Omkring år 1500 var der i verden fem kæmperiger, det osmanniske, det persiske, det kinesiske, det mongolske og storfyrstendømmet Moskva. I sit værk The Rise and Fall of the Great Powers (1987) spørger Paul Kennedy, hvordan det dog kunne være, at disse magter forsvandt, og verden i stedet blev erobret af europæiske lande, der omkring år 1500 i forhold til de førstnævnte var ganske ubetydelige. Hans svar er, at det i sidste ende skyldtes Europas opsplittethed og decentraliserede struktur. Det, der ved første blik lignede en svaghed, viste sig ved nærmere eftersyn at være den altovervindende styrke. Den kulturelle og etniske mangfoldighed med deraf følgende mulighed for selvbestemmelse, frihed og indbyrdes konkurrence væltede uden større besvær de store stift organiserede kolosser på lerfødder.
Folkenes frihed for tyngende imperiale strukturer var betingelsen for det åndelige liv, der skabte de store ydre fordele. Det har ingen forstået bedre end Solsjenitsyn, som i sit Ruslands-manifest fra 1990 skrev: “Kilden til et folks styrke eller svaghed er dets åndelige livsniveau, først derefter kommer dets industrielle. Markedsøkonomi alene og selv almen overflod kan ikke være kronen på den menneskelige eksistens. Når en nations åndelige kilder udtørrer, redder hverken statsformen eller industriel succes den fra undergangen.” Nutidens Europa vil, uanset hvor stor og mægtig en organisation og økonomi det opbygger, da heller intet andet være end en kolos på lerfødder, hvis hver enkelt nation kastreres for sin suverænitet og bliver en diffus grå zone, uden identitet eller traditioner. Sådanne moderne stater er træffende blevet sammenlignet med kastrerede katte: De vokser rent volumenmæssigt, men de savner potens, bliver sløve og ligeglade. En sådan samling udflydende velfærdsstater får ikke mere energi ved at lade sig kastrere i fællesskab. Frugtbarheden og initiativet forskydes andetsteds hen. Som de Gaulle udtalte i 1963 over for de fremvoksende Europa-visioner, må staten nødvendigvis være en “politisk, økonomisk, finansiel, administrativ og frem for alt moralsk enhed, der er tilstrækkelig levende, funderet og anerkendt til at opnå sine undersåtters medfødte loyalitet, til at have sin egen politiske målsætning og til, at millioner af mænd i givet fald er rede til at dø for den.”
Med rette erklærede den store, nyligt afdøde tyske folkeretsekspert Otto Kimminich i 1992, at den aktuelle besindelse på Europa i første række skulle betyde en “besindelse på de positive sider af den kulturelle og den etniske mangfoldighed. Kun på den måde kan de dermed sammenhængende problemer løses.” Det er også den eneste mulighed for den reelle medindflydelse eller det demokrati, der ellers illusionsfyldt tales så meget om at indføre på europæisk plan. Mens de ægte fællesskaber fra familien til nationen undergraves, tales der om en “medbestemmelse”, der betyder, at den enkelte skal lægge sin egen og sit lands livsskæbne i tilfældigt sammenstuvede hundredemillioners diktat, for til gengæld at få tvivlsom “indflydelse” på en masse uvedkommende detailspørgsmål. Ikke mere eller mindre medbestemmelse bør altså være kravet, idet resultatet altid vil blive forløjet, men hævdelse af det principielt helt anderledes krav om selvbestemmelse – for det enkelte individ over for statens og for det enkelte land over for den overstatslige tendens til altkontrolleren.
Hulheden i politikernes krav om “medbestemmelse” fremgår af, at de europæiske folks reelle ønske tværtimod er mere selvbestemmelse. l 1998 var således 71 procent af tyskerne mod euroen, men alligevel måtte de ikke spørges. Og således overalt. Også danske politikere var selvfølgelig helst helt fri for at konsultere folket om indførelse af mere “medbestemmelse”(!) på den europæiske såkaldte udvikling – tro ikke at de holder folkeafstemninger af andet end yderste nødtvungethed. Mentaliteten er stadig Europa-konstruktøren Jean Monnets. Ud fra erfaringerne med Folkeforbundet i mellemkrigstiden satte Monnet fingeren på en angivelig svaghed ved dette system, som der i hvert fald ikke skulle gentages med Europa: ‘Jeg så det enkelte lands magt til at sige Nej; jeg indså, at god vilje ikke var nok – hverken blandt mennesker eller nationer.” Politikerne vil i “medbestemmelsens” navn nu for enhver pris hindre folkene i at sige Nej med det gode eller det onde.
Det er svært at finde et kraftigt nok ordvalg imod dette infame projekt. Ironisk nok kan man finde en vis støtte i de så forroste menneskerettighedserklæringer. Den internationale konvention til forhindring af folkemord af 9. december 1948 erklærer således, at alvorlige overgreb imod et medlemslands “fysiske eller åndelige integritet” kvalificeres som folkemord. Om at folkemord ikke kun omfatter fysiske, men også åndelige udryddelsesforsøg, skrev Arnold Gehlen i Moral und Hypermoral (1969): “Dette begreb omfatter naturligvis et fællesskabs traditioner og overleveringer lige så fuldt som dets ære. At tvinge et folk til adskillelse fra dets historie eller at berøve det dets ære er det samme som at dræbe det.”
Men skal vi vædde på, at det kommende danske “Center for folkemordsstudier” under Uffe Østergårds ægide i stedet for at forsvare de enkelte folks ret til at være herrer i eget hus tværtimod vil skælde netop denne uudryddelige trang enhver hæder og ære fra? Med rette sammenlignede den berømte engelske forfatter Frederik Forsyth i 1997 i et brev til kansler Kohl unionsbestræbelserne med nazismen og sluttede: “Dette vanvid må have en ende.”
Den såkaldte “nationallismeforskning” (og alle dens Uffe Østergård-ætlinge med deres teser om identiteterne som konstruerede projekter er såvist ondet tæt ved dets rod. Et karakteristisk udslag af mentaliteten bag den aktuelle europæisme fandt udtryk i den britiske historiker Peter Burkes spørgsmål fra 1980: “Did Europe exist before 1700?”. Jean Monnet, der sigende altid betragtede sig selv som socialist, var endog endnu mere skeptisk: “Europa har aldrig eksisteret. Det er ikke sammenlægningen af nationale suveræniteter i en konklave, der skaber en integreret helhed. Man må på ægte måde skabe Europa.”
Ideen om, at Europa skulle konstrueres, blomstrede op i romantikken. Tyske romantikere som Novalis og Schlegel sværmede for et forenet Europa under en slags kejser med forbillede i en idealiseret middelalder – en epoke, som typisk atter dyrkes. De tidligere(?) marxistiske ideologer, som nu går forrest som Europa-unionens tilsyneladende rationalistiske profeter, er i realiteten ægte børn af den falsk forbrødrende politiske romantik, der af den tyske statsretsteoretiker Carl Schmitt velbegrundet blev karakteriseret som gift for nationernes eksistens.
Men selvfølgelig er de politiske kræfter bag den konkrete homogenisering af Europa drevet af ganske andre motiver end de skuffede revolutionære, der kun er herrer i de intellektuelle saloner. I december 1989 trak USA’s præsident Bush den tyske kansler Kohl til side under et NATO-møde og gjorde det klart, at amerikanerne kun kunne støtte tysk genforening, såfremt Tyskland ville gå med på amerikanernes projekt om at gøre Centraleuropa til stabilt amerikansk operationsfelt i bestræbelserne for at gøre Østeuropa til ekspansionsgrund for amerikansk markeds- og magtpolitik. Som Margaret Thatcher skrev i Visions of europe (1993), bør USA rigtignok også fremover være en garant for stabilitet i Europa. Men det må ikke betyde, at Europa til gengæld bevidstløst danser efter de amerikanske denationaliserlingsbud – eller følger USA’s ønske om en optagelse af Tyrkiet i EU og i det hele taget den amerikanskinspirerede favoriseren af muhamedansk på bekostning af især østkristen identitet. I en verden uden Sovjet som fiende er USA’s og Europas mål langt fra nødvendigvis altid sammenfaldende. For tiden er Storbritannien såvel USA’s som EU’s villige instrument, men hverken Thatcher eller den mest veltalende europæer, Winston Churchill, havde på nogen måde til hensigt at afstå nogen del af Storbritanniens suverænitet til nogen anden. Så kan de reelt set selvfølgelig heller ikke forlange en sådan afståelse af Tyskland eller andre fastlandsmagter. Efterkrigstidens dobbelte standarder for nationer burde nu være et overstået kapitel.
Men i stedet er troen på nationalstaterne som ondets rod blevet udvidet fra at være et for Tyskland gældende til et universelt dogme. Parallelt hermed er overbevisningen om at kunne udrydde dette onde og skabe fred og velstand via en hidtil uset politisk storkonstruktion vokset til uhyrlige dimensioner. Over for denne overtro på et velsignelsesbringende politikerprojekt må man mindes Jonathan Swifts evigt sande ord: “Den, der blot bringer to kornaks eller to græsstrå til at vokse på et stykke jord, hvor der hidtil kun har vokset ét, tjener menneskeheden mere og yder sit land en vigtigere tjeneste, end alle den politiske kastes gerninger tilsammen.” Årligt spenderes der nærved 6 milliarder kroner på Brussels propagandamaskine, herunder honorarer til EU-venlige journalister, forskere, erhvervsfolk osv. (ifølge forhv.. Brusselkabinetschef Manfred Brunner i Deutschland-Brief 1997 nr. 5). Sådan et monstrum er blot endnu et forsøg på at realisere illusionen om Babelstårnet i den genstridige virkelighed, som Margaret Thatcher m.fl. har fastslået. Der er tale om endnu en krampetrækning fra kollektivismen, om en veritabel eurosocialisme, der da også har oprettet sin Euro-jungend og alle en totalitær dannelses andre attributter.
Med rette kan den tyske økonom af F.A. Hayeks skole Roland Baader sarkastisk kommentere herskende politikeres spørgsmål, om socialismen mon stadig har en chance i Europa: “Den behøver ingen chance, for den har været her længe og er her stadig, i alle Europas kanter og hjørner, i menneskenes hoveder og hjerter, og i partiprogrammerne og på tv-skærmene, i skolerne og på universiteterne, i de nationale parlamenter såvel som i det europæiske parlament, som skal repræsentere et folk, der ikke eksisterer, det ‘europæiske folk’. Vort spørgsmål, det brændende spørgsmål ved begyndelsen af det nye årtusinde, burde altså lyde anderledes: Hvornår får friheden, hvornår får ægte liberalisme, virkelig fri markedsøkonomi og ægte demokrati endelig en chance?”
Tværtimod at fremme fred og velstand synes den nuværende situation at lægge kimen til konflikt og elendighed. Omstruktureringen af de givne nationale fællesskaber vil ifølge mange iagttagere føre til en samfundsmæssig turbulens, der kan gavne ekstreme partier. Andre ser konfliktstof i det sandsynlige perspektiv, at EU-bureaukratiet allierer sig med regionerne imod de nationale regeringer. Som Roland Baader barsk sammenfatter: “Hvem der atter ønsker had og fjendskab, krig og diktatur i Europa behøver blot at oprette dette super-Babylon.” (Europa ja – aber was wird aus Deutschland ?, 1998 s. 311). Over for de EU-tilhængere, der påberåber sig fredsmotivet, erindrer han desuden om, at den blodige amerikanske borgerkrig fandt sted ikke før, men efter at fristaternes forening i en stor union havde fundet sted. Den konservative brite Norman Tebbit kunne i Visions of europe da også udtale, at Maastricht ville blive den gnist, der genantænder de konflikter, som samarbejde og velstand gennem de seneste generationer ellers havde overvundet. Det var såvist med begrundet skepsis, at de Gaulle allerede i 1962 spurgte: “Ville det franske folk, det tyske folk, det italienske folk, det hollandske folk, det belgiske folk eller det luxembourgske folk drømme om at underkaste sig love, som er vedtaget af fremmede deputerede, hvis disse love er i strid med deres egen dybe vilje?” To år efter erklærede han det for indlysende, at hvert enkelt folk i Europa “ikke ønsker deres skæbne overdraget til et øverste organ, der hovedsagelig består af udlændinge.” Stik imod tidsånden kunne den klartseende fremtidige tyske kansler Helmut Schmidt da også i 1967 profetere: “Nationalstaternes rolle vil øges, både i Øst- og Vesteuropa. Det er temmelig givet, at deres solidaritet mod hinanden vil aftage med den voksende bevægelsesfrihed.” I stedet for at lytte måtte flok politikerne imidlertid føle, men endnu godt et kvart århundrede senere var det uden afgørende effekt på de tykhudede skyklapforsynede projektmagere, at Thatcher kunne erklære “de kunstige megastaters” dage for talte. Man vil åbenbart bibringe katastrofen, hellere helbrede end forebygge, gøre det skidt før det bliver godt.
Det harmoniserende eller homogeniserende Europaprojekts irrationalitet fremgår af den førnævnte økonom Baaders redegørelse for de regionale og nationale forskelles velsignelser. Ulighederne er alt andet end et problem, de er tværtimod selve grundlaget og motoren for den internationale handel, den globale arbejdsdeling, de erhvervsmæssige samarbejds- og fornyelsesprocesser såvel som for de velfærdsskabende strukturændringer. Men selv et åbent brev fra hele 60 professorer indenfor samfundsvidenskaberne med advarsel mod en monetær union kunne den ledende tyske CDU-politiker Heiner Geissler – en typisk repræsentant for de europæiske magthavere – for åben skærm i 1992 afvise som “panikmageri”. Al politik drives i dag med henvisning til “eksperters” udsagn – undtagen, når disse strider imod den på forhånd vedtagne politiske sandhed. Også nobelpristagerne i økonomi Gary S. Becker og James S. Buchanan har advaret mod den monetære union, og direktøren for en japansk storbank sammenlignede på et internationalt topmøde i 1996 den europæiske stræben med de tyske og japanske hære i Anden Verdenskrig: Heller ikke de tillod længere nogen spørgsmål og marcherede med deres tropper i afgrunden.
Den moderne europæiske homogenisering, der altså kun angiveligt tjener rationelle interesser, er dybest set et udtryk for det moderne menneskes svage identitet. Man er ideligt afhængig af omverdenens dom; urolig spørger man sig selv, hvor anset man er i udlandet. Befippet prøver man at gøre alle tilfreds og ender med at skabe utilfredshed til alle sider. Den manglende “indre suverænitet” åndeligt betragtet fører på flere måder til ydre afhængighed. Det er grundlæggende denne generelle “vilje” – der ingen vilje er – til at følge med strømmen med verdens eneste supermagt i spidsen, som også fører til den næsten bogstavelige kastration i Vesteuropa og dens demografiske erstatning i form af kulturfremmed masseindvandring. Allerede den franske sociolog Raymond Aron forudså, at omkring år 2040 ville der pga. manglende fødsler kun være 30 millioner tyskere, men omvendt 14 mio. udlændinge i Tyskland. Fremmedkurs og unionsprojekt udspringer af den samme fundamentale mangel på selvhævdelse og livsvilje hos de europæiske folk. Stagnation på alle fronter.
Hvordan vende denne altdestruerende flokmentalitet på statsniveau; denne drift mod konformitet i selvfornægtelse, der også truer alle de dermed tilsyneladende urelaterede samfundsgoder?
Europæerne har gennem de sidste generationers indoktrinering mistet et perspektiv, som næsten alle i århundredets første halvdel var fælles om. Måske især den oprindelige socialdemokratiske tradition var bevidst om, at den hårdt tilkæmpede sociale velfærd ultimativt ikke hvilede på nogle politikeres dekreter og ideologiske programmer, men udsprang af nogle fællesskaber og en mentalitet, der nu bevidst søges afskaffet. Ud fra en socialdemokratisk baggrund skrev tyskeren August Winnig således i 1938:
“Hvad Europa er blevet, er det blevet under korset. Korset står over Europa som tegnet, i hvilket det alene kan leve. Giver Europa afkald på korset, ophører det med at være Europa. Vi ved ikke, hvad Europa da ville blive, sandsynligvis en mængde af folk og stater uden en forbindende idé, uden fælles værdier, et samfund, fra hvilket enhver bevidsthed om en højere opgave og et højere ansvar var forsvundet. Det er afgrunden, på hvis rand Europa balancerer.
Ligesom mennesket selv står mellem godt og ondt, således også alt, hvad der kommer fra det; alt menneskeværk udspringer enten af gudsfrygt eller af afvisning af Gud. Det gælder også for ledelsen af folk og stater. l det russiske eksempel ser vi fuldendelsen af afvisningen af Gud, med herskerne i det ondes tjeneste, og dette eksempel er rettet mod Europa, så vi kan se det og så vi ved, hvad der kan ske.”
Ikke mindst socialdemokrater forsvarede langt op i århundredet Gud og fædrelandet, nu er disse begreber selv for konservative kun en frase. En nylig undersøgelse viste endog, at kun 13 procent af Tysklands evangeliske præster tror på arvesynden, altså det begreb om menneskets skrøbelighed, som er selve værnet mod medløberi over for de stadigt opdukkende samfundsprojekter! Det er historiens sørgelige men konsekvente ironi, at først da Europa mistede sin sjæl, kunne “Europa” skabes. For at bryde med det, de Gaulle kaldte “selvudslettelsens absurde og forældede konformitet”, må vi så vist starte fra bunden med en renovering af selve fundamentet for det af ideologiske spøgelser så frygteligt hærgede og hjemsøgte europæiske hus.