Det, der får mig til tasterne, er samfundsplanlægger Gert Wiik, der ret bombastisk forsvarer planlovene.
Fra vild vækst til stram styring
I 60’erne og begyndelsen af 70’erne skete der en voldsom udbygning af parcelhuskvarterer og hvad dertil hører. Udviklingen var ustyrlig og blev der overhovedet plads til naturen?
En meget stram topstyring i form af lands-, region- og lokalplaner med by- og landzoner samt erhvervs- og sommerhusområder måtte sættes i værk.
Planlovgivningen gav centraladministrationen vidtgående beføjelser, hvor underordnede planer måtte vige for overordnede.
Naturbeskyttelse og kvælstofhysteriets omkostninger
Hovedformålet med landzoner er at forhindre spredt og uplanlagt bebyggelse, at sikre klar grænse mellem by og land og at beskytte landskab, natur, landbrugsjord og skovbrug.
Mekaniseringen af landbruget sammen med uhjemmel, rigide og uvidenskabelige regler omkring kvælstof og CO2 begrænsninger, har yderligere fremskyndet strukturudviklingen, der har lukket mange familiebrug.
Overlæge Jørgen Røjel skrev i tilknytning til kvælstof hysteriet i bogen ”Fra anarki til hysteri” fra 1990:
“Forsvinder familiebrugene, vil der ske en omvæltning, der helt vil forandre det danske samfund. Udrydder man familiebrugene, vil landsbyerne forsvinde og med den landsbykulturen, som har været bærende i samfundet. En udvikling, der allerede er i gang, vil yderligere accentueres. Når landsbyerne affolkes, forsvinder først Brugsen, så skolen, derefter forsamlingshuset, kirken og kroen. Nogle steder vil man bevare reservater, hvor de mest idylliske landsbyer overlever som landsbymuseer.”
Har de intellektuelle erstattet bondekulturen
Altså i 1960 siger statistikken ca. 200.000 landbrugsbedrifter imod 7.000 heltidsbedrifter i 2025.
Derudover var det planlæggernes vurdering, at under 1200-1500 indbyggere var der ikke basis for detailhandel og en effektiv offentlig service.
Afgudsdyrkelsen af den boglige skole har medført, at flere fra hver ungdomsårgang lokkes til universitetsbyerne for at tage længerevarende uddannelser end samfundet faktisk har behov for.
Det kraftige og generelt meget skadelige skattetryk har muliggjort dette og en ny intellektuel klasse har på mange områder overtaget den indflydelse, bondekulturen og delvis arbejderklassen tidligere havde.
Centraliseringens selvforstærkende spiral
Kommunesammenlægningerne i henholdsvis 1970 og 2007, som befolkningen ikke efterlyste, har yderligere banet vejen for at tømme landdistrikterne for liv og muliggjort en centralisering af samfundsudviklingen, hvor beslutningstagerne isoleres fra befolkningen.
Affolkning af landdistrikter er ikke en naturlig udvikling, den er helt som planlagt af samfundsingeniører som Gert Wiik og politikere fra de gamle partier.
Samme segment kan samtidig notere sig, at beboelser i hovedstaden er mangelvare, så priserne bliver derefter.
I landzoner er der overskud af boliger med faldende priser til følge og derfor attraktive for folk på overførselsindkomst. Derfor må det kommunale tilskuds- og udligningssystem løbende justeres.
Wiik skriver videre: “I de sidste succesrige 50 år af samfundets udvikling har princippet været at erhverv skal placeres, hvor samfundet kan bakke op dvs: hvor der er bæredygtige veje, kloakering, spildevandsrensning, drikkevand, el, affaldshåndtering, fjernvarme og kollektiv trafik. Uden den styring risikerer vi et kludetæppe af virksomheder placeret tilfældigt i landskabet – dyrt for kommunerne og belastende for miljøet”.
At kalde REFA og de kommunale forsyningsselskabers spildevandsrensning affaldshåndtering for bæredygtige vidner om, at Gert Wiik har lige så lidt forstand på miljø som jeg har på arkitektur.
Grænser for central planlægning
Ud over vej- og jernbanenettet og energiforsyningen skal man i mange tilfælde være varsom med en for stram planlægning. Jeg ynder at citere den østrigsk-britiske politisk økonom og filosof (1899-1992) Friedrich A. von Hayek om planlægningens begrænsninger.
“Han anvender eksemplet med en sti gennem et landskab. Stien er ikke planlagt af nogen, men snarere resultatet af, at mange mennesker over tid har forsøgt at bevæge sig fra ét punkt til et andet.
Havde man et helt nøjagtigt kort over landskabet og perfekt information om alle spadserende, deres ønsker, kondition, tid, osv., ville man måske have kunnet planlægge, hvor den optimale sti skulle gå. Men sådan viden er svært tilgængelig og reelt umulig at sammenligne på tværs af individer.
Mennesker kan tage fejl, og det gælder både borgere og planlæggere. Men hvis borgerne har muligheden for at træffe frie valg og at handle frit med hinanden, vil det i længden producere et bedre resultat, end nogen nok så vidende central planlægger vil kunne tænke sig frem til”.
Hvad med Grundloven
Man kan spørge, om alle elementer i planloven overhovedet er lovlige? Grundlovens § 74 sikrer den frie og lige adgang til erhverv, og fastslår, at enhver indskrænkning, der ikke er begrundet i det almene vel, skal ophæves ved lov. Denne rettighed udfordres af planloven.
Justitsministeriets stjernejurister vil nok hævde, at hensynet til almenvellet er dækket ind af lovens formålsparagraf: At sikre en sammenhængende planlægning og en bæredygtig samfundsudvikling.
Man kan spørge, om alle elementer i planloven overhovedet er lovlige. Grundlovens § 74 sikrer fri og lige adgang til erhverv, men denne rettighed udfordres af planlægningsreglerne.
Justitsministeriets stjernejurister vil nok hævde, at hensynet til almenvellet er dækket ind af lovens formålsparagraf: At sikre en sammenhængende planlægning og en bæredygtig samfundsudvikling.
Men skal vi virkelig acceptere, at en borger i landzone, der hverken driver land- eller skovbrug, tvinges til at flytte sin virksomhed for at kunne forsørge sin familie?
Er der i virkeligheden tale om en grundlovskrænkelse, der har stået på i over en menneskealder? Vi har brug for en forfatningsdomstol – og det kan kun gå for langsomt.
Afsluttende perspektiv
Journaliststanden på de landsdækkende medier er bosat i landets største byer og der har kommunerne været af en størrelse, så sammenlægninger var irrelevante og landzonerestriktioner ukendte.
Eller som Stig Ørskov forhenværende adm. direktør i JP/Politikens Hus meget rammende, skrev i 2022: Langt hovedparten af de danske medier, ikke mindst de statslige og de mest statsstøttede private medier, henvender sig til den bedrestillede og urbaniserede del af befolkningen, og langt hovedparten af journalisterne tilhører – og kommer fra samme befolkningsgruppe.
Så selvom landdistrikternes udfordringer jævnligt fylder en del i Folketidendes spalter, får de sjældent plads på de landsdækkende mediers dagsordener og derfor bliver problemerne også nedprioriteret i den lovgivende forsamling.
Folkemøde Møn kalder sig provinsens folkemøde.
Derfor håber jeg at formanden i bestyrelsen for Folkemødet og kommunalpolitiker, Christian Schou, læser med, da indlægget måske kan give lidt inspiration til en paneldebat.
Se også i Folketidendes arkiv den 24-03-2023 hvor noget af ovenstående er kopieret.