Hvor går de intellektuelle hen? Hvori består deres økonomiske og politiske interesser. Hvad er målet for denne kraftfulde klasses stræben? Svarene på disse spørgsmål angiver den vej, som Socialdemokratiet må følge i fremtiden, skriver seminarieadjunkt Steen Steensen i Midtpunkt 10/9-1984 i Jyllands-Posten.
Han giver her et rids af et parti og en herskende klasse.
I år er det netop 100 år siden, at Socialdemokratiet fik sit politiske gennembrud. Som det vides, blev partiet stiftet i 1871, men det opnåede først repræsentation i rigsdagen i 1884. To mand kunne indtage deres pladser, en skrædder og en skomager. Den stabile fremgang fra 1890erne gjorde det muligt at overtage regeringsmagten i 1924. Og selv om partiet i kortere perioder henvistes til oppositionsbænkene, tegnede det efter den tid landets politiske profil. I mere end en menneskealder har Socialdemokratiet været toneangivende i den sociale kamp.
Imidlertid er flere og flere mennesker begyndt at stille sig det spørgsmål, om Socialdemokratiets dage er talte. Skulle nedturen være indledt. Har partiet udspillet sin rolle efter et århundredes stræben?
Det hævdes således, at partiets økonomiske politik er håbløs, forsvarsviljen degenereret og den politiske moral udartet. Magtens fordærvende evne er ved at slå igennem, siges det. I den forbindelse henvises der til ledende partifolks indblanding i korruptionsskandaler og ministres ekstravagante færden. Men er det sandsynligt, at Socialdemokratiet må forlade den historiske scene, eller er al tale om nedtur og forfald fuldstændig grundløs. Hvilken fremtid synes at være det store parti betænkt?
For at besvare ovennævnte problemstilling er det nødvendigt at give et rids af den indre udvikling i Socialdemokratiet og sammenholde denne med samfundets udvikling Spørgsmålet er, om partiets politiske linje er i overensstemmelse med de sociale kendsgerninger i den moderne stat.
Socialdemokratiets opdukken hænger nøje sammen med industrialiseringen. Det var i begyndelsen industriarbejdernes parti. Andre elementer stødte imidlertid ind i partiapparatet efter århundredskiftet. Dog dominerede arbejderne endnu i 1920eme. Først i 1929 gik arbejderflertallet tabt Offentligt ansatte funktionærer og intellektuelle fortrængte efterhånden den traditionelle grundstamme.
Socialdemokratiets overtagelse af regeringsmagten i 1924 virkede som en magnet på de højere uddannede. Lidt efter lidt gravede kundskabsklassen sig ind i partiet og begyndte at skitsere dets politik. Ved valgene i 1950erne og 1960erne erobrede de intellektuelle partiet helt. Navnlig indledtes med Viggo Kampmanns overtagelse af statsministerposten en blændende epoke for de højtuddannede Mænd som Per Hækkerup. K. B Andersen og Jens Otto Krag udgjorde i en årrække rygraden i partiets styrelse. Og intellektualseringen fortsatte under Anker Jørgensen. De intellektuelle offentligt og institutionsansatte konsoliderede yderligere deres positioner. Ved januarvalget i 1984 vandt nævnte gruppe fremdeles terræn. Omkring 77 % af Socialdemokratiets folketingsmandskab tilhørte kategorien.
Udviklingen i Socialdemokratiet fulgte magtens udvikling. Den sociale struktur gennemgik i perioden en grundlæggende forandring. En kolossal vækst på uddannelsesområdet skabte en ny klasse af boglærde, der fuldstændig satte den producerende og forretningsførende befolkning på plads. De næringsdrivende mistede samfundsmæssig autoritet i uoprettelig grad. og den nye klasse af intellektuelle overtog det sociale initiativ i staten.
Med Viggo Kampmann-generationen begyndte Socialdemokratiet for alvor at orientere sig mod andre befolkningsgrupper. Partiet justerede antennerne efter partiets sociale sammensætning, en sammensætning. der som antydet ganske korresponderede med magtens realiteter. De intellektuelle kom med andre ord til at forme partiets linje i kampen om ressourcerne. Just af den grund kan intet spørgsmål i dag stilles, der er vigtigere end efterskrevne: Hvor går de intellektuelle hen? Hvori består deres økonomiske og politiske interesser. Hvad er det for et samfund, der er målet for denne kraftfulde klasses stræben?
Svaret på disse spørgsmål angiver den vej, som Socialdemokratiet må følge i fremtiden. Det hverken vil eller kan andet. Som intellektuelle finder de socialdemokratiske politikere de intellektuelles ideer rigtige. Den fælles klassebevidsthed slår igennem. Men lederne kan heller ikke andet. Et regeringsbærende parti må altid stemme tonen efter magtens kendsgerninger. Enhver regering er til enhver tid et resultat af udfaldet af den sociale kamp. Regeringen er udsprunget af magtens realiteter og må administrere i forståelse med denne virkelighed. Intet parti, der vil være med til at forme nationens politik, kan sætte sig op mod det ledende lags vitale interesser.
Alle herskerklasser i historien har anvendt autoriteten til at skaffe sig selv gunstige betingelser. Mere præcist må man derfor spørge. Hvad giver de intellektuelle udviklingsmuligheder og hvilket samfund tilvejebringer det bedste forsvar mod oprør?
En ting kan slås fast med det samme. De intellektuelle afskyr kapitalisme, privatisme og fri konkurrence. Den nye klasse søger ikke næring ved ejendom og kapital. Intellektualisternes hu står til embedet, den faste stilling under loves og institutioners beskyttelse. Hvad ejendomsretten, kapitalen og konkurrencen var for kapitalisten, er embedsretten, uddannelsen og eksklusivaftalen for Intellektualisten. Teoretisk skoling er grundlaget for de intellektuelles styrke og embedet for magtens udøvelse. Uden embede er den intellektuelle intet.
Embeder giver de intellektuelle udviklingsmuligheder. Af den grund dyrkes staten, som var den en guddom. Staten skal åbne portene for stillinger og garantere embedets sikkerhed. Ikke mindst det sidste er afgørende. Mere end nogen anden klasse i historien angler kundskabsbesidderne efter tryghed. Behovet for beskyttelse er stort.
Adelen og kapitalen var produktive klasser, der kunne brødføde sig selv. De intellektuelle er afhængige af kapitaloverførsel fra andre samfundsgrupper. Embederne finansieres fortrinsvis med skattekroner. Den omstændighed gør klassen sårbar over for oprør. Det bør derfor ikke undre, at de intellektuelle markedsfører tryghedsideologien af al kraft.
Men hvilket samfundssystem indfrier intellektualisternes sociale ambitioner. Det gør socialismen. Til syvende og sidst er denne orden ikke andet end embedsstyre. Den socialistiske stat ledes af forvaltere. Når ejendomsretten ophæves, koncentreres autoriteten i de offentlige administratorers hænder. Magten befinder sig altid hos den klasse, der besidder de fleste ressourcer. Det er netop dette forhold, der gør det muligt for de intellektuelle at gribe det sociale initiativ. I et socialistisk samfund udgår al udbytning fra embedsapparatet. Men socialismen formidler ikke bare de intellektuelles stræben efter klasseherredømmet. Den skaffer tillige et utal af embeder til læreanstalternes kandidater. Markedskræfterne udbud og efterspørgsel erstattes jo af planlægning. Principielt er der ingen ende på embedernes mængde. Enhver fiasko giver argumenter for endnu mere planlægning og ethvert snyderi begrunder yderligere kontrol.
Vigtigere end alt dette er måske, at socialismen lægger en forsvarsring omkring den herskende klasse. Intet andet system kan i det omfang imødekomme de intellektuelles tryghedskrav. Oprør, klassekampe om man vil er forbudt. Fagforeningernes rolle som kampinstrumenter hører op. De omdannes til disciplineringsorganer for ledelsen Desuden indskrænkes ytringsmulighederne afgørende. Unægtelig en ønskeposition for tryghedsnarkomaner.
De intellektuelles vej er en eller anden form for socialisme. Den giver udviklingsmuligheder og tryghed, embeder og orden. Når de intellektuelles vej er socialismens vej, er det også Socialdemokratiets bane. Og det har også i en årrække været det danske samfunds rute. Derfor kan man ikke sige, at de socialdemokratiske politikere hænger fast i fortidens dogmer. De er helt på linje med den moderne stats tendenser. Og man kan heller ikke påstå, at partiet skiftede ideologi, da de intellektuelle overtog apparatet. Også i Socialdemokratiets barndom stod socialismen på programmet. Den brutale virkelighed er. at socialismen aldrig har været et samfundssystem for arbejderbefolkningen. Den blev opfundet og udformet af tyske og franske intellektuelle. Læreanstalternes fortløbende justering af socialismen gjorde den ikke mere folkevenlig.
Hvori består da Socialdemokratiets vanskeligheder i den nuværende situation?
Genvordighederne skriver sig til, at arbejderne i stigende grad fjerner sig fra socialismen. De er ved at erkende, at det socialistiske samfund ikke tilgodeser arbejderbefolkningens interesser, men blot bringer det intellektuelle borgerskab til fadet. Bestandig erfarer de forvaltningens og beskatningens tryk.
Denne indsigt i socialismens væsen kan ikke undgå at berede Socialdemokratiet besværligheder. Det er ikke nogen let sag at skjule, at partiets politiske elite ustandselig henter problemstillinger og synspunkter fra de intellektuelles rækker. Partiets følsomhed over for de såkaldte græsrodsbevægelser udgør iøjnefaldende eksempler på partiledernes orienteringsretning. Græsrodsbevægelserne domineres totalt af intellektualisterne. Den initiativrige klasse huserer overalt. Freds- og især miljøgruppernes politiske succes overgår næsten enhver forestilling og deres indvirkning på Socialdemokratiet kan ikke tilsløres.
Socialdemokratiets dilemma er, at det nødvendigvis må gå de intellektuelles ærinde, mens det samtidig har at foregive at være et arbejderparti. Partiet kan ikke tåle at miste den brede befolknings stemmer ved valgene. I det lange løb vil dette ideologiske bedrag uundgåeligt påvirke politikernes moralske beskaffenhed.
Den aktuelle strid i Socialdemokratiet beror akkurat på, om partiet skal lægge en klar intellektualistisk kurs, eller om en mere besindig fremgangsmåde tjener sagen bedre. De unge intellektuelle er utålmodige. Hele deres verdensanskuelse er en frugt af omgangen med klassefæller. Den forsigtigere fløj i partiet frygter tydeligvis den brede befolknings reaktion, hvorfor politikere med den indstilling foretrækker en langsommere og mindre intellektualistisk fremfærd. Det engelske broderpartis skæbne har givet gjort indtryk.
Den indre uenighed om partiets marchhastighed er dog ingenlunde grundlæggende. Marchretningen drøftes ikke og kan som sagt heller ikke afviges. Der er ingen vej tilbage Socialdemokratiet kan ikke gå på tværs af de intellektuelles stræben. Tilfredsstiller det ikke kundskabsindehavernes interesser, springer de over på andre partier Den intellektuelle klasse er netop karakteriseret ved. at den ikke besidder nogen partiloyalitet. Indsatsen lægges på den farve, der giver de største gevinstchancer. I den forbindelse udgør SF en ubehagelig konkurrent til Socialdemokratiet. I usædvanlig målrettet grad forsøger dette parti at bane vejen for den nye klasses ambitioner, alt imens det på den mest geniale måde evner at slå plat på -arbejderklassen-. Denne trussel kan socialdemokratiske politikere ikke sidde overhørig. Vender de intellektuelle Socialdemokratiet ryggen, er det ikke længere et regeringsbærende parti.
Dilemmaet for Socialdemokratiet er altså, at det på en gang må spille de intellektuelles kamp og samtidig høste bifald fra modparten. I og for sig er det ikke nogen uoverkommelig opgave. Ideologisk må den intellektualistiske profil ikke fremstå provokerende tydelig. Det medfører afstandtagen fra det menige folk på valgdagen. Derimod skal den praktiske politik betænke borgerskabet.
Hvis disse grundsætninger overholdes, er der ikke noget vejen for, at Socialdemokratiet i endnu en menneskealder kan afbilde landets politiske omrids. Det formelig bobler af energi. Og dygtige og ærgerrige sjæle står parat i kulisserne.
Desuden har samfundets øvrige magtinstanser ikke noget motiv til at reducere partiets dominans. Det kan vedblivende regne med beskyttelse.
Læreanstalterne, meningsmagerne og kulturinstitutionerne vil ikke overstige drilleriernes tærskel.
Og fremfor alt må det understreges, at de borgerlige partier ikke udgør et attraktivt alternativ for vælgerbefolkningen.
De intellektuelle har nemlig også fat om disse redskaber.
