Af Steen Steensen i Jyllands-Posten 16. september 1976
Seminarieadjunkt Steen Steensen skriver i Midtpunkt om samfundets overbygning som den egentlige udbytter. Han tager sit udgangspunkt i Karl Marx’ tanker om kapitalens udbytning af arbejderne. Han forkaster teoriens gyldighed for vor tid og påviser, at socialismen er blevet et våben mod den produktive befolkning.
Blandt erhvervsfolk hører man jævnlig den anskuelse fremført, at det ikke er det hårde arbejde, som gør en til velhaver. »Af arbejde bliver man ikke rig«, siges der.
En sådan opfattelse er naturligvis ikke opstået af den blå luft, men bygger på erfaringer gennem mange slægtled. Eftersom enhver ved, at al velstand stammer fra mængden af udført arbejde, så er det ikke underligt, at erhvervslivets folk ofte udtaler ovennævnte sætning med en vis bitterhed. Men hvorfor har det altid forholdt sig sådan, at de vareproducerende befolkningsgrupper næsten konstant har hørt til den mest betrængte flok i samfundet? Hvorfor har bønder, arbejdere, fiskere, håndværkere m.v. kun i ringe grad fået del i de værdier, som de selv har frembragt? Disse spørgsmål involverer en teori om udbytning.
I forrige århundrede fremkom en del beskrivelser af udbytningens væsen og de mekanismer, der førte til forarmelse. Karl Marx leverede de mest levedygtige forklaringer.
Baggrunden for udbytningen var, jvf. Karl Marx, at kapitalisten solgte varen med en vis fortjeneste. Under forarbejdningen af produktet tilførte arbejderen naturligvis varen en større værdi. Til gengæld fik han en aftalt betaling for sin arbejdskraft. Imidlertid var der et skævt forhold mellem varens værditilvækst og den udbetalte løn for arbejdsindsatsen. Merværdien inddrog kapitalisten. Udbytningen fandt altså sted, fordi arbejderne måtte sælge deres arbejdskraft til underpris.
Denne merværditeori er stadigvæk en vigtig begrundelse for visse politiske partiers og fagforeningers eksistens, selv om teorien i dens oprindelige udformning ikke kan forklare den moderne form for udbytning. De sidste års politiske opbrud skyldes givetvis, at den slags forældede problemstillinger fremdeles doceres.
I det hele taget gælder det, at fagforeningernes og de politiske partiers fremstilling af virkeligheden forekommer mindre og mindre troværdig. Eksempelvis bliver det stedse mere umuligt at afbilde kapitalister som »undertrykkere af det arbejdende folk«, eftersom kapitalister i traditionel forstand ikke længere eksisterer. Glem for alt i verden ikke, at ejerskab og lederskab oftest er adskilt, og at magten er gledet over på sidstnævnte. Og disse er lønmodtagere. Alene den omstændighed har gjort lønmodtagerbegrebet fuldstændig vildledende. Brugen af det kan næsten siges at være bedragerisk. ‘
Der er altså behov for en ny teori om udbytning, og herværende artikel er et forsøg på at understrege denne nødvendighed.
Udgangspunktet for diskussionen er den stadig gyldige sætning: »Af arbejde bliver man ikke rig«. Bønder, arbejdere og fiskere har dog ellers øget deres produktivitet i uhørt grad. Merværditeorien er altså vedblivende sand i den betydning, at nogen stryger profitten. Men da kapitalister ikke længere eksisterer, må det betyde, at andre inddrager merværdien. Det er så meget vigtigere at få identificeret de nye herrer, al den stund at afstanden mellem de producerendes indkomster og værdien af deres arbejde er langt større, end da merværditeorien blev til. På en måde kan man sige, at jo mere de producerende har øget deres produktivitet, des mindre af de frembragte værdier har de fået lov til at beholde. Relativt set har de på en måde arbejdet sig fattigere og fattigere.
Skal man forstå, hvorfor menneskene i produktionsprocessen ikke selv tillades at nyde frugterne af deres bestræbelser, er det nødvendigt at begribe den enorme tilvækst i samfundets overbygning. Flere og flere lever af stadig færres produktion. Sagt lidt populært: aldrig har så få bestilt*så meget for så mange. Denne tendens er naturligvis selvforstærkende, idet -så talrig en skare som muligt flygter fra det produktive arbejde. På den måde udbygges statsapparatet yderligere, og de tilbageblevne i produktionsprocessen må ase endnu vanvittigere. Merværdien inddrages altså af embedsindehaverne i den offentlige sektor.
Flugttendensen fra det legemlige arbejde er imidlertid ikke et nyt fænomen. I vor historie begynder overbygningen at tage form i den tidlige middelalder. Før den tid var alle med i produktionsprocessen. Selv de hellige, der forestod gudedyrkelsen, har formentlig deltaget i fremskaffelsen af føden på lige fod med den øvrige befolkning. Produktionen har ganske simpelt ikke været så effektiv, at det har været muligt at føde en uproduktiv overklasse. Med kristendommens indførelse tilvejebragtes imidlertid en stand af gejstlige, der kun i beskedent omfang tog del i produktionsprocessen.
Næsten samtidig udbyggedes statsapparatet. Hofstaben øgedes, hær og flåde blev en mere og mere befæstet bestanddel af statsmagten og kancellier med en fast embedsmandskorps etableredes. Baggrunden for denne gradvise overbygningsdannelse kan tilskrives et forøget udbytte i landbrug, håndværk og fiskeri. Opfindelse af vand- og vindmøller, nye redskaber og forbedrede dyrkningsmetoder gjorde produktionen mere effektiv.
Imidlertid nød de producerende ikke selv godt af værditilvæksten. Merværdien blev inddraget af de mennesker, der stillede sig uden for produktionsprocessen. Fra da af blev skattefogeder urokkelige figurer i samfundsbilledet.
I det store hele kan man sige, at enhver produktionsforøgelse siden middelalderen er blevet anvendt til forøgelse af samfundets overbygning. Fra begyndelsen af 1600-tallet indledtes den såkaldte merkantilistiske politik, som kort sagt gik ud på, at staten i højere grad skulle gribe regulerende og dirigerende ind i erhvervslivet. På den måde skabtes yderligere albuerum for administratorer. Enevældens indførelse i 1660 formerede embedskorpset i hidtil uset grad. Den øgede produktivitet i erhvervslivet blev endnu engang opsuget af uproduktive befolkningselementer. Bondens indkomster forblev derfor konstant.
Nu kan det måske undre, at det forrige århundredes samfundsteoretikere ikke havde særlig øje for den form for udbytning, men det hænger utvivlsomt sammen med, at disse teoretikere først og fremmest var optaget af liberalismens lære og industrialiseringsprocessen. De liberale teoretikere havde netop angrebet den merkantilistiske stat for dens tidligere indblanding i erhvervslivets forhold. De stillede derfor krav om, at statsapparatet skulle nedbrydes eller i hvert fald reduceres betydelig. Ikke statsembedsmændene, men forbrugernes efterspørgsel efter varer skulle regulere erhvervslivet. Karl Marx og mange af hans samtidige var derfor mere optaget af forholdet mellem arbejder og kapitalist ude på de enkelte produktionssteder, end de var opmærksom på forholdet mellem produktion og overbygning.
Kun anarkisterne så faren i selve statsopbygningen. For dem var staten selve ondets rod. Den tjente ikke den jævne befolknings interesser, men hævdedes at være et udbytningsredskab for de velbjærgede. Da bønder, arbejdere og fiskere gennemgående var overordentlig produktive og derfor ikke selv kunne siges at være oprindelsen til deres egen forarmelse, så havde der altså fundet en udbytning sted. Og denne skete efter anarkisternes mening via statsapparatet.
De afviser altså, at forholdene ændrer sig ved at skifte magthaverne ud. En sådan handling ville være frugtesløs for så vidt, at det var selve magten, der fordærvede. De gamle høvdinge ville blot blive erstattet af nye høvdinge. På dette punkt kom de i grelleste modsætning til socialisterne. Anarkisterne gik endda så vidt, at de ikke engang tolererede, at deres egne fagforeningsledere stillede sig uden for produktionsprocessen og blev professionelle fagforeningsfunktionærer. De hævdede, at arbejderne på den måde blot havde fået en ny flok snyltere på nakken. Disse var på en måde værre end kapitalisterne, der dog oftest i en eller anden forstand deltog i det produktive arbejde.
I modsætning til socialisterne ser anarkisterne altså tydeligt den risiko, der ligger i at opbygge uproduktive institutioner. I Danmark fik anarkismen ingen fodfæste. Navnlig i slutningen af forrige århundrede udvikledes voldstendenser i bevægelsens rækker, f. eks. blev individuel terror taget i anvendelse mod institutionsledere i statsapparatet. Derved kunne anarkismen ikke finde grobund i Danmark.
Den omstændighed fik imidlertid til følge, at den danske arbejderbevægelse ikke blev vaccineret mod faren for snyltere i samfundets overbygning. De anarkistiske tanker kunne have advaret mod udbygning af statsapparatet. I stedet sejrede socialismen, som ikke i sig havde indbygget hæmninger i den retning. Der blev således fra arbejderbevægelsens side givet frit løb for parasitdannelser i samfundets overbygning.
Nu er det vel ikke nødvendigt at give en nøjere beskrivelse af væksten i samfundets overbygning i dette århundrede. Alle ved, at den har været kolossal. Den har netop været så kolossal, som produktionsstigningen har muliggjort. Eller snarere en anelse mere, hvilket afspejler sig i inflationsratens størrelse. Også i dette århundrede får man bekræftet den grundsætning, at øget produktivitet straks omsætter sig i øget uproduktiv virksomhed.
I 1960’erne skete en vældig produktionsstigning. Lagkagens størrelse voksede overordentligt kraftigt. Det gjorde samfundets overbygning også, hvorfor merværdien opsugedes ved denne foranstaltning. Læreanstalter, skoler, børnehaver, kulturministerium, kunstfond, administration, social- og sundhedsinstitutioner osv. blev resultatet af værditilvæksten. De producerende befolkningsgrupper fik intet ud af deres bestræbelser.
Den moderne statsudvikling har altså medført en hidtil ukendt overbygningsdannelse og dermed bureaukratisering og centralisering. Samtidig er skatteåget naturnødvendigt øget i samme ukendte grad. Beskatning er i en vis forstand blot udtryk for en konfiskering af merværdien. Men i og med at lagkagen voksede i de såkaldt glade tressere, så opstod der også en forstærket klassekamp om de nye godbidder. Økonomiske opsving synes snarere end dårlige tider at fremkalde sociale spændinger. I denne kamp om de nyskabte merværdier sejrede den klasse, som havde sin oprindelse i læreanstalterne. De glade tressere var altså glade for de intellektuelle, men ikke for de mennesker, der først og fremmest var skyld i, at der blev noget at være glad for.
Men samtidig med at den moderne statsudvikling har forøget den offentlige sektor enormt, så er der også skabt forudsætning for en klarere forståelse for en ny teori om udbytning 1 de sidste halve snes år er erhvervslivets folk i stigende omfang blevet opmærksom på, at produktions ikke kan anskues isoleret. Tidligere blev den offentlige sektor nærmest betragtet som et uvedkommende fænomen. Nu bliver flere og flere klar over, at en offentlig institution er en omkostningsfaktor på lige fod med andre omkostningsfaktorer ved fremstilling af en vare. Om føje år vil eksempelvis enhver landmand være på det rene med, at der i afregningen for en gris er fratrukket en merværdi til opretholdelse af embedsstaben. I stedet for anmodning om tilskud i forbindelse med en eller anden krise, f. eks. p. gr. a. tørke, kunne man tænke sig, at der blev stillet krav om indskrænkning af biblioteksvirksomheden, uddannelse af pædagoger el. lignende. I fremtiden må man også regne med, at arbejderne i langt højere grad end hidtil bliver bevidste om, at der i deres lønninger er fratrukket betydelige beløb til finansiering af R.U.C., kunstfond og socialrådgivere.
Det er vist umiddelbart indlysende, at de politiske partier og fagforeninger ikke er indrettet på denne virkelighed. Derfor må man forudse, at opgøret med disse dinosaurer vil blive intensiveret i de kommende år. Især må det forventes, at arbejderne yderligere vil vende sig væk fra socialismen. Det er tydeligt, at denne lære i stigende grad omformes til en ideologi for det intellektuelle borgerskab. Læreanstalterne har klart taget parti for socialismen.
For udenforstående kan det godt synes ejendommeligt, at den lære, som i sit sigte var rettet mod borgerskabet, pludselig udvikler sig til et redskab i denne klasses hænder. Men her må man ikke glemme, at socialismen koncentrerer sig om forholdet mellem kapitalist og arbejder, og lukker øjnene for udbygning af statsapparatet. Imidlertid har læreanstalternes kandidater en fundamental interesse i statsinstitutionernes vækst. På den måde kan der oprettes foderkrybber til eget underhold. Den intellektuelle socialismes bestræbelser har således koncentreret sig om at retfærdiggøre udbygningen af statsapparatet til fordel for det intellektuelle borgerskab. Dette kan selvsagt kun gøres ved at inddrage merværdien. Det vil efterhånden gå op for flere og flere, at socialismen er blevet et våben mod den produktive befolkning.
Man må således konkludere, at den socialistiske teori om udbytning ikke passer til vor tids forhold. En ny teori er nødvendig. Den må samle sig om forholdet mellem produktionsapparat og statsapparat og skatteåg, dvs. om produktionsstigningen og flugten op i samfundets overbygning og om inddragelse af merværdien til finansiering af denne flugt. Formulering af »den jernhårde skattelov« kan eventuelt blive slutpunktet af et sådant arbejde.
Originalartikel som bragt i JP den 16/9-1976: Aldrig har saa faa slidt saa haardt for saa mange