Danmarks Naturfredningsforening er forandret til ukendelighed. Oprindelig havde den alene som mål at pleje særegne landskabsværdier og frede oldtidsgrave og gamle bygninger. Just på den baggrund høstede foreningen respekt i vide kredse.
Det folkelige og saglige ved foreningens virke er slut. Den moderne miljøaktivisme har udelt besat lederne. Organisationen er drevet i armene på professionelle agenter, der for enhver pris vil frem til spids i det grønne væddeløb. Foreningens to akademiske frontløbere. Svend Bichel og David Rehling er akkurat typen på ærgerrige karriereryttere, der kender og vil den direkte vej til førergruppen.
Miljøsagen er en giftig affære
Bestandig skilter Danmarks Naturfredningsforening med videnskaben som fundamentet for de igangsatte kampagner. Hertil er der imidlertid at sige. at læreanstalternes bidrag til forureningsdebatten er alt andet end objektiv. Der er så megen selviskhed bundet til forureningen, at videnskaben ikke kan holde sig fri af politik.
Miljøsagen har nemlig udviklet sig til en overordentlig givtig affære og det på to måder. I første række gælder det embeder i miljøsektoren. Læreanstalternes kandidater er sultne. For længst er forureningen blevet et levebrød, en mulighed for social opstigning, for karriere. Forurening må derfor prentes i folks bevidsthed som et stort problem, som kun de højtuddannede kan løse.
Dernæst skriver forureningens givtighed sig til det forhold, at magten i vid forstand vandrer fra produktionssfæren til det politisk-organisatoriske felt. Danmarks Naturfredningsforenings omkvæd lyder således ensartet. Omstilling må der til. Produktionsmåden fordres ændret i alle industrialiserede lande. Den liberale orden bør kuldkastes. System-forandring er kravet. Næringslivet skal med andre ord indordnes under eksperternes behandling. Den materielle produktion må under embedsrettens kontrol.
Videnskabelig fup
Miljøinteresser er altså noget af det mest selviske, som tænkes kan. Danmarks Naturfredningsforenings videnskabelige hjælpekorps forkaster alle regler for videnskab. Kildekritik og organiseret skepsis vrages til fordel for den bjærgsomme subjektivitet.
At kæmpe for det gode mod det onde synes at udgøre den tilstrækkelige anstrengelse. Danmarks Naturfredningsforenings forankring i videnskaben er rigtig nok, men videnskabeligheden er fup. Forskningen forsker for forvaltningen, for den politisk-organisatoriske magt.
Den stærkt opreklamerede fiskedød i Kattegat andrager et sigende eksempel på Danmarks Naturfredningsforenings politisering. Påstanden om Kattegat som dødens hav var og er ren svindel. Det midlertidige tab af ilt i farvandet skyldtes et almindeligt kendt naturfænomen. Landinger af fisk, krebs- og bløddyr tilkendegiver da også med tydelighed, at Kattegat og andre indre havområder vrimler med liv Kendsgerningerne står at læse i Miljø-info af 19. november dette år.
Løgnen koster penge
Sandheden er, at vore farvande strutter af frodig foretagsomhed. Fiskedøden og havforureningen udgør et stort bedrag over for offentligheden, gøgl og plattenslager! fra ende til anden. Løgnen koster imidlertid skatteborgerne 10 milliarder kroner. Det burde stå skarpt på nethinden hos enhver, at den borgerlige regering og Folketinget udelukkende fungerer som pacemaker for embedsretten.
Danmarks Naturfredningsforenings nummer med fiskedøden i Kattegat sætter organisationen i det perspektiv, hvor den hører hjemme. Foreningen bryder vejen for den akademiske stands sociale interesser. Det er ikke mindst op til medlemmerne at tage stilling til denne forandring.
