Bondeoprør

Socialisering ad bagdøren 09.07.01
Plattenslagere i Næstvedhallen 02.03.98
Stormøde i Stubbekøbinghallen 19.02.98
Bondeoprør 18.02.98
Ministeriet for miljøforurening 17.01.96
Miljø foran og alt er tilladt 17.01.96

Socialisering ad bagdøren

Gudrun Laub, Hjørring skriver den 9. juli i JP
LANDBRUGETS egen minister Ritt Bjerregaard plejer at være god til at sætte en heftig debat i gang i sommervarmen.
Hendes udspil denne sommer er nye regler, som skal lokke landmænd til at omlægge til økologisk mælkeproduktion.
Styreredskaberne er de klassiske socialdemokratiske: Fordele til alle der gør, som ministeren ønsker og økonomiske sanktioner for alle andre.

Der uddeles gratis mælkekvoter til de landmænd, som danser efter hendes pibe. Det betyder, at det bliver en økonomisk fordel at følge Ritt Bjerregaards regler, lige meget hvor tossede de er.
Mælkeproducenterne skal være efterrettelige og passe ind i hendes verdensbillede. Etiketten med ordet økologi kan bruges til hvad som helst, nærmest som et helt religiøst slagord. Som om al anden mælk er den rene gift.
Der bliver i forvejen produceret mere såkaldt økologisk mælk, end forbrugerne aftager. Overproduktionen bliver heldigvis ikke hældt i kloakken, men blandet med “almindelig” mælk. Som forbruger må man tage sig til hovedet.
Vi vil alle sammen gerne have gode sunde fødevarer og frisk mælk. Landmændene vil gerne levere gode produkter.

Nu spiller RB nogle erhvervsgrupper ud mod hinanden. Det gør det endnu sværere at være landmand.
I stedet for at lade mælkeproducenterne og forbrugerne vælge selv, presser ministeren sin statsregulering ned over hovedet på os alle sammen.
Det er dyrt og besværligt, og det gør livet surt for de mange landmænd, der sørger for, at vi overhovedet kan få frisk mælk på bordet.

Ordene “grøn” og “miljørigtig” er et mantra for Svend Auken. De kan bruges som påskud for skatter og afgifter af alle slags.
Tilsvarende er ordet “økologi” et mantra for Ritt Bjerregaard, som hun hæmningsløst bruger til at styre landet i den retning, hun ønsker, nemlig mod den rene socialisme.
Må vi ikke godt blive fri.

Uffe og landboformænd som plattenslagere

Til mødet i Næstved den 28.02.98 med Venstres partiformand, mente Poul Fritzner og Anders Hvidebæk Andersen, at man enten skulle stemme på Kristelig Folkeparti eller Venstre.
På mødet blev der stillet mange kritiske spørgsmål – bl.a. fra Jørgen Kjær, Storgården – der beskrev risikoen for misvækst i afgrøderne, og deraf manglende indhold af aminosyrer, så det var uegnet til føde for mennesker og dyr.

Enten forstod Uffe Ellemann-Jensen ikke alvoren bag mange af de kritiske indlæg, eller også er han blot en stor politisk plattenslager, der er ganske uegnet som statsministerkandidat.

Følgende kommentar er også sendt til de lokale dagblade.

Denne valgkamps største plattenslager må ubetinget tilskrives Jan Sjursen og Kristeligt Folkeparti (KF). Det var Chr. Christensen fra KF der var miljøminister, da vandmiljøplanen blev vedtaget i 1987. Denne plan hviler på en totalt forfejlet teori om Nitrats rolle i naturens kredsløb.

Med en investering af et tocifret mia. beløb kan man i dag konstatere, at det har medført et unødigt energiforbrug og en stor produktion af slam, som bliver fragtet på kryds og tværs af landet for at afsætte det til landmændene. Nogen dokumentation på at det har gavnet miljøet kan ingen fremskaffe.

I stedet for at erkende, at Chr. Christensen i 1987 blev vildledt af Danmarks Naturfredningsforening ved David Rehling og en masse sensationshungrende journalister, lover Jan Sjursen ½ mia. af skatteborgerens penge i kompensation til landmændene.
Når landboforeningsformænd og andre anbefaler at stemme på KF, stiller de sig jo blot op i plattenslagernes rækker. At landmænd overhovedet kan overveje at stemme på den næststørste plattenslager, Uffe Ellemann-Jensen, vedbliver at være en gåde.

Inden resten af samfundet helt mister respekten for landbruget og deres talsmænd, tror jeg at det er på tide, at man undlader at deltage i det politiske fordækte spil, men til gengæld bidrager med saglige og dokumenterbare argumenter på, hvorfor vandmiljøplanen strider imod naturlovene.
I dette arbejde, kunne man søge assistance fra folk, der gik i skole dengang man lærde at sætte sig ordentlig ind i et emne.

Stormøde i Stubbekøbinghallen

400-500 landmænd var samlet i Stubbekøbinghallen den 18. februar 1998, for at høre Peter Gemælke, Henrik Høegh, Chr. Mejdal(V) og Langkilde(K) forklare baggrunden for vedtagelse af Vandmiljøplan II.

Det var bemærkelsesværdigt så spagfærdige bifaldene var til paneldeltagerne. Repræsentanterne fra V og K, brugte en del tid på at beklage, at de andre politiske partier ikke havde sendt en repræsentant, så de kunne stå til ansvar overfor landmændene for deres handlinger. En forklaring og begrundelse for at det var V og K, der havde vedtaget den oprindelige Vandmiljøplan I, var meget fattige. Langkilde modtog faktisk aldrig et eneste klap, og de tre øvrige modtog kun bifald af høflighedsmæssige årsager.
Undskyldninger for indgåelse af forliget, trængte tilsyneladende ikke ind hos mødedeltagerne.
Der var adskillige opfordringer til civil udlydighed fra nogle af de toneangivende landmænd, såsom spolering af girokortbehandling, deponering af gødningsskemaer og boykot af spildevandsslam. Alle paneldeltagerne måtte faktisk bruge ganske meget tid på at advare og skræmme deltagerne imod sådanne tiltag. Langkilde indtog nærmest en skolemesteragtig attitude, som ikke faldt i god jord.

Konklusion på mødet er vanskelig at drage, men en hvis form for foragt for autoriteterne i samfundet, og starten til et udefinerligt oprør nedefra, kan godt være en slutning.

Landmænd over hele landet ta’r til stormøder, for at få afløb for deres frustrationer. Steen Steensen har forfattet følgende oprørsskrift

Hvordan er landbrugets situation i dag?

Selvstyret i landvæsnet er ved at blive løbet over ende af politik og bureaukrati. Politikmagerne udsteder forbud, regler og påbud i en uendelighed. Den private ejendomsret og retten til at disponere over sin egen jord trampes under fode. Miljø foran – og alt er tilladt.

Gårdejerens personlige dømmekraft skubbes til side. Miljøkommissærer, der er uden Økonomisk ansvar, overtager større og større dele af beslutningsretten. Handlefriheden udskiftes med handlingsplaner.

Intet erhverv kan trives under sådanne forhold. Antallet af selvejere rasler ned. Navnlig går det ud over de mindre gårde. Siden 1970 er de formindskes med et antal af 40.000. Elleve bedrifter forsvinder om dagen i disse år. Husmændene er likvideret som klasse.

Hvem er landbrugets banemænd?

Det intellektuelle borgerskab. Udbygningen af de højere læreanstalter har skabt en ny herrestand, der ikke bryder sig om selvstændige næringsdrivende. Den akademiske verden nærer sig ved politik og embedsvæsen. Forlængst har de boguddannede sat sig på de politiske partier og regeringsapparatet.

Det var de intellektuelles opfindelse af forureningen, som for alvor tvang landbruget i knæ. Økologismen som politisk ideologi er i stand til at kriminalisere den fysiske produktion og sætte frihedsrettighederne ud af kraft. Miljøpolitikken synes nærmest at gøre produktive mennesker retsløse. Fiskeriet blev det første erhverv, som mistede friheden.

Miljø-ideologien er usædvanlig løgnagtig. Danmark har aldrig været så rent, grønt og nærende som nu. Både drikkevandets og fødevarernes kvalitet er notorisk højere end på noget andet tidspunkt i historien. Men økologismen forekommer ikke bare løgnagtig, den er tillige kulturødelæggende. Familiebruget angiver det fineste i dansk kultur. Trin for trin udslettes selvejet. Ind rykker råbende politikmagere med sværmen af kommissærer, forskere og tv-journalister i hælene.

Hvad må der gøres?

Kun et grundlæggende oprør fra neden ændrer forholdene. Kamp må der til, skal livet gro. Miljøkommissærerne forlader ikke bøndernes rygge af egen drift. Heller ikke de folkevalgte giver frivilligt slip på erobret territorium. Friheden kan man for nærværende hverken stemme eller forhandle sig til. Kun oprøret rummer i sig et håb. Det drejer sig om at genvinde næringsfriheden. Intet kan sættes i stedet for selveje og selvbestemmelsesret og det personlige ansvar. Antallet af selvstændige gårdbrug må under ingen omstændigheder formindskes, mængden bør tværtimod øges. Færre gårde vil svække landbruget yderligere. Et demokratisk samfund har mange selvejere, eftersom selvejet styrker selvbestemmelsesretten. Familiegården må genindsættes i sin tabte værdighed.

Landbruget skal med andre ord afpolitiseres. Politikerne må ned af bøndernes rygge. Det samme skal biologer, forskere, kommissærer og andre snyltere fra de højere læreanstalter. Politisk aktivisme er dræbende for al selvstændighed. Politik slår ejerstolthed og arbejdsglæde ihjel. Frygten trænger frem.

At støtte er at bestikke. Fald ikke på knæ for pengepungen. At støtte er at styre. Bed aldrig magthaverne om noget. Hold undertrykkerne på afstand. Nådigherrernes nåde koster dyrt i den sidste ende. Når staten kan give alt, kan staten også tage alt. Støtte er vejen til trældom.

Hvordan kan friheden genvindes?

Individuelle protesterer er dømt til nederlag. Der kæmpes ikke mand mod mand, men mand mod system. Bureaukratiet er ansigtsløs. Det har ingen følelser. Systemet husker alt og tilgiver intet. Apparatet slider oprøreren til døde. Derfor bør forsvaret over for den offentlige magt udelukkende finde sted i en kollektiv sammenhæng.

De politiske partier kan ikke anvendes til noget. Heller ikke de såkaldt borgerlige. Venstre er en karrieremaskine for akademikere. Partiet kan bruge landmændenes stemmer og deres penge. Men Venstre er som de øvrige partier orienteret mod de veluddannedes interesser. Politikere er der, hvor magten er.

Men vil landboforeningerne stille sig i spidsen for et oprør? Nej, Axelborg er vokset sammen med Christiansborg. Landbrugsrådet er selv en bureaukratisk organisme, der lever af skemaer og cirkulærer. Landbrugets top hader oprør som pesten. Axelborg er systemets forlængede arm.

Oprørerne må tage sagen i egen hånd. Men der er gode alliancemuligheder. Fiskerne kæmper mod den samme fjende. Det gør dambrugere, værkstedsejere, minkfarmere, arbejdsfolk, fabrikanter, vognmænd, restaurantører, bagere og skrothandlere også. Producenter over en bred front angribes af den intellektuelle klasse.

En frihedskamp er også en åndelig kamp. Miljøbevægelsens løgnagtighed, undertrykkende og udbyttende væsen skal utrættelig fremhæves. Glem ikke at nævne de intellektuelle ved navn! Også de folkevalgtes svigt bør udråbes med store bogstaver.

Men hovedslaget skal stå ved gårdene. I hvert sogn bør der oprettes en slags borgerværn mod indtrængende myndigheder. Miljøkommissæren skal ikke ind på gårdspladsen. Bryder kontrolsystemet sammen, falder de mange restriktioner og påbud. Papirtyranniet kommer man til livs ved civil ulydighed. Lad skemaerne blive i skuffen.

Oprøret er slut, når landbruget er befriet for politisk hersen.
Steen Steensen er opvokset ved landbruget og er i dag lektor ved Ranum Statsseminarium. Bøger fra hans hånd:

Den sociale komedie. De intellektuelles vej til magten – 1982
Den økologiske krigsførelse. – 1986
Snudehistorier – 1987
Demokratiets rødder. – 1994

Ministeriet for Miljøforurening

Jørn Rasmussen, Vordingborg skriver i JP den 15. januar 1991

I DANMARK har vi den lovgivende-, udøvende- og dømmende magt. Når denne tredeling mister sin autoritet og bliver besat med mennesker, der ikke er deres opgave voksen, opstår der private og halvofficielle interessegrupper, hvoraf kan nævnes Dansk Naturfredningsforening, Dansk Flygtningehjælp og Miljøministeriet.

Mange har nok gennemskuet, hvilken skadelig indflydelse Naturfredningsforeningen og Flygtningehjælpen har pådraget det danske samfund via deres lobbyvirksomhed. Lidt mere kompliceret forholder det sig med Miljøministeriet. Det blev oprettet i 1972, primært for at forhindre problemer med stigende spildevandsforurening. I de forløbne 18 år har det bredt sig til et mangehovedet uhyre.

Af eksempler kan nævnes følgende:
Planstyrelsen, der er en underafdeling i Miljøministeriet, planlagde i begyndelsen af 70’erne udviklingen med den forudsætning, at 1200 indbyggere ville være den mindste enhed for lokale bycentre, hvor der fortsat skulle være skole og dagligvarebutik. Det kan nok indirekte forklare, at de skoler og dagligvarebutikker, man ikke har fået nedlagt endnu, går en vanskelig tid i møde.
På spildevandsomådet har man rørlagt de åbne grøfter, sammenblandet regnvand og husspildevand, for til sidst at samle det hele i store rensningsanlæg. Alt dette har medført, at man får problemer med den stærke koncentration af næringssalte og de enorme slamdepoter, som før eller siden skal tilbage til naturens kredsløb. På dette område skulle ministeriet omdøbes til Miljøforureningsministeriet for at være mere dækkende for, hvad de beskæftiger sig med. På andre områder, hvor der bliver opkrævet miljøafgifter, bliver midlerne brugt til bl. a. at opkøbe landbrugsjord, hvor man vil plante skov. Specielt i Jylland er det i nogle områder et problem, da landbrugsjorden dermed stiger i pris, så landmænd ikke har råd til at opkøbe og drive almindeligt landbrug.

Stat i staten
Af ovenstående må det kunne udledes, at Miljøministeriet har udviklet sig til en stat i staten, som ingen behøver at respektere. Derfor er det et godt princip med reglen med at den der forurener, skal selv bære de fulde omkostninger ved at rense op efter sig, og af næringssaltene er fosfor langt den største synder i vandmiljøet. Landbruget behøver ikke at have dårlig samvittighed på dette område, blot de er opmærksom på at uddele husdyrgødningen i perioder, hvor afgrøderne har den største næringsstofoptagelse.
Med ovenstående vil jeg anbefale alle, der sidder og skal træffe afgørende beslutninger på miljøområdet, om hellere at bruge den sunde fornuft end lytte til Miljøministeriet. Specielt er mange kommunalpolitikere blevet vildledt af de planlægnlngsivrige centralister. Jeg troede kun, det var svenskere og tyskere, der var meget autoritetstro, men smitten har åbenbart bredt sig til Danmark.

Miljø foran og alt er tilladt

Steen Steensen skriver den 17.01.98 i Jyske Vestkysten

Politikmagere
Politikmagere bryder sig ikke om selvstændige næringsdrivende. Eksistensen af privat foretagsomhed virker irriterende. Det samme gør grundlovens ord om ejendomsrettens ukrænkelighed. Handlefrihed i næringslivet spærrer i princippet for politiske handlingsplaner. Magtfølelsen frustreres.

Men heldigvis er der noget, der hedder miljø. Øko-ideologien åbner stængede porte. Miljø foran og alt er tilladt. Økologismen kan som ingenting ophæve grundlovens garantier for frihed i arbejdet. Bevares, frygt må der til. Uden frygt kom politikmagerne ingen vegne.I ganske særlig grad formår selvejet i landbruget at ærgre sindene. Medlemmerne af den politiske klasse har gennem adskillige år sat grænser for gårdejernes selvstændighed. Undertrykkelsen tog for alvor fart i 1986. Den umiddelbare anledning var en kurv døde hummere fra Kattegat. Da tog den politiske klasse fat. Biologer og journalister, forfattere, kulturpaver og forskere ydede regeringen og lovgiverne den fornødne ideologiske dækning.

Politikmagerne dikterede en vandmiljøplan, som for alvor trak landmændene gennem sølet. I første omgang endte det med de små brugs undergang. Husmændene blev likvideret som klasse. Dette skete, medens Lone Dybkjær var miljøminister. En køn tak til husmændene, må det siges, for hundrede års trofast støtte til Det Radikale Venstre. På det tidspunkt var partiet fuldstændig undergravet af intellektuelle. Senere fik de større landbrug statens knoer at mærke.

Påstandene om Kattegats uddøen var løgn fra ende til anden. Og politikmagerne vidste det. Usandheden kunne direkte aflæses i Fiskeriministeriets fangsttal. I 1977 blev der fisket 10 millioner kilo hummere og rejer i de danske farvande. Ti år senere lå mængden på 19 millioner kilo. I dødsåret 1986 hentede fiskerne million kilo mere op af vandet end året før.

Må det tillige være tilladt at meddele (len politiske klasse følgende ubehagelighed: l 1990erne oplevede fiskerne et hummereventyr i Kattegat uden sidestykke i hukommelsen. I september 1991 faldt priserne på hummere fra 80 kroner per kilo til 30 kroner. Tidligere havde priserne endda simret på et noget højere niveau.

Vandmiljøplanen
Vandmiljøplanen hviler på et falsk grundlag og det ydermere i usædvanlig grad. Men trækkes planen så ikke tilbage? Nej, nej, den politiske aktivisme fortsætter. Miljøkamp er klassekamp. Sandheden betyder i den situation ingenting. Glem ikke konfliktmønstret i miljøpolitikken. Økologismen dyrkes og føres frem af intellektuelle. Ofrene er de mennesker, som skaber samfundets materielle værdier. En uproduktiv klasse angriber en produktiv. Den opstilling er set før i historien.

Nu er drikkevandet udskreget som et problem. Dette skete, medens Per Stig Møller var miljøminister. I mellemtiden har miljøet fået en ny fører. Svend Auken er om muligt endnu mere ærgerrig og karrierelysten. Magtsygen ligefrem lyser ud af manden. Igen står selvejerne i landbruget til undertrykkelse. Gad vide for øvrigt om en klasse i fremgang kan standse sin egen opdrift.

Men er drikkevandet da ikke forurenet? Næh, det er det ikke. Danmark har sammen med nordmændene det fineste vand i Europa, og der er rigeligt af det. Aldrig i landets historie har drikkevandet besiddet en så udmærket kvalitet. Før i tiden stod det skralt tit. Først i dette århundrede forbedredes situationen. Nu er vandet friskere end nogensinde. Smag selv. Brug dit eget hoved. Stol på din egen dømmekraft.

Jamen, siger øko-ideologerne, fremtiden ser sort ud. Det er for sent, når ulykken er indtruffet. Derfor må der gøres noget nu.

Bemærk brugen af frygt. Men derudover er der at sige: Fremtiden unddrager sig en nutidig efterprøvning. Påstande om dommedag kan af gode grunde ikke modbevises i nuet. Den kendsgerning gør slagfeltet frit. Det giver de mennesker, der får magt til at definere fremtiden, en uhyggelig autoritet. Aldrig bør en klasse tillades et sådant herredømme.

Gid det var gørligt at få skovlen under den politiske klasse. Går de økonomiske friheder tabt, tabes meget mere. Lad det være sagt uden sordin på tungen. De intellektuelle ødelægger samfundet.

Socialistiske akademikere holdt i sin tid hånden over de værste tyranner. Det bebrejdes dem nu. Men hvad med de borgerlige intellektuelle? Er de ved at begå en lignende skændsel? I opgørets time skal heller ikke Landbrugsrådets forræderi glemmes.

Opdateret den 25-07-2010