Grænsekontrol
Af Ole Hasselbach 05-01-2016
FN’s flygtningekonvention af 1951, som Danmark har tilsluttet sig, definerer en flygtning som en person der “som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil”.
Det land, hvor sådanne flygtninge befinder sig, må efter konventionen ikke sende dem et sted hen, hvor de risikerer forfølgelse.
Hvis migranter, der befinder sig i Tyskland, vil søge asyl i Danmark, kan de derfor henvises til den danske ambassade.
Den danske flygtningelovgivning går i øvrigt videre, end FN’s flygtningekonvention kræver. Den går også videre, end det lovforberedende, sagkyndige udvalg med Højesterets præsident i spidsen i sin tid turde lægge navn til.
Når der med henvisning til de internationale regler er påført Danmark problemer af den art og i det omfang, vi i dag står med, er det på sin plads at minde om, at der også findes konventionsregler, som anerkender, at enhver nation suverænt har ret til at varetage sin økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. En dansk regering har derfor belæg for i en for landet meget kritisk situation at prioritere hensynet til danskernes kollektive tryghed og velfærd forud for hensynet til de enkelte flygtninges og indvandreres interesser.
Faktisk anerkender folkeretten ganske bredt, at et statsstyres første pligt er at beskytte statens befolkning. Ingen stat kan derfor ved en konvention bindes til noget, der ødelægger statens eget grundlag.
En stat kan altså med fuld ret sige fra, når personer udefra med henvisning til konventionernes regler om beskyttelsen for individet trænger sig på i en sådan mængde, at det truer statens grundlag og borgernes tryghed.
Glemmer du så husker jeg
samlet af “Frihedsbrev ’92”
»Det tilkommer ikke nuets politikere hastigt og flot at blive Danmarks århundrede gamle suverænitet. Mærsk McKinruy Møller.
»ØMU’en er et skridt på vejen til politisk integration snarere end et instrument til fremme af økonomisk vækst.”
Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer.
»Maastrichttraktaten er frygtelig«.
Ralf Dahrendorf tidligere næstfomand for det tyske liberale FDF og EF kommissær.
»Nogle af ideerne i traktaten er klart socialistisk inspirerede. Leder i taburetten 8. 1. 93.” Medlemsblad for Venstre i København.
»En moralsk katastrofe.”
Margaret Thatcher om Maastricht-traktaten
»Vi har ikke med succes begrænset statens magt i Storbritannien for at seden påtvungen på et europæisk plan med en europæisk Superstat, der udøver ny dominans fra Bruxelles.”
Margaret Thatcher
»Gennem 20 år har politikerne undladt at fortælle sandheden om den europæiske vision.”
Jyllands- Postens leder 2, juni 1992.
“Med hvilken ret skulle man jage dette land ud af EF, når det dog omhygggeligt har respekteret alle regler i de sidste 20 år”
Den franske avis Le Fgaro.
Men hvis man tror, at man skaber fred ved at harmonisere og integrere nationer, der er forskellige, så tager man blodigt fejl. Bertel Haarder i bogen: Danmark år 2002 side 25.
“Tak Danmark”.
Lederoverskrift i den franske avis Liberation efter nejet den 2. juni 92.
“Hvor er danskerne dumme”. Mimi Jakobsen BT 3. juni 92.
“…navnlig det danske nej ved folkeafstemningen viser, at vi må få Det Europmiske Fællesskab til at fungere bedre og tilnærme det borgerne”.
EF ‘commissar Jacques Delors, Jyllands-Posten 9 september 92.
“Mer end nogensinde er der brug for et liberalt oprør mod den kollektivistiske tankegang, der trives overalt”.
“Ganske det samme gælder på europæisk plan. Hvis vi bygger på en kollektivistisk model, er grunden lagt til en europæisk socialiststat. Og i laengden holder de fællesskaber ikke, som presses kunstigt ned ovenfra gennem institutionelle konstruktioner. Et europæisk fællesskab må altid være folkenes frivillige fællesskaber. Derfor er interrailerne langt vigtigere for Europa end kommissrerne”.
Venstres nærtformand Anders Fogh Rasmussen, i venstres medlemsblad Venstre Her og Nu november 92.
“Men hvis danskerne er ude af stand til at spørge folket en gang til eller vil tabe en ny folkeafstemning, vil Maastricht-traktaten ikke forsætte. Det ville ikke være acceptabelt for de 11 andre at gå videre uden Danmark og imod den danske regerings og det danske folks vilje. Det kan ikke ske, og det vii ikke ske”.
Premierminister John Major i Underhuset 24. september 92.
»Dansk landbrug vil gennem medlemsskab obnå ægte, varige og dokumenterede fordele”.
J. 0. King, 1972.
“Vi vil kræve nyforhandling af traktaten”. Holger K. Nielsen, 1992.
»Unionen er stendød«. Foul Schluter 1986.
»Der bliver ingen ny folkeafstemning før om en række år”
Paul Schlüter, få dage før den 2. juni 1992.
Det er overraskende at konstatere, at man er mere enig med Margaret Thatcher end med Poul Schluter i Europapolitikkenc.
Flemming Kofod- Svendsen, Berl. tid. 22. 9. 88.
»Folkeafstemningen er bindende. Derfor er et ja et ja, og et nej er et nej«. Marianne Jelved 1992.
»Et nej på tirsdag vil betyde 200.000 tabte jobs og 40 mia. kr. i mistet eksport”
Kommisser Henning Chrislophersen, Weekentlavisen. 29. 5. 92.
»Man har udøvet intellektuel terrorisme over for vælgerne: Enten skulle man tage hele Maastricht- traktaten, eller også var man imod Europa…. Denne traktat er en tragedie. Den har misforstået historien«.
Pierre Lellouche, fransk gaullist, Berlingske Tidende 21. maj 92.