Vore Sønderjyder

Hele vor tusindårige historie vidner om, at danskheden altid har kostet dyrt. Vi har vundet krige og tabt konge og undertiden lidt smertelige tab. Men vi har aldrig ladet os drive til underkastelse og selvfornægtelse. Hver gang endte det, som det begyndte. Vi var danske. Vi vedblev at være danske. Derfor kæmpede vi.

01 Indledning
02 Nederlaget
03 Otto von Bismarck
04 Den nye orden
05 Paragraf 5
06 Protestpolitikken
07 Den fransk-tyske krig
08 Udvandringen
09 Nu som før
10 Redaktør Jens Jessen
11 Organiseringen
12 Ildprøven
13 Sejren
14 En stat i staten
15 Verdenskrigen
16 Genforeningen
17 Enten-eller

Top Indledning
H.P. Hansen, som i årene før genforeningen stod i spidsen for sønderjydernes nationalitetskamp, var født i 1862. Under krigen i 1864 var han altså kun en lille purk på to år.
Alligevel mente han, at han kunne huske kanontordenen, soldaternes kolonner og de opplantede bajonetter. Men han indrømmede også, at han ikke sikkert kunne skelne imellem, hvad der var selvoplevet og hvad som senere var bleven ham fortalt.

At tale om krigen var i hans barndomshjem lige så almindeligt som det daglige brød. Hans far, mændene i familien, folkene på gården og de mange gode og trofaste naboer de havde alle oplevet krigen på nært hold. De fleste havde selv været med. Stået strabadserne igennem og mærket det på deres krop. Lidelserne, sårene og nederlaget var blevet bestemmende for hele deres tilværelse. Det var deres krig. Deres skæbne, som dengang blev afgjort.

Drengen Hans Peter lyttede til disse mangfoldige øjenvidneskildringer. Alt kom til at stå fuldstændig lyslevende for ham. Det satte sig i sindet, - så stærkt, at han syntes, han selv havde set det ske. Det blev også hans krig.
Krigen begyndte, da 57.000 preussiske og østrigske tropper den l. februar 1864 gik over Ejderen og besatte landet op imod Dannevirke.
Bag Dannevirke stod 37.000 danske soldater rede til at tage imod dem. Fjenden gik til angreb både den anden og tredje februar, men blev under hårde kampe og svære tab slået tilbage. Det var alt som forventet. l almindelighed opfattede danskerne den gamle grænsevold, som noget nær uindtagelig. Men det var en ganske fejlagtig opfattelse.
Udbygningen af volden var blevet forsømt. Der var ingen barakker til mandskabet. Soldaterne måtte stå vagt under åben himmel og under afløsning havde de intet andet at hvile sig på end den bare jord eller sneen.

Desuden kunne Dannevirke omgås når Slien på østsiden og lavningerne mod vest frøs til. Et forsvarsværk, der kan omgås på to sider, er næsten ringere end ingenting. Fredag den 5. februar besluttede den kommanderende general De Meza at opgive forsvaret af Dannevirke og trække hæren tilbage til Als og Dybbøl.

Tilbagetoget foregik den følgende nat i strid modvind, isslag og snefog. Hans Peters morbror og hans fætter og sønnen fra nabogården var med på den lange forfærdelige march.
Stemningen var dyster som i et ligfølge. Nogle hviskede om forræderi, men de fleste var tavse og tungsindige. De fattede ikke, hvad der var sket. De stred sig afsted kilometer efter kilometer natten igennem.

De slæbte på de tunge kanoner og de faldt hårdt på den overisede vej, hvor det var umuligt at stå fast. Mange blev efterhånden så udmattede og forkomne, at det så ud, som om de sov, mens de vedblev at gå. Andre faldt livløse om og sneen dækkede dem til. Det var en vej fyldt med lidelser, mistro og afmagt. Rømningen af Dannevirke havde en lammende virkning på hele det danske folk. Det utænkelige var sket. Dannevirke forladt uden virkelig kamp.
Hæren trak sig tilbage til Dybbøl Skanser. Et bakkedrag, der udgør en naturlig forsvarsstilling tværs over næsset overfor Sønderborg og øen Als. Dybbøl kunne støttes fra søsiden af flådens skibe. Soldaterne kunne føres over Alssund til Sønderborg og hvile ud under afløsning. Men alt var uforberedt. Skanserne var forfaldne. De havde upåagtet ligget hen siden forrige krig. Magasinerne var tomme, så soldaterne i fem døgn ikke fik brød. Alligevel måtte de slide hårdt for at udbedre voldene. Der var ingen tid at spilde.

Men trods alle genvordigheder herskede der sikker fortrøstning blandt både officerer og mandskab. Alle var ved godt mod og følte sig forvissede om, at selv ikke den største overmagt kunne få bugt med dem ved Dybbøl. Her skulle slaget stå.
Gården Nørremølle - Hans Peter Hanssens barndomshjem, der ligger nær Alssund, var nu kommet midt ind i krigszonen. Mange af familiens nære slægtninge, der var blevet fordrevet fra deres sønderskudte og nedbrændte gårde, havde søgt tilflugt på Nørremølle.

Men efterhånden, som fjenden rykkede frem, blev gården også rekvireret som indkvarteringssted for preussere. 400 pionersoldater opslog her deres hovedkvarter. Det skulle senere få en ikke ringe betydning.

Imens rasede kampene ved Dybbøl. Der var givet ordre til, at stillingen skulle holdes til det yderste. Og den blev virkelig forsvaret til langt ud over grænsen af det yderste. En ulige kamp. Ikke så meget grundet fiendens talmæssige overlegenhed, men først og fremmest fordi preusserne rådede over datidens mest avancerede våben. I modsætning hertil var den danske hær dårligt bevæbnet, udrustningen var ikke kun mangelfuld men direkte forældet.

Preusserne havde nye bagladegeværer, danskerne de gammeldags forladegeværer. En preusser kunne afgive adskillige skud, mens danskeren proppede krudt og kugler i løbet og bankede efter med en ladestok.

Man havde i Danmark undladt at anskaffe de nye geværer, fordi man frygtede, at soldaterne i så fald ville ødsle med ammunitionen. Og det ville jo blive alt for dyrt. javist. Landets politiske ledelse var dengang, som den plejer at være.
Tilsvarende havde preussernes kanoner større træfsikkerhed og længere rækkevidde end det artilleri, danskerne rådede over. Det betød, at preusserne i bekvem afstand kunne bombardere de danske stillinger uden risiko for selv at blive ramt.

Forsvarerne på Dybbøl Skanser var reelt reduceret til skydeskiver. De danske soldater måtte grave sig ned og vente på, at granatilden hørte op og fjenden gik til angreb, så de i blodig nærkamp mand mod mand kunne spidde preusserne på bajonetten.

Det skete den 28. marts. I flere timer pressede angriberne på, men blev slået tilbage over hele linien. Ved Dybbøl udviste de danske soldater en udholdenhed og et mod, som vakte opsigt og beundring overalt i Europa.

Top Nederlaget
De første dage af april blev Sønderborg udsat for et terrorbombardement, som drev indbyggerne på flugt og lagde byen i ruiner. De følgende 16 døgn haglede 68.000 granater ned over vore soldater på Dybbøl. Alt var ild og jern, død og fordærv. Skanser, dækningsgrave og kanonstillinger blev skudt sønder og sammen. Situationen var udsigtsløs, hinsides grænsen for det yderste.

Den 18. april gik 37.000 preussere til angreb mod de I 1.000 danskere, der stadig stod i skanserne. Først efter flere timers blodige kampe faldt Dybbøl. Tropperne blev trukket over til Als. Straks efter bredte fjendens styrker sig op gennem Jylland. I begyndelsen af maj nåede de Aalborg.

Den 9. maj blev der indgået våbenhvile og indledt en fredskonference i London. Konferencen sluttede resultatløs den 22. juni. Den 25. juni udløb våbenhvilen.
På Nørremølle blev familien Hanssen vidne til foruroligende aktivitet. De 400 preussiske pionersoldater, som havde opslået kvarter på gården, drog de følgende nætter ned i skovene ved Alssund.

De opkastede volde til kanoner, de byggede tømmerflåder og udskibningsbroer. I de lyse nætter hørtes nær og fjern arbejdslarm og vognrummel. Så kom den skæbnesvangre 29. juni. Den hele nat rykkede endeløse kolonner af landgangsstyrker forbi Nørremølle og frem mod Alssund.
I nattens løb blev Hans Peters far opsøgt af flere preussiske officerer. De gav ham deres adresser og bønfaldt ham om, at underrette deres familie, hvis de ikke vendte tilbage.

De kunne ikke skjule, at de var bange. De frygtede angrebet ville mislykkes. Danskerne på den anden side af sundet måtte jo vide besked og stod klar i stærke kystbefæstninger. Det danske panserskib Rolf Krake var i farvandet og ville blive sat ind imod skrøbelige landgangsbåde. Det kunne kun blive til død og undergang.

Allerede den følgende dag ved middagstid vendte de preussiske officerer tilbage til Nørremølle glædestrålende og sejrsberuste. Als var taget. Hvordan kunne det gå til? Landgangsbådene var nået næsten helt over sundet, inden de blev opdaget af danskerne. Flere tusinde preussere var landsat før der blev ydet modstand. Panserskibet Rolf Krake var kommet for sent til undsætning og sejlet væk igen.
De danske styrker havde kæmpet under stor forvirring og desorganisation. Danskernes tab var forfærdende, i alt over 3.000 mand døde og sårede, ti gange så mange som den angribende fjende havde mistet. Hvordan kunne det ske?
Danskerne havde her haft en enestående mulighed for, at sige tak for sidst for Dannevirke, Dybbøl og Sønderborg. Der havde været syv ugers ro og fred til forberedelserne. Men alt var blevet forpasset.

H.P. Hanssen fortæller, at han som ung ofte har gået i skovene ved Alssund. I de stille sommeraftner kunne han tydeligt høre kølleslagene fra den anden side af sundet, når manden på Arnkiel flyttede sine køer og slog tøjrpælene i jorden.
Og han undrede sig altid over, at 400 preussiske pionersoldater dengang i 1864 kunne arbejde nat efter nat med hamre og save, med spader og hakker ved den samme strand, uden at danskerne hinsides sundet anede uråd.

Når han spurgte sine venner blandt fiskerne, svarede de enslydende: "Det var forræderi." Men, siger han, det var nok nærmere vor mangel på ansvarsfølelse og årvågenhed, vor sorgløshed, vor helt utilgivelige sorgløshed, som vi tit har måttet betale med vort dyreste blod.
Da Als var tabt, var krigen tabt. Øen Als blev som den liden tue, der væltede det store læs. Modløshed og rådvildhed bredte sig. Hovedstaden blev grebet af panik. Københavnerne frygtede, at den østrigske flåde ville angribe byen. På børsen raslede kurserne ned. Småfolk trak deres penge ud af sparekasserne. Fra Kongeåen til Skagen var jyderne underkastet den preussiske krigsmagt. Regeringerne i de neutrale lande anså det nu som afgjort, at Danmark definitivt havde tabt krigen.

Der blev udnævnt en ny regering, hvis første opgave var at slutte fred. Der blev ingen forhandling. Det var kapitulation. Fjenden dikterede betingelserne.

Den danske konge afstod fra alle rettigheder til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Holsten kom under Kejserriget Østrig-Ungarns administration. Slesvig blev besat af preussiske tropper og kom tinder Kongeriget Preussens administration. Danmarks grænse blev trukket ved Kongeåen, - dog lige neden om Kolding og Ribe.
Det siges, at med den fredstraktat, der blev underskrevet i Wien den 30. oktober 1864, mistede den danske konge to femtedele af sit land og en tredjedel af sit folk. Men regnskabet holder ikke.

Tabet af Holsten var i virkeligheden en gevinst. Holstenerne var mere preussiske end preusserne selv. De nærede et patologisk had til alt, som var dansk. De betragtede danskheden som noget mindreværdigt, latterligt og bondsk. Danskere og holstenere havde intet til fælles og intet at være fælles om. At blive skilt fra dem var en sand befrielse.
Anderledes forholdt det sig med Slesvig. Slesvig havde været dansk land, så længe som Danmark havde eksisteret. Men gennem flere hundrede års national vanrøgt og kongers og myndigheders utilgivelige dumhed, havde fortyskningen langsomt og upåagtet ædt sig op igennem Slesvig. I den sydlige del var indbyggerne efterhånden blevet sprogligt og folkeligt fortyskede. Vi havde mistet dem. De var tabt for os.
Men i Nordslesvig - eller rettere Sønderjylland - var de danske i sind og væremåde. At være dansk var for sønderjyderne lige så naturligt som at trække vejret. Det danske sprog var deres modersmål og Danmark deres fædreland. Det stod de fast på.
Ved tabet af Sønderjylland var vort land blevet lemlæstet. En national katastrofe, der satte et sår i den danske folkesjæl, som aldrig siden er lægt. 200.000 danske sønderjyder var kommet under den preussiske jernhæl. Gjort til fremmede på deres egen jord.

Top Otto von Bismarck
Krigen 1864 var kommet over Danmark, fordi den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck længe havde ønsket den krig og længe havde planlagt den og kun ventet på et passende påskud til at starte den. Uden Bismarck var der ikke blevet nogen krig. Formålet var at erobre og indlemme hertugdømmerne Slesvig og Holsten i Preussen. Foruden den territoriale gevinst ville den preussiske krigsflåde få adgang til de fortrinlige havne i området. Enkelt og ligetil.

Men da Kongeriget Preussen og Kejserriget ØstrigUngarn med tilslutning fra samtlige stater i det Tyske Forbund overfaldt Danmark, lykkedes det ikke desto mindre angriberne, at fremstille sig selv, som de forurettede og stemple Danmark, som det land, der havde fremprovokeret krigen. Når løgnen faktisk blev godtaget rundt om i den europæiske offentlighed, skyldtes det, at den danske regering tidligere var gået i en fælde, den ikke kunne slippe fri af. Ved fredsslutningen efter Treårskrigen, den første slesvigske krig fra 1848 til 1850, havde Danmark forpligtiget sig til, at Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark end Holsten. Det betød, at Slesvig og Holsten var uadskillige. Til evig tid forbundne. Der klappede fælden. Ganske vist var Traktaten affattet i ubestemte vendinger, der kunne gøres til genstand for forskellige fortolkninger. Men det er just den slags, som siden hævner sig. De danske soldater havde vundet den første slesvigske krig på slagmarken. Politikerne tabte sejren ved konferencebordet.

I årene efter havde Danmark forsøgt at udarbejde en fælles forfatning for kongeriget og hertugdømmerne. Alt blev gjort med sædvanlig dansk langmodighed. Endeløse pinagtige forhandlinger blev ført. Stabler af diplomatiske akter hobede sig op. Men alle anstrengelser havde været forgæves. Uanset hvad forslag, der var blevet fremlagt, var det umuligt at tilfredsstille holstenerne. De krævede en selvstændig stat - Slesvig-Holsten, der skulle løsrives fra Danmark og tilsluttes Det Tyske Forbund. Opgaven var derfor at forene det uforenelige. Problemet var uløseligt. Man kaldte det den gordiske knude.

Enten måtte Danmark opgive Slesvig. Eller også måtte Slesvig engang for alle skilles fra Holsten. I november 1863 indførte Danmark nærmest i desperation en fællesforfatning for Kongeriget Danmark og.Hertugdømmet Slesvig. Sønderjylland var dermed blevet en del af Danmark. Hvilket blot var en erkendelse af de faktiske historiske forhold.

Vedtagelsen af fællesforfatningen for Danmark og Slesvig udløste et sandt raseri på den altyske Forbundsdag i Frankfurt. Det samlede Tysklands repræsentanter anklagede Danmark for brud på internationale aftaler. Man svor, at det var en æressag for alle tyskere, at komme deres slesvigholstenske brødre til undsætning og befri dem fra danskernes tyranni. Hele Tyskland kom i bevægelse. Stemningen var hurtigt bragt til kogepunktet.

I Berlin sad Otto von Bismarck og smilede lunt. Han havde kun hån og foragt tilovers for sludrebøtterne i Frankfurt. "Tidens store spørgsmål", sagde han, "afgør man ikke med taler og afstemninger - men med blod og jern".
Han agtede aldeles ikke at befri sine slesvig-holstenske brødre fra noget som helst. Han gav pokker i, hvad befolkningerne i hertugdømmerne mente eller bildte sig ind. De skulle nok komme på andre tanker. Han vidste, hvad han selv ville. Han ville have de tre stumper land lagt til Preussen. Han ville have hele Tyskland lagt til Preussen. Han var rystende ligeglad med, at slesvigerne var danske og følte sig som danskere.

"Hvad vil danskerne med Slesvig", sagde han, "de har jo Tivoli". Men nu havde han endelig fået det længe savnede påskud. Det politiske alibi var i orden. Krigen kunne begynde. Den for Danmark så ulykkelige krig, der fik navnet 1864.

Top Den nye orden
Danmark blev det første offer for Bismarcks voldspolitik. Han var lige begyndt. Han havde endnu meget at udrette.
Mange danskere knugedes af sorg og smerte over nederlaget og tabet. Men langt de fleste skød med forbavsende lethed det skete fra sig. Livet gik snart sin vante gang. Man havde ganske vist mistet den nationale selvtillid, men det forstod man behændigt at gøre til en særlig snusfornuftig dyd.
Det var vore sønderjyder, der stod tilbage, ansigt til ansigt med den bitre virkelighed. De var ramt. Rystede. De trykkede sig. De så den sorte ørn rejst på alle officielle bygninger. De så, hvorledes danske embedsmænd måtte vige pladserne for tilrejsende preussere. De så germaniseringen trænge frem. De hørte, de tysksindedes hoverende og gentagne tirade: "Danmark er knust. Danmark er en ruin. Danskheden er dødsdømt".
Det kunne måske endda synes som om, det var sandt. I begyndelsen vidste man hverken ud eller ind. Man anede end ikke, hvor mange dansksindede der egentlig var. Den enkelte kunne danne sig et indtryk ved at tale med familie og naboer. På en egn følte man nok, "vi er de fleste". På en anden egn fornemmede den enkelte, at han var helt alene.
Danskheden havde det ikke godt. Undertiden var fortvivlelsen ved at tage overhånd. Mange sønderjyder følte, at deres eneste udvej var at afhænde alt. Sælge slægtens gård og forlade deres hjemstavn og rejse til Danmark.

Men lidt efter lidt fik man sundet sig. Først gjaldt det kun nogle få. Men de få drog flere med sig. Man flokkedes om sine gamle talsmænd Nicolai Ahlmann og Hans Kråger, som formulerede det enkle program: "Vi er danske, vi vil forblive danske, og vi vil behandles som danske, og det efter folkerettens forskrifter".
Så var det sagt. Den linie blev trofast fastholdt de følgende år. Trods nederlaget måtte kampen fortsætte.
Straks efter nytår 1865 var man igang med at samle underskrifter på en adresse til den franske Kejser Napoleon den tredje, hvori man bad ham om hjælp til at fremtvinge en folkeafstemning om Nordslesvigs tilslutning til Danmark.
Forholdene taget i betragtning, krævede det lidt mere end almindeligt mod, at skrive under på den liste. Preusserne rasede og søgte med trusler, forbud og politi at hindre forehavendet. Flere af indsamlerne blev fængslet. Men adressen nåede alligevel til Paris og blev afleveret til Kejser Napoleon med 4000 underskrifter.

Sønderjyderne vidste fra første færd, at de ikke ved egen kraft kunne løsrive deres hjemstavn fra det tyske åg. Befrielsen kunne kun indtræffe, hvis Preussen i en krig mod andre stormagter blev påført et nederlag med efterfølgende sammenbrud og kaos. Man klamrede sig til det skrøbelige håb, at et eller andet ville vise sig, at noget ville ske. En overgang så det ud som om håbet skulle blive opfyldt.

Top Paragraf 5
To år efter slaget ved Dybbøl opstod der et dramatisk brud mellem sejrherrerne Preussen og Østrig-Ungarn. Pludselig og uden varsel blev de østrigske tropper drevet ud af Holsten. Samtidig krævede Bismarck, at Østrig blev udelukket af Forbundsdagen i Frankfurt, og at østrigerne ophørte med at blande sig i tyske anliggender.

Der var simpelthen ikke plads til både Preussen og Østrig i det nye Tyskland. Preussen måtte nødvendigvis være enerådende. I modsat fald ville tyskerne aldrig blive forenet til et folk og en nation.

Bismarck var tilsyneladende uberørt af, at folkestemningen overalt i Tyskland vendte sig imod ham. At alle aviser dagligt overdængede ham med skældsord og hån. At alle de tyske småstater erklærede sig solidariske med Østrig og afviste at lade Forbundsdagen dominere af Bismarck - denne folkefrihedens værste fjende.

Men Bismarck nærede ikke noget ønske om at dominere Forbundsdagen. Han agtede slet og ret at lukke den "cirkusmanege". Til gengæld tilbød han en fælles tysk Rigsdag i Berlin, udgået af almindelige valg. Det var der ingen, der tog alvorligt.
Men det var ment, som det var sagt. Bismarck vidste udmærket, at en dynamisk stat forudsatte en fri forfatning. Godt nok var han en politisk bølle, men han havde også format og ragede højt op over datidens øvrige statsledere. Ingen af dem formåede at hamle op med ham. Han var forudseende, beslutsom og forsigtig. Men først og sidst var han preusser.
Tonen i det splittede Tyskland blev stadig mere skinger og truende. Forbundsdagen vedtog den 10. juni næsten enstemmigt at mobilisere til krig imod Bismarcks Preussen. Stemningen var høj. Ordene mange. Selvtilliden stor.
I det øvrige Europa, som opmærksomt fulgte begivenhedernes gang, så det ud, som om Bismarck i blinde styrede mod sit Waterloo.

Den 14.,juni 1866 brød krigen løs. Inden tre dage var gået til ende, havde preusserne erobret og afvæbnet de tre betydeligste stater Sachsen, Hannover og Hessen. De mindre stater fik sig hver et par klask med den preussiske ryttersabel, så havde de lært lektien: "Se lige ud, hold rækkerne og hold kæft!"

Sådan blev Tyskland forenet. Sådan blev det nationale tyske bunkebryllup sat i stand. Til forskel for tyskheden er danskheden mere gelinde. Hos os gælder det, at inden man kysser den søde pige, spørger man først om forlov. Man truer ikke sin udkårne med en sabel. Krigen mod Østrig blev endnu kortere. Slaget ved Königgråtz fandt sted den 3. juli og varede fra om morgenen og dagen ud. Da solen gik ned var resterne af den østrigske hær på vild flugt fra slagmarken. Katastrofen var fatal. Krigen var tabt. Det er måske værd at erindre om, at de danske soldater holdt stand ved Dybbøl i 34 døgn, mens ild og jern uafbrudt haglede ned over dem.

Fredsforhandlingerne fandt sted i Prag. Det gik som forventet. Bismarck dikterede betingelserne, og Østrig bøjede sig ydmygt på alle punkter.
Men der skete alligevel noget uventet. Den franske Kejser Napoleon deltog som mægler mellem parterne, og det lykkedes ham at få indføjet den såkaldte paragraf 5, hvori det hed: "Kejseren af Østrig overdrager Kongen af Preussen alle sine ved freden i Wien 1864 erhvervede rettigheder til hertugdømmerne Holsten og Slesvig med det forbehold, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, hvis den ved en fri afstemning udtaler sit ønske om at forenes med Danmark."
Da ordlyden af paragraf 5 nåede til Nordslesvig skabte det i hvert eneste dansksindet hjem glæde og lettelse. Man blev ligesom lidt højere og trak vejret lidt dybere. Dette var jo budskabet om befrielsen. Nu var den onde tid snart forbi.
Godt nok var der ikke i Paragraf 5 nævnt nogen dato eller årstal for, hvornår afstemningen skulle finde sted, men det kunne vel ikke trække længere ud, end det var til at overskue. Når Kejseren af Østrig-Ungarn, Kejseren af Frankrig og Kongen af Preussen i enighed havde sat deres underskrifter på et dokument, så måtte det stå til troende.

Top Protestpolitikken
Så stor var tiltroen til den forjættede paragraf 5, at man ikke tillagde det større betydning, da Bismarck få uger efter officielt indlemmede Slesvig og Holsten i Preussen. Sønderjylland var dermed en preussisk provins og sønderjyderne preussiske undersåtter med alt, hvad det indebar af rettigheder og pligter.
Indtil da havde de levet som et retsløs folk under militært diktatur. Nu fik de forenings og forsamlingsret, ytringsfrihed og almindelig valgret til den tyske Rigsdag og den preussiske Landdag.

Det første valg til Rigsdagen fandt sted i februar 1867. Slesvig var opdelt i fire kredse og Hans Krüger og Nicolai Ahlmann vandt de to nordlige kredse. Valget afslørede, at Nordslesvig var dansk og Sydslesvig tysk. Sindelagsgrænsen gik nord for Tønder men syd for Flensborg. Nord for denne grænse havde 80 procent stemt dansk.
Da de to danske repræsentanter ankom til Rigsdagen i Berlin, stillede de ufortøvet krav om, at nordslesvigerne fik opfyldt deres traktatmæssige ret som anført i paragraf 5. Samtidig nægtede de at godkende den preussiske grænse ved Kongeåen.

De havde faktisk regnet med, at de efter den udtalelse ville blive jaget ud af salen. Det skete ikke. Men Bismarck gik på talerstolen og svarede, at nordslesvigerne ikke havde nogen som helst traktatmæssig ret. Men Krüger og Ahlmann lod sig ikke kyse af Bismarck, de var tværtimod besluttede på, at citere ordlyden i paragraf 5 ved enhver given lejlighed.

I efteråret 1867 var der igen valg, denne gang til den preussiske Landdag. Atter blev Krüger og Ahlmann valgt, men for at indtage deres plads i Landdagen skulle de aflægge ed på den preussiske forfatning, og det nægtede de. Et nyt valg blev udskrevet. Krüger og Ahlmann n blev genvalgt. De rejste igen til Berlin, nægtede på ny at aflægge eden og rejste hjem. I de følgende mange år stod i de nordslesvigske pladser i Landdagen tomme.

Denne stejle protestpolitik bredte sig på alle områder. Da myndighederne krævede, at de dansksindede præster skulle aflægge troskabsed til Kongen af Preussen, nægtede de fleste at gøre det. De blev afskediget uden pension. Mange blev udvist til Danmark. Som politikere og præster således alle andre. Ingen dansksindet bonde ville være kommuneforstander, for også de skulle aflægge ed. Det førte til, at i stedet for skikkelige danske mænd blev tysksindede slesvigere kommuneforstandere. Tilrejsende holstenere og preussere blev embedsmænd på alle niveauer og udviklede sig hurtigt til nidkære tyranner. Selvfølgelig var sønderjyderne på det rene med, at deres vægring ved edsaflæggelse indebar, at embederne gik til preussere. Men det var så vilkårene. Det tog man med. Der var ingen vej udenom. For dem var det et spørgsmål om selvrespekt og nationalt selvværd. De ville hverken underkaste sig eller forsone sig med fjenden, som de af hele deres hjerte afskyede og foragtede.

Men den største prøvelse sønderjyderne blev udsat for, var dog indførelsen af den tre år lange preussiske værnepligt. Det var for enhver ung sønderjyde en uudholdelig tanke, at skulle trække i fjendens forhadte uniform. Underkaste sig preussisk eksercits og aflægge ed til Kongen af Preussen. Og samtidig være naget af tanken om, at man kunne blive tvunget til at kæmpe imod Danmark. Kæmpe imod sit eget fædreland. Der var imidlertid deri udvej, at man kunne optere for Danmark. Ifølge fredstraktaten efter krigen i 1864, havde de dansksindede ret til at vælge dansk statsborgerskab. Fristen herfor var sat til 1870. At vælge dansk statsborgerskab hed at optere for Danmark. Og den, som har opteret, kaldes en optant.

Da den preussiske værnepligt i 1867 blev indført i Sønderjylland opterede så at sige hele det værnepligtige mandskab fra 20 til 38 års alderen for Danmark. Det var ikke blot de helt unge, der blev tvunget til dette valg, men også de årgange, der havde kæmpet på dansk side i krigen 1864. De gamle soldater blev stillet overfor kravet om, at lade sig indrullere som reservister. Da de nægtede det, blev de hensynsløst udvist. Det fortælles, at hvert eneste sydfra kommende tog til Fredericia, var fyldt op med flygtende sønderjyder. Mange af dem var ældre mænd, familiefædre i små kår. Alene i året 1867 udvandrede eller udvistes henved 8000 fra Nordslesvig. Vejen gik til Danmark. Mange drog videre til Amerika.

I de følgende år fortsatte de unges udvandring fra landsdelen. De følte ikke, de havde noget valg. Deres forældre, familie og venner havde samme opfattelse. Det var en national pligt for enhver sønderjyde, at unddrage sig den preussiske militærtjeneste. Når tanken trængte sig på, hvad dette skulle ende med, så trøstede man hinanden med, at de unges bortrejse kun var for et begrænset tidsrum. Så såre paragraf 5s løfte om folkeafstemning var opfyldt, så ville ungdommen vende tilbage til et befriet Sønderjylland.

Top Den fransk-tyske krig
I 1870 forstærkedes håbet om en snarlig afgørelse. Det kom til krig mellem Tyskland og Frankrig. Nu måtte preusserne vel omsider løbe sig den staver i livet, de så længe havde gjort sig fortjent til.

Krigen var åbenlyst blevet fremprovokeret af Bismarck ved hjælp af behændige intriger og skamløst dokumentfalsk. Den metier forstod han til bunds. Og franskmændene havde reageret nøjagtig som forventet og tilsigtet. I det franske Senat erklærede førsteministeren: "Vi tager imod den krig, som man tilbyder os". Stormende jubel. Da krigen var erklæret, drog folk i tætte skarer gennem gaderne i Paris og råbte begejstret, "Til Berlin, til Berlin". Den franske krigsminister erklærede: eg er færdig, jeg er fuldkommen færdig". Det kan forstås på mere end en måde. Men han tilføjede, - at selvom krigen skulle vare et år, ville hæren ikke komme til at mangle så meget som en knap i en gamache. Ministerens udsagn var noget overdrevet. Bortset måske fra gamacheknapper manglede den franske hær alt, som er nødvendig for at føre krig.

Fra den første dag var den franske mobilisering og de militære transporter præget af fuldkommen kaos. Ved fronten kæmpede de franske soldater med stort mod og selvopofrelse, men de blev ledet af generaler, som begik alle de dumheder, det var muligt at begå. Hos de angribende preussere forholdt det sig lige omvendt. Her ankom togene præcis til bestemmelsesstedet. Tropperne var velforsynede med våben, ammunition og forplejning. De preussiske officerer vidste, hvad de ville og gjorde hvad de skulle. Overalt herskede orden og system. Den preussiske hær tromlede frem som en velsmurt maskine.

På gården Nørremølle i Sønderjylland var drengen Hans Peter efterhånden blevet 8 år gammel. Han fornemmede tydeligt de store forventninger, de voksne havde til udfaldet af den fransk-tyske krig. Han fortæller herom i sine erindringer: "Men snart kom de første tyske sejrsmeldinger. Skuffelsen bredte sig. Billedet ændrede sig. En dag kom der bud om, at fæstningen Sedan var faldet og Kejser Napoleon den tredje var taget til fange. Min far blev ligbleg, min søster skjulte sit ansigt i hænderne og græd. Det føltes som et dansk nederlag, som en landsulykke". Otto von Bismarck havde nu været hele raden rundt. Danmark 1864. Østrig 1866. Frankrig 1870. Han havde sejret, men han havde også sået det had, hvoraf to verdenskrige skulle spire. Han fejrede sejren i Spejlsalen i Versailles ved at udråbe Kongen af Preussen til kejser over det forenede Tyskland. Bismarck havde nået sine mål. Han var den mægtigste mand i Europa. Det var ham vore sønderjyder måtte strides med.

Top Udvandringen
I efteråret 1870 udløb fristen for optioner. For at undgå militærtjenesten måtte de unge nu forlade landet, inden de skulle indskrives i lægdsrullen. Syttenårige drenge blev drevet i landflygtighed. Hvert år drog en hel årgang mod nord. Stadig flere rejste videre til Amerika. Ingen vendte tilbage. Den årelange og tivisse adskillelse var smertefuld for både de unge bortrejste og de gamle, som sad tilbage. jo større savnet blev, jo mere håbede man på, at paragraf 5s løfte om folkeafstemning ville blive indfriet.

I årene fra 1867 til 1880 udvandrede op imod 60 tusinde sønderjyder. Alle unge mænd med livet foran sig. En hel generations rigdom af evner og kræfter sivede bort. Hver eneste familie i landsdelen blev ramt. Hvad det førte med sig af sorg og lidelse, vil aldrig kunne gøres op. Det var som en nådesløs pest havde hærget. Mandefaldet var større end selv efter den blodigste krig.

På nogle egne var der kun gamle mænd og drenge tilbage. "De danske er her døde", sagde de tysksindede naboer. Det havde de det godt med. De gamle blev siddende med gårdene ud over støvets år. Således fortælles der om en gårdejer i Københoved. Otte raske sønner var udvandrede. Faderen sad til sin død på gården. Så fik sønnerne allernådigst lov at komme h em for at følge ham til hans sidste hvilested. Dagen efter måtte de forlade deres hjemstavn. Et par uger efter blev gården solgt til en tysker, da der ikke var andre købere at opdrive.

Mens de unges generation udvandrede, gjorde døden sin almindelige høst. Rækkerne tyndedes ud, uden udsigt til afløsning. De danske stemmetal var siden det første valg i 1867 gået tilbage fra valg til valg. Stemmetallene var næsten halverede. De tyske stemmetal steg ikke tilsvarende. De lå fast. Tilbagegangen skyldtes, at der blev stadig færre og færre danske mænd. Kvinder havde dengang ikke stemmeret.

Den 11. oktober 1878 erklærede Preussen, at Pragfredens paragraf 5 var ophævet. Slettet med et pennestrøg. Efter at løftet om en folkeafstemning havde stået uopfyldt i 12 år, efter henved 60 tusinde nordslesvigere var gået i landflygtighed i tiltro til løftets indfrielse, blev Traktaten brudt. Til gengæld blev undertrykkelsen og fortyskningen sat i system. Det danske sprog blev udelukket fra retssale og administrationen. Enhver henvendelse til myndighederne kunne herefter kun foregå på tysk.

I skolerne blev tysk ligestillet med dansk. Men samtidig pressedes på for at gøre det tyske sprog enerådende. Der kom tyske læsebøger. Tysk historie. Tyske sange. Alt, som var dansk, skulle fortrænges. Det stod nu klart, at Bismarck ikke havde i sinde at give slip på Nordslesvig. Alligevel ville de sønderjyske ledere ikke uden videre opgive paragraf 5. For gjorde man det, hvad havde man så at stile efter. Hvad var så målet, man skulle samles om og kæmpe for. Men der var også ledere, som rejste kravet om en ny kurs. Paragraf 5, sagde de, havde skabt en falsk tryghed og politisk uvirksomhed. Man havde levet i troen på, at genforeningen ville komme af sig selv. Nu måtte det erkendes, at befrielsen var skudt langt ud i fremtiden. En tid så lang at et menneskes levealder ikke rakte til. Men at kampen ville strække sig over flere generationer.

Tiden gennem 1870-erne havde for sønderjyderne været præget af tilbagegang. Det syntes at fortsætte ind i 1880-erne. Forhåbningerne var kuldkastede. Mismodet og udmattelsen bredte sig. De gamle var ved at køre trætte, og få var de unge, der stod rede til at afløse. Spørgsmålet var, hvordan kunne danskheden overleve. Hvorfra skulle man få kræfter til at holde ud. Som H.P. Hanssen senere skrev: "Ophævelsen af paragraf 5 lærte os fremfor alt at stole på Gud".

Kort efter ophævelsen af paragraf 5 var Hans Peter Hanssen på Nørremølle blevet 17 år gammel. Han stod nu, som tusinder før ham, overfor det tunge valg mellem udvandring eller aftjening af den preussiske værnepligt. Hans storebror var udvandrer og ligeså hans svoger og søster. Han var den sidste til at overtage gården. Så ung han var, forstod han udmærket, at udvandringen havde udviklet sig til en katastrofe for danskheden. Det forekom ham, at udvandring nærmest var desertering. Som en soldat, der forlader valpladsen i utide. Den nationale kamp kunne jo kun føres af dem, som forblev i hjemstavnen. Kun de, som stod strabadserne igennem og erhvervede sig preussisk borgerret, kunne værne danskheden. Først da var der mening i ordene: "Vi er danske, vi vedbliver at være danske, og vi forlanger at blive behandlet som danske".

Ved udvandring til Danmark kunne den enkelte og slægten bevares som danske. Men det kunne da ikke være nok. Man måtte også bevare gårdene og byerne, selve jorden, hele det skønne Sønderjylland, som dansk eje. Med den største ulyst lod Hans Peter sig indskrive i lægdsrullen. Blandt de danske var en sådan handling ikke velset. Det blev regnet som et frafald. Alligevel var der stadig flere, som meldte sig til lægdsrullen. Skammen bliver mindre, når der er flere til at bære den. Fælles skade gør hårdfør.

Et brud var på vej. Mangen en gammel bonde og far tog fat i sin søn og sagde: "Du stikker ikke af nogen steder hen, min dreng. Du bliver her og aftjener den værnepligt". Når sønnen vred sig og indvendte, at det ville være det samme som at sælge sin sjæl, lød svaret: "Din sjæl tager ingen skade af at sværge falsk overfor en preusser. Den synd er til at overse. Men det vil være utilgiveligt, hvis vores fædrene gård skulle ende i kløerne på en tysker". De gamle sønderjyder kendte deres hjemstavns historie. De vidste nøje, hvordan fortyskningen i tidens løb var trængt frem fra den tusindårige rigsgrænse ved Ejderen til midt op i Slesvig. Det var gået til, akkurat, som når havets bølgeslag gnaver af kysten. Danskheden undergravedes og forsvandt, og tyskheden overtog gård efter gård, vandt sogn efter sogn. Et lille nyk ad gangen.
Men hvor danskheden fortrænges eller dør ud, der ophører Danmark med at eksistere. Uden danskhed findes der intet Danmark.

Top Nu som før
Et fædreland er hverken usårligt eller uforgængeligt. Det går til grunde, sættes over styr, hvis ingen vil forsvare det. Det gælder også i disse år, hvor fremmede fra fierne lande i titusindetal rejser ind og bosætter sig i Danmark. En udvikling politikerne har gjort mulig, fordi de ønsker og er fast besluttede på, at omdanne vort land til et multietnisk samfund.

Når de fremmede i stort antal flytter ind i et boligområde med nye, store og bekvemme lejligheder, så siver danskerne væk. De forføjer sig, fordi de finder, at forholdene bliver for brogede og tilstandene uudholdelige. Hvilket forstærker de fremmedes dominans i området. l de fleste af landets større kommuner ser man disse såkaldte ghettoer skyde op. Altså områder som stort set er rømmet af danskere. Nu og da kaldes de også danskerfrie områder. De etablerede ghettoer vokser i omfang, samtidig med at nye ghettoer skal der frem. Processen har en start en begyndelse, men den er uden form for begrænsning eller afslutning. En proces, hvor det, der begyndte så yndigt hist og her, bliver til mere og til meget og sluttelig til det meste. Når det kommer dertil, hvor vil danskerne så flygte hen i deres eget land? Det spørgsmål kan der ikke gives noget svar på. Men det kan derimod siges med sikkerhed, at den igangværende udvikling indenfor en meget kort årrække vil få København til mere at ligne byer som Marrakesh og Casablanca end just en by i Europa.

Tilsvarende vil forstæder og indre bykvarterer i de større kommuner i stigende grad helt eller delvist blive ubeboelige for danskerne. l et fuldbyrdet multietnisk samfund vil det være meningsløst, at tale om eksiSteensen af et fædreland, et folk eller en nation. Man kan benægte det, bagatellisere det, latterliggøre det, det gør man jo også. Men møllen maler alligevel, og den maler hurtigere end de fleste forestiller sig.

Vi står ved begyndelsen til en national overlevelseskamp, der ikke er mindre skæbnesvanger end den sønderjyderne måtte kæmpe sig igennem. En kamp, hvor intet løser sig selv, men hvor alt afhæiiger af hver enkelt og alle tilsammen. Historien gentager sig ikke. En krig ligner aldrig den forrige. Enhver nationalitetskamp har også sit eget uforudsigelige forløb. Alligevel kan vi godt tage ved lære af vore sønderjyder. Hvordan de gjorde. Hvad de gjorde forkert og hvad de gjorde rigtigt.

Top Redaktør Jens Jessen
Sønderjyderne havde efterhånden levet under fremmedherredømmet i tyve år. Skuffede forventninger, nederlag og tilbagegang for danskheden, det var, hvad der var høstet gennem alle de år. Forgæves havde de spejdet efter lys i mørket. Håbet på lidt medgang. Men i stedet var det som om, det mål de kæmpede for at nå, fjernede sig mere og mere. Det satte sig hos mange i sindet. Gjorde dem passive og indadvendte. Der var jo ikke noget at stille op. For mange skrumpede dansklieden ind til blot det ene, tavs og sammenbidt at hade alt, som var tysk. De fleste så mørkt på Nordslesvigs fremtid.

Ikke desto mindre var trængslernes tid ved at ebbe ud. Vinden var begyndt at vende. Skiftet havde længe været undervejs. Umærkeligt, som når en sitren i græsset og en susen i skovens træer varsler stormens komme. Der var flere grunde til, at ændringen trængte på. Trykket imod danskheden forstærkedes. Erfaringsmængden øgedes og en ny generation trådte til. Den l. juli 1882 havde Flensborg Avis i en lille notits meddelt, at Jens Jessen dags dato var indtrådt i redaktionen, som dennes ledende medlem og som den der havde det juridiske ansvar. Foruden Flensborg Avis var der fire andre danske aviser i landsdelen, Hejmdal, Dybbøl Posten, Modersmålet og Dannevirke. Fælles for dem alle var beskedne oplag og svag økonomi. Således var oplaget på Flensborg Avis kun 700 daglige eksemplarer. Men efter, at Jens Jessen trådte til, begyndte oplaget at stige, og det vedblev at stige fra år til år. l tidens løb voksede det fra 700 til over 9.000 daglige eksemplarer. Det tal skal ses i forhold til, at Berlingske Tidende dengang var Danmarks største avis med et oplag på 15.000. Jyllands Postens oplag var 3.000. Flensborg Avis blev således en af datidens største dansksprogede aviser.

Samtidig med at oplaget steg, vandt bladet tillige stor anseelse og blev ofte citeret af pressen i hele Skandinavien. Den respekt, der kom til at stå om Flensborg Avis, blev imidlertid ikke vundet i medbør og solskin, men i uophørlig kamp på den yderste skanse. Når danskere blev udsat for overgreb. Når de uforskyldt blev ofre for vilkårlighed og forfølgelse fra nævenyttige embedsmænd, hvilket kunne ramme enhver og var jævnligt forekommende, så var Flensborg Avis altid rede til at komme til undsætning og forsvare deres sag.

At øve halv gerning lå ikke for Jens Jessen. Grundigt og skarpsindigt trevlede han forholdene op. Han skrev lige ud, så folk kunne forstå det. Undertiden underfundigt, undertiden bidende sarkastisk. Men lige så ofte gav han udtryk for sin stejle trods og dybe foragt mod de preussiske undertrykkere. Nu og da lykkedes det at tvinge myndighederne på tilbagetog. Men uanset udfaldet, så blev magthavernes brutalitet og gemenhed udstillet i Flensborg Avis. Utrættelig kæmpede Flensborg Avis for at. hævde danskernes ret til at leve og bo i deres eget land. Uophørligt holdt man kravet om genforeningen med Danmark i live. Aldrig veg man tilbage for at sige sandheden. Hvad Jens Jessen skrev gik folk lige til hjertet. Han vidste, at indgive dem mod og håb, så de følte stolthed og glæde ved at være danske.

Redaktør Adolf Svensson fortæller, at han mange år efter Jens Jessens død mødte gamle sønderjyder, der kunne citere visse brudstykker af det Jessen havde skrevet. De havde læst det igen og igen, så de kunne det ordret udenad. Og det blev sagt, at når Jens Jessen for alvor tog stridshandsken på, så lyttede sønderjyderne med alle sanser vidt åbne, og det var som i deri gamle legende om Uffe hin Spage, at man kunne høre sværdet Skræp synge i luften. Det var jo ikke kun døgnets nyheder og nationalitetskampens omkostninger og besværligheder, der stod at læse om i Flensborg Avis. Bladet var også et kulturelt organ. Mange af læserne stiftede her for første gang bekendtskab med dansk historie, dansk litteratur og dansk åndsliv. Især for de unge blev avisen en læremester i forståelsen af den nationale kamp.

En af de gamle sønderyder Thorvald Petersen fra Tønder fortæller, at da han var ti år gammel begyndte hans familie at holde Flensborg Avis, og han siger: "Det var, som en hel ny verden åbnede sig for mig, da det nye blad holdt sit indtog i vort hjem. Hele familien slugte det, jeg mindes tydeligt, hvorledes jeg om sommeren, når skolen sluttede klokken elleve, løb hjem for at være den første, der fik fat i avisen. Værre var det om vinteren, når ' jeg først var færdig klokken tolv, for på den tid kom mine voksne brødre ind fra fabrikken og lagde beslag på den. Ikke så sjældent kom vi op at slås om bladet-."

Det er nok ikke troligt, at man i alle hjem bankede hinanden i gensidig begejstring for Flensborg Avis. Men det er til gengæld sikkert, at i tusinder og atter tusinder sønderjyske hjem betød Flensborg Avis lige så meget, som senere hen BBCs udsendelser fra London betød for flertallet af danskere under den tyske besættelse af Danmark.

I 1888 blev, det officielt påbudt alle skolærere udelukkende at undervise på tysk. Det danske, sprog var dermed bandlyst i skolerne. Sønderjyske børn måtte nu hverken lære at læse eller skrive deres modersmål. Det blev samtidig pålagt lærerne, at se til, at børnene også indbyrdes talte tysk. Hvorfor man de fleste steder forbød børnene at tale tysk i skolegården I timerne blev de danske børn betragtet som døvstumme. De sad med foldede hænder og lukket mund og blev ignoreret.

Flensborg Avis svarede med at udsende en dansk ABC-bog og en sangbog med danske sange og en opfordring til forældrene om selv at undervise børnene. Det førte til, at tysksindede lærere, og degne arrige flintrede rundt i skolestuerne for at finde den forbandede sangbog, som givetvis ville undergrave børnenes kærlighed til Preussen. De bøger, det lykkedes at finde, blev smidt i kakkelovnen og brændt under afsyngelsen af den lokale nationalsang "SchleswigHolstein meerumschlungen".

Øvrigheden opfattede naturligvis Flensborg Avis som et tyskfjendtlig organ, der ustandselig lagde hindringer i vejen for germaniseringen af sønderjyderne. De preussiske anklagemyndigheder og med dem domstolene opbød derfor alt, hvad de rådede over af opfindsomhed og nederdrægtighed for at få såvel blad som redaktør uskadeliggjort. Gennem flere år blev Flensborg Avis systematisk overdænget med retssager. Går man de årgange af bladet igennem, finder man ustandselig meddelelser om sagsanlæg med efterfølgende stævninger, ualmindelige forhørsmetoder, retsforhandlinger, domsfældelser, arrestationer og atter arrestationer. Og idømmelse af fængselsstraffe. Langvarige fængselsstraffe. De påståede forseelser var umulige at vare sig imod. De byggede på juridiske spidsfindigheder og øvrighedens ønske om hævn. De domme, der blev afsagt, var rene justitsmord. For såvidt, som det efter preussisk lov ikke var forbudt at sige sandheden. Der forelå imidlertid, omend ikke på papiret så i praksis, to slags ytringsfrihed i Sønderjylland, en for den danske presse og en for den tvske. Den tyske presse kunne overdænge dansksindede med sprogets værste skældsord og trusler, uden det på nogen måde fik konsekvenser. Danskerne kunne være sikre på, at hvis de tog til genmæle, så ville de få domstolenes magt at føle.

Gang på gang idømtes Flensborg Avis store pengebøder for påståede presseforseelser. Retssagerne og bøderne løb op i titusinder af mark og ville have ruineret avisen, hvis ikke læserne med stor offervilje havde samlet penge ind til bladet. Men de mange fængselsstraffe kunne man ikke betale sig fra. I årenes løb idømtes redaktør og medarbejdere ved Flensborg Avis i alt 112 måneders fængsel. Når man betænker, at de kun var seks mand på redaktionen og at i regelen mindst en af dem var i fængsel. Så er det utroligt, at de formåede at få avisen på gaden hver eneste dag. Redaktør Jens Jessen tilbragte selv fire år bag fængslets tykke mure. Indespærret i kolde og mørke celler med gitterværk for vinduet, hvor glasset var slebet mat, så man ikke kunne se ud. Dagligt udsat for fængselsbetjentenes chikane og øvrighedens udspekulerede krænkelser. Han tålte dårligt fængselskosten og selvom han ingenlunde var overvægtig, led han drastiske vægttab. Hvilket forstærkedes ved, at han jævnligt idømtes diciplinærstraf og da ikke fik anden føde end vand, tørt brød og salt. I over tusinde lange dage og nætter var han adskilt fra sin familie og hindret i at udføre det arbejde, han anså som sit livs opgave, en forpligtelse han ikke ville svigte.

Hver gang han blev arresteret og ført bort og spærret inde i halve og hele år, herskede der forbitrelse og frygt i de sønderjyske hjem. Men samtidig også en følelse af stolthed, fordi de stolede på, at fjenden ikke kunne knække ham. Når Jens Jessen blev løsladt, tog han straks fat på arbejdet. Ukuet og ubøjelig. Hvad der end overgik ham, vedblev han uforfærdet at tale danskhedens sag. Men de langvarige fængselsstraffe tærede alligevel på hans helbred, som rusten tærer på jernet. Denne uflyttelige og sindsstærke mand voksede i de danskes bevidsthed til et symbol på den nationale modstandskraft. Som den daglige budbringer blev Flensborg Avis en samlende og afgørende kraft for danskheden. Bladet havde ved sit eksempel brudt den stilstand og det mismod, som havde præget de første 24 år under fremmedherredømmet.

Top Organiseringen
Men snart viste der sig også andre tegn på, at den nationale kamp skiftede fra defensiv til offensiv. I 1888 stiftedes - Den Nordslesvigske Vælgerforening. Det var H.P. Hanssen der havde fostret ideen og overbevist rigsdagsmand Gustav Johannsen om nødvendigheden af en politisk organisation.
Fra første færd fik foreningen tilslutning fra næsten alle kredse i landsdelen. H.P. Hanssen blev valgt som sekretær og fik dermed overdraget ansvaret for foreningens daglige arbejde. Han var da kim 26 år gammel.

Dengang han havde afvist at udvandre, var det ikke for at føje sin fars ønske om, at han skulle overtage den store gård Nørremølle, men for at bruge alle sine kræfter i den nationale sag. Da beslutningen var truffet, havde han forberedt sig til sin selvvalgte gerning med al den omhu og grundighed, der var så karakteristisk for ham. Under gentagne højskoleophold i Danmark havde han læst dansk og tysk historie. Han havde fulgt forelæsninger ved Københavns og Leipzigs universiteter i nationaløkonomi. Han havde studeret preussisk lovgivning og retspraksis. Som korrespondent for avisen Dybbøl Posten havde han haft adgang til presselogen i den Tysk Rigsdag og her studeret de tyske partier, men fremfor alt sat sig ind i, hvordan deres partiorganisationer var bygget op og hvordan de fungerede. Ved således at udforske fjendens lejr var han kommet til den forvissening, at modstandskraften i et undertvungent folk afbænger af dets vilje og evne til at slutte sig sammen.Uden sammenslutning gribes den enkelte af afmagt, taber modet og mister håbet. Skal kampen vindes må kræfterne forenes. I modsat fald er det som at underskrive sin egen dødsdom.

I løbet af få måneder havde Vælgerforeningen 500 tillidsmænd rundt om i Sønderjylland. Organisationen kunne begynde sit virke, som partiet, der hverken var til højre eller venstre, men det udelelige danske parti samlet om det ene: "Vi er danske og vedbliver at være danske. Derfor kæmper vi. Alt andet må heroverfor vige til genforeningens dag". Det rygtedes snart, at Vælgerforeningens sekretær var den man kunne ty til og få vejledning i ejendomsforhold og skattespørgsmål. Anvisning af dilettantskuespil. Oprettelse af mindre foreninger og udarbejdelse af vedtægterne. Råd og bistand i sammenstød med øvrigheden og hjælp mod embedsmændenes magtmisbrug. Råd til bogsamlinger og læsekredse. Udfærdigelse af ansøgninger om ophævelse af optioner. Henvisning til skoleophold i Danmark. Og meget mere. Selvom dette arbejde egentlig ikke var Vælgerforeningens opgave, så blev hjælpen alligevel ydet hurtigt og effektivt. H.P. Hanssen var et ligefremt og meget venligt menneske. Han tog sig god tid til at lytte og tale med folk, der henvendte sig til ham. Samtidig overkom han det utrolige. Altid beskæftiget. Altid på farten. I sine erindringer fortæller han, hvordan det undertiden gik for sig: 'Jeg var i disse år medvirkende ved oprettelsen af mange foredragsforeninger og holdt årlig henved et halvhundrede foredrag i Nordslesvig.

Trafikforholdene var dengang dårlige. Sønderborg havde ingen jernbaneforbindelse. Fra byen havde vi tre timers sejlads eller fem timers dagvognskørsel til nærmeste station. En enkelt rejse står særlig klar i min erindring. Sent på efteråret skulle jeg holde foredrag i Gram. Om morgenen var der tåge. Dampskibet kunne ikke sejle. Utålmodig ventede jeg til op på formiddagen. Så satte jeg mig på min cykel. Luftringe var dengang ukendt. Vi havde kun smalle hjulringe af fast gummi, som skar dybt i på opblødte veje. jeg kørte fem mil i tåge, som afløstes af snuskregn, ad opblødte veje til Aabenraa, som, jeg nåede tidsnok til at få forbindelse med eftermiddagstoget nordpå. I toget til Vojens fik, jeg en hårdt tiltrængt hvilepause. Fra Vojens telegraferede jeg, at forsamlingen skulle vente. jeg ville komme med en times forsinkelse. Så sprang, jeg atter på cykelen og kørte så hurtigt, det var mig muligt, videre i rusk og regn, til sidst i mulm og mørke uden lygte, tre mil vestpå til Gram.

Da jeg nåede Gram by, var jeg gennemvåd og helt udaset. jeg holdt for i kroen og drak i en fart et par glas portvin. Styrket deraf cyklede jeg videre til Gram Kro, hvor en forsamling på henved 300 tilhørere ventede på mig og modtog mig med hurraråb. Derefter holdt jeg, som det var bekendtgjort et foredrag om "Opstanden i Nederlandene". Da jeg sluttede, meddelte man mig til min forfærdelse, at jeg havde talt i tre timer". Det var H.P. Hanssens fortjeneste, at nationalitetskampen blev organiseret. Udover Sprogforeningen, der fungerede som et biblioteksvæsen, så fandtes der, før H.P. Hanssen trådte til, ingen større organisationer. Men nu voksede store og små foreninger frem under hans medvirken.

I 1892 stiftedes Skoleforeningen, som de følgende år understøttede tusinder af unge sønderjyders ophold på højskoler og efterskoler i Danmark. Det var afgørende, at ungdommen blev dygtiggjort. Helst skulle de i et og alt være de bedste. I 1893 stiftedes Fælleslandboforeningen, hvis hovedformål var, at sikre de danske bønder ejendomsretten til jorden. Vælgerforeningen, Sprogforeningen, Skoleforeningen og Landboforeningen blev de store nationale organisationer. Men de mindre foreninger havde også betydning i kampen mod fortyskningen. Under ganske uskyldige betegnelser som foredragsforening eller selskabelig forening opstod der talrige samlingssteder, hvor danskerne kunne mødes og tale ud om det, der lå dem på sinde. Ganske vist søgte øvrigheden med alle mulige påskud at forbyde de danske foreninger. I regelen resulterede et forbud blot i, at en foredragsforening blev til en sangforening og en selskabelig forening blev til en afholdsforening. Man havde lært at organisere sig. Da H.P. Hanssen i 1896 blev valgt som de danskes repræsentant i den preussiske Landdag, havde han medvirket til oprettelsen af danske foreninger, som på kryds og tværs dækkede alle samfundslivets områder i Sønderjylland.

Jens Jessen og H.P. Hanssen satte i lige grad deres stærke præg på nationalitetskampen. Men der herskede i en årrække et meget anspændt forhold imellem dem. De havde forskellig opfattelse af, hvordan kampen skulle føres. Det er for så vidt ikke forbavsende. I en så langvarig kamp kan alle ikke være enige om alting hele tiden. Men tonen mellem dem blev ofte unødig hård og uforsonlig. Deres uoverensstemmelse optog samtiden og i øvrigt også eftertiden overmåde meget. Mange har ment, at uenigheden svækkede danskhedens sag. Men det er en vildfarelse. Jens Jessen og H.P. Hanssen repræsenterede hver for sig de to strømninger, som gjorde sig gældende overalt blandt de danske sønderjyder.

Netop i kraft af de to mænd kom de forskellige synspunkter og meninger til udtryk. Hvorved alle kunne føle sig dækket ind. Hvis kun den ene fløj var kommet til orde, var mange fra den anden fløj måske faldet fra. Danskheden ville da have været ilde stedt. Ingen af fløjene kunne undværes. For hvad enten man hældede til den ene eller anden fløj, så havde alle den gode vilje og endemålet til fælles. I virkeligheden supplerede Jens Jessen og H.P. Hanssen så udmærket hinanden, fordi de i kraft af deres forskellige opfattelser skabte enhed og samling i folket. Det gav sig også udtryk derved, at i tusinder af sønderjyske hjem hang portrætterne af Jens Jessen og H.P. Hanssen fredeligt side om side, som en slags husguder. Man ville ikke undvære nogen af dem.

Top Ildprøven
Gennem 1890-erne gik det fremad for danskheden. Foreningslivet blomstrede. Ungdommens dygtiggørelse var sat i system. Den angst og forsagthed, som førhen havde knuget mange sønderjyder, svandt bort og afløstes af voksende selvtillid og sammenhold. De preussiske myndigheder var foruroliger over udviklingen. De havde regnet med, at den uophørlige forfølgelse efterhånden ville sønderlemme og forkrøble danskheden, så den til sidst døde ud.

Men det var gået lige modsat. Deraf kunne kun udledes, at tvangsregimet åbenbart ikke havde været hårdt nok. Til at rette op på det forhold udnævntes den tidligere preussiske indenrigsminister Ernst Mathias von Køller til overpræsident for Slesvig-Holsten. Ved rigsdagsvalget i juli 1898 øgedes de danske stemmetal betydeligt. Kort efter skulle der være valg til Landdagen. For at danskerne ikke skulle gentage succesen, besluttede von Køller at slå til.

Da H. P. Hanssen før landdagsvalget afholdt et møde i Bevtoft, fik dagen efter 15 danske tjenestekarle og tjenestepiger i Bevtoft ordre til i løbet af 24 timer at forlade landet. De udviste var alle ansatte hos danske gårdejere, som havde deltaget i mødet. Udvisningerne fortsatte slag i slag. Dybbøl sogn, Sønderborg by, Christiansfeld, Haderslev og Aabenraa blev ramt på samme måde. I hundredvis blev danskere jaget ud af landet. Blandt dem gamle og syge, kvinder og børn. Ingen af dem havde forbrudt sig. De var blot udpeget til at undgælde for andre, som heller ikke havde foretaget sig noget lovstridigt. Som den preussiske amtmand i Haderslev udtrykte det: "Befolkningen må lære at hefte solidarisk. Forser en sig, skal de alle straffes, indtil de ved gensidig opdragelse har lært hianden, at holde sig i skindet". Samtidig med at udvisningerne fortsatte, forstærkedes angrebene på de danske foreninger. Forsamlingshuse blev lukket og dørene forseglet af politiet. Foredragsforeninger og landboforeninger blev påbudt opløst. Dagligt rejstes anklager imod den danske presse. Køller-politiken var begyndt. Alle kendte metoder blev taget i brug og ganget op med ti. Ved ustandselig at være over danskerne, aldrig lade dem i fred, men gøre dem til jaget vildt, skulle danskheden knækkes en gang for alle.

Det hele kom brat og uventet som en stormflod, der rev alt omkuld. Stormen løjede ikke af, men fortsatte med at rase i år og dag. I slutningen af 1898 udsendte Landråden i Sønderborg et cirkulære, hvori det blev meddelt, at alle forældre, der havde børn på ungdomsskoler i Danmark, skulle hjemkalde børnene inden den 20. december. Skete det ikke, ville samtlige danske statsborgere - også optanterne - blive udvist. Optanterne var de sønderjyder, som inden 1870 havde valgt at fastholde deres danske statsborgerskab. I tillid til paragraf 5 havde tusinder dengang ladet sig friste og var gået i fælden.

I de nordlige egne af Sønderjylland udgjorde optanterne over en fjerdedel af befolkningen. Der fandtes landsbyer, hvor hveranden gårdmand var optant. Dertil kom, at optanternes børn var statsløse, eftersom de hverken havde statsborgerret i Danmark eller i Tyskland. Optanterne var i realiteten retsløse. De levede i konstant usikkerhed og kunne udvises efter myndighedernes forgodtbefindende. Uden anklage og uden dom. En optant skulle altid vare sin mund, undlade at deltage i danske møder, dølge sit sindelag, tavs dukke nakken og leve som en grå skygge i sit eget land. Optanterne var danskhedens mest sårbare punkt. De danske ledere tog i høj grad truslerne alvorligt. Vælgerforeningens bestyrelse vedtog en erklæring, som blev underskrevet af 254 kendte nordslesvigere og straks offentliggjort i den danske presse.

Heri tilsagde man optanterne al mulig støtte, men samtidig pålagde man forældrene at stå fast og lade de unge forblive på de danske skoler. Grænsen var nået. Nu måtte det briste eller bære. Sagen vakte opsigt og blev omtalt af aviserne i hele Skandinavien. Men også engelske og franske aviser vendte sig med indignation mod de preussiske overgreb. Sønderjylland kom tilbage på Europakortet.

Da fristen udløb den 20. december var ikke en eneste elev vendt h em. De unge forblev, hvor de var. Derudover skete kun det, at Landråden i Sønderborg trak sit cirkulære tilbage. Samtidig søgte han at dække over von Køller ved at erklære, at han havde handlet på egen hånd. Det var, det første nederlag von Køller kom ud for. Der fulgte flere efter. Det var uundgåeligt. Overpræsidenten var revet med af sin egen fart og fortsatte med forøget voldsomhed sine angreb.

Det blev pludselig en udbredt praksis, at amtsretterne frakendte forældre opdragelsesretten til deres mindreårige børn, fordi en storebror eller søster havde været på skoleophold i Danmark. Forældremyndigheden blev overdraget til folk med det rette tysk nationale sindelag. Tilsvarende blev der rettet et slag imod en stor skare af ældre mænd, som for årtier tilbage havde fået deres optioner ophævet og var tilkendt preussisk statsborgerret og havde aftjent deres værnepligt. De blev nu med juridiske spidsfindigheder atter stemplet som optanter og udvist. De fik 24 timer til at pakke. Hele familier blev drevet fra hus og hjem og udkomme. H.P. Hanssens datter Ingeborg fortæller: "De udviste kom i flok og følge fra Als og Sundeved for at sige farvel til far. De blev bænket ved kaffen om spisebordet. Far trøstede dem. Koner og piger sad med lommetørklæder i hånden og tørrede øjnene. Så blev der taget afskedsbillede af dem ude i haven. De rejste til Kolding, og så vidste de ikke mere". Næsten hver dag blev menneskeskæbner knust. Det ramte i flæng. Ingen kunne føle sig sikker. Ved uafbrudt at statuere eksempler, slå ned på tilfældige ganske sagesløse, spredtes angstens gift til hver en krog.

Top Sejren
I denne systematiske samfundshersen syntes øvrighedens opfindsomhed uden ende. Det blev forbudt at synge danske sange. Det blev forbudt at kalde Sønderjylland for Sønderjylland. Alt foreningsliv blev lammet. De danske organisationer måtte notere et betydeligt frafald. Den hårde tid gjorde de svage svagere og de stærke stærkere. Men de sidste var ligegodt de fleste. Danskheden lod sig trods alt ikke løbe over ende, men samlede sig snart til modangreb. Med Flensborg Avis i spidsen bed den danske presse sig fast i haserne på von Køller. Han fik ikke den undersåtlige gravens ro, han stræbte efter. I Berlin indgav H.P. Hanssen daglig klager over myndighedernes magtmisbrug og rejste stribevis af retssager imod forvaltningen. I februar 1899 kom Køller-politiken på dagsordenen i Rigsdagen i Berlin. Som eneste danske repræsentant, var det Gustav Johannsen, der skulle forelægge sagen. Men denne store kraftige mand var på det tidspunkt stærkt svækket af sygdom. Kort forinden havde han fået alle tæerne på den ene fod amputeret. Sårene var Ikke lægt og han kunne kun møjsommeligt bevæge sig ved hjælp af to stokke.

Da han kom op på talerstolen var han bleg og forpint og talte mat og træt. Men de hånlige tilråb og afbrydelser fra modstanderne i salen opildnede ham. Stemmen steg i styrke, øjnene fik glans og han genvandt sin gamle barske slagfærdighed. Han talte længe og fik sagt alt, hvad han havde på hjerte. Om udvisningernes grusomhed, om truslen mod optanterne, om fratagelsen af forældreretten, om embedsmændenes nederdrægtighed. Han mindede om, at et folk hærdes under forfølgelse og styrkes lidelse. Til sidst talte han i fuldkommen stilhed. Rigsdagen lyttede og ordene trængte ind. Debatten forsatte de to følgende dage. Da den sluttede, havde oppositionen i den Tyske Rigsdag afsagt en så sønderlemmende dom over Køllerpolitiken, at virkningerne ikke kunne udeblive. I løbet af året kom de første afgørelser i det utal af retssager, som var rejst i kølvandet af voldsregimet. Grundet sin indsigt i forvaltningsret og retsforfatning, var det i regelen H.P. Hanssen, der førte sagerne for domstolene. Der viste sig snart det mønster, at efterhånden som man nåede fra de lavere retsinstanser i Kiel og Flensborg til de højere og højeste i Berlin og Leipzig, så fik H.P. Hanssen medhold. Von Køllers overgreb blev kendt ulovlige. Køllerpolitikens vej blev brolagt med hundredvis af tabte retssager. Grunden begyndte at skride under Overpræsidenten.

Men det viser også, at Bismarcks Preussen trods alt var en slags retsstat, som ikke kan sidestilles med de totalitære regimer, der har hærget vort århundrede. Ganske vist var domstolene partiske. Hvor og hvornår er domstole ikke det? Alligevel kunne danskere undertiden risikere at blive frikendt. ja endda ligefrem få ret, når de ellers havde tre gange ret. I øvrigt fandtes Otto von Bismarck ikke mere. Han var allerede i 1890 blevet afskediget af den unge fyrige og komplet utilregnelige Kejser Wilhelm den anden, som også skulle blive den sidste. Det havde dengang vakt forbavselse over hele Europa. Den mest forbavsede var dog Bismarck selv. Han døde som en tavs og bitter mand i 1898. Efter at Bismarck var gået fra borde, sejlede det tyske skib videre uden lods. Det sejlede godt. Det var et stærkt skib. Det sejlede for fuld kraft lige imod katastrofen.

I 1901 blev Overpræsident von Køller forflyttet til Elsass-Lothringen. Han havde da huseret i tre år. Samme år døde Gustav Johannsen. Hans plads i Rigsdagen blev overtaget af redaktør Jens Jessen.

Ansvaret og ledelsen hvilede nu i første række på H.P. Hanssen og Jens Jessen. Deres gamle modsætninger gled i baggrunden og de kom til at arbejde godt sammen. Selvom von Køller var rejst, fortsatte den hårde kurs. Men deri havde mistet sin kraft og ebbede langsomt ud. Allerede et par år efter kunne man gøre op, hvor stor skade Køller-politiken havde forvoldt. Resultatet var overraskende. De nationale foreninger var blevet omorganiseret og havde nu flere medlemmer og større indtægter end nogensinde før. Ungdommens skoleophold i Danmark var i stærk stigning. Det almindelige foreningsliv var atter i fuld gang i henved 40 nyopførte forsamlingshuse. Landboforeningernes virksomhed var udvidet. Pengeinstitutterne havde fået sikrere økonomisk basis. Kampen om fædrenejorden førtes med stadig større held. Køller-politikens virkninger var overvundet og udslettet. Midt på sommeren 1906 døde redaktør Jens Jessen kun 52 år gammel. Hans liv havde været både oprivende og opslidende. De årelange indespærringer i preussiske fængsler havde ikke kunnet knække hans vilje og mod. Men det havde nedbrudt hans helbred og førte til hans tidlige død. Men han havde sat sine uudslettelige spor. Gennem 24 år som redaktør havde han skabt en af de mest velskrevne og største aviser i Skandinavien. Hans livsværk Flensborg Avis fortsatte kampen efter hans død.

Men han satte sig endnu et spor. For der er næppe tvivl om, at uden Jens Jessen ville Danmark ikke have fået den sydligste fjerdedel af Sønderjylland tilbage. Han havde vundet menneskenes sind og dermed lagt jord til Danmark. Som det blev sagt om ham: "Han kæmpede i de mørke år. Han døde ved daggry". Efter von Køllers voldspolitik lød der en tid andre toner. I januar 1907 underskrev den danske og den tyske regering den såkaldte Optanttraktat, som åbnede vejen for, at tusinder af optanter og deres børn tilkendtes statsborgerret. Børn efter optanter havde indtil da ikke haft indfødsret i hverken Danmark eller Tyskland. De var født og vokset op som statsløse i deres eget land. Permanente gidsler riden en hunds ret. Denne skændsel havde stået på i 37 år. At det omsider blev bragt til ophør skyldes alene H.P. Hanssen, som havde gjort hele forarbejdet til Optanttraktaten.

Top En stat i staten
Den preussiske fremfærd imod danskerne bevægede sig i stadig bølgegang. Snart forsonlig, snart truende og aggressiv. Alt afhængigt af hvilke personer og hvilke stemninger, der havde overtaget i Tyskland. Det måtte danskerne indrette sig efter. Høste fordelene når de var at få, og afparere slagene når de faldt.

Pludselig startede i 1909 en ny offensiv imod danskheden. Millioner af mark blev sat ind på statsfinansierede opkøb af danske landejendomme. Sønderjylland skulle nu koloniseres af tyske nybyggere. Planen var, at oprette et bredt bælte af tyskejet jord langs Kongeåen. Så danskerne, blev afskåret fra Danmark og spærret inde som en enklave. Danskernes modtræk blev stiftelsen af en kreditforening, der skulle yde lån til danske landejendomme, samt oprettelse af sogneværn. Det vil sige, at bønderne i hvert eneste sogn skrev under på, at de aldrig under nogen omstændigheder ville sælge deres jord til andre end deres landsmænd. Trods tyskerne havde store statsbevillinger til rådighed for jordopkøb, så løb alle deres anstrengelser alligevel ud i sandet. I kampen om jorden vandt danskerne faktisk mere jord fra tyskerne, end de tabte.

Alting syntes efterhånden at prelle af på danskerne. Hver gang de blev udsat for angreb, byggede de straks en skanse og lod fjenden løbe sig træt imod den. De utallige chikaner og frækheder tog de nærmest som et ekstra krydderi på tilværelsen. De var blevet hærdede og hårdhudede. Trykket svejsede dem sammen. Ved rigsdagsvalget i 1912 og ved landdagsvalget i 1913 opnåde danskheden en fremgang, som oversteg alle forventninger. Aldrig havde så mange stemt dansk. Nordslesvig var nu mere dansk end nogensinde før.

Reaktionen udeblev ikke. Slesvig-Holstenerne blev grebet af panik og desperation og opløftede et ramaskrig, der forplantede sig til hele Tyskland. I den Preussiske Landdag krævede højrepartierne skrappe forholdsregler imod denne uorden. De tyske aviser skrev ud fra deres politiske observans forskelligt om miseren. Som for eksempel: "De tyske stemmetal er overalt i tilbagegang. Tyskerne er forknytte og forbitrede, thi de har ikke fået tilstrækkelig økonomisk støtte til at modstå danskernes stormløb". Eller det hed: "Tyskerne står splittede. Hjemmetyskerne er i opløsning. Tyskheden i Nordslesvig er i virkeligheden brudt sammen og har overalt tabt modet". Om årsagen til danskernes fremgang hed det: "Danskerne har formået systematisk at befæste deres stilling. De er bedre organiserede. Deres ungdom er bedre uddannet. Samtidig med de isolerer sig, drager de folk til sig. DC har 51 nyopførte forsamlingshuse. De har kreditforeninger-, banker og sparekasser med et samlet indskud på over hundrede millioner mark. Deres nationale organisationer har siden 1907 mere end fordoblet deres medlemstal og deres indtægter. Danskerne smeder frem for alt åndelige våben. Gennem kulturel højnelse og uddannelse af deres folkefæller har de skabt et levedygtigt dansk samfund indenfor den preussiske stat. En stat i staten". Den preussiske regering blev fra mange sider voldsomt anklaget for sin eftergivenhed mod danskerne. Men det var ganske uretfærdigt. Voldspolitiken var forlængst genindført i Nordslesvig.

Fra 1912 til 1914 skærpedes tilstandene drastisk. Det haglede igen med udvisninger og mødeforbud. Den tyske administration tog alle midler i brug for at knægte danskheden en gang for alle for et hundrede og syttende gang. Men snart fik preusserne andet at tænke på.

Top Verdenskrigen
Lørdag den l. august 1914 henimod aften begyndte kirkeklokkerne at ringe og forkyndte, at der var udbrudt krig. De følgende dage blev det meste af Europa inddraget i krigen. Tyskland og Østrig-Ungarn imod Rusland, Serbien, Frankrig og England. I Nordslesvig stimlede folk sammen om mobiliseringsplakaterne. Grædende kvinder og tavse alvorlige mænd. Alle værnepligtige i alderen fra 20 til 45 år blev indkaldt. Tvunget ud i en krig for en sag, der ikke var deres. De mødte på kasernerne og trak i den preussiske uniform. Da de snart efter var på vej mod fronterne, blev flere hundrede af danskhedens ledende mænd og kvinder arresteret og indespærret i fængsler.

Alle offentlige sammenkomster blev forbudt. Alle danske forsamlingshuse blev lukket. Også den danske presse blev forbudt. Da den siden fik lov at udkomme igen, skete det under så hård censur og diktat, at kun sproget endnu var dansk. Langs Kongeåen oprettedes et jerntæppe, som afbrød enhver forbindelse til Danmark. I Berlin udvirkede H. P. Hanssen, at alle arresterede danskere skulle løslades uden betingelser. Men løsladelserne gik trægt. Hver enkelt måtte først skrive under på, at han så længe krigen varede ikke ville give udtryk for sit danske sindelag. Blandt tyskerne fra høj til lav herskede en sikker tro på, at krigen ville blive kortvarig. De fleste forventede, at den endelige sejr ville være vundet inden jul. De tyske tropper var overalt på fremmarch. jævnligt blev der meldt om nye store sejre i øst og vest. Så ringede kirkeklokkerne. Børnene fik fri fra skole og hjemmetyskerne hejste fornøjede det tyske flag. Danskerne havde ingen flagstænger, så de deltog ikke i festen. Som tiden gik, blev der længere mellem sejrsmeldingerne og de klang en smule mere hult. Sandheden var, at den tyske hær var kørt fast på Vestfronten, hvor den bogstaveligt talt stod i mudder til halsen. På østfronten var den havnet i de endeløse russiske vidder, hvor lidt fremrykning ikke rigtig tæller. Det siges, at tyskerne i løbet af de første fire uger tabte krigen, men der skulle gå fire år, før de erkendte det.

Tabene var forfærdelige. De faldne soldater blev ikke talt i titusinder, men i hundredtusinder og snart skulle de tælles i millioner. Allerede ved juletid 1914 havde den tyske hær et tab på over trekvart million døde og sårede. De franske og russiske tab var tilsvarende. Fra første færd havde krigen udartet til et afsindigt massemyrderi af så ufattelige dimensioner, at det var uden nogen form for fortilfælde i historien. En ny slags krig med effektive våben. Et inferno af uophørlige granateksplosiorier, mudder, rotter og hæslig stank fra lig.

Hjemme i Nordslesvig sled og slæbte konerne og pigerne med at dyrke jorden og holde alt igang. Udover kvinderne var der kun drenge og gamle mænd. Men selvom alle hjalp til, kunne det ikke undgås, at høstudbyttet faldt og dyreholdet måtte indskrænkes. Idelig snusede gendarmerne omkrig for at kontrollere om afleveringspligten blev overholdt. Staten var ligeså grådig som umættelig. Der var strenge straffe for at tage lidt fra til sig selv. Alligevel opstod der depoter i skovene og forråd i skjulte rum på gårdene. Dag og nat sad angsten kvinderne i sindet, at ulykkesbudskabet skulle komme, at en søn eller far var faldet ved fronten. Denne evigt nagende uvished, som kvinderne mest af alt frygtede skulle blive til virkelighed. Alle kendte familier, der var blevet ramt af sorgen og fortvivlelsen. Det uoprettelige.

Sådan gik det ene krigsår efter det andet. De fire onde år. Man syntes ikke, det kunne blive værre. Men det blev det. De gabende huller i hærens geledder skulle fyldes ud. Værnepligtsalderen blev hævet til 50 år og sænket til 17 år. De syttenårige drenge blev sendt til fronten. "Vi vil ikke have dem", sagde de gamle soldater, "de forstår ikke at dække sig, de bliver slået ihjel". Og de blev slået ihjel i hobetal. Det tog næsten ingen tid, så var de døde og borte. Der blev stadig større mangel på levnedsmidler og alle fornødenheder. Tøj, sæbe, brændsel og alt muligt andet. I de tyske storbyer led befolkningen i vinteren 1916 sultens kvaler. Gamle fattige mennesker og spædbørn døde i titusindvis af underernæring. Så slemt blev det aldrig i Nordslesvig. Ganske vist var der mangel på alt. Men nøden lindredes, fordi de danske bondekoner var gavmilde mod deres landsmænd i byerne. Man hjalp sine egne. Det var så lige til. Danskhed betyder vel også indbyrdes hjælpsomhed. For bybørnene var det en ren svir, at komme til "moster" på landet. Der fik man stegt flæsk og nye kartofler og lagkage med rigtig flødeskum.

Efterhånden var tredive tusinde sønderjyder sendt ud i krigen. De stod ved fronterne i Rusland og Galizien, i Rumænien og Palæstina. Ved Vestfronten i Frankrig fra Vogeserne over Verdun til Flandern. Millioner af soldater blev lemlæstet eller dræbt i denne meningsløse krig. Blandt de faldne var der heiived 6.000 unge sønderjyder. De blev begravede i fremmede lande på steder, som deres forældre aldrig havde hørt om og hvis navne de måske døjede med at udtale. En sjælden gang kom en far eller søn hjem på orlov. I de få kostbare dage mødte slægt og venner op. Blot skulle de ikke spørge for meget, for jo mere soldaten havde set og lidt, des mindre ville han fortælle.

I stedet spurgte soldaten, "Hvad tror I. Bliver vi danske efter krigen?". Når han vendte tilbage til kammeraterne ved fronten, lød deres første spørgsmål: "Hvad tror de derhjemme. Hvad tror Hans Peter. Bliver vi danske efter krigen. Hvad siger Hans Peter?". Hans Peter - H.P. Hanssen tilbragt under krigen det meste af tiden i Rigsdagen i Berlin. Han havde set de tyske politikeres urokkelige sejrsbevidsthed ved krigens begyndelse. Set da den første tvivl og usikkerhed begyndte at plage dem. Den blev dog hurtigt forjaget med besværgelser om nye offensiver, brutalere krigsførsel og troen på hemmelige våben. Men det slog fejl hver gang. Krigslykken vendte ikke. Virkeligheden trængte sig på. Desperationen indfandt sig.

Da U.S.A. i 1917 erklærede Tyskland krig, var H.P. Hanssen forlængst klar over, hvor det bar hen og gjorde sine forberedelser. I 1918 faldt Tysklands forbundsfæller fra en efter en. Stadig flere lande erklærede Tyskland krig. Den preussiske hær - verdens stærkeste - var slidt ned. Alle reserver var brugt op. Opløsning og oprør truede overalt. Fronterne kunne ikke holdes. Civilbefolkningen var udmarvet af sult og nød. Krigen var tabt. Den 4. oktober 1918 anmodede den tyske regering om våbenstilstand og tiltrådte kort efter den amerikanske præsident Wilsons fredsprogram, som dikterede, at de nye grænser i Europa skulle fastlægges på grundlag af nationalitetsprincippet og folkenes selvbestemmelsesret. Men blandt de landområder kravet omfattede var Nordslesvig ikke medtaget. Det var næppe en forglemmelse eller fejltagelse, men havde sin logiske forklaring.

Af angst for at mishage Tyskland, havde den danske regering og pressen under hele krigen været fuldkommen tavse om Sønderjylland. Spørgsmålet om Nordslesvig eksisterede ikke. I alle henseender havde man søgt at være tyskerne tilpas. Ikke af lyst. Men af skræk. Tyskerkursen kaldtes det. Men den slags lumpen følgagtighed bemærkes og det huskes. Derfor var Nordslesvig heller ikke nævnt i præsident Wilsons fredsprogram.

H.P. Hanssen vidste, at tiden var knap og afgørelsen nærmede sig. Han frygtede, at det officielle Danmark ved fortsat tavshed var i færd med at forspilde en chance, der måske aldrig mere vendte tilbage. Ad hemmelige kanaler henvendte han sig til den danske regering og krævede, at mundkurven blev taget af den danske presse og at spørgsmålet om Nordslesvigs fremtid hurtigst muligt blev rejst overfor krigens sejrende magter - Frankrig, England og U.S.A.

Regeringen, som bestod af Det Radikale Venstre, svarede H. P. Hanssen, at det sønderjyske spørgsmål måtte rejses af sønderjyderne selv. Det var og blev deres egen sag. I virkeligheden havde de radikale for længe siden afskrevet Sønderjylland. De frygtede enhver tale om genforening. De frygtede alt, som kunne krænke tyske følelser. Danmark eksisterede kun på Tysklands nåde og barmhjertighed, mente de og indrettede sig derefter. Men som bekendt er afstanden fra fejhed til forræderi kun halvanden skridt baglæns. Derfor fik sønderjyderne den besked, at de måtte klare sig selv. På et tidspunkt var mange ledende sønderjyder faktisk usikre på, om Danmark overhovedet ville modtage dem.

Top Genforeningen
Den 23. oktober gik H. P. Hanssen på talerstolen i den Tyske Rigsdag og krævede under henvisning til paragraf 5 og på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret, at Nordslesvig skulle genforenes med Danmark. Salen var fyldt. Rigsdagens medlemmer stod tæt om talerstolen og lyttede. Gang på gang blev han afbrudt af bifald og da han gik ned, ville mange trykke hans hånd.

Talen var et diplomatisk mesterstykke. På et tidspunkt, hvor tyskerne var ramt af nederlaget og alt tysk var forhadt og foragtet og alle tyskere blev betragtet som spedalske, stod han op og opfordrede tyskerne til at besinde sig og udvise retfærdighed mod et folk, de havde undertrykt i over et halvt århundrede. Han gav dem muligheden for at vise sig fra en side, som verden ellers ikke kendte til. De greb tilbudet med begge hænder. Den tyske udenrigsminister svarede, at den tyske regering var parat til loyalt at opfylde præsident Wilsons program og at det i alle enkeltheder også gjaldt for Nordslesvig. Dette løfte blev bekræftet i en højtidelig erklæring fra den tyske regering. Erklæringen var tilstillet H. P. Hanssen personligt, som repræsentant for den danske befolkning i Nordslesvig. H.P. Hanssens tale i Rigsdagen vakte genlyd viden om. De førende aviser i de allierede lande skrev ledere om sønderjydernes krav om genforening med Danmark. Sønderjylland var kommet på dagsordenen.

Efter at sønderjyderne selv havde banet vejen, formidlede den danske regering, at sønderjydernes krav blev rejst overfor de allierede magter og overfor Fredskonferencen i Paris, hvor betingelserne for folkeafstemningen senere blev fastlagt. Deri 11. november 1918 blev fredsaftalen mellem de krigsførende magter underskrevet. Kejser- Wilhelm stak af som en våd hund med halen imellem benene. Tyskland blev udråbt som republik. Soldaterne gjorde oprør og revolution. Kaos og oprør truede overalt. Just en af disse dramatiske dage stod H.P. Hanssen på PotzdamerPlatz i Berlin og så nogle soldater marchere forbi. Pludselig sprang en lille tætbygget soldat ud af rækken og råbte: "Hans Peter, Hans Peter. No goe æ hjem". Freden var kommet til Sønderjylland. Først den 10. februar 1920 blev sønderjyderne langt om længe kaldt til folkeafstemning. Det var et forrygende vejr med storm og regn. Vinden piskede og flåede i tusinder af nye Dannebrogsflag. Alt var pyntet i rødt og hvidt og granguirlander.

Om aftenen samledes man og ventede på resultaterne fra optællingen. Glæden voksede, som timerne gik. 75 procent eller tre fjerdele havde stemt dansk. Nordslesvig zone et var stemt hjem til Danmark. Den 14. marts kom afstemningen i zone to. Mellemslesvig med Flensborg by. Det blev en skuffelse. 80 procent stemte for Tyskland. Derved blev titusinder dansksindede efterladt syd for den nye grænse.

Mange danskere følte, at sydslesvigerne var blevet skammeligt svigtet. Der opstod en voldsom strid, som førte til politisk krise i Danmark. Men det bragte ingen løsning. Striden blussede op igen efter Anden Verdenskrig i 1945 og 1946. Men det ændrede intet. Det må aldrig glemmes, at de danske sydslesvigere lever dernede den dag i dag. Efter 134 års fremmedherredømme er de stadig danske i sind og tanke. Så stærk er livskraften i den nationale bevidsthed, når den er ægte. De danske sydslesvigere hører os til fremfor nogen. De er ikke fremmede. De er vore egne.

Dengang i 1920 var sorgen over tabet af Sydslesvig og Flensborg undertiden tæt ved at fortrænge glæden over sejren i Nordslesvig. Hvilket ikke var retfærdigt. I Nordslesvig fuldbyrdedes genforeningen. Dag for dag voksede Sønderjylland stadig tættere sammen med Danmark. Der kom danske embedsmænd, præster, dommere, postmestre, stationsforstandere og politimestre. Man havde i Danmark klogeligt valgt at sende de embedsmænd, man nødigst selv ville undvære. De dygtigste og skikkeligste. Nu kunne jævne folk henvende sig til myndighederne på deres eget sprog og blev endda venligt modtaget. Nu blev der atter talt dansk i skoler og kirker. Der kom røde postkasser, danske skilte. Man kunne forsamles frit når og hvor man ville, tale frit. Men mange syntes, at det skønneste var dog, da de danske soldater kom til Sønderjylland. Soldaterne blev modtaget med jubel og blomster. Taler og fester. Fest fulgte på fest det forår.

Den 15. juni meddelte de allierede magter, at højhedsretten over Nordslesvig endegyldigt var overdraget til Danmark. Den 10. juli red Kong Christian på en hvid hest over den gamle grænse ved Kongeåen og ind i det genvundne land. Dagen efter blev der holdt fest på Dybbøl Skanser. Fra alle egne af Danmark drog folk til Sønderborg og Sundeved. De kom på overfyldte dampskibe fra Haderslev, Aabenraa og Kolding. Fra Fyn, Flensborg og København. De kom til fods og med hestevogn. De kom med tog og i bil. De hilste hinanden med Dannebrog og fædrelandssange. Hele nationen havde sat hinanden stævne på denne herlige solskinsdag. Den kongelige familie. Rigsdagens medlemmer. Amtmænd og borgmestre. Generaler og diplomater. Overalt så man høje hatte, galla og fjerbuske. Livgarden med bjørneskindshuer, studenterkorps og spejderkorps. Og et mylder af unge piger i hvide kjoler med røde skærf. Men først og fremmest og mest af alt var der borgere og bønder, mænd og koner og deres børn, alle i deres fineste tøj. Hele denne vældige skare drog op ad den fire kilometer lange bakke, der strækker sig fra Sønderborg til Dybbøl Skanser. Da skanserne var fyldt op, var bakken stadig besat med forventningsfulde mennesker. Og nede i Sønderborg stod tusinder og ventede på at komme over broen ved Alssund. Man ved ikke, hvor mange der var. Måske hundredtusinde, måske flere. Fra Dybbøls minderige skanser kunne de se ud over grønne bakker og blå fjorde. Øer og sunde. Det skønne land, der nu var dansk. Det blev en storslået fest, fordi så mange mødtes i fælles glæde. Men fremfor alt var det sønderjydernes fest, de som havde lidt og stridt så meget og så længe og trods alle trængsler se ret til sidst.

56 år havde nationalitetskampen varet. 56 år med hårde prøvelser og ufrihed. Henved 60.000 unge mænd var udvandrer. En tredjedel af befolkningen. Næsten ingen af dem vendte nogensinde tilbage. Men hver eneste af dem efterlod et savn og et håb, der aldrig blev opfyldt. 30.000 unge raske mænd blev drevet ud i krigen og næsten 6.000 af dem faldt ved fronten og blev begravede på fjerne steder i fremmede lande. Deres efterladte sad tilbage med sorgen og fortvivlelsen som dybe ulægelige sår. 6.000 unge liv var de løsepenge, som danskheden måtte betale. Dertil skal lægges de 3.000, der kom hjem som krigsinvalider og endnu flere tusinde, som var mærket i sindet for resten af deres liv. Med så umådelige ofre var danskheden blevet forsvaret. Så meget kostede den.

Hele vor tusindårige historie vidner om, at danskheden altid har kostet dyrt. Men i farens stund var der hver gang mænd med vilje og mod, troskab og udholdenhed, som var rede til at kæmpe og ofre alt. Aldrig bar nogen af dem sagt, at prisen var for høj. Vi har vundet krige og tabt krige og undertiden lidt smertelige tab. Men vi har aldrig ladet os drive til underkastelse og selvfornægtelse. Hver gang endte det, som det begyndte. Vi var danske. Vi vedblev at være danske. Derfor kæmpede vi.

Top Enten-eller
Men kampen for nationen og folket hører aldrig op. Hver eneste generation er stillet overfor valget, at kæmpe eller svigte. Det gælder også i dag. Der tales frimodigt om, at nationalstatens tid er forbi. Den er forældet. Den står i vejen for udviklingen. Den kan ikke klare de store opgaver, der skal løses. Den må derfor tilpasses og indordnes tidens krav.

Det er den officielle begrundelse for, at man år for år i stadig stigende omfang afgiver den nationale suverænitet til overstatslige organer som FN og EU. Ret beset er der tale om et nationalt ophørsudsalg. Men i samme takt, som den nationale suverænitet overdrages til magtcentre udenfor landets grænser, tømmes demokratiet for indhold og reduceres til en parodi. Demokratiet skal sikre, at der ikke regeres imod folkets vilje og udadtil sikre den nationale selvbestemmelsesret. Demokratiet kan derfor kun eksistere indenfor rammerne af en suveræn nationalstat. Et fædreland.

Uden national suverænitet er folket umyndiggjort og landet har mistet sin selvstændighed. Man kan ikke kaste alting bort og samtidig beholde det hele. Det lader sig ikke gøre i virkelighedens verden. Når lysene slukkes, sænker mørket sig. Samtidig med, at demokratiet forrådes, har lovgiverne gjort Danmark til indvandrerland. Det skete under henvisning til internationale konventioner, som politikerne frivilligt og med fornøjelse havde underskrevet. Derefter blev portene slået op og invitationerne sendt ud. Ikke overraskende har det ført til en omfattende og vedvarende invasion af tilrejsende fra hele den muslimske verden. Foreløbig flere hundredetusinde meget fremmedartede mennesker, med hvem danskerne intet har til fælles og intet at være fælles om. Portene står stadig åbne og tilstrømningen af muslimer fortsætter uhæmmet. Vi er kun ved begyndelsen.

Det er som en flod, der strømmer afsted uden at nå et naturligt udløb. Der hvor strømmen standser, vil der uundgåeligt opstå oversvømmelse. Der vil fremkomme et helt andet landskab. En uendelig sump, et sort morads, som ikke kan bruges til noget. Normalt vil man kalde det en uoprettelig katastrofe. De mange fremmedes ophold i landet har ikke været uden omkostninger. Økonomisk beløber det sig til en udgift på tredive milliarder kroner hvert eneste år. Penge som danskerne er tvangsindlagt til at betale. Dertil kommer en stigende kriminalitet, strækkende sig over skalaen fra bedrageri og tyveri, narkohandel og røveri til voldtægt og mord. Men alle ubehagelige kendsgerninger bagatelliseres eller sløres med fortielser og løgne.

Danmark er blevet forvandlet til en galeanstalt, hvor alt fra morgen til aften året rundt drejer sig om de fremmedes velbefindende. I dette delerium af medieorganiseret medlidenhed og hykleri er danskerne forlængst gjort til andenrangsborgere i deres eget land. I humanismens og den uendelige godheds navn har magthaverne slået fast, at spørgsmålet om flygtninge og indvandrere kun må anskues ud fra det engang for alle vedtagne officielle og autoritære standpunkt.

Enhver, der giver udtryk for anden opfattelse, bliver straks overdænget med skældsord og uhyrlige beskyldninger. Afvigeren stilles som en kætter for inkvisitionen. Han udstilles og udstødes til skræk og advarsel for alle andre. For at hindre eventuelle folkelige protester er der tilsvarende i alle elektroniske massemedier indført en ensretning og meningsterror af en grovhed og frækhed, som førhen kun kendtes fra totalitære regimer.

Den herskende klasse af 68-ere har sat sig det ene ideologiske mål, at omdanne Danmark til et multietnisk samfund. Og de er fast besluttede på at gennemføre processen til den yderste konsekvens. Men i realiseringen af deres planer om det multietniske paradis, støder de ustandselig på en bestemt hindring, danskerne. Danskerne er blevet et problem i Danmark. Danskheden er selve problemet.

Derfor skal danskheden forkrøbles og sønderlemmes og sluttelig tilintetgøres. Danskerne skal kues og tvinges til underkastelse og selvfornægtelse. Vi lever i gemenhedens tid. En tid befængt med de korrekte meningers totalitære tyranni. Forfaldets tid. Forræderiets tid. Men just da er tiden også inde til, at danskerne besinder sig og rejser sig til kamp for deres børns fremtid og for folkets ret til livet. Vores klassiske ret til at være et folk og en nation. Hvis danskerne har mod og vilje til at fastholde danskheden og hævde retten til deres fædreland, så vil det nødvendigvis restiltere i en national overlevelseskamp, der måske bliver ligeså langvarig som sønderjydernes - eller længere. En kamp der måske vil koste ligeså store ofre og blive ligeså blodig eller endnu værre. Men hvad der end måtte ske, vil det være prisen værd. Frihedens pris er altid høj. Men fejhedens pris kan ingen betale sig fra, for den betyder underkastelse og selvudslettelse. Da sønderjyderne stod ansigt til ansigt med den preussiske overmagt, så de fjenden lige i øjnene og sagde: "Vi er danske. Vi vedbliver at være danske. Vi forlanger at blive behandlet som danske. Derfor kæmper vi. Alt andet må heroverfor vige til sejrens dag". Så var det sagt. Men vi er rundet af den samme slægt og har de samme rødder som vore sønderjyder, dermed har vi også den samme forpligtigelse for den fælles arv, det fælles ansvar, den fælles skæbne. Alt det, som betyder, at være danske. Være os selv. Koste hvad det vil.