Naturen har de bedste rensningsanlæg

Planter fjerner organiske giftstoffer og farlige stoffer

Politiken 19. april 1987

Af Henrik Groes- Petersen

KREFELD Skovsøens blidt sva­jende siv er naturens eget fremragende værn mod industrisamfundets for­urening. Hvor højtudviklede, moderne rensnings­anlæg må give op, er de bløde siv i stand til at gøre det af med dødsens giftige stoffer og syg­domsfremkaldende bak­terier.

Med ganske enkle midler kan dunhammer, sø-kog-leaks, iris, græsarter, rør og siv sættes til at nedbryde en række af de stoffer, som1 for­urener vandløb og grund­vand allerværst.

Vi kan med vore plan­te-rensningsanlæg lave langt bedre og renere vand, end det kan lade sig gøre med traditionelle anlæg. Og så koster vore anlæg kun en tredjedel, understreger de to vesttyske botanikere Kathe Seidel og Helga Happel. De var de første forskere, som allerede for over 25 år siden fik øje på muligheder­ne tor at bruge naturen selv til at rense spildevand. Siden har de med hundredvis af eksperimenter kortlagt mulighederne.

I en årrække var de ansat af Vesttysklands kæmpe­mæssige forskningsinstitu­tion, Mai Planck Gesellschaft, hvor den snart 80-årige fru Seidel ledede sin egen gruppe. Uden hen­syn til sin pensionering for ti år siden kæmper hun videre for sine ideer med sin nær­meste medarbejder Helga Happel. Instituttet er forvandlet til en selvejende institution, men hjemstedet er bevaret i det flade landbrugsland nord for Krefeld blot 30 kilometer fra den hollands­ke grænse.

Drikkevand fra kloakken

Forsøgsrækken viser, at planter ikke blot kan rense spildevand fra husholdnin­ger, men også omdanne industriens kloak-udledninger til godt drikkevand.

I langvarige forsøg, der strakte sig over tre år, har forskerne bevist, at en ræk­ke siv-planter er enestående til at nedbryde farlige orga­niske gifte. Fenol-forbindel­ser – endog de yderst gifti­ge klorede fenoler – om­dannes til uskadeligt kulstof og brint.

De endnu mere giftige cyanid-forbindelser (blåsyre) forvandler plante­rne til kul- og kvælstof.

– Fenol- og cyanidforbin­delser er giftige for menne­sker og dyr. Men planter har et ganske andet kredsløb. De kan tåle og endog trives i vand med sådanne stoffer. Planterne spalter de farlige stoffer og optage dem derpå som næring. Derefter findes giftstofferne ikke mere – hverken i vandet, i luften eller i planterne, siger Kathe Seidel.

De opsigtsvækkende for­søg har bevist deres funktionsevne også i praksis. I USA har forskerne kon­strueret et rensningsanlæg -til en-Stoftrykfabrik i delstaten South Carolina. Det lykkedes at få planterne til at omdanne det tyktflyden­de, brune spildevand til drikkevand.

I Florida har forskerne på lignende måde hjulpet et kæmpestort slagteri. Plante­rne renser her det blodige spildevand efter slagtningen af flere tusinde dyr dagligt.

I Østtyskland blev der på grundlag af vesttyskernes erfaringer opført et planterensningsanlæg ved en suk­kerroefabrik ved Sangerhausen.

De opfodrede 30-40.000 ænder årligt med sivene fra anlægget og fabrikken tjen­te på den måde flere penge på ænderne end på roerne.

Desværre blev forbindelsen senere afbrudt, og de har nu nedlagt anlægget ved en udvidelse af fabrikken, fortæller Kathe Seidel.

Ide til Danmark

Erfaringerne fra det øst­tyske anlæg ville hun gerne udnytte i et samarbejde med Danmark: — Frem for alt ville vi gerne lave vore anlæg ved landets sukkerfabrikker og fremstille foder til mange, mange tusinde ænder, fore­slår den vesttyske forsker.

Endog radioaktivt slam har hun ‘lokket’ planterne til at fortære i et samarbejde med et atomforskningsanlæg i Karlsruhe. Det lykke­des at få tagrør til gro ly­stigt i det radioaktive slam og omdanne det til uskade­ligt pulver.

— Bagefter var der hver­ken radioaktivitet i plante­rne, slammet eller det aflø­bende vand. Hvor radioakti­viteten blev af, fortæller jeg Dem ikke i dag. Det står i en prisopgave, som vi har afle­veret for kort tid siden, smi­ler fru Seidel hemmelig­hedsfuldt.

Forsøget blev imidlertid indstillet, da atomforsk­ningsanlægget anskaffede sig et forbrændingsanlæg med overskydende kapaci­tet til også at tilintetgøre slammet.

Forskerne har også opnået forbløffende resultater med at få planter til at dræbe sygdomsfremkaldende bak­terier. Over 200 forskellige planter er blevet testet for den. evne. Det viste sig, at langt de fleste er i stand til at dræbe en stribe bakterier, der stammer fra menneskers afføring.

Det har særlig betydning ved rensning af spildevand fra private husholdninger. På det felt kan forskerne pege på konkrete resultater lige på den anden side af grænsen. I Holland er der bygget plante-rensningsan­læg ved 20 campingpladser.

-Myndighederne opfør­te samtidig et traditionelt rensningsanlæg for at være på den sikre side. Men det har aldrig været i brug, fremhæver Kathe Seidel stolt.

Anlæggene hviler alle på de samme grundprincipper. Først ledes spildevandet ind i en grube, hvor slammet falder til bunds. Her er plan­tet tagrør, der forvandler slammet til tørt pulver.

Derfra ledes vandet videre til lange, smalle gruber, hvor der gror knop-siv. I den sid­ste ende siver der vand ud, som har kvalitet som drikke­vand.

Økonomien

Sivene er værdifuldt ma­teriale, der kan sælges med god fortjeneste, når det høstes en gang om året. Det – bruges til at flette  bland andet måtter, tæpper og sto­lesæder. Også som foder er sivene værdifulde på grund af deres store indhold af æg­gehvidestoffer.

Indtægten fra salget af sivene kan i Holland dække udgiften til de personer, der dagligt skal tilse gruberne. De skal plejes, som en gart­ner holder en have.

De vesttyske forskere har eksperimenteret med mange forskellige planter, men fastholder at sivarterne og særligt knop-siv er mest an­vendeligt. De peger også på den høje salgspris, der opnås t ved at sælge de høstede siv. Men på trods af de mange, fine resultater fra såvel forskning som praksis, stiller de vesttyske myndigheder sig fortsat afvisende.

Tja, sådan er vel ver­dens gang. Vi bliver ellers efterspurgt overalt i verden i Holland, Frankrig, Sverige, Finland; Portugal, Indien og Japan. Blot ikke her, hvor alt-skal være så teknisk. Det er et særligt tysk fænomen. Hvis det ikke er teknisk, duer det ikke. – Myndighe­derne anerkender kun ”tek­nikkens stade” som målestok og ikke vor videns.

Det hele er så enkelt. Derfor er vi også blevet så forhadte. De kan ikke fore­stille Dem, hvor teknikerne, ingeniørerne og entreprenø­rerne, ærgrer sig over vores anlæg, smiler Kathe Seidel.

Hun advarer samtidigt imod de efterligninger, der er dukket op blandt andet i delstaten Hessen på det seneste. Bag de anlæg står efter hendes mening for det meste personer, der hverken har den fornødne teoretiske viden eller praktiske erfaring

Universiteterne styrter sig nu over det, men de fleste videnskabsfolk har ikke ‘grønne fingre’ og forstår sig ikke på at omgås planter. Og så kan de ikke få det til nt fungere. Med planter må man have tålmodighed, siger den aldrende forsker, der selv oprindeligt er uddannet som gartner.

Se original artikel fra 1987