Kvælstofbegrænsningen vil i bedste fald være uden praktisk betydning for det danske havmiljø.
Cand. agro Vejby-Sørensen i Effektiv Landbrug den 1. april 1991
01 Roulettespil
02 Grundlaget mangler
03 Behov for kvælstof
04 N/P forholdet
05 Misbrugt teori
06 Det naturlige N/P-forhold
07 Forsøg på manipulation
Vinterens konsensuskonference om kvælstof, fosfor og organisk stof i jord, og vandmiljøet endte nøjagtigt som forudset:
De eksperter, der i betydelig grad selv var rådgivere ved vandmiljøplanens tilblivelse, konkluderede, at de ikke havde taget fejl. På den anden side slog de fast, at de skulle forske meget endnu, før kendskabet til miljøproblemerne er tilstrækkeligt.
Hos en del af eksperterne lå der tydeligvis en urokkelig tro på, at landbruget på en eller anden måde må have hovedskylden for miljøproblemerne. Men en sammenhængende forklaring er ikke til at få.
Det kniber også med logikken i løsningsforslagene fra ekspertside. For selv om det er dokumenteret, at handelsgødning kun giver en brøkdel af den kvælstofudledning, som modsvarende mængde husdyrgødning giver, er det netop handelsgødningen der foreslås afgiftbelagt. Hvis en sådan afgift overhovedet giver adfærdsregulering, er det i den gale retning.
Som Effektivt Landbrug skrev i nummer 2/91, vil en afgift føre til et brud på princippet om, at forureneren skal betale: Planteavleren, der kan dokumentere, at han (hovedsagelig som protein) høster hvert eneste kg kvælstof, han har tilført, kommer til at betale en afgift, der er begrundet i, at f.eks. husdyrproducenten flere hunderede km væk udleder kvælstof, fordi han kører gylle på sin sandjord – måske oven i købet på et uheldigt tidspunkt. En så tåbelig styringsmekanisme kan kun ske imod hensigten. Og den må forventes at være politisk død, hvis der kommer saglighed l beslutningsprocessen. Men både før og efter konferencen er et af hovedspørgsmålene, om ikke kvælstof er totalt fejlvurderet i miljøpolitikken. Mere og mere tyder på, at dette næringsstof er lagt for had på et fejlagtigt grundlag, og at vi derfor glemmer vigtigere miljøproblemer.
Top Roulettespil
Dansk miljøpolitik ligner et roulettespil, hvor vi satser tocifrede milliardbeløb og håber det bedste. Da vandmiljøplanen i sin tid blev iværksat, hed det, at alt var undersøgt, så der ikke var grund til at vente på yderligere viden. I sommeren 1990 skrev nogle forskere, at de var blevet afkrævet eksakte tal, hvor grundlaget ikke var i orden til det, og at de havde været i “gidsellignende situationer”.
Det er blevet bekræftet, at Danmark kun er ansvarlig for 5-10 pct. af kvælstofmængden i Kattegat og Bælthavet, hvilket burde have fået politikerne til at overveje den igangsatte hovsa-politik.
Endvidere havde en international bedømmelsesgruppe givet dansk miljøforskning dumpekarakter. Den side af problematikken blev i øvrigt helt forbigået på konferencen. Sidste efterår fik vi så en indrømmelse: Daværende miljøminister, Lone Dybkær, sagde rent ud, at man ved planens vedtagelse faktisk handlede uden at vide om man handlede rigtigt. Den historie skaber ikke tillid, og en dag får vi vel også en indrømmelse af, at planen desværre ikke har givet de forudsete resultater, selv om pengene er brugt.
Top Grundlaget mangler
Det er selve grundlaget for vandmiljøplanen, der ikke er i orden. Alle beslutninger om kvælstofbegrænsning hænger i luften, når vi endnu ikke kender kvælstoffets (nødvendige!) rolle i vandmiljøet.
Endvidere er det useriøst, at vedtage mætninger, der ikke kan opfyldes selv ved omstilling til stenaldersamfundet.
På den baggrund er det urimeligt, at sætte samfundets økonomi på spil for at fjerne noget af det kvælstof, som havet tydeligt behøver med den eksisterende fosforbelastning.
Top Behov for kvælstof
Vandområder med algeproblemer og iltsvind har oftest lavt kvælstof- og højt fosforindhold. Man siger, at N/P forholdet er lavt. Dette vil enhver kunne se i Miljøstyrelsens publikationer, f. eks. NPO-redegørelsen fra 1984 eller Tal om Natur og Miljø fra 1990. Se figur 1.
Figur 1. På 16 målepunkter måltes i 1970’erne næringsstofkoncentrationerne, total-N og total-P pr. liter samt algemaksimum. I figuren er lokaliterne oprangeret efter størrelsen af algemaksimum, og de tilhørende størrelser af N- og P-koncentrationerne illustreres af søjlerne ovenover. Områderne til venstre i figuren har høje maksima og lave N/P forhold, d.v.s de hvide N-søjler er lavere end de sorte P-søjler. Omvendt til højre i figuren. Her er de maksimale algemængder små, men N-søjlerne er højere end P-søjlerne. N/P -forholdene ligger højere, Konklusion: Tydelig sammenhæng mellem lavt N/P-forhold og forhøjet maksimal algeforekomst. Kilde: Miljøstyrelsen.
En statistisk analyse af et betydeligt antal målinger fra 1970’ernes “Bæltprojekt” under Miljøstyrelsen viser bestemt ikke, at kvælstof er ansvarlig for problemerne.
På 16 positioner i fjorde samt kystnære og åbne områder af de indre danske farvande blev der gennem en årrække målt gennemsnitlige koncentrationer af total-kvælstof og total-fosfor i overfladelaget (0-10 m). Herudover blev der målt maksimumværdier af fytoplanton (alger) i perioden maj-september.
Analysen af materialet viser en højsignifikant sammenhæng mellem algeforekomsten og N/P-forholdet. En noget svagere, men dog signifikant sammenhæng findes til fosfor alene. Derimod er der kun svag og tvivlsom sammenhæng til kvælstof alene. Til gengæld er den omvendt, så et højere kvælstofindhold giver færre alger.
At materialet kan uddrages følgende tommelfingerregel:
Hvor N/P forholdet (vægtbasis) er over 4,5:1, er algemaksimum under 200 g C/m2 (gram kulstof pr. ml).
Hvor N/P-forholdet er under 4,5:1, er algemaksimum over 200 g C/m2.
Materialet tyder på, at niveauet for de to næringsstoffer ikke er så afgørende som forholdet imellem dem. Lignende resultater er fundet mange steder i verden og stemmer med, at man med succes har forbedret miljøtilstanden ved at tilsætte kvælstof, hvor N/P forholdet var for lavt. Helst som nitrat, der også er et ideelt iltningsmiddel i vandmiljøet, hvor det fører kemisk bundet ilt til bunden.
Top N/P-forholdet
At vandmiljøet bliver dårligt, når N/P-forholdet er lavt, hænger muligvis sammen med, at alger produceret under sådanne betingelser ikke accepteres af fødekæden. Det vides, artssammenhængen ændres, så der bliver flere giftige blågrønalger. Endvidere kan der være tale om, at N/P forholdet påvirker algernes fysiologi på en uheldig måde.
Når alger går i forrådnelse, er det således ukorrekt at konkludere entydigt, at produktionen har været for stor. Måske har algerne (på grund at kvælstofmangel) ikke været et passende fødegrundlag for zooplankton. Derfor forsvinder livet, og ilten opbruges ved algernes nedbrydning.
I overensstemmelse hermed sker sensommeropblomstringerne af blågrønalger altid efter, at N/P-forholdet har været i bund, jf. Miljøstyrelsens målinger af N og F på månedsbasis.
Top Misbrugt teori
Den officielle danske miljøindsats bygger på en teori om, at jo mindre kvælstof, der er, i forhold til fosfor, jo mere begrænsende bliver det, og jo vigtigere er det at reducere niveauet yderligere. Dette er omvendt brug af Justus von Liebigs minimumslov om, at produktionen er begrænset af det næringsstof, der er til stede i mindst mængde i forhold til behovet.
Man overser, at denne lov ikke kan bruges under de komplicerede betingelser i havmiljøet. Principielt gælder loven kun for enkeltplanter eller rene kulturer. Forsøger man at styre algevæksten gennem kvælstofmangel, favoriserer man derimod blågrønalgerne, der bruger kvælstof fra atmosfæren, og måske griber man uheldigt ind i algernes fysiologi.
Når man begrænser kvælstofmængden, hvor kvælstof er i “underskud”, sænker man i virkeligheden N/P-forholdet netop der, hvor det i forvejen er for lavt.
Top Det naturlige N/P-forhold er 7:1
Det er nødvendigt at respektere naturens kemiske, fysiske og biologiske reguleringsmekanismer, hvis man ikke vil spilde ressourcer på, at modarbejde dem.
I verdenshavene og i upåvirkede havområder er N/P-forholdet altid 7:1, uanset om koncentrationerne er høje eller lave. Er der meget af det ene grundstof, er der også meget af det andet. – Men hvorfor virker naturen nu helt anderledes, end de danske miljøteorier? – Jo, havmiljøet søger mod idealforholdet 7:1, og det er ingen tilfældighed.
På samme måde, som organismer har systemer, der regulerer temperatur, fugtighed, pH, blodtryk og meget andet, har havet bl.a. et reguleringssystem, der sørger for, at N/P forholdet er 7:1.
Mængden af fosfor (P) der hovedsagelig beror på geokemiske forhold og menneskeskabte udledninger, er den givne størrelse, mens mængden af kvælstof (N) tilpasses på en syv gange så høj vægt. Da P-atomet er ca. dobbelt så tungt som N-atomet, skal der for hvert P-atom være 15 N-atomer. Denne tilpasning sker gennem en række processer, der er modsatrettede, men sammenlagt giver en nettoregulering i retning at idealforholdet. Eksempelvis ophører kvælstofafgang via denitrifikation ikke, selv om den overgås af kvælstoftilgang via nedfald, fiksering m.v. For nemheds skyld kan man forestille sig følgende nettoregulering.
Er der mange N-atomer, sendes nogle op i atmosfæren f.eks. ved hjælp af denitrifikation til frit kvælstof, som er luftens hovedbestanddel. Er der for få N-atomer, går eksempelvis blågrønalgerne i vækst og fikserer frit kvælstof fra lutten på lignende måde som bælgplanterne.
Alene i Østersøen importerer blågrønalgerne hvert år mellem 200.000 og 300.000 tons kvælstof fra luften (mere end det 3-dobbelte af dansk udledning til Kattegat og Bælthavet) for at skaffe kvælstof til havet. Blågrønalgerne, som vi anser for skadelige, har altså også en betydningsfuld rolle ligesom de fleste af naturens øvrige indretninger. Det skal her bemærkes, at hvis den planlagte danske hjælp til forbedring af det østeuropæiske miljø særligt kommer til at omfatte kvælstofrensning, vil Østersøens blågrønalger gå i vækst for at skaffe kvælstof til at kompensere for de menneskeskabte indgreb. Den resulterende algesuppe vil så muligvis blive tolket som et forstærket behov for kvælstofrensning, for kvælstof er jo samtidig kommet i større og større “underskud” på grund af rensningen (hvis den overhovedet kan registreres).
Top Forsøg på manipulation
Havmiljøet arbejder altså hele tiden på at nå N/P- forholdet 7:1. Men danske miljøinstanser søger tværtimod at manipulere havmiljøet væk fra idealforholdet gennem misbrug af minimumsteorien.
Eksempel: Hvis “manipulatorerne” opdager et sted med iltsvind og typisk lavt N/P-forhold, f.eks. 1,5:1, tager de et par vandprøver. Til den ene sætter de ekstra kvælstof, til den anden ekstra fosfor. De ser nu med usvigelig sikkerhed, at i prøven, der blev tilsat kvælstof, gror algerne hurtigt. Derimod sker der ikke noget videre i prøven tilsat fosfor. (Sådan vil det stort set altid gå, for der er masser af fosfor). Manipulatorerne fortolker nu på følgende måde: “Når vandprøven reagerer så kraftigt på N og ikke på P, så er kvælstof i underskud og så må vi begrænse det yderligere for at begrænse algevæksten”. På den måde fører miljøinstanserne deres egen udsigtsløse krig mod miljøet for offentlige midler, der tåler sammenligning med forsvarsbudgettet. Utvivlsomt vil de lide nederlag, men det vil koste mange milliarder at nå erkendelsen.
Ligesom kommandoøkonomien har lidt nederlag, vil også kommandoøkologien gøre det. Forhåbentlig lærer vi herefter at naturens betingelser er et mere relevant arbejdsgrundlag, end et tilfældigt miljøpolitisk flertals mere eller mindre tilfældige beslutninger.
De nuværende eksperimenter betales i første omgang af kommunerne og landbruget. Kommunerne må investere i dyr og delvis unødvendig kvælstofrensning. Landbruget trues med en meningsløs afgift på et vigtigt produktionsmiddel. Men milliardregningen ruller naturligvis videre til alle i samfundet. Kvælstofbegrænsningen vil i bedste fald være uden praktisk betydning for det danske havmiljø.
