Frank Dalgaard i Frihedsbrevet nr 10 1996
01 Fordelene ved fælles mønt
02 Bagdelene ved fælles mønt
03 Kronen giver handlefrihed
04 Fælles finanspolitik
05 ØMU’en er politik
06 Mikroskopiske fordele
07 EU som konvoj
Næppe noget emne er blevet så omtalt – uden at blive forstået – som planerne om EU’s Økonomiske og Monetære Union, ØMU’en. Altså spørgsmålet om at afskaffe de nationale valutaer til fordel for en fælles EU-mønt. Måske er det fordi sagen er blevet “politisk religiøs”. Propaganda og korstogsagtige overtagelsesforsøg fra EU-politikernes side er trådt i stedet for en åben og fordomsfri drøftelse af, hvad sagen drejer sig om. Selv om Danmark med Edingburgh-beslutningen i 1993 har sagt fra over for at deltage i en fælles EU-mønt, får planerne betydning for os, hvis de andre lande fører dem ud i livet. Derfor er der grund til at se nærmere på aspekterne omkring ØMU’en. Den handler nemlig ikke – som folk flest tror – om pengeteknik, men om politik og selvstændighed.
Økonomisk frihed i, et land forudsætter nemlig, at landet har sin egen mønt sin – egen valuta. Vil Danmark bevare økonomiske selvstændighed, må vi også bevare kronen.
De amerikanske stater i USA har ikke økonomisk frihed, sådan som vi har det i feks. Danmark. Alle 50 stater har nemlig den samme mønt: US-dollaren. Dermed har alle amerikanske stater fælles økonomi: Samme inflation, samme rente og samme valutakurs over for andre landes penge. Stiger renten på grund af økonomisk opsving i Californien, Oregon og Arizona, så går renten også op i Florida, Georgia og Alabama. Også selv om der er økonomisk afmatning her, og en rentestigning derfor forværrer nedturen i disse stater. De 50 amerikanske stater er altså knyttet sammen i et økonomisk skæbnefællesskab – på godt og ondt. De bar ikke samme økonomiske frihed, som de europæiske lande har. Dette forhold – at økonomisk frihed forudsætter egen mønt – er endnu ikke gået op for ret mange politikere i de vesteuropæiske lande. Hér arbejder man stadig på at gennemfører Marstrichttraktatens planer om en økonomisk og Monetær Union (ØMU) – dvs., en union af EU-Landene med fælles økonomi og fælles moneter (penge).
Top Fordelene ved fælles mønt
Naturligvis er der fordele forbundet med at have fælles penge i Vesteuropa. Disse fordele er indlysende:
- Med fælles EU-penge slipper man for besvær og udgifter ved at veksle penge, når man skal rejse til andre EU-Lande – eller man vil handle med andre EU-Lande.
- Med fælles EU-mønt slipper erhvervslivet for usikkerheden om de fremtidige valutakurser mellem EU-Landene. Denne usikkerhed er selvsagt generende, når der skal indgås aftaler og kontrakter mellem virksomheder i forskellige lande.
- Det bliver selvfølgelig lettere at sammenligne priser i Europa, når alle priser er angivet i samme valuta. Det skærper konkurrencen til fordel for forbrugerne.
Top Bagdelene ved fælles mønt
Betænkelighederne ved at afskaffe de nationale penge til fordel for een stor fælles valuta er ikke på samme måde til at få øje på. Men ulemperne ER der ikke desto mindre:
- Det vil være slut med en selvstændig VALUTA-POLITIK, når man ikke har sin egen mønt. Alabama og Georgia i USA kan jo ikke devaluere (nedskrive deres penge), fordi pengene er de samme US-dollar, som i alle andre amerikanske stater. Og Californien kan ikke revaluere (opskrive). Valutapolitikken varetages centralt af forbundsmyndighederne i Washington D.C.
- Det er slut med en selvstændig PENGE- og RENTEPOLITIK, når man ikke har sin egen mønt. Renten er (stort set) den samme i hele USA. Ændringer i renten og i pengemængden bestemmes centralt af den amerikanske centralbank ud fra et helhedssyn. Der kan ikke tages hensyn til den enkelte stat.
- Det er også slut med en selvstændig FINANSPOLITIK i de lande, som afskaffer deres egen valuta til fordel for en fælles mønt. I USA kan de enkelte medlemsstater således ikke køre med underskud for at sætte skub i en depressiv økonomi. Delstaternes offentlige budgetter skal være i balance, ganske som indtægter og udgifter skal være i balance på amters og kommuners budgetter herhjemme.
Spørgsmålet er så, om de tekniske fordele ved at få fælles penge med de andre EU-Lande opvejer de politiske ulemper i form af mistet selvstændighed. Det må selvsagt bero på en vurdering hos den enkelte.
Skal man imidlertid træffe sit valg på et ordentligt grundlag, kræver det, at man virkelig forstår rækkevidden af beslutningen. Hér er det ikke svært at forstå fordelene ved fælles penge. Det er langt sværere at gennemskue ulemperne. Derfor lidt mere om betænkelighederne. Argumentet fra “the etablishment” er, at når der i Danmark er politisk enighed om ikke at devaluere (nedskrive) kronen mere, så er der heller ikke grund til at have nogen selvstændig krone.
Som en økonomisk “vismand” har udtrykt det for nogle år siden: “Der er ingen grund til at have en krone, som man ikke bruger”.
Med andre ord: Opretholder man hele tiden nogenlunde uændrede vekselkurser i forhold til de andre EU-valutaer, kan man lige så godt have fælles mønt med de andre.
Top Kronen giver handle frihed
Dette synspunkt er imidlertid ikke holdbart. For det første er det ikke sikkert, at man ønsker at opretholde uændrede vekselkurser i al evighed fremover, fordi man har dette ønske i dag og i de nærmest kommende år. Der vil naturligvis opstå situationer i fremtiden, som kan gøre det fordelagtigt for Danmark at ændre på kronens internationale værdi – i den ene eller anden retning. Hvis vi så i mellemtiden har afskaffet kronen til fordel for en fælles EU-valuta, har vi ikke mere denne mulighed. Så har vi ikke mere vor fulde økonomiske handlefrihed. For det andet skal man gøre sig klart, at en ændring af kronens værdi jo ikke altid behøver at være i nedadgående retning (devaluering). Med fælles EU-valuta afskriver vi os ikke bare fra at devaluere, men også fra at revaluere (opskrive).
Det burde mane til eftertanke, at tyskerne gang på gang i 70′ erne og 80’erne opskrev deres D-mark over for de omkringliggende lande. Fordi Tyskland havde lav inflation og valutaoverskud. Disse opskrivninger, som gjorde D-marken mere værd, betød øget købekraft og mere velstand for tyskerne.
Siden slutningen af 80’erne har Danmark været i en situation med valutaoverskud og lave prisstigninger også i lange perioder lavere inflation end i Tyskland. Det betyder, at inflationen gnaver købekraft ud af den tyske D-mark i hastigere tempo, end inflationen gnaver i vores krone. Nu er det med andre ord OS, der er på vej mod en situation, hvor vi kan påbegynde små opskrivninger af kronen. hvorfor i al verden skulle vi afskrive os fra denne mulighed? Hvorfor skal vi frivilligt lægge bånd på vor egen frihed til at gøre det, som tidligere har gavnet tyskerne? Man må altså gøre sig klart, at afskrifter vi kronen og dermed vor mulighed for at devaluere, så afskriver vi også muligheden for at revaluere. Begge dele kan være en fordel afhængig af den aktuelle situation. Her i 90’erne er det først og fremmest den fordelagtige revalueringsmulighed, i givet fald opgiver.
Som situationen er i 1996/97, er det ikke aktuelt med nogen opskrivning af kronen over for D-marken. I årene fremover kan det imidlertid godt blive tilfældet. Det genforenede Tyskland kan nemlig endnu ikke betragtes som helt politisk og socialt stabilt. De økonomiske genforeningsproblemer i form af forholdsvis stærke prisstigninger (inflation) kan nemt blusse op i kølvandet på social uro.
Hvorfor skulle vi danskere dog risikere at importere de tyske inflationsproblemer? Det har vi mulighed for at undgå med små kroneopskrivninger. Hvis vi altså beholder vores egen valuta og dermed ikke er lænket til den tyske D-mark – eller dens afløser, euroen. Tilhængerne af en fælles EU-valuta hævder, at afskaffer vi kronen til fordel for euro’en, får vi en lavere rente, nemlig en rente på tysk niveau. ja, måske hér og nu. Det står imidlertid ikke skrevet i hverken Biblen eller Grundloven, at det er Tyskland, som sætter undergrænsen rentesatserne i Europa. Selvfølgelig kan vi få vores rente ned under tyskernes, hvis vil holder fast i en fornuftig økonomisk politik. Får vi fælles penge med tyskerne, får vi også den samme rente som i Tyskland. Så bliver det med andre ord umuligt at køre med en LAVERE rente end tyskerne. Så afskriver vi os i det hele taget fra at køre en bedre økonomi end de andre – og høste fordelene heraf. Så undgår vi risikoen for at gøre det værre end tyskerne og de andre, men vi afskriver samtidig vor chancefor at gøre det bedre.
Med fælles EU-penge og en fælles EU-centralbank skubber vi med andre ord friheden (handlefriheden) og ansvaret fra os. Begge dele lægges i givet fald ned i Frankfurt, hvor EU’s centralbank tænkes placeret. Så nedlægges Danmarks Nationalbank sammen med den danske krone, og vores pengepolitiske frihed deponeres i Frankfurt. Dér kan vi så sidde med ved bordet og få nogle fa procents indflydelse på den fælles pengepolitik for hele EU-området.
Spørgsmålet som dansker er, om det ikke på dette område er bedre med en meget stor indflydelse i lille Danmark end med en meget lille indflydelse i store EU.
Top Fælles finanspolitik
Det mest oversete forhold omkring indførelse af en fælles EU-valuta er, at også den finanspolitiske handlefrihed forsvinder fra valutaunionens medlemslande. Med fælles penge kan unionen (ganske som Amerikas forenede stater, USA) nemlig ikke tillade, at de enkelte delstater frit fastlægger deres egne offentlige budgetter.
Dette forhold kan bedst illustreres med et eksempel: Lad os forestille os, at Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) ER etableret med fælles valuta i alle EU-Lande. Så sker der dét, at der kommer en socialistisk regering til magten i feks. Frankrig. Denne regering ønsker at nedbringe den høje ledighed, og derfor underbudgettere man bevidst.
Man pumper med andre ord flere penge tid i form af offentlige udgifter, end man kræver ind i skatter og afgifter. Derved vokser pengemængden – ikke blot i Frankrig, men også i feks. Tyskland og Danmark. Vi har, jo de samme penge som franskmændene.
Den franske underskudspolitik fører til mere inflation (kraftigere prisstigninger) ikke blot i Frankrig, men i HELE Unionen. Altså også i Danmark. Endelig vil den franske underskudspolitik presse renten op og børskurserne ned – ikke bare i Frankrig, men i alle EU-Landene. Der er jo et fælles pengesystem.
Det siger sig selv, at en sådan situation ikke kan tillades.
Franskmændene og alle andre kan med andre ord ikke frit bestemme deres egen finanspolitik, fordi den får direkte konsekvenser i hele valutaområdet. Hvis Frankrig alligevel laver store statsunderskud (og dermed truer den økonomiske stabilitet i HELE EU), må Bruxelles og Frankfurt reagere hurtigt: Først kommer der skarpe henstillinger. Så kommer der advarsler, og til sidst lander “de små grå mappemænd” fra Frankfurt og Bruxelles i Paris for at sætte landet under administration. Modsætter Frankrig sig dette, må unionshæren i princippet sættes ind. Det er jo den økonomiske stabilitet i HELE valutaunionen, som er truet. Nu er det selvfølgelig utænkeligt, at Unionen sætter militær magt ind mod eet af de store medlemslande. Men hvad skal de andre EU-Lande så gøre i stedet? De kan jo ikke bare sidde passivt og se på, at inflationen tager fart og renten stiger hos dem selv på grund af uansvarlighed og overtrædelse af de aftalte spilleregler i et andet land.
Man kunne naturligvis iværksætte en handelsboykot af landet. Men dermed er Unionen brudt sammen, for EU bygger jo på åbne grænser med fri handel. I øvrigt hjælper en sådan boykot ikke på problemet, for man har jo stadig fælles pengesystem.
I det tænkte eksempel er det sikre resultat, at Frankrig smides ud af valutaunionen. Men da ER ulykken sket. Man skifter jo ikke bare sine penge ud fra den ene dag til den anden. Det mest sandsynlige er, at hele valuta-unionen bryder sammen, og at alle medlemslandene genindføre deres egen valutaer. Fordi ingen vil risikere igen at opleve økonomisk kaos på grund af uansvarlighed i et andet land.
Top ØMU’en er politik
Den hér beskrevne situation. er slet ikke så utænkelig som den måske umiddelbart kan forekomme. EU-Landene er jo demokratiske lande, som jævnligt afholder valg til deres egne parlamenter. Hvis den økonomiske situation i ét EU-Land er tilstrækkelig dyster op til et valg – feks. med meget høj arbejdsløshed og politisk kaos (tænk bare på Italien), vil politikerne søge det populære for at blive genvalgt. At henstillinger eller advarsler fra union-hovedstaden Bruxelles skulle få politikerne i det pågældende medlemsland til at stoppe en stemmegivende politik, er naivt at tro.
Det er bl.a. disse problemer, den engelske EUembedsmand og økonomiske ekspert, Bernard Connolly har beskrevet i sin bog “The rotten Heart of Europe: The dirty war for Europes money”.
Hvordan reagerede EU-kommissionen på denne åbenhed fra en pengepolitisk ekspert? Det gjorde man ved at afskedige ]tam på gråt papir!
EU-toppen ønsker ikke, at det skal blive tydeligt for politikere og befolkninger i EU-Landene, at en fælles EU-valuta vil kræve lige så mange politiske bindinger på medlemslandene, som tilfældet er for USA’s medlemsstater.
Da jeg som medlem af Folketingets politisk-økonomiske tidvalg var på besøg i den tyske forbundsbank i februar 1995, udtrykte chefen, Hans Tietmeyer det således: “Folk tror, at ØMU’en er et teknisk dyr, som går ud på, at man slipper for at veksle valutaer mellem EU-Landene. Men ØMU’en er langt mere end det: Den er et politisk dyr”.
Netop. I en europæisk valutaunion må der være de samme sanktionsmuligheder over for delstaterne, som forbundsmyndighederne i USA har. Med andre ord: Den franske (og den danske) finanslov skal godkendes i Bruxelles og Frankfurt. Det skal alle de andre medlemslandes budgetter selvfølgelig også. Ikke nødvendigvis indholdet i form af skatter og udgifter, men saldoen – størrelsen af overskuddet eller underskuddet må nødvendigvis have det blå stempel fra unionsmyndighederne i Bruxelles/Frankfurt. Samtidig skal der kunne gribes håndfast ind over for de medlemmer, der bryder reglerne for det fælles pengevæsen.
Som professor i økonomi, Anders Ølgaard har udtrykt det: “Hvis Den Økonomiske og Monetære Union skal have troværdighed, forudsætter det, at de lande, som ikke opfører sig efter reglerne, skal bankes på plads. Det problem har ingen villet røre med en ildtang” (Politikken 18. januar 1996).
Nej, ingen af de såkaldt “ansvarlige politikere” (det er pr. definition EU-tilhængerne) har villet røre ved dette problem. Selvfølgelig ikke, for så skulle de ud og fortælle befolkningen, at de vil nedlægge Danmark som et selvstændigt land.
I økonomisk henseende reduceres vi altså i en valutaunion til at være et amt i Europa. Med næsten lige så begrænset frihed.
Vil vi det?
Vil vi opgive vor nationale selvbestemmelse og afskaffe det velfungerende danske demokrati til fordel for nogle få stemmer og mandater i EUs gigantiske bistard-demokrati?
Jeg vil i hvert fald ikke. jeg vil med alle demokratiske midler kæmpe imod en sådan udvikling.
Top Mikroskopiske fordele
Erik Hoffmeyer der er gået på pension efter et langt liv som topdirektør i Danmarks Nationalbank, siger sandheden befriende utilsløret. Han påpeger således, at det både er svært at få øje på de økonomiske – og politiske fordele” ved en Økonomisk og Monetær Union i EU, og at “de økonomiske fordele står ikke i forhold til den nødvendige suverænitetsafgivelse” (Politikken 14. og 16. marts 1996).
I den internationale finansverden er betænkelighederne ved ØMU-projektet begyndt at dukke op. Således betegner Citibanks cheføkonom, Neil MacKinnon, ØMU’en som “opskriften på økonomisk tilbageslag”. Han mener, “at danskerne tog en fornuftig beslutning, da de stemte nej til ØMUen” (Dagbladet Børsen 6. februar 1996).
Et konkret eksempel på, hvordan en fælles EU-valuta begrænser det enkelte EU-Lands handlefrihed: Havde Danmark i 1993-94 haft fælles mønt med andre EU-Lande, havde vi ikke haft mulighed for at sætte skub i vores økonomi, sådan som vi rent faktisk gjorde det. Da folketinget i 1993 gav grønt lys for en forøgelse af statens underskud, medførte det nemlig en overskridelse af EU-traktatens grænse for statsunderskuddets størrelse (3 procent af BNP).
De her anførte betænkeligheder i form af mindre økonomisk handlefrihed har især den tidligere overvismand, professor Anders Ølgaard, påpeget gang på gang. Han er modstander af en valutaunion med fælles penge og kan ikke fejes af banen som EF-modstander eller unionsmodstander for han har faktisk stemt ja til EF/EU ved samtlige danske folkeafstemninger. Anders Ølgaard advarer mod at lade unionen omfatte en fælles mønt, for så går det galt. Så ender det efter hans opfattelse med, at EU-Landene genindføre deres gamle, oprindelige valutaer – efter en masse økonomisk kaos og konfrontationer. Hellere undgå det ved at holde fast i de nationale valutaer. jeg er helt enig heri.
Top EU som konvoj
Man kan sammenligne EU’s planlagte valutaunion med et kæmpeskib – et Titanic – hvor alle er i samme båd, og hvor besætningen slås om roret. Om at bestemme kursen. Går det galt, bliver der selvsagt tale om en katastrofe.
Så hellere sejle i konvoj, sådan som EU-Landene gjorde på det valutariske område indtil august 1993: Hvert land i sit eget skib med sin egen valuta. Man følges (normalt) ad, men har dog muligheden for (friheden til) at sejle i sit eget tempo, hvad enten der er hurtigere eller langsommere end de andre.
Det kan som nævnt være en fordel for det enkelte land i en given situation.
Med konvoj-sejlads har man selvfølgelig også frihed til at sejle sig selv i sænk (som følge af egen tåbelig økonomisk politik). I så fald begrænser forliset sig til det pågældende skib – ikke til hele flåden. Konvoj-modellen betyder altså frihed under ansvar – eget ansvar. Her er vi fremme ved det oversete, men helt afgørende. George Bernard Shaw har udtrykt det således: “Frihed betyder ansvar Derfor bliver den frygtet af de fleste mennesker”
Er det derfor, så mange politikere ønsker valuta-unionen? Altså den supertanker-model (Titanic-model), som betyder, at friheden og ansvaret lægges i hænderne på andre. Nemlig de store lande, der i praksis står ved roret.
Disse politikere burde tænke over de kloge ord, som William Somerset Maugham har sagt:
“Hvis en nation sætter noget højere end sin frihed. vil den miste sin frihed – og det ironiske er at hvis det er komfort eller penge, den sætter højere. vil de også gå tabt
Lad os bevare kronen, og dermed friheden og ansvaret i Danmark. De andre EU-Lande vil gøre det samme, når det kommer til stykket. ØMU’en er en utopi, som forudsætter en fællesskabsfølelse mellem de europæiske folk, der ikke eksisterer.
Det betyder selvfølgelig hverken krig eller ufred mellem EU-Landene indbyrdes, at vi hver for sig beholder vore egne. valutaer. Fordi man ikke blander blod, kan man jo godt komme hinanden ved i fred og harmoni. Enhver selvtænkende borgerlig vælger og politiker må nødvendigvis være særdeles betænkelig ved et projekt som EU’s Økonomiske og Monetære Union. Det indebærer nemlig, at EU-Landene flytter i økonomisk kollektiv med hinanden. Og dét er mildest talt ikke borgerlig politik. I et økonomisk kollektiv, hvor penge og alting er fælles, har det enkelte medlem mistet sin individuelle frihed. Det er ikke dét, jeg forstår ved konservativ politik. Vi danskere skal selvfølgelig ikke være os selv nok. Men vi skal være os selv.
Det er konservativ politik at stå vagt om dansk. selvstændighed og om dansk demokrati. Danskerne skal ikke styres fra et andet lands hovedstad (Bruxelles) eller et andet lands finanscentrum (Frankfurt). Dette er og må være god, borgerlig politik i Danmark. Derfor er det uholdbart, at de to store borgerlige partier herhjemme fortsat ønsker dansk deltagelse i ØMU-projektet. ØMU-planerne om et fælles pengevæsen mellem EU-Landene indebærer nemlig som påvist massiv afgivelse af national selvbestemmelse.