Det juridificerede samfund - Uretten

“Fra bogen Lov og ret – magtens medløbere”, 1984 forlaget Vindrosen er nedenstående kapitel hentet. Bogen er skrevet af journalist Gretelise Holm, der er journalist og født i 1946. Som socialmedarbejder ved dagbladet Politiken har hun i en årrække beskæftiget sig med rets- og kriminalpolitik

01 Sløringsteknik
02 Af-juridificering
03 Menings-manipulation
04 Gudstjeneste og teater
05 Støtter de herskende
06 Dommere og demokrati
07 Citater fra kapitel 7

Der er forhold, som man i den grad er vænnet til, og som man i den grad tager for givet, at man aldrig hæfter sig ved dem eller tænker over dem.
Et af disse forhold er, at det i løbet af godt hundrede år er lykkedes juraen som akademisk disciplin og juristerne som fagfolk bogstavelig talt at bemægtige sig samfundet.
Juristerne fører det store ord i kapitalkoncentrationernes selskabsbestyrelser. Juristerne sidder på den offentlige forvaltning som administrations- og forvaltningschefer. Juristerne hersker i ministerierne, i politiet og ved domstolene.
Juraen har afløst teologien og juristerne har afløst præsterne som henholdsvis samfundets mest magtfulde akademiske disciplin og faggruppe.
Man kan naturligvis godt prøve at forklare det med, at samfundet er blevet mere og mere kompliceret og derfor mere og mere bundet op og sammen af regler og love. Derfor må samfundet styres og forvaltes af dem, der har forstand på love. Omvendt kan man så også overveje, om de mange regler og love måske netop er kommet til, fordi samfundet forvaltes af jurister, som stadig øger deres magt som faggruppe ved at juridificere samfundet.
Uanset sammenhængen er det et særpræget træk ved nutidens samfund, at man stort set har lagt både delvis den lovgivende (i kraft af ekspertise) og fuldt og helt den udøvende og dømmende magt i juristernes hænder. Foruden at juristerne har væsentlig indflydelse på kapitalmagten og dominerer i samfundsadministrationen.

Hvorfor er det f.eks. indlysende, at dommeren skal være jurist?
I virkeligheden er der intet, der taler for, at folk med juridisk uddannelse skulle være særlig velegnede fremfor så mange andre til at vurdere menneskers handlinger eller konflikter mellem mennesker.

Tværtimod. Der er intet i det juridiske studium, som sigter på at gøre juristerne egnede til at forstå mennesker, deres handlinger eller deres konflikter. Der er ikke indlagt så meget som en enkelt time i psykologi, sociologi, socialpolitik, kultur- eller samfundsforståelse. Det juridiske studium er blottet for alle de discipliner, som vedrører menneske- og samfundsforståelse. Man kan dårligt finde nogen akademisk skoling, som giver mindre psykologisk og social indsigt. Og det kommer retssystemet, som i alle led er behersket af jurister, naturligvis til at bære præg af.
Juristerne lærer lovene og deres fortolkninger. Og så lærer de at få vendt og drejet fortolkninger, præmisser og konklusioner, så de i det store og hele bliver tilpasset samfundsmagtens forventninger og interesser.
Det er en »kold« videnskab, der er blevet samfundets mægtigste. Men den har skabt sig samme ophøjede image som middelalderens teologi.

Lad os først tage et historisk eksempel på juridisk argumentation. Et eksempel på, at grundloven kan vendes og drejes, så den kan bruges til undertrykkelse:
Da kvinderne og nogle fremskridtsvenlige mænd i slutningen af forrige århundrede pressede på med krav om politiske borgerrettigheder til kvinder, blev mændenes bedste juridiske hjerner mobiliseret.
En af disse hjerner sad på indenrigsminister Hugo Hør7ing, der senere dannede regering og blev både finans- og justitsminister. Han var ifølge Dansk Biografisk Leksikon »et klart og hurtigt hoved«.

Den 25. november 1895 gik indenrigsminister Hørring på Folketingets talerstol og gav en ny-juridisk version af en klassisk begrundelse for at holde kvinder uden sociale og politiske rettigheder: deres syndige køn!
Den fremtrædende juridiske begavelse havde fundet frem dl, at det i forhold til grundloven var særdeles betænkeligt at give kvinderne valgret dl de kommunale råd.
Hugo Hørring talte om grundlovens betingelser for valgbarhed og valgret:,
»Den første af disse betingelser er uberygtethed, som den nævnes i grundloven,« sagde han og fortsatte:
»Valgloven definerer imidlertid nærmere dette begreb, således at den er uberygtet, der ikke ved dom er fundet skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling.« »Men,« fortsatte ministeren, »forholdet er jo det, at når det gælder kvinder, kender vi meget vel en »berygtethed«, som stammer fra et helt andet forhold, nemlig kvindens forhold i sædelig henseende.«
Hørring så til sin gru, at ikke alene kvinder, der havde fået børn uden for ægteskabet, men også »offentlig fruentimmer og den, der lever sammen med en mand uden at være gift med ham, vil kunne opnå valgret.«
Og han tolkede det juridisk sådan, at dette måtte være mod grundlovens krav om uberygtethed. En anden fremtrædende juridisk begavelse på indenrigsministerposten, Vilhelm Bardenfleth, genbrugte denne fortolkning af grundloven i 1899.

Sløringsteknik

I vore dage er det også en del af den juridiske kunst at vende og dreje tingene og hævde, at konklusionen er nøgtern og objektiv i forhold til loven. Som den gamle dommer, der afsiger dommen og derefter beder den unge fuldmægtig øve sig ved at skrive præmisserne. Derudover forekommer en tendens til, at de unge jurister i justitsministeriet i særlig grad bliver øvet i en retorisk teknik, der går ud på at »sløre« og »tildække« forhold af tvivlsom karakter, som helst skal unddrages offentlighedens bevidsthed. Som journalist oplever man ganske hyppigt, hvad man kan kalde »sort juridisk tale«.
Et eksempel:
Den 30. december 1980 skulle der ankomme et meget farligt menneske til Københavns Lufthavn i Kastrup. Det var den tidligere i denne bog omtalte franske militærnægter Patrick Gervasoni, som havde levet i ti år på flugt, fordi han som pacifist stod til fængselsstraf og militær indskrivning i sit hjemland.
Patrick ville gerne vide, om de danske myndigheder ville sende ham videre til fængsel i Frankrig, når han ankom. Han ville også gerne vide, hvordan han skulle forholde sig for at undgå en returnering til Frankrig, og hvorledes han kunne søge ophold i Danmark. Det forholder sig sådan, at udlændinge har meget lille retsbeskyttelse på dansk grund, og der er eksempler på, at selv politiske flygtninge er blevet afvist og tvangsreturneret af politiet i lufthavnen.
En af de fremtrædende unge jurister i justitsministeriet, fuldmægtig Michael Lerche, behandlede Patricks sag i justitsministeriet.
Som journalist på Politiken henvendte jeg mig til Michael Lerche, og der udspandt sig følgende båndede samtale, som er et eksempel på den særlige juridiske kunst:

Journalisten: »Risikerer Patrick Gervasoni at blive sendt umiddelbart videre til Frankrig.«
Lerche: »Vi har ikke taget stilling. Vi ved ikke, at han kommer, og vi ved ikke, hvilke anmodninger, han vil fremsætte.«
J: »Kan man som militærnægter få politisk asyl i Danmark?«
L: »Udgangspunktet er, at militærnægtere ikke får politisk asyl, men der er militærnægtere, der har fået politisk asyl, så det kan jeg sige både buh og bøh til.«
J: »Risikerer han straks at blive sendt til Frankrig?«
L: »Vi må se på, hvilken anmodning han fremsætter.«
J: »Han får altså lov til at fremsende en ansøgning til de danske myndigheder?«
L: »Jeg sagde netop ikke en ansøgning, men en anmodning!«
J: »Hvad forstår De ved en anmodning? Er det en, der fremsættes ude i lufthavnen mellem to fly?«
L: »Det kommer an på, hvordan han ytrer sig.«
J: »Men når De siger, at han får lov til at fremsætte en anmodning, hvad mener De så med en anmodning?«
L: »Det har jeg ikke sagt. jeg har sagt, at hvis han fremsætter en anmodning, så må vi se på det.«
J: »Hvilken slags anmodning skal han fremsætte for ikke at blive sendt videre til Frankrig?«
L: »Det kan jeg ikke sige noget om. Hvis han kommer og fortæller, at nu vil han skyde dronningen, så må vi forholde os til det. Hvis han fortæller, at nu vil han gerne snakke med en journalist fra Politiken, så må vi forholde os til det. Og hvis han vil have politisk asyl, så må vi vurdere det.«
J: »Det vil sige, at han i hvert fald får mulighed for at komme med sine oplysninger til de danske myndigheder. Kan man fastslå det?«
L: »Det kommer sandelig an på, hvad det er for nogle oplysninger. Det er da klart.«
J: »Vil han få mulighed for eller vil han ikke få mulighed for at fremsætte anmodninger over for de danske myndigheder?«
L: »Det kommer sandelig an på, hvordan han fremsætter dem. Han må jo fremsætte sine ønsker over for de myndigheder, han møder.«
J: »Og han vil få lov at fremsætte sin ønsker, således at der ikke bliver tale om, at han umiddelbart efter ankomsten bliver videresendt til Frankrig?«
L: »Det har jeg ikke sagt spor om!«
J: »Jamen, hvis han bliver sendt videre umiddelbart, får han jo ikke mulighed for at fremsætte sine ønsker og anmodninger over for de danske myndigheder?«
L: »Jeg tror ikke, at jeg kan udtrykke mig klarere. jeg kan ikke udtale mig yderligere.«
Slut.

(Patrick blev som nævnt afflentet af politiet og sat i fængsel på fremmedloven.)
Men Michael Lerche er en rigtig jurist, og i dag er han dommer i Københavns Byret. Det er helt sikkert, at han har en stor fremtid for sig i den juridiske verden. Hvad lægfolk kan være tilbøjelige til at opfatte som uklarhed i hans tankeverden er nemlig en særlig juridisk kunst og teknik.
I dette tilfælde kan man sige, at ligegyldigt hvilket begrænset uddrag, journalisten havde bragt af samtalen, eller ligegyldig hvilken konklusion, journalisten havde fundet på samtalen, ville Michael Lerche kunne have hævdet, at han var fejlciteret. Og at han havde sagt præcis det modsatte. For det havde han nemlig også.

Jeg valgte at skrive båndet af og bringe hele samtalen i avisen.
20 års journalistisk erfaring har lært mig at bruge båndoptager over for to grupper af mennesker: magtfuldepolitikere og jurister inden for politi og retsvæsen.

Jævne folk står altid ved, hvad de har sagt til avisen, såfremt de er korrekt citerede. Helt anderledes forholder det sig med nogle af de mennesker, som har magt i samfundet – og særlig de juridisk skolede, som man kommer ud for, når man beskæftiger sig med rets- og kriminalstof. For det første kan de »uklarhedens kunst«, og for det andet hævder de rask væk, at de er blevet fejlciterede og misforståede, hvis deres udtalelser får ubehagelige konsekvenser, hvis situationen vender, så det havde været klogere at sige noget andet, eller hvis deres udtalelser virker anderledes, end de havde forestillet sig.
Når man har oplevet den slags »dementier« et par gange, sikrer man sig.
Top

Af-juridificering

Jamen, lyder det fra de eftertænksomme. – Det kan godt være, at jurister er et onde. Men folk i almindelighed er endnu værre. 77 pct. af englænderne går ind for dødsstraf, og 73 pct. af danskerne går ind for øget varetægtsfængsling …
Nej, nej fri os fra folkedomstole. De er værre … mere rabiate, mere hævntørstige, mere hidsige …
Det er mit postulat, at det ikke forholder sig sådan, at det ikke behøver at forholde sig sådan, og at det ikke på 1ængere sigt vil forholde sig sådan.
Det er for så vidt korrekt, at såkaldt almindelige mennesker er hårde og aggressive i deres »dom« og straf ønske over afvigere. Men det er aggressioner, som kommer af fremmedgørelse, angst og uvidenhed.

Den største aggression findes, hvor den største angst og uvidenhed findes.
Sådan som rets- og især straffesystemet fungerer i dag, er der for de fleste mennesker tale om lukkede verdener. Kriminalitetsopfattelsen bygger på mediernes bloddryppende og angstskabende proportionsforvrængninger, som kraftigt understøttes af klare politiske interesser i at finde syndebukke for alverdens nød og elendighed. Og et almindeligt menneskeligt behov for sådanne syndebukke, som er håndgribelige årsager til elendigheden.
En civilisering af retsplejen skulle ske via et øget kendskab til det, vi kalder kriminalitet og dem, vi kalder kriminelle.

Så godt som alle »almindelige« (ikke straffede) mennesker, der f. eks. via en straffet bekendt eller slægtning får kendskab til straffesystemet, fortæller, at de er rystede over forholdene. De havde aldrig forestillet sig en sådan grusomhed.
I København findes der en lille kreds af virkelige retskendere og retskyndige lægfolk. Det er en gruppe invalide- og folkepensionister, der har fundet ud af, at byens stærkeste dramaer opføres i retssalen – ikke mindst i dommervagten på politigården, hvor de er fast publikum. Senere følger de ofte de mere interessante sager til byret og eventuelt landsret.
Disse lægfolk, som virkelig ser og hører de kriminelle, er kriminalpolitisk meget liberale. Meget mere liberale end dommerne i dommervagten. De er f.eks. voldsomt forargede over den omfattende brug af varetægtsfængsling.

Menings-manipulation
Top

Derimod kan Observa-meningsinstituttet gå ud i befolkningen og få et massivt flertal på 73 pct. for at adgangen til varetægtsfænsling skal udvides, når det drejer sig om volds-sigtede. Undersøgelsen blev offentliggjort i Jyllands-Posten den 28. august 1983.

Uanset, at man ved, at befolkningen er opskræmt og »blodtørstig« var resultatet af undersøgelsen forbavsende. Danmark er i forvejen førende, hvad angår varetægtsfængsel (fængsel før dom), og det forekommer overraskende, at et så massivt flertal i befolkningen går ind for en udvidelse af adgangen til at bure folk inde, før de er dømt.
Som et slags »kontrol-forsøg« stillede denne bogs forfatter Observas spørgsmål til knap 100 relativt progressive og oplyste unge mennesker.
Observas spørgsmål lød:
»Varetægtsfængsling kan anvendes, når der er bestyrket mistanke om, at sigtede har begået en forbrydelse af grov karakter (straframme ud over fængsel i I 8 måneder) og anvendes af hensyn til retssikkerheden for at forhindre sigtede i at unddrage sig straf, begå nye lignende kriminelle handlinger eller vanskeliggøre opklaringsarbejdet ved f.eks. at slette spor eller påvirke vidner. Disse betingelser er ofte ikke til stede, når det drejer sig om voldsforbrydelser, hvorfor Folketinget til efteråret skal drøfte, om adgangen til at varetægtsfængsle personer sigtet for voldsforbrydelser skal ændres af hensyn til voldsofret/ofrene.
Bør adgangen til at varetægtsfængsle voldssigtede efter Deres mening udvides/indskrænkes/forblive uændret/ved ikke?«

De hundrede veluddannede, relativt progressive unge mennesker svarede omtrent som Observas interviewede. 70 pct. af dem gik ind for udvidelsen.
De fik endnu et spørgsmål: »Hvorfor synes du det?«
Og svaret var næsten enslydende: »Voldsforbrydere skal da ikke gå fri for straf.« Prøven viser, at man får svar som man stiller spørgsmål. Folk i almindelighed – og heller ikke dem med studentereksamen – skelner mellem varetægtsfængsel og fængselsstraf. De tror, at det er det samme. Og i dette tilfælde har de i virkeligheden svaret på, om voldsforbrydere skal have fængselsstraf.

Folk skelner heller ikke mellem, hvorvidt man er sigtet (mistænkt) eller dømt, fremgår det. Endvidere er der både falske præmisser og moralske fejlslutninger indbygget i Observas spørgsmål, når der tales om »adgangen til at varetægtsfængsle personer, sigtet for voldsforbrydelser, skal ændres af hensyn til voldsofret/ofrene.« For det første er der jo ikke noget »offer« at tage hensyn til, hvis sigtelsen (mistanken) mod den anholdte er uholdbar. Så er det i det mindste en anden persons »offer« (altså den rigtige gerningsmands).

Så sammenkædningen mellem den muligt varetægtsfængslede og vedkommendes offer er logisk ikke holdbar. Det erjo endnu ikke bevist eller ved dom fastslået, at den pågældende overhovedet har et »offer«.

For det andet forekommer det at være en moralsk fejlslutning, at det skulle gavne offeret, at der tilføjes den eventuelle gerningsmand pine. Sårene på ofret heles ikke hurtigere af den grund. Men selvfølgelig kan man sige, at hævnfølelsen, hvis der er tale om en sådan, tilfredsstilles. Det må være den, observa i sit spørgsmål betragter som en absolut kendsgerning. Observas meningsmåling var i øvrigt en kraftig motivering, da justitsminister E. Ninn-Hansen (12. oktober 1983) genfremsatte sit forslag om øget adgang til varetægtsfængsling i voldssager. Der var i Folketinget flertal for forslaget.
Observas undersøgelse afslører mest, at folk har stort ukendskab til rets- og straffesystemet. Man kender i almindelighed ikke forskel på varetægtsfængsel og fængselsstraf og på voldssigtet og voldsdømt.
Den slags »finesser« har man overladt til juristerne, og selv er man bare under indflydelse af de opskræmmende beretninger i aviserne.

På den måde får man skabt blodtørst og lynch-stemning ved hjælp af uvidenhed (eller fremmedgørelse over for juraen og al dens væsen) og angst, fremkaldt af en presse, der stadig skal øge sine oplag. Og som i disse år særlig spekulerer i angsten for vold og narkotika.
Såkaldt almindelige (hvis man kan kalde nogen det) mennesker har stort set og med god grund opgivet at forstå juraen. De, som virkelig kommer i kontakt med den på en ubehagelig måde (de fattige uden uddannelse) forstår rent ud sagt ikke en kæft. Og tilkendegiver det tydeligt. Tvivlere kan bare tilbringe en uge i Dommervagten.

Det ville være svært fra den ene dag til den anden at af-juridificere retssystemet. Det kunne føre til råhed og lynch-stemning, fordi folk flest er uvidende og især angste.
Derfor er det givet, at en af-juridificering skulle ledsages af oplysning og især af nærhed. Nærhed, forstået på den måde, at lovgivning, kontrolinstans (politi), dom og straf alt sammen skulle være funktioner i det nære, sociale miljø. Og ikke som nu den ene samfundsklasses undertrykkelse af den anden.

Der er en afgrund mellem indholdet i en faktisk gerning på Vesterbro og så den beskrivelse, den får i et anklageskrift i landsretten: Den bums, som i en årrække har spist og især drukket sammen med bumsinden for det beløb, som bumsinden har kunnet trække hjem, kan pludselig se sig anklaget for alfonseri til mange hundrede tusinde kroner. Og alfonseri i det format lyder jo drabeligt i ørerne på de vellønnede dommere og på de 12 uberygtede elite-borgere på nævningepladseme.
På Vesterbro ville man vurdere bumsen og bumsindens adfærd på en meget mere nuanceret måde og med en meget bedre forståelse for det faktiske gerningsindhold i bumsens eventuelle lovovertrædelse. Også i et nært retssystem ville der ske rettergangsfejl og forekomme stemningsprægede domme og straffe, men systemet ville næppe være så grotesk skævt, som det vi kender i dag. Det system, hvorefter en lille skare overklasse-rekrutterede, juridisk specialiserede dommere, indhyllet i ritualer og myter om højere retfærdighed i det store og hele varetager samfundsmagtens interesser over for de svageste og de fattigste.

Top

Gudstjeneste og teater

»Ligesom både gudstjenesten og teatret ligger der i den ydre form noget, som har et selvstændigt indhold ved siden af dette at nå frem til en dom … sagsformen har sin egen mission i demonstrationen af samfundets retsudøvelse,« skriver forsvarsadvokaten Arnold Rothenborg i sin erindringsbog »Vægten og Sværdet«.
De sidste hundrede års demokratisering af samfundets institutioner er gået næsten sporløst hen over retssalene.
Retshandlingerne er stadig bundet op af ritualer, kapper, højtidelighed, juridisk »latin«, krav om respekt og en fysisk indretning af retslokalerne, som ikke lader nogen i tvivl om, hvem der er mægtig og hvem, der er afmægtig.

Det nærmest sammenlignelige er kirkens ritualer. Og det er nok ingen tilfældighed. Præsterne skal fortolke den himmelske ret. Dommerne skal fortolke den jordiske. Begge opgaver er meget vanskelige at udføre for mennesker. Vanskelighederne kan afhjælpes med besværgelser, ritualer og krav om ubetinget tro, lydighed og respekt. Kirken har sin blasfemi-paragraf og domstolen har sit krav om respekt for retten.

Og begge institutioner har deres ophøjede stil og mystiske sprog, der kan tjene til at gøre de arme syndere ydmyge i sindet. Hjælpeløse og respektfulde.
Og i begge institutioner lykkes det udadtil at få fremstillet det menneskelige arbejde, som foregår, som en slags »hellige handlinger«, hævet over menneskelig kritik. Dommeren er f.eks. ikke et menneske. Ikke et jeg. Dommeren er retten. Og der hvor andre mennesker ville sige jeg omtaler han ved Gud sig selv som retten. Retten mener, retten finder, retten beslutter … Man kunne jo mene, at det var indbildskhed ud over alle grænser, der får et menneske til at omtale sig selv som »retten«. Det er det ikke. Det er kun en lille del af en form, der har som mening at give indtryk af, at det, der foregår her, er en højere, måske universel handling. Og sløre, at det bare er et menneske på godt og ondt og med en juridisk uddannelse, der sidder og træffer nogle beslutninger på baggrund af sine fortolkninger af nogle love, der som alle andre love er resultater af politiske magtkampe i samfundet. Magtkampe, der som alle andre kampe bliver vundet af de stærkeste.
En sådan erkendelse ville være svært farlig for retssystemet. Og for tilliden til det. Derfor er det nødvendigt med ritualer og mystik og lovkrav om respekt.

Kommer man som veluddannet, fri borger på besøg i en retssal virker stilen, ritualerne og det sære sprogbrug måske ikke så lammende, højst måske lidt komisk. Man smiler overbærende, som en venligtsindet ateist gør i kirken.

Lad os her indskyde, at juristerne og dommerne ikke selv synes, at de taler uforståeligt. For de forstår jo så udmærket hinanden. Men denne bogs forfatter har været ledsaget i retten af en professor i dansk og litteratur. Selv han måtte give op. Forsøget står enhver frit for, da de fleste retshandlinger er åbne.

Nu er det ikke professorer i dansk, der sidder på den lille umagelig træstol nede foran dommeren. Det er typisk et arbejdsløst, uudannet, måske dårligt begavet ungt menneske. Hvad han har haft af beskedne sociale, intellektuelle og psykiske ressourcer er blevet effektivt nedbrudt i måske måneders isolation i en af de små uhumske celler i Vestre eller Blegdamsvejens Fængsel. Under isolationen har han næsten mistet talens brug, han har koncentrationsbesvær, hans nervesystem er nedbrudt, og han er proppet med medicin.
I dag bliver han så slæbt ind og anbragt under sine dommere. Man rejser sig andægtigt og respektfuldt, når de kommer ind og indtager deres magelige stole oppe på dommerpodiet. Det er nu typisk samfundets sociale ekstremer, der mødes.

Dommerne, rundet af den bedste overklasse, smukke karrierer i justitsministeriet, fortid i anklagemyndigheden. Sådan er det typisk. Der er naturligvis enkelte undtagelser. Ligesom der kun er meget få undtagelser fra reglen om, at den fortumlede misdæder dernede på træstolen har en trøstesløs social baggrund: fattigdom, institutioner, splittede hjem, utryg, voldelig, alkohol-præget opvækst.

Det er klart, at han skal rej se sig i respekt for de mænd, som nu skal udmåle hans fortsatte pine.
Og at resten af samfundet også skal vise respekt for retten.

Støtter de herskende
Top

»Socialist burde man næsten ikke kunne undgå at blive af den blotlægning af fundamentale sammenhænge, det juridiske system er for den vågne,« mener advokaten Hans Kjellund.
At undgå at blive socialister lykkes nu gennemgående meget godt for dommerne. Det lykkes dem faktisk stort set at undgå at blive kritiske over for deres eget arbejde overhovedet. Der er meget, meget få dommere, der overhovedet erkender domstolenes politiske (og dermed deres egen) funktion i samfundet.
En af de få, der åbent er gået ind i den diskussion, er civildommer Ole Bohr. »Dommere og advokater hører dl den økonomiske overklasse. Og deres politiske ståsted er det borgerlige, måske til nød Socialdemokratiet, men sandelig ikke på den egentlige venstrefløj. De starter med at være i et sikret miljø, og de fortsætter med det, og de få, som måske begynder et andet sted, bliver optaget i den økonomiske overklasse, og så ruller det hele videre,« sagde Ole Bohr.

Ole Bohr fortæller også om, hvordan dommerne tilpasses det herskende system:
»Det sker ved, at de ungejurister nødigt skiller sig ud. Hvis de kommer med synspunkter, der er alt for afvigende, så vil man måske synes, at det er fordi de ikke rigtig har forstået, hvad det drejer sig om, at de ikke rigtig er dygtige. De, der nu ansætter dommere, vil måske sige: Hvis vi finder nogle, der er meget venstreorienterede, så må de være lidt dumme på en eller anden måde, der er noget, de ikke rigtig har forstået, de er ikke rigtig rimelige, de mangler common sense … « »I næsten alle samfund støtter administrationen og den dømmende magt de herskende samfundsforhold. Og herhjemme vil det sige det kapitalistiske system. Mine børn udtrykker dette ved at sige, at dommerne er kapitalens forlængede arm, at de er klassedommere. jeg vil nok hellere bruge nogle andre udtryk, men at de i realiteten har ret, forekommer mig oplagt. Det mærkelige er, at det er en måde at betragte tingene på, som er usædvanlig blandt folk i min generation, især blandt jurister. De bliver helt forbavsede, hvis man siger sådan noget. De synes, atvi er davirkelig upartiske. Vi har da ikke nogen interesser, som vi skal støtte.
Det sker ubevidst, og det er måske så meget desto værre.« civildommer Ole Bohr siger også, at han »fejt nok« er holdt op med at dømme i straffesager:
»Dengang syntes jeg, at en del af de domme, jeg afsagde, var komplet urimelige. Jeg var helt syg, når jeg kom hjem, når jeg havde haft tilfælde, hvor det var oplagt, at hvis man skulle have båret sig fornuftigt ad, så skulle man have givet en betinget dom. På den anden side, når man så på praksis, kunne man med fuldkommen sikkerhed sige, at det aldrig kunne holde i landsretten. Så var der ikke nogen særlig glæde ved at holde egen samvittighed god. Det ville kun gå ud over den tiltalte, som i første omgang måske troede, at han var reddet, men som så bagefter i landsretten fik noget andet at vide. jeg prøvede på at afsige domme, der lå i underkanten af, hvad pra sis var, men ikke mere end at dommen kunne holde. jeg synes i langt de fleste tilfælde, at straf er en helt urimelig måde at reagere over for afvigere på.«
Så vidt Ole Bohr.

Top

Dommere og demokrati

Der er næppe nogen retsudøvere, der benægter, at det rent faktisk forholder sig sådan, at de folk, som retsvæsenet ekspederer ind i de overfyldte fængsler rekrutteres fra bunden af socialgruppe fem. Men det lykkes for det helt store flertal at opfatte det som en art tilfældighed. Det hænger sammen med en dybtliggende ideologi om, at rigdom eller fattigdom er et resultat af menneskers frie valg.

En ideologi, som er særlig stærk og dyrket blandt mennesker, der er født ind i socialgruppe I og 2, og som har fået en uddannelse, blottet for lære om sociale sammenhænge. Næste led i ideologien er, at lovene er resultatet af en demokratisk proces. Og ved at sørge for lovenes fuldbyrdelse, så arbejder dommeren for selve demokratiet. Talrige dommere har den opfattelse, at det er demokratiet, de sidder i deres dommersæder og beskytter. Og deraf følger også, at angreb på retssystemet er angreb på demokratiet.
Efter først at have spurgt både Dommerforeningen og Østre Landsrets præsident om lov lod landsdommer Holger Kallehauge sig interviewe. I interviewet fik han som noget af det væsentlige sagt, at kritik af domstolene skulle holdes i fagfolkenes lukkede kreds. Han sagde, at domstolene hverken kunne svare på konkret eller generel kritik:
»Og når der fremsættes en sådan kritik, som vi ikke kan svare offentligt på, så har det den pris, at læserne efterlades med en opfattelse af, at det hele er korrupt. Så risikerer man, at folk taber troen på det retssarnfund eller det demokrati, vi har,« sagde dommer Kallehauge.

Vi er jo ellers nok nogle stykker, der vil hævde, at en demokratisk proces netop forudsætter folkets deltagelse i debatten.
Men dommerens udtalelser, som ingenlunde var tilfældige og SOM var mente og godkendte, viser tydeligt, hvem i samfundet, der »ejer« demokratiet. Og ser det som deres pligt at »beskytte« det ved ikke at give andre adgang til det.

Man må naturligvis tabe troen på et retssamfund og et demokrati, som ikke tåler en åben debat. Men som skal holdes inden for lukkede fagkredse af jurister.

Så skal det for god ordens skyld siges, at dommer Kallehauge anses for en af standens mest »åbne« og udadvendte dommere. Det siger mere om resten af standen end om Kallehauge.

Lukketheden overfor befolkningen er en del af mystikken, der skal gøre retssystemet til noget ophøjet. De hellige mænd skal efter Kallehauges mening mødes på lukkede seminarer, hvor de skal tale abstrakt jura. Ikke noget med at drøfte konkret retfærdighed med folket.

Top

Fra kapitel 7 er nedenstående hentet

side 199 nederst I – Danmark har det været et retsprincip, at ingen tiltalt selv skal bevise, at han er uskyldig. Det er politiet/anklagemyndighed, der skal bevise skylden. Og ifølge retsidealerne skal der være fuldt og lydefrit bevis, dvs. skylden skal være bevist ud over al rimelig og fornuftsmæssig tvivl.
side 206 midtfor Normalt begynder retsvæsenet først at skamme sig mange år efter, at det har tabt besindelsen – når næste eller næste generation igen sidder og analyserer dets handlinger og domme. Kommunistloven og retsopgøret efter krigen er i dag skamfulde minder for retsvæsenet. Når dommerne selv skal sige det, så er de gode til at holde sig nøgterne og uhysteriske, men praksis viser noget andet. Domstolene har ikke forsømt mange lejligheder til at følge politiske stemninger, som igen grunder sig i folkelige stemninger af angst, panik, hævnfølelse eller hvad det nu kan være. P.t. er der angst og panik omkring narkotikamisbruget. Politisk har det givet sig udtryk ved en hæmningsløs, opskruning af strafferammerne. Og alligevel har domstolene i al deres politiske efterrettelighed ikke kunnet få nok. De har allerede ved flere lejligheder sprængt strafferammen.