Retsvæsenet på vrangen

Vor elendige retspleje

Af advokat HERLUF COHN
Nedenstående artikel har været bragt i Weekendavisen i efteråret 1995

Hvad kendetegner dansk retspleje?
En dommerstand, der i alt væsentligt er rekrutteret fra Justitsministeriet, anklagemyndigheden og politiet og derfor er »objektivt partisk« i straffesager og andre sager mellem det offentlige og private, som desuden fortolker lovene tilfældigt og uforudseeligt, undgår at give fyldestgørende begrundelser for afgørelserne, hævner sig på kritikere gennem afvisning eller tab af disses retssager, er dårligt lønnet, gør alt for at skaffe sig lukrative bijobs og med henblik herpå skubber så mange retssager som muligt fra sig, undlader at beskytte det enkelte individ mod statsmagtens overgreb og ikke spekulerer videre over, om afgørelserne er retfærdige.

En advokatstand, som er helt undergivet og undertrykt af Justitsministeriets nuværende eller tidligere ansatte (dommerne). Disse sidder på advokaternes såkaldte selvjustits – i »advokatnævnet«.
Advokaterne er uden indflydelse på valg af dommere og bliver sjældent udnævnt hertil. Ingen praktiserende advokat tør kritisere dommerstanden eller justitsministeriet. Advokaterne er de sidste år gået bort fra at benytte sig af dommernes bistand. Sagernes antal er derfor faldet med ca. 12 pct. årligt. I stedet forhandler advokaterne sig til forlig eller lader tvisterne afgøre ved privat voldgift.

ENGELSK og israelsk retspleje er kendetegnet ved, at advokatstanden har den helt overvejende indflydelse på retsplejen. I England findes intet justitsministerium, og i Israel er det betydningsløst. Alle dommere i England hentes fra advokatstanden (barristers) og næsten alle i Israel. En nybagt jurist i England må allerede efter juridisk embedseksamen beslutte sig til, om han vil være advokat og senere eventuelt dommer, eller om han vil tage ansættelse i det offentlige. Vælger han den sidste løsning, bliver han ikke dommer. Dommerstillingerne søges ikke, men dygtige og kendte advokater, opfordres til at blive dommere. De er godt lønnede og må ikke have betalte bijobs f.eks. som voldgiftsmænd.
At en dommer er »ojektivt upartisk« er af afgørende betydning, og det er grunden til, at man ikke vil have offentligt ansatte jurister til senere at blive dommere. Disse kan – som retsfilosoffen Alf Ross skrev – ikke løsrive sig fra den tillid og loyalitet, der gjorde dem til så gode »arbejdere« i den offentlige administration. De vil derfor i sager mellem det offentlige og private på forhånd være tilbøjelige til at være på »det offentliges« side. Det udtrykkes i engelsk ret med sætningen: »It is not enough, that justice is done, it must be seeen to be done.«
Engelsk/israelske dommere har ingen tilbøjelighed til på forhånd at give »det offentlige« medhold. Snarere tværtimod. De mener sig kaldet til at beskytte borgerne mod magtmisbrug fra administrationen som derved motiveres til at undlade ulovligheder og magtfordrejning.
Israels Højesteret virker såvel som appelinstans for landsretternes afgørelser, som »High Court of Justice«. Dvs, at ethvert individ kan klage direkte dertil over myndighedsmisbrug og ikke behøver gå den besværlige vej via underret og landsret. Et panel på tre dommere vil i løbet af få dage se på sagens realitet og træffe en endeligt bindende afgørelse. Dommerne føler sig kaldet til at udøve retfærdighed. De har en enorm arbejdsbyrde og forsøger at undgå at afvise sager. Folk hjælpes til at finde den rette instans, hvis højesteret ikke er kompetent.

FOR engelske/israelske dommere er lovens tekst afgørende. Er denne klar, hjælper det ikke, at denne betydning »ikke havde været lovgiverens mening«. Motiver til loven, kommissionsberetninger samt hvad juridiske professorer mener, er næsten uden betydning. Alle domme gives lange og fyldestgørende begrundelser. Derfor benyttes i vidt omfang tidligere domme som fortolkningsbidrag. Afgørende er ikke antallet af dommere, der står bag afgørelsen – der er ofte kun én dommer. Men derimod vægten af de anvendte argumenter.

Når israelske landsretter behandler sager som »første instans«, er der kun én dommer til afgørelsen. Og når parterne er tilfredse med den begrundelse én højesteretsdommer giver, bliver denne stående. Om tredje-instans-bevilling skal gives, afgøres af en dommer – og altså ikke administrativ myndighed som justitsministeriet.

Advokater skal ikke aflægge nogen »prøve« for at få møderet for højere retter. Engelsk/israelske advokater viser den for rettens værdighed nødvendige respekt for dommerne Men da alle er advokater er der ikke noget underdanighedsforhold eller den personlige afstandstagen, som i Danmark.
Alle er »brothers in Law«.
At vi her i landet hurtigst muligt burde få indført det engelske/israelske system er utvivlsomt.

Højeste-Uret

Herluf Cohn, Julius Thomsensgade 20, 1632 København V. skriver den 11.06.98 i Berl. Tid.

De skiftende regeringer har været Højesterets præsident følgagtig med hensyn til næsten udelukkende at vælge jurister fra justitsministeriet, anklagemyndigheden og politiet til dommere. Ingen jurist tror derfor, at Højesteret uvildigt vil underkende forvaltningens afgørelser.
Dommerne fortsætter med at drive umoralske – men uhyre givtige – nebengeschæfter, bl.a. som voldgiftsmænd. Der er derfor almindelig mistanke om, at Højesterets afgørelser, f.eks. i sagen om grundlovens § 20, intet har med jura eller retfærdighed at gøre, men alene skyldes angst for, at Folketinget vil forbyde disse bijobs, der forsinker de almindelige sager i årevis.
Asbjørn Jensen sætter problematikken i særligt relief. At han kan blive siddende som dommer i Højesteret, skønt der er tvivl om, hvorvidt han har løjet over for ombudsmanden i Nørrebrosagen, er uhyggeligt afslørende. Og antydning af, at han måske har begået noget strafbart, giver mistillid til hele Højesteret. Vor øverste domstol burde derfor skifte navn til »Højeste-uret«.

Dommerlogik

Ved domsafsigelser ved danske domstole er det oftere spørgsmålet om at skrive sig frem til en på forhånd bestemt politisk holdning, end det er at forholde sig til sundt fornuft og almindelig logik. Ofte anvendte vendinger:

  • det er vores overbevisning
  • vi er af den opfattelse
  • ikke sandsynliggjort
  • ikke således bevist
  • således

Man venter herefter spændt på en begrundelse og underbygning for udsagnene, men dette undlades som regel.
Evner den danske dommerstand ikke dette, eller tilpasser og indynder de sig bekvemt overdanmarks ønsker? JR

Over 1000 bliver isolationsfængslet

Finn Wagner, Bredgade 36 B, 1. 1260 København K skriver i Erhvervsbladet den 04.06.98 bl.a.

Danske dommere er dygtige, men de er alligevel de dårligst uddannede i EU. Det kræver en solid matematisk grunduddannelse at dechifrere, forenkle og simplificere besværligheder som forbrydelser og forretningstvistigheder ofte er.

Dommeruddannelsen stammer fra Holbergs tid, og kun cirka 5 pct. har en matematisk baggrund og en yderst beskeden regnskabslære fra universitetet.

Danske dommere isolationsfængsler årligt langt over 1000 (1997 blev 1096 Isoleret og i 1996 blev l125 isolationsfængslet) medborgere, som i de øvrige EU-lande betegnes som tortur. Det giver til gengæld hurtigere tilståelser, måske fra uskyldige, Værre er det dog, at dommerne accepterer, at anklagere fremkommer med politimateriale, der er ensidigt til misfordel for den anklagede, og ikke som loven kræver det, også politiundersøgelse til fordel for den anklagede. Cirka 25 pct. af dommerne har forældre med dommerbaggrund, og er venskabet det dobbelte blandt øvrige dommere, så er nepotisme (finere ord for korruption) evident og i alle tilfælde en form for beskyttet loge.

At anklagere ofte selv bliver dommere, er vel også en grund til, at danske jurister i mange år har udtalt, at domstolene dømmer pragmatisk og ikke altid retfærdigt. Dommere bør fremover udnævnes blandt advokater og øvrige jurister der har den pågældende og meget vigtige matematiske grunduddannelse.

De mange tidskrævende og uheldige isolationsfængslinger har også været medvirkende til, at politiets antal på kun to årtier er steget fra cirka 5900 ansatte til nær 11000.

Misbruger Dommeren i Vordingborg sit embede

Forfatteren Erik Haaest Strandvej 6, Svendborg blev den 5. marts 1998 frikendt i Østre Landsret.

Når man kender Erik Haaest´s fortid og man ved at dommer Ulf Andersen har tilknytning til Det Radikale Venstre, kan man godt have sine bekymringer om hans inhabilitet. Webmasteren der engang har været aktiv indenfor Fremskridtspartiet, har gode grunde til at mistinke dommeren for at misbruge sit embede. Hans begrundelser og manglende logik i domsafsigelser, har meget tilbage at ønske. Men læs nedenstående beretning der er sakset fra Vordingborg Dagblad den 9.03.98.

For nogle år siden klagede en dansker til den europæiske menneskerettighedsdomstol over, at den dommer, som dømte ham, var den samme som havde behandlet hans sag i forberedelsesfasen.
Klageren fik medhold, og der blev travlhed hos danske domstole for at sikre, at den slags ikke skulle ske igen.

Meget tyder på, at den ikke er feset ind i Vordingborg/Stege retskreds.
Mit eksempel er dugfrisk – fra Østre Landsret i torsdags den 5. marts. Ved en byretsdom i Stege i fjor blev jeg dømt for dokumentfalsk.
Når man er brændemærket som dokumentfalskner, vil man bare have brændemærket fjernet. Så jeg ankede dommen til landsretten.

Nu viste det sig imidlertid, at byretsdommeren meget snedigt havde sat straffen så lavt, at den ikke kunne ankes! Grundet sagens specielle forhistorie ansøgte jeg om – og fik – procesbevillingsnævnets særlige tilladelse til at anke byretsdommen fra Stege. I torsdags blev anken så behandlet i Næstved af Østre Landsret.

Da landsretspræsidenten til slut spurgte, om jeg havde noget at tilføje, sagde jeg, hvad min forsvarer ikke havde turdet sige: – Høje landsret! Menneskerettighedsdomstolen har for år tilbage fastslået, at en dommer ikke må fælde dom i sager, hvis forbehandling, han selv har deltaget i.

Byretsdommeren i Vordingborg/Stege retskreds har set stort på dén regel, idet han som dommer har behandlet dé to foregående civilsager, der danner forhistorien til den straffesag, han derefter har dømt mig i. Tilmed har den mand, som i sin tid foretog politianmeldelsen imod mig, som vidne her i landsretten oplyst, at det ligefrem var byretsdommeren, som i selve retssalen i Stege opfordrede manden til at indgive politianmeldelse. Jeg anmoder om, at dette forhold også må blive taget med i landsrettens overvejelser. Lidt senere faldt Østre Landsrets dom:

Pure frifindelse! Brændemærket er væk. Et folk har den regering og de kommunalbestyrelser, det fortjener. De er valgt af folket og kan afsættes af folket. Det princip gælder ikke for dommerstanden i Danmark. Her udpeges dommere ovenfra og kan hverken afsættes ovenfra eller nedefra. Det stiller selvfølgelig særlige krav til dommerstandens hæderlighed. Men garanterer ikke for den.
Jeg havde den fornødne viljestyrke og viden til at føre kampen, men også jeg har undervejs været ved at give op overfor bureaukratiet i sager som denne. Men jeg fortsatte. Det skal du også gøre, hvis du mener dig dømt med urette!

Foretræde for justitsministeren

Kan det lade sig gøre at få foretræde for en minister i dagens Danmark?
Forsøget blev startet den 03.02.98 med nedenstående brev.
Følg følgetonen på denne webside.

Vordingborg den 3. februar 1998

  • Justitsministeriet
  • Slotsholmsgade 10
  • 1216 København K.
  • Til justitsminister Frank Jensen
  • vedr. foretræde for justitsministeren

Den 15. juli 1997 fremsendte undertegnede en skrivelse omhandlende en verserende retssag mod Fremskridtspartiets hovedbestyrelse samt den påtænkte domstolsreform.

De svarer den 2. sep. 1997, at man af principielle årsager ikke bør gribe ind i eller udtale sig om konkrete sager.

Vedr. domstolsreformen fik jeg tilsendt materiale fra domstolsafdelingen, som jeg hermed gerne vil takke for.

Om justitsministeren var bekendt med bogen af Peter Høilund “Den forbudte retsfølelse” blev dog ikke afsløret.

Efter at have sammenholdt lovudkastet til domstolsreformen med udtalelser som Højesteretspræsident Niels Pontoppidan og dommerforeningens formand Jes Schiøler har udtalt til Berlingske Tidende, er et indlæg til samme blad fremsendt den 2. februar 1997 som vedlægges i kopi.

Det er muligt at De ikke kan blande Dem i hvad der i øjeblikket foregår i de danske retssale, men De er dog den øverste ansvarlige. Men det forholder sig anderledes med de kommende love, der skal vedtages, specielt må Justitsministeriet have et ansvar når der er tale om en domstolsreform.

Med det fremsendte materiale både af 15. juli 1997 og dags dato, beder undertegnede om et møde med justitsministeren snarest muligt.

For god ordens skyld bedes en bekræftelse på modtagelse af dette brev.

med venlig hilsen
sign. Jørn Rasmussen

Efter adskillige rykkere modtages den 24. februar et brev fra Justitsministeriet med følgende ordlyd.
Ved brev af 3. februar 1998 har De på ny rettet henvendelse til Justitsministeriet vedrørende domstolsreformen. De har i den forbindelse anmodet om et møde med justitsministeren.

I den anledning skal Justitsministeriet meddele, at man ikke finder grundlag for at afholde et sådant møde.

Med venlig hilsen
sign. Jens Kruse Mikkelsen

Domstolsstyrelse under lup

Regeringen nedsatte i 1993 et domstolsudvalg, som fik til opgave at gøre domstolene mere uafhængige af den lovgivende – og udøvende magt. Oprettelse af en “uafhængig” Domstolsstyrelse er, hvad der foreløbigt er barslet med.
Et medlem af udvalget, dommerforeningens formand Jes Schiøler, udtaler til pressen den 29. januar 1998. “Samfundet står overfor en grundlæggende statsretslig beslutning”.

Det er store ord her i begyndelsen af året. Men af erfaring skal man være på vagt, når dommere og andre jurister går i aktion. Derfor følger nedenstående en orientering, som offentligheden bør have kendskab til, inden Folketinget forhåbentligt ikke vedtager Domstolsudvalgets lovforslag.

Domstolsudvalget beskriver, hvor vigtigt det er, at domstolene er uafhængige af de øvrige to statsmagter – den lovgivende og udøvende – og at de skal være forankret i samfundet, så de ikke bliver en stat i staten.
En smule ydmyghed er ikke udvalgets kendetegn når de kan skrive, at betænkning og fremsatte lovforslag er et overbevisende bud på, hvorledes uafhængigheden vil blive styrket, og det vil med et slag bringe Danmark i front i international sammenhæng, hvis de bliver vedtaget i folketinget.

Udvalget påstår, at der kun har været rejst et spørgsmål af mere fundamental karakter, nemlig problemstillingen ved en bevillingsoverskridelse i domstolsstyrelsen. I retmæssig sammenhæng er det et ubetydeligt problem.
Forskellen nu og i forslaget kan bedst sammenlignes med et barn, der spørger sine forældre, om det må få en is, så går forældrene hen til isboden og køber den. Fremover vil barnet få udleveret pengene, så det selv kan gå hen til boden og købe iskagen.

Det, der har betydning for befolkningen og som burde bekymre den fremtidige retssikkerhed er, hvordan medlemmerne i Dommerudnævnelsesrådet, som er et underudvalg i Domstolsstyrelsen, bliver valgt og udpeget. Det er jo dér, fremtidens dommere skal udpeges, og senere dømme over befolkningens skændige hoveder.

Rådet skal have 6 medlemmer:

  • 3 dommere indstilles fra henholdsvis Højesteret, landsretterne og Den Danske Dommerforening,
  • 1 fra Advokatforeningen
  • 1 fra Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening i forening og endelig
  • 1 fra Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Altså er det stadigvæk personer, der er ansat ved domstolene, der skal udpege deres kolleger. Den i gennem mange år udbredte nepotisme i dommerkredse, kan jeg ikke se, at man kommer til livs.
I Grundlovens §62 står “at retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”.
Derfor er det meget uheldigt, at de 2 forvaltningsforeninger skal udpege en (1) person.

Den forankring, domstolene skulle have i samfundet for ikke at gøre dem til en stat i staten, skal et (1) medlem fra Dansk Folkeoplysnings Samråd altså være garant for! Det er i øjeblikket tilfældigvis en jurist.
Alle medlemmer, både til Domstolsstyrelsen og Dommerudnævnelsesrådet, skal efter indstilling beskikkes af justitsministeren. Hvor bliver den påkaldte uafhængighed af den lovgivende magt egentlig af?

I lovforslaget omtales mange flotte betragtninger omkring det gavnlige i en bredere rekruttering til domstolene. Men når det kommer til realiteterne, står der i lovforslaget § 42 stk. 3 – “Kun den, der har bestået juridisk kandidateksamen kan beskikkes”. – Der står intet i Grundloven om dette krav. Det kunne meget vel tænkes, at den juridiske kandidateksamen var bedre egnet til at tilrettelægge en domsforhandling, afklare de lovmæssige aspekter og det øvrige administrative, og at det var ikke jurister, der havde majoriteten under voteringen.

Hvis domstolene virkelig skal forankres i befolkningen, må det være borgerne i en retskreds, der skal have indflydelse på, hvem der skal sidde i dommersædet i den pågældende kreds. Dommere og advokater kunne her indstille emner, men befolkningen skulle også have mulighed for at indstille en person. En dommer – eller advokatindstillet person ville nok ofte blive valgt, da de fleste stadigvæk er mest trygge ved en juridisk person som dommer. Men hvis man i lovteksten undlader at kræve, at man skal have bestået en juridisk kandidateksamen for at bestride jobbet, vil jurister og jurastuderende blive mindet om, at det ikke alene er paragrafgymnastik, der sikrer en sund retspleje.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at der i øjeblikket står i retsplejelovens § 42 stk.3. “Kun den, der har bestået juridisk kandidateksamen, og som er myndig, uberygtet og vederhæftig, kan beskikkes”. Men i Domstolsudvalgets forslag til folketinget er “og som er myndig, uberygtet og vederhæftig” undladt. Er det fordi man erkender, at man må tilpasse lovgivningen til virkeligheden?
For at undgå konflikt med Grundlovens § 74 “Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov”, skulle formuleringen i § 42 stk.3 rettelig være. Kun den, som er myndig, uberygtet og vederhæftig, kan beskikkes.

I det hele taget vil det være meget interessant at få belyst, med hvilke præmisser Domstolsudvalget i 1993 blev nedsat. I bemærkninger til lovforslaget ser det ud fra stemmeafgivning ud til, at udvalget består af 16 personer. Højesteretspræsident Niels Pontoppidan og Jes Schiøler har i medierne givet sig til kende, hvem er de 14 andre personer. Det vil være overvejende sandsynlig, at den lovgivende statsmagt har fravalgt at pege på personer udenfor systemet, der har forholdt sig kritisk til den nuværende opbygning.

I ovenstående efterlyses mere folkelig indflydelse på retsplejen. For at imødegå et forventet forsvar for, at der i dag allerede er taget højde for dette, med udpegning af nævninge og domsmand, vil jeg for det første påpege, at det kun er i straffesager, og ikke civile sager, at de benyttes, og for det andet er de politisk udpeget.

For over 50 år siden, hvor 33 % af befolkningen var medlem af et politisk parti, var problemet ikke så stort. Men i dag, hvor der kun er ca. 3%, der er medlem, har 97% af befolkningen ikke indflydelse på, hvilke personer der voterer efter retshandlingen. Og problemet er blevet større efter den kraftige forøgelse af partistøtten. Partierne kan i dag faktisk fungere med ganske få medlemmer.

Undertegnede har i en valgperiode været domsmand i Østre Landsret. Den måde man dengang voterede og dømte de tiltalte på, kan jeg stadigvæk ikke fortrænge. Men blot sige kun en tåbe frygter ikke de danske domstole.

Retsplejelovens bestemmelser overholdes ikke

For at sikre en fær behandling i domsforhandlinger, er der i retsplejelovens §41 a. stk. 2 givet mulighed for at anvende retsstenografer i borgerlige sager hvis en af parterne begærer det.
I virkelighedens verden gælder andre regler.

På anmodning af erhvervsmanden J. P. Fischer Hansen kunne Østre Landsret ikke fremskaffe en retsstenograf da hans sag imod Unibank skulle behandles. På foranledning af dette er ombudsmanden gået ind i problemstillingen.

Alternativ kunne man optage domsforhandlingerne på bånd. Men dette ønsker dommerne ofte, at man ikke gør brug af, med henvisning til § 41.
Problemet er, at der kun findes to godkendte retsstenografer i landet, og der er ikke uddannet nogen siden slutningen af 60´erne.
J.P.Fischer Hansen erfarer, at det er en stor fordel at have et helt nøjagtig referat af, hvad der bliver sagt under en retssag. Fordi en forklaring på tryk virker motiverende for vidnerne til at sige sandheden.

En autoriseret retsstenograf skal have kr 5.000 plus moms pr time retten er sat.
De eneste autoriserede retsstenografer i dag er:
Eja Scheuer, der arbejder i EU regi i København og
Bjørn Einersen, der arbejder på anmodning af Folketinget.

Dommere under anklage

I Jyllands-Posten den 10. juni 2001 er dr. jur. Jesper Berning citeret for følgende.

»Jeg var kun 23-24 år, da jeg i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen kritiserede en række retsafgørelser, og det vakte opsigt. Siden har jeg ofte kritiseret Højesteret og dommerne for deres mange bihverv. Og nu senest fik jeg igen bevis på, at de ikke ved, hvordan et ordentligt og Hæderligt erhvervsliv fungerer. Jeg har tidligere foreslået, at vi som i England udnævner højesteretsdommere blandt 50-60-årige advokater, men det er systemet ikke i interesseret i, fordi det vil begrænse karrieremulighederne for justitsministeriets ansatte.
Folk, der er uddannet i ministeriet, kender ofte kun til det pulserende liv via anklagemyndigheden. De har set alle de skidte knægte, og det er hele deres erfaringsbaggrund.«

»For så alligevel at købe sig lidt legitimitet udnævnte Højesteret for nogle år siden et par advokater. Den ene, Per Walsøe, var gammel atomkraftmodstander og i øvrigt en fremragende badmintonspiller. Og den anden en lejeretsadvokat. Men der er altså ikke mange lejesager i Højesteret. Og et af de seneste skud, den fremragende jurist Henrik Zahle, ja, men han er en fuldstændig teoretisk jurist. Han beskæftiger sig med statsret, der er ret så verdensfjernt … ved en konference på Ny Carlsberg Glyptoteket om en af de store kanoner, Alf Ross’ 100 års fødselsdag, deltog statsretsprofessorer fra hele verden. Og så kom Bernhard Gomard med et indlæg; han er vel vores største nulevende af dem, der virkelig forstår, hvad der rører sig. Han sagde, at han altid havde beundret Alf Ross for dennes store udsyn og stringente tankegang. Han havde kun ét problem. Ross havde aldrig kunnet bruge det til noget praktisk. Det er lidt det, man oplever, at folk har brugt deres liv på at skrive noget, som egentlig kun kan bruges af deres kolleger, så de kan sidde og føre akademiske fejder. Men de er altså ikke de mest oplagte til at løse dagligdagens problemer.«

Ikke folkets dom

Finn Wagner Bredgade 36 B, København K skriver den 17. juni 2000 i JP

RASMUS TRADS har selv valgt sin dom og har erkendt sin skyld. Han accepterer en lang fængselsstraf.

Kurt Thorsen – folkets mand denne festlige og herlige trubadur, har erkendt sin uskyld, og ingen pressefolk har kunnet finde fældede beviser. Alligevel dømmer byretten en pragmatisk dom og beviser, at den er en lovrende hale for Justitsministeriet, hvorfra næsten alle dommere stadig kommer fra.
Som nogle af de få her i samfundet har dommere slet ikke erfaring i profit, men alene en tro på, at profit er et diskutabelt og ofte strafbart.

Forretningsfolk er op draget til at sortere sort og hvid forretning og kalkulerer med tab. Opstår tabet alligevel med efterfølgende politianmeldelse, dømmer domstolen ofte strengt.

NU ankes dommen til Landsretten, og hvad de færreste ved, så ændres under fem procent af alle tabte domme af Landsretten.
Derfor ser man “trætte og uinspirerede aktører” blandt dommere og forsvarere, idet dommen jo allerede er afgjort i byretten.
Kun tre-fire pct. af Danske dommere har en matematisk baggrund, og, de øvrige dommere er sprogligt uddannet og har derfor ingen forudsætning for at dømme i økonomiske sager. Jurauddannelsen har ikke ændret sig meget siden Holbergs tid.

Opfordring til civil ulydighed

Stig Nordestgaard Ingrids Alle 11, Odense SV skriver den 16. juni 2000 i JP

DEN DANSKE dommerstand har med sin delvise lovliggørelse af voldtægt mod mindreårige danske piger, opnået følgende:

Samtlige danske forældre advarer nu deres døtre imod blot at se på eller tale til hankøn med mørkere hudfarve end dem selv.
Nu er vi så vidne til Trads/Thorsen-sagens hårde domme, hvor ingen overhovedet har lidt overlast. Det, som straf oprindeligt gik ud på, nemlig at sikre almenvellet imod voldelige personer ved at bure dem inde så længe som muligt, er afskaffet.
Nu går voldsmænd fri, mens såkaldt økonomisk kriminalitet straffes med mange års fængsel. Enten er dommerne gået fra forstanden, eller også tegner der sig et uhyggeligt billede: Dommerne idømmer, af hensyn til deres egen og familiens sikkerhed, voldsforbrydere milde straffe.
Men Thorsen og Trads, som sikkert aldrig har gjort en flue fortræd, straffes som var de mordere.
Dommernes fremfærd de senere år kan tolkes som en indirekte opfordring til civil ulydighed og selvtægt i alle henseender. Er det lovligt?

Organiseret svindel i byretten

Den 30.11.1999 skriver René d’Auchamp Engestoftevej 36, 4990 Saxkøbing i Erhvervsbladet

I ErhvervsBladet den 12. november skriver Hr. Finn Wagner barske sager om byretsdommere. Det er velkendt, at disse ofte har en ringe viden om økonomi.
Deres manglende sans for logik og evne til at gennemskue (modpartens) løgnehistorier er ofte åbenlys.
Men havde De forestillet Dem andet, i et land som Danmark, der regeres af DJØF’ere og pampere, hvor der laves særlove i panik og love med tilbagevirkende kraft osv? Hvis man tror, at Danmark er et retssamfund for småfolk, er man naiv. Alene den såkaldte bagatelgrænse for anke, på 10.000 kr., viser hvad lovgiverne mener om almindelige mennesker.

Når byretsdommere selv tager notater, som ofrene ikke har adgang til, kun hører, hvad der passer dem, beskytter lokale forbrydere og kun lægger vægt på lokale advokaters udsagn, vil mange på forhånd opgive at søge retfærdighed. Så har dommerne mindre at lave og advokaterne tjener på “forlig”. Det ligner organiseret (selvfølgelig ubevidst/ubevist) svindel.

De, Hr.Wagner, har øjensynligt haft ressourcerne til at slås for Deres ret, men hvor mange, har det? Og hvor mange orker at tage sig af andres eller generelle problemer? Jeg har ikke set noget svar på Deres debatindlæg og forventer ikke, at nogen byretsdommer, især ikke i Nykøbing F., skal svare på mit, med krav om dokumentation for påstandene, (som selvfølgelig bygger på selvoplevede fakta og gerne dokumenteres for interesserede). Men der kommer nok ikke noget.
Vi tør intet i Danmark og har det jo også så hyggeligt, ikke sandt?

Dommere nutidens udbyttere

Finn Wagner, Bredgade 36 B, 1260 København K skriver den 12.11.1999 i Erhvervsbladet

I Københavns byret blev jeg i 1990 af dommer Wiingaard idømt en ubetinget straf i en retssag. Retsformanden forstod ikke meget af de indviklede økonomiske forhold mange større virksomheder har og kortede retsdagene ned, Der var mange indsigelser om dommerfejl ved domsafsigelsen, og den blev anket på stedet. Tre år efter og hvor dommeren i mellemtiden var blevet landsdommer i Østre Landsret og hvor den nye retsformand blev landsdommer: Der var afsat seks dage til retsforhandlinger, men selvsamme landsdommer var tydeligt optaget af andet og nedsatte retsbehandlingen til cirka halvdelen, således at diverse vidner ikke blev afhørt.

Selvom kun cirka 5 pct. af byretsdomrne ændres til anklagedes fordel i landsretten, mente anklageren også her, at jeg nok blev frikendt, men det blev en stadfæstelse af byretsdommen. Daværende retspræsident beklagede senere flere alvorlige fejl. Samtlige hernævnte juridiske sagsbehandlere er sproglig uddannet, og ingen af dem havde indsigt i indviklede økonomiske forhold. Min redning blev bl.a. økonomisk uddannede professorer fra Universitetet og Handelshøjskolen, og med masser af indsigelser blev dommen anket til Den Særlige Klageret, samt benådning forsøgt. Det sidste kom først og en ubetinget straf blev konverteret til en bøde på kr. 1.000 – efter syv års retsbehandling. Med samme anklager og med samme byret, fik jeg afvist mit erstatningskrav som forældet. Landsretten udtalte senere, at erstatningskravet ikke var præciseret nok og afviste erstatningen på ni millioner kroner.

Opdateret den 25-07-2010

Makholmsagen set med Erik Haaests øjne 2007-07-01

Notat af P Foens Hansen om Makholmsagen 2007-07-02