01 Mussolinis og pavens “subsidiaritets-princip”
02 Nationalstaten og demokratiet
03 Den håbløse møntunion
04 Når Vendsyssel og Sicilien skal harmoniseres
05 Amsterdam-traktatens ophævelse af grænserne
06 Fiktionen om “de ydre grænser”
07 Afskaffelsen af dansk udenrigspolitik
08 Fraserne og virkeligheden
09 Stem nej for Østeuropas skyld
10 Forbud mod at høre til
Mon ikke de vil kalde det “fantasteriets århundrede”: Det århundrede, hvor man planlagde store fantastiske projekter til hele menneskehedens lykke, fremgang og forædling – det århundrede, hvor de politiske forandringer ikke skulle være justeringer, der udgik fra den faktisk eksisterende folkelige virkelighed, men hvor man skulle rydde grunden for at skabe en fundamentalt ny politisk “virkelighed” på teoriens tegnebræt. – Alt sammen i den allerbedste hensigt og udfra de mest menneskevenlige drømme om en bedre verden. Og altid med den følge, at paradis-drømmen blev til et helvedes-mareridt: Lenins Sovjet, Hitlers Nazityskland, Maos Kina, Pol Pots Sydøstasien.
Det er så vist ikke fordi disse utopiske fantasterier var fremmede for det forrige århundrede. Tværtimod.
Det er de foregående århundreders franske og tyske filosoffer, der har udtænkt det hele – med mest vidtrækkende konsekvenser: Friederich Hegel og Karl Marx. Der er vel stort set ikke i vores århundrede tænkt een eneste ny politisk tanke. Nej, det fantastiske ved vort århundrede er, at man i fuldt alvor tog fat på det dødbringende forehavende at realisere de projekter, som tidligere kun havde eksisteret på papiret..
Der er eet sikkert fællestræk ved alle vort århundredes projektmagere – både de store berømte og visionære og de små, grå bureaukrater. Det er deres indædte had til grænser. Og det både i principiel og geografisk forstand.
Projektmageren har det altid dårligt med de grænser, som virkeligheden sætter for den menneskelige formåen. Derfor er også de konkrete nationale grænser ham en pestilens. Hans tænkning begynder jo ikke i folkets historiske og faktiske virkelighed på, jorden, men oppe i idéens eller utopiens tynde luftlag.
Og den rendyrkede idé – utopien – er altid grænseløs.
Aldrig er den blevet beskrevet kortere og med større præcision end i det gammeltestamentlige myte om Babelstårnet, som skulle, nå op i Himlen, men som brød sammen, da den Almægtige satte grænser imellem folk og nationer – modersmålenes grænser, som for al historisk tid skulle umuliggøre drømmen om een verden, men samtidigt gjorde verden spændende i dens nationale mangfoldighed. jeg tænker uvilkårligt på den myte, hver gang jeg på tv-skærmen ser simultantolkene sidde i deres glasbure i EU-parlamentet og prøve på at gentage helligåndens sprogunder fra den første pinsedag.
Og tænk – jeg tror virkelig, at de politikere, der kommunikerer på den måde, selv tror på, at de fører en samtale.
Lad mig blot nævne eet sprogligt eksempel til illustration af, hvordan en sådan “samtale” kun kan blive til “goddag mand, økseskaft”.
Top Mussolinis og pavens “subsidiaritets-princip”
Vi tænker os en fransk eller italiensk politiker, som står på talerstolen i EU-parlamentet, og som udfra sin kulturelle baggrund i katolsk tænkemåde taler varmt om “subsidiaritetsprincippet” – et ord, som ingen dansker forbinder noget med. Men det generer ikke hans danske kollega. For den dygtige tolk inde i glasburet oversætter lynhurtigt og smertefrit det uspiselige ord til “nærhedsprincippet”, og det forstår – deri danske politiker, selvom han måske ikke er så stiv i de latinske sprog (og forudsat, at han altså er til stede i salen og ikke bare på diætlisten i forhallen). Og næste gang, han rejser hjem, holder han en tale for sine danske vælgere og siger, at der er udbredt enighed i Europa-parlamentet om en styrkelse af nærhedsprincippet – et jævnt og varmt og uhøjtideligt ord, som signalerer dansk højskole-folkelighed og ret til at ordne egne anliggender uden fremmed indblanding.
Sandsynligvis aner vor EU-parlamentariker ikke, at ordet “subsidiaritets-princippet” blev lanceret af pave Pius XI i 1931 som led i et forlig mellem den katolske kirke og Mussolini, hvor paven gav fascismens samfundsteori sin allerhøjeste velsignelse. Og sandsynligvis aner vor politiker ikke, at dette såkaldte “subsidiaritets-princip” har som sin ene og erklærede hensigt at styrke centralmagten – dengang den fascistiske stat med kirken som konsulent, i dag Unionens centralmagt.
Og den slags kalder han “samtale”! – ja, en samtale, hvor man overvinder historiske forskelle, kulturforskelle, sprogforskelle, slet og ret ved at se bort fra dem.
Og siger man det til ham, så trækker han højst sandsynligt overbærende på skuldrene og siger, at den slags støvede sprogbetragtninger er ganske ligegyldige, når bare man har den rene og gode vilje til samarbejde på tværs af grænser.
Jamen hvert eneste ord i vort sprog er – ligesom i alle de andre europæiske folks sprog – ladet op med den slags skjulte betydninger, som rummer folkets historiske erindring, og som kun kan tolkes udfra den.
Når man taler til landsmænd på sit modersmål, så behøver man slet ikke at være historie- eller sprogprofessor for at tolke de skjulte betydningsnuancer. De er hos menigmand præget ind i sjælen ved dagligdagens brug af sproget. Og uden denne prægning kunne vi ikke tale sammen – altså udover de mest primitive parlør-sætninger. Og kan man ikke tale sammen, så kan man heller ikke lovgive sammen.
Vil man derimod samtale med andre folk – ja, så er der kun den besværlige vej – at lære deres sprog så præcist som overhovedet muligt. Derfor har man altid ført udenrigspolitik ved hjælp af et højtuddannet diplomatkorps, der mestrede hovedsprogene og kunne rådgive de politiske beslutningstagere. Hvis man vil stille sådanne krav i fremtiden til politikerne i Europa og det vil man simpelthen være nødt til i en europæisk union – så vil det politiske håndværk være forbeholdt højtuddannede akademikere. Arbejdsmanden og bonden vil være udelukkede fra politisk indflydelse.
Som det hedder i den gamle danske slagsang: “For den, der taler alle sprog, er det nu lige fedt. Men fanden heller inte for den, som kun kan eet! ” Men det har man ikke opdaget endnu. Ved simultantolkens hjælp er sydeuropæeren og danskeren blevet rørende enige om en fælles vilje til at styrke subsidiaritets-princippet. De mener bare det stik modsatte. Den dag, virkeligheden afslører det for vore danske EU-politikere, vil de tvivlsomt tabe, underkæben og sige på deres eget sprog: – Det var Fandens … ! – Men vi kan ikke gøre for det, vil de føje til. Vi havde jo den gode og rene vilje.
Javist, men det er bare sjældent meget værd i politik. Faktisk er Europa i vores århundrede blevet tyranniseret af de gode viljers naive ildhu.
Top Nationalstaten og demokratiet
Før demokratiets tid var det meste af Europa regeret af multietniske og multisproglige kejserriger og kongedømmer. Og det kunne sagtens gå. Een kejser og hans administration kunne udmærket regere på flere forskellige sprog. Men da demokratiet vandt indpas, viste det sig at være en umulighed.
Det kom faktisk som en overraskelse. De ideologer, som bar demokratiets idé frem i 1830’erne – de liberale – var oprindeligt internationalister med tågede revolutionære drømme om en ny folkelig virkelighed, konstrueret efter fransk forbillede. Det var derfor, Grundtvig og Blicher og Ingemann og Søren Kierkegaard og tidens andre store danske ånder, hadede de liberale godt og grundigt. Den unge Kierkegaards ironisk snusfornuftige kommentar til de liberale akademikere lød: “Man kan ikke køre rundt i Sjælland efter et kort over Frankrig.”
Men da liberalismen fik vind i sejlene, opdagede de liberale selv, at det demokrati, som de selv fordrede, det forudsatte en nationalstat. Man kunne have flersprogede kejserriger, men ikke flersprogede demokratier. Og så vendte de liberale ideologer – først i 1840’rne 180 grader og blev pludseligt “national-liberale”.
Man kan kalde det opportunisme eller virkelighedssans. Det enkle faktum, som man opdagede allerede ved demokratiets fødsel, var, at demokrati fortidsætter en nationalstat – først og sidst et sprogfællesskab. For demokrati forudsætter en samtale på et modersmål. Grundtvig og Blicher var ligesom den menige mand nationale på forhånd, fordi de kendte deres rod. De liberale blev det, fordi de ville have demokrati. Derfor blev der også noget kunstigt og akademisk påtaget ved deres danskhed. Men demokratiets grundlæggende naturlov – nationalstatens nødvendighed kunne altså heller ikke de løbe fra.
Når man i dag hører den floskel, at tiden og globaliseringen er løbet fra nationalstaterne, så er det renlivet vrøvl af den slags, der bliver selvfølgeligheder ved at blive gentaget i det uendelige. Nationalstaten har aldrig været mere åbenlyst nødvendig end i dag. Vil man kvæle eller opløse den i et unionsprojekt, så slår det nationale instinkt igen. At ville afskaffe det nationale som statens fundament er ligeså halsløs som da victorianismen i pænhedens navn ville afskaffe seksualiteten ved at lade, som om deri ikke eksisterede blandt pæne mennesker. Aldrig har bordellerne blomstret som i den periode.
Både Balkan og Østeuropa efter kommunismens turde på godt og ondt være slående eksempler på, hvad der sker, når man vil kvæle nationaliteten i en union. Intet europæisk unionsprojekt har nogensinde bestået i det lange løb, og det kommer dette her heller ikke til.
Den længste levetid af alle inioner fik Sovjetunionen med 75 år. Hvor lang tid, Europa-unionen får, kan ingen ane. Men når- den engang skrider fra hinanden, fordi Europas folkeslag er ved at blive kvalt under cirkulærer og forordninger, så vil sammenskridningen blive des mere oprivende for Europa, jo mere unionen er støbt i beton. For når betonhuse, støbt i eet stykke, går i skred, så er det ikke rart at være indenfor. Og betonhuse, som skrider, kan man faktisk ikke rette op på. Mie forsøg får dem kun til yderligere at slå revner.
Top Den håbløse møntunion
Jeg ser en vis trøst i, at Danmark indtil videre står udenfor den Møntunion, som lige er blevet søsat under en uværdig cirkusforestilling, der mildt sagt har dementerer alle festtalerne om den fælles samarbejdsvilje. For en fælles europæisk mønt og en fælles europæisk rentepolitik vil som sagt aldrig komme til at fungere, når finanspolitikken med skatteopkrævningen forbliver i de enkelte medlemsstater.
At sligt ikke kan lade sig gøre, er vel egentlig ABC-lærdom for enhver ædruelig nationaløkonom. Det er selvsagt en invitation til medlemsstaterne om at handle økonomisk uansvarligt og sabotere den fælles rentepolitik. Den tyske forbundsbanks økonomer har vidst det hele tiden og har strittet imod længst muligt.
Amerikanske økonomer har sagt det samme. Deri europæiske møntunion mangler de afgørende forudsætninger, som den amerikanske har haft fra begyndelsen: En stærk forbundsstatsadministration med et præsidentembede, en skat, som opkræves direkte til forbundsstaten – og endelig den mobilitet i arbejdskraften, som er karakteristisk for USA. jeg er mildt sagt dilettant på det nationaløkonomiske, område, men ,jeg synes, det er et spørgsmål om almindelig sund fornuft.
Og lad os så sige, at det lykkes ved hjælp af bøder til medlemsstaterne at tvinge dem til finanspolitisk fodslag og ansvarlighed overfor helheden – hvilke midler er der så tilbage til indenfor een fælles europæisk møntfod at udjævne spændingerne mellem så forskellige økonomier som Siciliens og Vendsyssels. Der er kun eet eneste virksomt middel tilbage: Fremkaldelse af regional massearbejdsløshed – frivilligt eller- ufrivilligt.
Hvad der så vil ske, når eksperimentet bryder sammen, er næsten til at forudse. Mori ikke man vil sige: Det var bare ærgerligt, kære venner. Vi er desværre begyndt i den gale ende. Møntunionen kan ikke fungere uden en politisk union i form af en forbundsstat med præsidentembede og EU-skat. Og det kommer danskerne ikke til at holde folkeafstemning om. Der er nu tydelige signaler fra EU om, at man ikke vil finde sig i flere forsinkende danske folkeafstemninger. Bliver det et ja denne gang, vil vi næppe mere blive spurgt.
Top Når Vendsyssel og Sicilien skal harmoniseres
Unionisterne tror, de kan styre økonomien og udjævne forskellene ved at pumpe penge fra de rige områder i nord til de fattige i syd. Hvis ikke Sovjets historie er nok til at give een brækfornemmelser ved den slags planøkonomiske modeller, så lad mig anføre et hverdagseksempel: Jeg så for et par år siden et herligt tv-program om sygefraværet på nordjyske arbejdspladser. Her interviewede man en vendelbo-chauffør, der kørte sodavand ud i butikkerne. Han blev spurgt, hvor mange sygedage, han havde haft i sit aktive liv.
– Ingen, svarede han.
Næste spørgsmål: – Hvor syg skulle du være, for at det ville forekomme? ja, det havde den nordjyske sodavandschauffør ikke rigtig fantasi til at forestille sig. – Hvorfor ikke? spurgte journalisten.
Det affødte en pause, som er blandt de længste, jeg har oplevet i tv. Så svarede manden: – Folk skal jo have sodavand.
Jeg har uendeligt megen sympati for den vendelbo. Og jeg tror, han er en meget repræsentativ dansker. jeg har faktisk også -, omend mere på afstand – stor sympati for de charmerende dagdrivere, jeg har truffet som ferieturist på Sicilien – dem hvis evige omkvæd er “Manjana”: Hvorfor gøre i dag, hvad man kan opsætte til i overmorgen. En yndefuld, middelhavsblå, naturlig dovenskab, som for os at se har karakter af “livskunst”, og som naturligvis er forenet med tilsvarende beskedne materielle fordringer. jeg vil begræde den dag, da sicilianere og spaniere er blevet tvunget bort fra deres slentrende livsform, som er eet med deres folkesjæl. Og jeg vil begræde den dag, da vendelboen ikke mere finder mening i at knokle løs, fordi – nå ja, fordi folk jo skal have sodavand.
Disse kulturelt nedarvede forskelle i arbejdsmoral såvel som i alt andet – de hører faktisk med til et landområdes økonomi. Ja, de er fundamentet den. Forstår man ikke det, så forstår man intet af nationaløkonomien, uanset hvor stor en taljonglør man er. For grundlaget i al økonomi er alt det, man ikke kan gøre op i tal.
Den slags forskelle kan man virkelig ikke udjævne ved kunstig overførsel af europæiske pengestrømme selvom pengene ledsages af tonsvis af cirkulærer, der foreskriver ens arbejdsvilkår i Vendsyssel og på Sicilien. Sådanne forsøg på at styre alt under eet kan kun bidrage til at gøre alting absurd og meningsløst – både for den flittige vendelbo i sin lastbil og for den magelige sicilianer på sin stamknejpe.
Og det kan i øvrigt kun føre til den storstilede sydeuropæiske svindel med EU-midler, som ingen burde undre sig over.
Al realitetssans tilsiger een, at ØMU’en før eller siden bryder sammen. Derfor er det godt, at Danmark takket være folkeafstemnings-nej’et i 1992 står udenfor og i ro og mag kan se, hvordan det går – selvom det gør Marianne Jelved så skrækkeligt bedrøvet, at vi ikke er med i dette livsfarlige eksperiment fra begyndelsen.
Vi skal selvfølgelig holde os ude for Danmarks skyld. Men ærlig talt, så meget europæer vil jeg gerne være, at jeg også vil stemme nej den 28. maj for Europas skyld – for at forsinke hele integrations-processen og dermed måske afbøde det livsfarlige eksperiment for de elleve deltagerlande – hvis vælgere ikke har en pind at skulle have sagt, og hvis politikere har bundet hele deres prestige op i dette vanvid, så de alene for prestigens skyld overhører alle advarsler.
Selvom det ikke direkte er ØMU’en, vi skal stemme om denne gang, så vil vi gøre hele Europa en tjeneste ved enhver forsinkelse, der kan give virkeligheden en chance ved at bryde fantasteriets køreplan.
Top Amsterdam-traktatens ophævelse af grænserne
Hadet til grænser er altid fantasteriets mest usvigelige kendetegn. Troen på, at grænser skaber ufred; troen på, at et grænseløst Europa betyder grænseløse fred. Mon det var den erfaring halvfjerdsernes blomsterbørns-kollektivister endte med at gøre – at familier skaber indbyrdes fred imellem sig ved at flytte sammen i et bofællesskab, hvor alle børn er alles børn, og alle koner er alles koner? – Mon ikke erfaringen efter den vanvidsbølge snarere gik ud på, at en familie lever i fred, når den selv kan trække sin grænse og låse sin dør for naboen – eller gæstfrit byde ham indenfor, men selv bestemme, hvor længe han skal blive der.
Eller med et andet eksempel: Det etniske bofællesskab, som hedder Bosnien – hvor man har et kludetæppe dér, hvor vi andre har veldefinererede grænser – mon det har været en fordel for freden på Balkan?
Grundsubstansen i den Amsterdam-traktat, vi nu skal stemme om, er grænsernes afskaffelse – de “indre grænser”, som det hedder – mens de “ydre grænser” skal styrkes. 66 pct. af danskerne er ifølge en nogenlunde frisk meningsmåling modstandere af Schengen-aftalen. Her synes danskerne virkelig at have forstået, hvad sagen drejer sig om. Schengen bygger jo netop på denne filosofi og på troen p , at ved at give fremmed politi ret til at operere uhindret i Danmark kan man bekæmpe international kriminalitet effektivt. Det er et utroligt besynderligt paradoks, at man vil begynde med at bekæmpe international kriminalitet ved at fjerne grænsekontrollen.
Selv har jeg aldrig, dér hvor jeg færdes, mødt nogen, der ikke var modstandere af Schengen – hvis de altså overhovedet vidste, hvad det er.
Når jeg så har sagt: – Jamen så må du da stemme nej til Amsterdam-Traktaten, for den er jo Schengen, permanentgjort og traktatfæstnet så har de set undrende på mig. Det er efter min erfaring stort set ukendt, ligesom det meste af, hvad der står i den traktat-tekst og dens tilknyttede protokollater, der sammen med de tidligere traktat-tekster udgør en fuldkommen uoverskuelig og uforståelig dynge papir, selv for garvede læsere af den slags tekster. Og sådan skal den være. Det syltes at være ganske bevidst fra regeringens side, at den udsender en ulæselig bunke papir og tydeligt nok er bedøvende ligeglad med, hvad folk får ud af den og så i øvrigt overlader det til det private initiativ at lave en læsevenlig udgave, som den, Vindrosen og Notat har lavet, og som faktisk er til at finde ud af.
Som Uffe Ellemann-Jensen sagde det i TV-2 i forgårs: Detaljerne i traktaten er underordnede. Det, vi skal diskutere, er om vi vil være med til at skabe det europæiske fællesskabs fremtid…
Er det ikke utroligt? -Tænk, hvis en ejendomsmægler rådede sine købere på den måde: – Skidt med hvad der står med stort eller med småt i tilstandsrapporten og slutsedlen; hvis bare du ka’ li’ flagstangen…
Amsterdam-Europa er det grænseløse Europa – et Europa, hvis politikere har forkastet Babelstårnsmytens visdom og sagt: – Nu prøver vi lige een gang til med det dér tårn til Himlen og ser bort fra alle grænser og forskelle. Vi har jo simultantolkene…
Siger vi ja til Amsterdam-traktaten, så siger vi ja til, at al indslusning og fordeling af flygtninge fra Afrika og Asien helt og holdent er overladt til EU. Med den traktat er det besluttet, at rådet vedtager “inden fem år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden foranstaltninger, der skal sikre fri bevægelighed for personer i overensstemmelse med artikel 14, og i forbindelse hermed direkte tilknyttede ledsageforanstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser, asyl og indvandring…” (Art. 61)
Og senere (artikel 62): “Foranstaltninger med henblik på i overensstemmelse med artikel 14 at sikre, at personer, uanset om de er unionsborgere eller tredjelandsborgere, ikke kontrolleres ved passage af de indre grænser.”
I grunden synes jeg, det mest rystende er at læse artikel 64, fordi man dér forestiller sig det, man plejer at kalde det værst tænkelige tilfælde. – Hvad nu, hvis der opstår en katastrofesituation, hvor et enkelt land som f. eks. Danmark pludselig af den ene eller den anden grund bliver mål for en flygtningestrøm, som vi slet ikke kan håndtere. Så må der vel være en mulighed for at afvise nogen, skulle man tro. Men hør, hvad Amsterdam-traktaten siger: “Hvis en e Iler flere medlemsstater står over for en nødsituation i form af en pludselig tilstrømning af tredjelandsstatsborgere, kan Rådet, med forbehold af stk. l, med kvalificeret flertal på forslag af kommissionen vedtage midlertidige foranstaltninger af højst seks måneden varighed til fordel for de berørte medlemsstater.”
Et flertal i ministerrådet kan altså efter indstilling til kommissionen foreslå foranstaltninger “af højst seks måneders varighed”. Danmark selv kan intet foretage sig. Efter et ja til Amsterdam-traktaten er al dansk diskussion om flygtningepolitikken ophørt med at have nogen som helst interesse. For der er ikke mere noget, der hedder dansk flygtningepolitik. Sådan står der altså at læse i den traktat, som Uffe Ellemann anbefaler folk at lade være med at læse, før de stemmer.
Top Fiktionen om de ydre grænser
Jamen så skal de såkaldt “ydre grænser” vogtes så meget strengere, siges det i Schengen-aftalen og Amsterdam-traktaten.
Hvilken trøst! – Jeg véd ikke, hvor mange tredielandsflygtninge, der befinder sig i Europa, men mon ikke det i hvert fald er 30 millioner. De vil nu kunne pendulere frit indenfor Unions-området, og Danmark kan intet stille op mod tilstrømning af dem.
Dertil kommer, at forsikringerne om bevogtning af den “ydre grænse” er ren Fiktion. Og alle véd det. Om ikke andet, så véd vi det, efter at tyrkiske kurdere i efteråret væltede op igennem Italien uden standsning. I virkeligheden var det ikke noget nyt; det har stået på i årevis, ligesom de afrikanske flygtninges massive strøm over Gibraltar gennem Spanien.
De sydeuropæiske lande, som her på Unionens vegne skulle vogte “den ydre grænse”, er formentlig bedøvende ligeglade, for da de ikke giver deres flygtninge nogen som helst form for social hjælp, kan de føle sig rimeligt sikre på, at de fremmede hurtigst muligt drager videre til Tyskland eller Skandinavien.
Den eneste bevogtning af nogen ydre grænse, jeg kender til, er faktisk udført af de stakkels baltere, som i deres forhippethed på at komme ind i EU har følt sig presset af Unionen til at standse måske halvdelen af den kurdiske flygtningestrøm, der prøvede at nå gennem Balticum undervejs til Tyskland og Skandinavien. Trods balternes nødråb til EU om økonomisk hjælp, rørte EU ikke en finger – ikke før vore egne tv-kanaler viste billeder fra de flygtningelejre, hvor folk levede under de mest afskyelige koncentrationslejragtige forhold, fordi balterne ikke havde råd til dette enorme bevogtningsprojekt.
Man spørger sig selv: Er det samvittighedsløse umennesker, der ser passivt på sådanne forhold, som de selv har fremkaldt?
Nej, det er såmænd bare almindelige EU-politikere med munden fuld af fede fraser- om “fredens projekt” og “de ydre grænser” – fraser, som de ikke engang selv tager alvorligt. Og så længe balterne klarede det, var det jo gratis.
Jeg kunne godt være tilhænger af et Fort Europa og af en stærk ydre grænse – selvom den selvfølgelig ikke skulle træde i stedet for mit eget lands grænser. Det ville faktisk være en påtrængende fælleseuropæisk opgave at kontrollere flygtningestrømmen til vores del af verden. Men al erfaring viser, at den opgave har EU hverken vilje eller evne til bare at forsøge at løse. Her kan en realistisk forhåbning alene knyttes til nationalstaterne.
Top Afskaffelsen af dansk udenrigspolitik
Stemmer vi ja til Amsterdam, er der heller ikke mere noget, der heller- dansk udenrigspolitik. Hvor det lied i Maastricht-traktaten:
“Unionen og dens medlemsstater fastlægger og gennemfører en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. ” – dér hedder det i Amsterdam-traktaten: “Unionen fastlægger og gennemfører en fælles udenrigspolitik.” Klarere kan det vel ikke siges. Den eneste ændring i sætningen er, at ordene “og dens medlemsstater” er gledet tid. Sådan nedlægger- man landet bid for bid.
Men det synes Uffe Elleman n altså ikke, vi behøver at læse.
Top Fraserne og uvirkeligheden
Hadet til grænser og til nationalstater ligger i tidens ideologiske luft, men dette had har knyttet sig til alle totalitære bevægelser i dette århundrede. Hitlers nazistiske vision var ikke primært national eller “nationalistisk”, som man ofte hævder. Den var en pervers global raceteori, der havde hele verden som sit mål.
Og Sovjets rigsvåben havde som jordkloden – intet mindre.
Man taler altid om alle de myrderier, der er sket i nationernes navn. Men ser man på vort århundrede efter første verdenskrig, så har de store krige, som har kostet ofre, ikke været iværksat i nationernes navn, men i idéernes navn – højest med nationalfølelsen som et udhængsskilt. Og det er netop de krige, som i en hidtil uset grad har ramt civilbefolkningerne. Disse ofre kan vi så lægge oveni de millioner, som er blevet myrdet uafhængigt af krigsførelse – i Auschwitz, i GULAG, ved Pnom Penh og i Mao-Kina. For idéens skyld – altid for den store grænsesprængende idé. jeg siger selvfølgelig ikke, at nogen af de pæne folk i EU et billede af omgås med planer om at starte krige eller indføre koncentrationslejre. Men jeg siger, at den totalitære tendens ligger ved hele projektets rod – også i de svulstige programerklæringer om “Fredens og frihedens projekt”.
Det var den slags verbale faner, de totalitære ideologier altid brugte, og Amsterdam traktaten vrimler med dem.
Gennemlæser man den danske grundlov, som skal sikre retfærd indenfor det danske riges grænser, så vil man se, at ordet “retfærdighed” overhovedet ikke forekommer, mens der derimod er en række paragraffer, sotn praktisk skal sikre den enkelte borgers retssikkerhed ‘ en retfærdig retsudøvelse.
Omvendt med EU’s forfatning – en forfatning, som griber direkte ind, ikke bare overfor medlemsnationerne, men overfor deres enkelte borgere. Alligevel findes der ikke een eneste paragraf, som sikrer disse borgeres retssikkerhed i forhold til systemet. Ikke een! Derimod findes der et væld af patetiske bekendelsesfraser om “retfærdighed”, “fred” og “frihed”. Hør engang denne hensigtserklæring:
Unionen “…har det forsæt, at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der omfatter udformningen på langt sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed.”
I verden som helhed, ja. Fraser og proklamationer på hele universets vegne. I afsnittet om indvandring er det “frihed, sikkerhed og retfærdighed”. ja, endog “livskvalitet” vil Unionen sikre. Og når en statslig institution vil sikre borgernes “livskvalitet”, så er det på tide at være på vagt. For så er selve menneskelivets indhold blevet et statsligt anliggende, og så er statens ret til at kvæle sine borgere i omsorg blevet grænseløs.
Top Stem nej for Østeuropas skyld
Alle de fraser, som også går igen i tilhængernes agitation for Amsterdam-traktaten -om “fredens og frihedens projekt”, knytter sig jo rent praktisk til EU-udvidelsen mod øst. Men denne udvidelse af medlemskredsen har intet med vort ja eller nej til Amsterdam-traktaten at gøre.
Der skal ingen traktat ændring til at optage nye medlemmer- som vi så det, da både Danmark, Østrig og Spanien blev tilsluttet. Amsterdam-traktaten kunne have udgjort en forudsætning for forhandlingerne med de østeuropæiske lande, hvis vel at mærke regeringskonferencen op til traktatens udformning havde løst sin ene primære opgave: at definere nye afstemningsregler for den stærkt udvidede medlemskreds. Men ikke engang det kunne regeringskonferencen enes om. Så er det dog ren demagogi at hævde, at det er et dansk nej, der forsinker forhandlingerne med Østeuropa. Udvidelsen bliver alligevel ikke til noget, før der er skabt endnu et nyt traktatgrundlag med nye afstemningsregler. jeg er stærk tilhænger af udvidelsen mod øst. Det er jeg dels for vores egen skyld, for med så niårige og så forskelligartede medlemmer bliver EU endnu mere ustyrligt, end det er – dels for de østeuropæiske landes skyld. Deres bekymring for Rusland – også efter kommunismens fald – er faktisk ikke ubegrundet.
Derfor siger jeg: Stem nej for at få Østeuropa med som ligeværdige medlemmer.
Det er nemlig rent hykleri, når Amsterdam-tilhængerne taler så varmt for solidaritet med de østeuropæiske lande, og samtidigt søsætter en Møntunion, som de fleste østeuropæiske lande ikke har mulighed for at blive deltagere i, og som vil reducere dem til en slags protektorater eller indianer-reservater eller homelands – eller hvad man nu vil kalde det.
Top Forbud mod at høre til
Der er een artikel i Amsterdam-traktaten, som forekommer mig at sammenfatte grænseløshedens fantasteri i een formulering. Det er artikel 13, som siger, at “indenfor rammerne af de beføjelser, som traktaten tillægger Fællesskabet kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.”
“Diskrimination”, som det hedder i grundteksten, er et ord, der i vore grænseløshedsdyrkende tider er blevet ladet op med alt ondt. Men i grunden betyder “at diskriminere” blot “at skelne” – at kende til skel og grænser. Og det er i virkeligheden forudsætningen for ethvert sandt tilhørsforhold mellem mennesker.
Et hjem, der ikke diskriminerer i den forstand, at hjemmets egne børn nyder en fortrinsstilling for alle andre børn i verden – eller bare de andre børn på vejen – er slet ikke et hjem. En nation, som ikke diskriminerer i den forstand, at landets egne borgere har en fortrinsstilling fremfor alle andre borgere i verden, er slet ikke en nation. Kærligheden diskriminerer altid, for kærligheden kan ikke leve uden grænser.
For fremtiden kan ministerrådet til enhver tid vedtage, hvad traktaten med et foruroligende upræcist udtryk kalder for “hensigtsmæssige foranstaltninger” mod diskrimination på grundlag af etnisk oprindelse. Den indfødsret, som borgerne nyder i et land fremfor andre landes borgere, er gjort illegitim.
– Og “på grundlag af religion og tro”, hedder det.
Denne formulering er Den danske Folkekirkens dødsdom. Når det i grundlovens paragraf 4 hedder, at “den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”, så er der tale om en diskrimination af alle andre religioner og trosretninger en diskrimination, som markerer, at det danske folk ikke i religiøs henseende er et ubeskrevet blad, men har en historie og en kirke, som er udgået af denne historie. Vi har trosfrihed i Danmark, og det har vi netop fordi en evangelisk-luthersk bekendelse fordrer trosfrihed. Men vi har ikke troslighed. For den evangelisk lutherske kirke er det danske folks kirke.
Grundlovens paragraf 4 er klart uforenelig med Amsterdam-traktatens artikel 13, hvorefter ministerrådet vil kunne gribe ind overfor enhver forskelsbehandling på grundlag af religion eller tro. Grænseløshedens ideologi vil i det lange løb ikke tåle, at et folk igennem sin egen statslige forfatning øver forskelsbehandling mellem folkets tro og enhver anden tro.
Lad mig slutte med et digt, skrevet af Jens Rosendahl, en tidligere 68’er, som havde kæmpet for den grænseløse frihed, men som Europa-unionen tvang til at tænke om igen og opdage, at frihed og grænser hører uløseligt sammen:
-
- Engang var frihed ordet som brændte i mit sind,
de grænseløse vidder, den frie åbne vind. - Engang var altings frihed fremdriften i min hånd.
Det var min agt, mit arbejd, at sprænge alle bånd. - Og ånd var nok vældig som storm og bølgeslag,
og dog gik verden under i håbløshed hver dag. - Og grænseløs blev tvivlen og endeløs min vej,
og Babelstårnet vælted med verden under sig. - Nu beder jeg om grænser, et sted, hvor jeg kan stå,
hvor jeg kan værne livet, når fjenden trænger på. - Nu beder jeg om ansvar og frihed for den plet,
hvor jeg skal være hjemme og slås for arv og ret. - Nu beder jeg om grænser for folket, som er mit,
et land til at befæste, hvad vi tør kalde frit.
- Engang var frihed ordet som brændte i mit sind,