætte grænser for. Der er grund til at være opmærksom på denne accelerende udvikling, som vel kun pressen kan belyse til bunds.