Hvordan er landbrug, skovbrug og fiskeri endt i en situation, hvor faglig inkompetence og et manipuleret hjemmelsgrundlag præger reguleringen?
Bogen Når embedsmænd lovgiver af Jørgen Grønnegård Christensen m.fl. (2020) giver et væsentligt bidrag til forståelsen. Her beskrives det, hvordan miljøområdet i høj grad reguleres gennem rammelove. Allerede i 1973 fik vi den første af slagsen: miljøbeskyttelsesloven. Området var så teknisk komplekst, at et flertal af politikerne med sindsro overlod den konkrete udmøntning til eksperter – embedsmænd med baggrund som biologer, ingeniører m.v.
De mange teknisk tunge, men politisk ukontroversielle bekendtgørelser udarbejdes ofte i Miljøstyrelsen med udgangspunkt i interne vejledninger og uden egentlig ministeriel involvering. Departementet har ganske vist det formelle ansvar, men i praksis sendes bekendtgørelser blot i høring hos interesseorganisationer, hvilket skulle kompensere for den manglende parlamentariske kontrol.
Dermed har udviklingen bevæget sig væk fra almindelig lovgivning, der ifølge Grundlovens § 41 skal behandles tre gange i Folketinget.
Bogen beskriver derfor den såkaldte delegationskæde, som er grundlaget for vesteuropæiske demokratier, hvor parlamentarisme kombineres med ministerstyre. Delegationskæden fungerer kun, hvis hvert led respekterer de politiske og retlige forudsætninger for den bemyndigelse, det har fået. Kæden er, som forfatterne skriver, “ikke stærkere end det svageste led”.
Netop her svigter Miljøministeriet, Miljøstyrelsen og nu også det nye Ministerium for Grøn Trepart. En syg kultur har gennem årtier fået lov at slå rødder i denne del af centraladministrationen.
Bekendtgørelser for kvælstofreguleringer – som er det mest konfliktfyldte – hviler i Danmark stadigvæk på NPO-redegørelsen fra 1986.
Men uden skrupler bliver politikerne fejlagtigt oplyst om, at det er Vandramme – og Nitratdirektiv, der er hjemmelsgrundlag for vedtagne bekendtgørelser om miljøforhold i det åbne land og nu udrulningen af trepartsaftalen.
Imidlertid har dette direktiv intet at udsætte på kvælstof og slet ikke i totale mængder.
Men i direktivets artikel 10 omtales nitrat med henvisning til nitratdirektivet, hvis formål er at nedbringe vandforurening forårsaget eller fremkaldt af nitrater, der stammer fra landbruget.
Trods gentagne forsøg gennem mange år har Miljøministeriet ikke kunnet fremlægge oplysninger om de faktiske tærskelværdier for kvælstof, der skulle forhindre iltsvind og fiskedød i overfladevand. Tesen om, at kvælstof forårsager iltsvind, stammer oprindeligt fra havbiolog Gunni Ærtebjerg i 1982 og er siden blevet udbredt af Stiig Markager – godt hjulpet af mikrofonholdere i de landsdækkende medier. Tesen er imidlertid aldrig blevet videnskabeligt verificeret [sic].
I samme nitratdirektiv er der også angivet nogle kodekser for godt landmandskab for at undgå unødig kvælstofudledning: Regler for opbevaring, udbringning af gødning og gødningsregnskaber, efterafgrøder, plantedække og afgrødevalg, hensyntagen til kunstvanding, jordtype etc.
Men alt sammen skal efter direktivets intentioner betragtes som vejledende. Men her er det, at det går grueligt galt i Danmark for centraladministrationen og inkompetente eller politikere med en skjult dagsorden.
Fordi alle disse vejledninger er omsat til bemyndigende bekendtgørelser. Dels giver det sanktionsmuligheder, og dels er det op til den enhver tid siddende minister at præcisere grænseområder. Alene er der 278 hits på “Ministeren for grøn trepart kan …” i en ny gødningslov der er i høring [sic].
Nu har Jeppe Bruus så overtaget og intensiveret driftlederrollen fra Magnus Heunicke og Jacob Jensen til samtlige danske landbrug over 10 ha.
Hele spildevandsområdet reguleres 100 pct. via bekendtgørelser og lever slet ikke op til intentionerne i miljøbeskyttelsesloven. Specielt spildevandsplaner for det åbne land hviler på teoretisk beregnede renseklasser fra 1997. Men vandrammedirektivet bygger ikke på teori, men kræver konkrete målinger. Direktivet blev implementeret i dansk lovgivning den 22. december 2003.
Miljøbeskyttelsesloven er historisk den første lov, der konsekvent gav bemyndigelse til at fastsætte bindende regler via bekendtgørelser, og siden er den udøvende (ministeren) og lovgivende magt (centraladministrationen via bemyndigende bekendtgørelser) i praksis smeltet sammen i centraladministrationen.
Konsekvenserne er alvorlige. Ved ordinær lovgivning sikrer både offentlighed og lovbemærkninger gennemsigtighed i processen. Det gør bekendtgørelsesprocessen ikke. Embedsværket har ikke skrevet under på Grundloven og føler derfor ikke samme forpligtelse til at værne om ejendomsretten, som det gør hos de folkevalgte, eller nærmere burde gøre.
Vi står nu et alvorligt sted og må tage et opgør med den moralsk forfaldne kultur, der har udviklet sig i denne del af centraladministrationen. Erhvervsliv og borgere i det åbne land har i 20–30 år været pålagt byrder uden egentlig lovhjemmel. Advokathuse med speciale i erstatningssager kan godt begynde at slikke sig om munden.
Fra folketingspolitikerne, domstole, Ombudsmanden og diverse klageinstanser skal vi næppe forvente et opgør med denne magtfulde embedsstand – alle disse institutioner har selv en del af ansvaret for status quo. Politikerne bærer dog det største ansvar: Vi stemmer på dem i tillid til, at lovgivningen behandles åbent og i overensstemmelse med Grundloven. I stedet fralægger de sig ansvaret og overlader magten til skruppelløse embedsmænd uden demokratisk legitimitet.
Derfor hviler hele ansvaret på de toneangivende medier, hvor længe lovløsheden skal råde og om trepartsaftalen bliver opløst inden den får lavet for meget ravage. Og hvis ikke – ja, så må vi håbe, at Holger Danske rører på sig.
Er samfundet blevet så regel befængt at meget lovarbejde må bemyndiges til ministerier og styrelser og borgerne reelt umyndiggøres, kunne man passende overveje at fjerne regler i stedet for at tilføje nye – og igen gøre befolkningen myndig.
Bertel Haarder – der er bedre til ord end handling – vil jeg slutte med at citere, hvad han skrev for over 30 år siden. “Frie medier er ikke kun en plage for alle slags magthavere – inkl. ministre. Det er ganske enkelt rensemidlet som sætter vores samfund i stand til at kurere de dårligdomme, som i et lukket samfund altid sætter sig fast og breder sig”.
Derfor må al mediestøtte fjernes fra finansloven og oprettelse af en forfatningsdomstol for at genskabe respekten for vores Grundlov må ej heller forglemmes.
Som bragt i Effektivt Landbrug 30. januar 2026: