Kun på grundlag af politisk og kulturel selvstændighed kan et land opnå den indre styrke og stabilitet, som betinger en varig samfundsdannelse. Just selvstændighed og indre styrke er grundlaget for evnen til et virkelig udbytterigt og varigt mellemfolkeligt og internationalt samarbejde.
Islands forrige præsident, Vigdis Finnbogedottir, blev for få år siden i et TV-interview spurgt, om Island ønskede optagelse i EU. Hun svarede med et smil: »Union – nej, det ønsker vi ikke. Det har vi prøvet!« – en nydelig henvisning til den union med Danmark, som landet frigjorde sig fra for 50 år siden.
Nationalisme, dvs. dyrkelse af nationens påståede fortræffeligheder og særrettigheder, er både forløjet og farlig. Den rummer selvforherligelse, fanatisme og hang til vold. Nationalfølelse derimod kan have forskelligt indhold – værdsættelse af fælles sprog, historie, traditioner, symboler og ritualer, kunst og litteratur m.v.
Udgangspunktet for de følgende betragtninger er et andet: en nationalfølelse, som er betinget af, om nationen er en demokratisk og retligt velfungerende ramme for det sa fund, man tilhører.
Altså en følelse af respekt og stolthed over at tilhøre et samfund, som rummer, hvad der her værdsættes: ligeværdighed i ansvar og indflydelse på samfundets karakter og udvikling, fra de nærmeste relationer i lokalsamfund og på arbejdsplads til samfundets samlede indsats for samarbejde og fred i verden.
NEDTÆLLING TIL AMSTERDAM
Mennesker, der lever som minoriteter f.eks. i et grænseland, opnår vigtige erfaringer vedrørende national identitet/nationalfølelse. Det danske mindretal i Sydslesvig har bestandig måttet have danskheden fremme i bevidstheden, måttet fremhæve de værdier (i dansk skole- og kulturpolitik, demokratiopfattelse osv.), som man hele tiden har været nødt til at kæmpe for.
Det betyder, at følelser – som for mennesker inden for Danmarks grænser ikke behøver at være i forgrunden, fordi de ikke hele tiden skal forsvares – nødvendigvis må være fremme i bevidstheden i et grænseland og blandt minoritetsgrupper.
Danskheden i Sydslesvig har gennem årene forstået at holde sig fri af nationalismen, hvilket er beundringsværdigt. Værd at nævne i denne forbindelse er, at det dansk-tyske grænseland er genstand for international interesse på grund af de ret demokratiske mindretalsløsninger, som gennem seje forhandlinger er opnået mellem Danmark og Tyskland.
Men netop i disse år anfægtes det gode nabo- og minoritetsforhold af den vedtagne Schengen-aftales delvise ophævelse af grænsen. Med denne ophævelse vil retstilstanden på længere sigt blive helt afhængig af EUpolitikker og -kompromisser, som skal løse andre problemer end de dansk-tyske, og hvor derfor de to nabolandes konkrete ansvar er alvorligt fortynder.
De nordiske landes historie belyser vigtige spørgsmål vedrørende nationalfølelse/national identitet/selvstændighed kontra nationalisme – og dermed nogle forudsætninger for mellemfolkeligt og internationalt samarbejde.
Island måtte naturnødvendigt gøre sig fri af Danmark, ligesom Norge måtte frigøre sig fra Danmarks og Sveriges politiske, økonomiske og kulturelle dominans for som selvstændige nationer at kunne indgå i et nordisk, et europæisk og et globalt samarbejde.
Finland måtte på helt samme vis gøre sig fri af Sverige. Det peger på, at kun ud fra selvstændighedens position evner såvel det enkelte menneske som et helt samfund at indgå i et ligeværdigt mellemfolkeligt samarbejde.
Som led i selvstændiggørelsen måtte både Island og Norge løsgøre sig fra dele af det danske sprogs indflydelse. Finland ligeså over for svensk sprog. Dette forløb var utvivlsomt nødvendigt for opbygningen af, den nationale identitet, som skulle bidrage til at skabe sammenhængskraft i samfundet, som det forelå, mere eller mindre opdelt af den tidligere kulturelle og økonomiske dominans udefra.
Pointen er, at kun på grundlag af selvstændighed, både politisk og kulturelt, evner et land at opnå den indre styrke og stabilitet – selvtillid – som kan betinge en varig samfundsdannelse. Og videre, at netop denne selvstændighed og indre styrke er grundlaget for evnen til et virkelig udbytterigt og varigt mellemfolkeligt og internationalt samarbejde.
Hvis denne opfattelse er rigtig, så er EU’s udvikling frem mod en forbundsstat uholdbar. Faren for fremvoksende nationalisme i bl.a. Tyskland og Frankrig, ja formentlig i alle EU-tilsluttede lande, vil være overhængende jo mere omfattende suverænitetsafgivelsen bliver. Situationen er fuldstændig bagvendt: Den nationalisme og isolationisme, som de ivrigste integrationsfortalere hævder at ville til livs gennem dannelsen af EU-forbundsstaten, den vil præcis blive fremkaldt derigennem som en simpel reaktion mod harmoniserings- og centraliseringsbestræbelserne og grænsenedbrydningen.
Men betyder national selvstændighed selvtilstrækkelighed og isolationisme? Beskyldningen svirrer evindelig i EU-debatten. Men ingen kan i dag beskylde Island, endsige lande som Norge eller Schweiz for ikke at kunne gennemføre internationalt samarbejde. Tværtimod står de stærkt i sådant samarbejde. Ikke problemfrit hvad angår forholdet til EU, fordi de handelsmæssigt må følge en række af EU’s beslutninger uden at kunne øve væsentlig indflydelse derpå. Men så meget desto friere står de, når det gælder relationerne til lande og regioner uden for Vesteuropa. De forhandler selvstændigt i FN og andre internationale organisationer, de tager selvstændige internationale politiske initiativer, jævnfør den norske mægling mellem Palæstina og Israel.
Og traditionelt kulturelt samarbejde inden for kunst og litteratur osv. fungerer naturligvis helt uafhængigt af eventuelle EU-tilhørsforhold.
En (nøgtern!) nationalfølelse – ud fra denne artikels synspunkter – er et nødvendigt element i et stabilt samfund. Og da denne følelse for nationen (værdsættelse af dens kvaliteter) i fremtiden mere og mere må bygge på en forståelse af folkestyrets kvaliteter, bliver en indsigt i netop folkestyrets eksistensbetingelser central. Igen må EU holde for i eksemplificeringen – alt andet ville i dag være at stikke hovedet i busken over for netop dette emne.
Mange siger for tiden, at den store opgave i fremtiden bliver at demokratisere EU – at rette op på unionens »demokratiske underskud.« Og selvfølgelig er unionskonstruktionens politiske og administrative lukkethed og centralisme et stort problem. Men problemet har en mere grundlæggende karakter: Det er en både historisk og aktuel erfaring, at en storstat på 350-450 millioner mennesker aldrig kan blive særlig »demokratisk.«
Folkestyre lever af konkret, reel oplysning og debat, ligestilling og indflydelsesmulighed. Enhver, som vil tænke det efter, ved at jo større afstandene bliver mellem almindelige mennesker og deres repræsentanter og jo større distancen bliver til de egentlige magtcentre, des mere svækkes indsigt, medansvar, gensidig tillid og respekt. Des mere vokser så i stedet ligegyldighed, frustration og foragt hos store dele af befolkningen.
Samtidig med at manipulation og magtmisbrug netop breder sig blandt parlamentarikere og administratorer inden for det omfattende bureaukrati.
Alligevel skal EU naturligvis søges gjort mere åben, decentralistisk og »demokratisk.« Men ønsker man demokrati, må man arbejde for et udstrakt, traktatfæstet selvstyre inden for regioner af rimelig størrelse og baggrund, hvilket i europæisk sammenhæng i hovedsagen må betyde de eksisterende nationalstater.
Med justeringer her og der, som det allerede er sket med delingen af Tjekkoslovakiet og med Jugoslaviens opdeling, og som det måske vil ske mellem englændere og skotter i Storbritannien og mellem flamlændere og valloner i Belgien.
Det er dannelsen og opretholdelsen af nationalstater af demokratisk funktionsdygtig størrelse, som er den demokratisk/folkelige nødvendighed i disse år, ikke storstater. Nationalfølelsen vil slå over i nationalisme, hvor denne udvikling hindres.
En nation af funktionsdygtig størrelse er præcis, hvad Danmark og de øvrige nordiske lande hver for sig er. Med retsgrundlaget for folkestyret nogenlunde intakt men i skred med en fortsat kurs mod en forbundsstat. I en europæisk forbundsstat vil vi få l til l l/2 procent af stemmevægten, afhængigt af udvidelsen, hvilket betyder, at al indflydelse er fortynder til ligegyldighed.
Bilde sig selv og andre ind, at der bliver tale om et folkestyre af nogen som helst ægthed, det er at stikke blår i øjnene. I bedste fald bliver der tale om en elitær debat blandt de få på to til tre hovedsprog. Samt en vis indflydelsesmulighed hos de allerstærkeste grupperinger i de større stater, bestyrelserne og aktionærerne fra de organisatoriske og økonomiske sværvægtere – samt en overvældende lobbyvirksomhed.
Allerede i dag har både private firmaer, offentlige institutioner og folkelige organisationer, NGO’erne, mere travlt med at ansætte lobbyister og rejsende repræsentanter til EU’hovedstæderne end med at sikre offentlig indsigt og kontrol, endsige kritisk debat og stillingtagen til den igangværende udvikling.
I Bruxelles løber de så rundt i virvaret mellem hundredvis af andre lobbyister for i dette bureaukratiske babelstårn at sikre sig små bidder af de bevillinger og den indflydelser, deres hjemlande har afleveret til »fællesskabet« – ynkeligt, tidrøvende, kostbart. Udemokratisk og dybt ufolkeligt. EU har brug for en kursændring.