Per Stig Møller anmelder bogen ”Den økologiske krisførelse” af Steen Steensen i JP den 21/11-1986
Ved Ranum Statsseminarium går en af landets afvigere rundt og ryster på hovedet ad tidens galskab. For nogle år siden udsendte han hovedrystende bogen ”Den sociale komedie”, der var et opgør med de intellektuelles magtovertagelse.
Steen Steensen er en folkelig liberalist, der finder sig forrådt af de liberale. Selv Danmarks liberale parti, Venstre, er ham ikke liberalt nok, Som grækerne sneg sig ind i Troja. har de intellektuelle sneget sig ind i Venstre: »Administrative og informatoriske intellektuelle overlog partiet aldeles og omdannede det til et redskab for den nye klasses interesser.«
Skønt liberalismens store århundrede var det 19. århundrede, gik det allerede galt med den grundlovgivende rigsforsamling, fordi den ”beherskedes af de intellektuelle”. Kundskabsklassen, som Steensen kalder dem, tog dengang magten sammen med de statsansatte, akademiske embedsmænd, der i Folketingets første periode besatte hele 40 % af pladserne. I ”Den sociale komedie” overdrev Steen Steensen den kritik af de intellektuelles magt i de moderne samfund, som herhjemme kom til udtryk i Dichs. Haarders og mine egne bøger, og i udlandet formuleredes af Helmuth Schelsky i Tyskland, Francois de Closets i Frankrig, og tidligere var formuleret af Hayek i England. Analysen bag denne kritik blev i år lyst i kuld og køn gennem tildelingen af den økonomiske Nobelpris til amerikaneren Buchanan.
Arbejdet gør de andre
Disse bøger viser, hvorledes de moderne, komplicerede samfund har skabt en offentligt ansat klasse til at rede trådene ud og dermed regulere samfundet. Samtidig har denne klasse til opgave at varetage kontrollen med borgerne og omfordelingen af formuer og indkomster i overensstemmelse med den sociale filosofi, som de folkevalgte har udmøntet igennem lovgivningen. Da disse i stadig større omfang rekrutteres fra de samme miljøer, de samme uddannelsessteder og følgelig har samme livsanskuelse som administratorerne, er resultatet i vidt omfang blevet, at denne nye klasse både forbereder, vedtager og forvalter lovene. Paul Johnson kalder i sin Verdenshistorie denne klasse for samfundshersere. I sin berømte Askov-tale fra 1979 døbte Ritt Bjerregaard den A-holdet. Dette hold står uden for produktionslivet, men bestemmer over det. Derfor hedder professor Schelskys bog: ”Arbejdet gør de andre”. Da enhver skal bevise sin nødvendighed, påpeger denne klasse hele tiden nye problemer, som kun den kan løse, og hele tiden hænger den nye syndebukke ud, som kun den kan kalde til orden. Blot den får øgede ressourcer.
Naturligvis kunne politikerne sige nej til klassens projekter og afvise dens problemstillinger, men se, de kan ikke sige nej, for selv om de ikke har fælles interesser med de ansatte, er der altid rigeligt med vælgere, der forlanger det problem løst, som rejses i medierne – og politikerne kan som regel kun løse del gennem nye reguleringer og nye offentlige ansættelser. På den måde er velfærdsøkonomierne alle vegne nu truet på livet; thi hvor skal midlerne til forbedrede sociale og sundhedsmæssige kår komme fra, hvis produktionen er tvunget i knæ? Dette afgørende problem ser vi ikke i øjnene, og det gør vi ikke, fordi medierne, ifølge Steensen, ikke afspejler den offentlige mening, men kun den offentliggjorte mening. I virkeligheden udtrykker han dermed en dyb mistillid til det folk, hvis befrier og talsmand, han gerne vil være. Han mener jo åbenbart, at man kan putte et hvilket som helst blår i øjnene på det, og få det til at løbe efter ethvert blålys. Så enkelt er det ikke. Borgerne ønsker velfærd og tryghed. Problemet er alene med hvor meget frihedstab, ønskerne opfyldes. Her skilles vandene politisk.
Efter Steensens mening er miljødebatten det nye blålys. Ved at føre miljøet frem som tidens største problem får de intellektuelle endegyldigt bugt med de sidste rester af det frie næringsliv; thi nu underkastes både landmænd og fiskere den offentlige klasses hersen.
Endemålet er socialismen
Endemålet med denne strategi er socialismen, hvor staten helt overtager produktionen, og hvor uddannelsesklassen sidder på det hele. Den dag er liberalismen stendød. Dens banemænd er ikke mindst de liberale i de ikke socialistiske partier, hævder Steensen, som opfordrer til en klassekamp mod kundskabsklassen: »Alene producenternes revolte fra neden har udsigt til varig succes,« skriver han og formaner: »Tiden er ikke til forsoning, men kamp.« Kamp mod »miljøstikkerne» og kamp mod politik, som om denne kamp ikke også er politisk.
Steensens påstand er, at vi lever i den reneste af alle tidsaldre og den sundeste af alle verdener. Derfor er miljøsagen »et skoleeksempel på den politiske verdens råhed.« Det er næsten som om Folketinget med sin miljølovgivning udover samme skændselsdåd mod landmænd og fiskere som Stalin udøvede mod kulakkerne.
Demokratiet lever i kraft af modsigelsen.
Alligevel oplever 95 % af befolkningen – ifølge AIM – miljøsagen som tidens væsentligste emne. Den har åbenbart tillid til, at det ikke kan være løgn alt det. vi i dag hører om Rhinens død, om forsuringen og havforureningen, om virkningen af regnskovenes fældning, om de skader Tjernobyl har påført Nordsverige etc. Eller ser videnskaben og journalistikken så politisk anløben, at alle målinger er svindel og alle informationer løgnagtige. Skønt vi er sundere og lever bedre end nogensinde før, har fremskridtet øjensynligt en pris, som fremtiden kommer til at betale, hvis ikke vi går i gang med at begrænse regningens omfang. Stillet over for alle de påviselige miljøproblemer forekommer det mig hasard at afvise dem som politisk maskepi. Opgaven må bestå i at fjerne risiciene uden at fjerne livsgrundlaget under det åbne og frie samfund. Løsningen ligger ikke i hovedrystende at stikke hovedet i busken. Alligevel er det godt, at stemmer som Steensens løfter sig. Den herskende mening må altid udsættes for modsigelse. Kun da tvinges vi til at overveje, hvor megen mening og hvor megen mode, der er i den. Derfor er det forstemmende, at hans stemme stort set er overhørt overalt. Den offentlige debat er ikke meget bevendt, hvis kun de enige kommer til orde. Demokratiet lever i kraft af modsigelsen.