af Jørgen H. Hansen Frihedsbrevet nr. 1 1998
01 Hvad er nationalisme?
02 Nazismen
03 “Blut und Boden”
Nationalismen er EUs erklærede fjende nr. ét og bliver fremstillet nærmest som en reservesatan, om ikke Satan selv.
Nationalismen var – blandt mange andre uhyrligheder – skyld i dette århundredes to verdenskrige, hedder det. Efterhånden er det blevet en sandhed på linje med, at jorden er verdens centrum – indtil Galilei rettede sin kikkert mod himlen. og så det, man ikke kunne – og heller ikke ville – se dengang: at der er bjerge på månen, og at Jupiter har fire måner, alt sammen indicier for, at Copernicus, der ikke havde en kikkert, nok havde ret i, at solen og ikke jorden var verdens centrum.
Politiske verdensbilleder er tilsyneladende lige så vanskelige at ændre som de astronomiske, og hverken politikere eller ide dier gør sig den ulejlighed at forklare, hvad de egentlig forstår ved nationalisme. De bruger ordet som våben mod modstandere, de ikke kan lide.
Top Hvad er nationalisme?
Men nationalisme, forstået som masselidenskaber inden for de konstituerede nationalstater, var ikke den historiske årsag til Første Verdenskrig. Det var derimod stormagtskonflikterne på Balkan på grund af de forskellige folkeslags uafhængighedskrav i de riger, der omfattede flere nationaliteter og derfor heller ikke var nationalstater, men unioner.
Det er ikke noget, jeg påstår. Det gør derimod den internationalt anerkendte fransk-jødiske politolog, Raymond Aron, der langt fra kan beskyldes for at nære nationalistiske, endsige nazistiske sympatier. Tværtimod!
Derfor er der mere sandhed i, at fejlslagen diplomati og politiske projekter var årsagen til Første Verdenskrig – hvis man vel at mærke vil have orden i “verdensbilledet” og ikke ønsker at myrde det nationale i Unionens og de politiske projekters hellige navn.
Top Nazismen
Men nazismen da? Det var da nationalisme så det klodsede. Det ved et hvert skolebarn.
Ja, i én ganske bestemt forstand, siger Aron, der foretog en grundig forskning i fænomenerne nationalisme og imperialisme. Den nazistiske nationalisme hører hjemme i en bestemt historisk og filosofisk tradition, der har behersket tysk samfundstænkning. Det er en nationalisme, der tænker i storriger eller “storrum”, som det hed i den nazistiske geopolitik, der udviklede sig til en hel videnskab. Altså en tankegang, der, selv om den benævnes nationalisme, arbejder på at likvidere nationalstaten og det nationale.
Det var Europas forening, der var kernen i den nazistiske ideologi, og forbilledet var det splittede tyske riges egen forening til ét rige. Aron fremhæver i sin undersøgelse “Nationalisme og imperialisme” fra 1961, at “storrumsideologien blev under krigen anvendt af den nationalsocialistiske propaganda og er siden krigen blev overtaget af de partier, der går ind for Europas enhed.”
Det er med andre ord en myte ifølge Aron, når nutidens EU-tilhængere hævder, at tanken om det ny forenede Europa opstod efter Anden Verdenskrig, selv om et hvert skolebarn efterhånden kan remsen på fingrene. Den henter tværtimod næring i den nazistiske ideologi. Hitler kunne ikke fordrage nationalstater, lige så lidt som nutidens “europæere”. Han var lige så hovskisnovski over for det nationale, som de er. “Kleinstaatengerümpel” kaldte han det – “småstatsskrammel”.
Den politiske korrekthed overser – bevidst eller ubevidst – at der er blevet kæmpet med endnu større fanatisme under universelle religioners eller universelle politiske ideers banner end under nationernes.
Top “Blut und Boden”
Grundtvig tog i nogle af sine filosofiske skrifter netop det galopperende projektmageri, som den tyske nationalisme-tradition var udtryk for allerede på hans tid, under behandling, og han så med næsten profetisk klarhed dens totalitære ansatser.
Derfor er det simpelt hen en grov forfalskning, når nazisternes berygtede “Blut lind Boden-ideologi nu bliver sammenlignet med Grundtvigs poetiske udtryk, “blod og byrd er folkegrunde”, i digtet “Folkeligt skal alt nu være”.
Grundtvig lagde vægt på sproget, som et af nationens kendemærker, og ganske særligt på viljen til at tilhøre nationen. Men forudsætningen for folket og det nationale ligger uden for den menneskelige vilje og er til før den, mener Grundtvig. Derfor taler han om “blod og byrd” som grundlaget for det folkelige og nationale.
Men deri ligger udelukkende den kendsgerning, at det ikke er min egen afgørelse, at jeg er dansker. Det er tværtimod min forudsætning, helt uafhængig af min egen vilje.
jeg bliver jo ikke ghaneser ved at hævde, at jeg er det. Lige så lidt som manden på galeanstalten bliver Napoleon, fordi han påstår – og er overbevist om – han er det.
