DE PRIVATE næringsdrivende udgør rygraden i et frit samfund. Selvejet sikrer friheden. Kapitalismen er fundamentet for demokratiet. Det står fast.
AF STEEN STEENSEN, VESTERLED 11, RANUM i Jyllands-Posten 4. februar 2001
Imidlertid er det også en kendsgerning, at netop de selvstændige næringsdrivende udsættes for voldsomme angreb fra nutidens herskende lag. Ministre og tv-journalister, politikmagere og bureaukrater presser folkestyrets bærere i bund.
Fribonden udgør en demokratisk nøgleskikkelse. Der har aldrig eksisteret et frit samfund uden selvejende og selvbestemmende jorddyrkere.
Lad os gå tilbage til tiden forud for de store landboreformer for et par hundrede år siden. Bønderne optrådte dengang som fæstere hos herremændene. Fæstebonden var en foragtet skikkelse.
Overklassen hængte bonden ud som doven og uvidende, fordrukken, upålidelig og fuld af komøg.
Landboreformerne
Med landboreformerne forsvandt undertrykkelsen. Kapitalismen og demokratiet byggede vej. Selvejet afløste fæstevæsnet. Selvstændigheden vendte op og ned på landmændenes materielle vilkår. Men også landvæsnets image skiftede karakter.
I det 19. århundrede udviklede fribønderne sig til en kulturskabende kraft. Etableringen af andelsbevægelsen nævnes som regel i den forbindelse. Mange andre initiativer kunne med lige så stor ret fremhæves. Grundtvig og højskolerne var med til at fremme gårdejernes status i samfundet. Der blev skrevet hyldestsange om landlivet. Den ny tids bonde udtrykte ægte dansk folkelighed.
I størstedelen af det 20. århundrede nød landbruget stadigvæk høj anseelse. Endnu i 1950’erne opnåede erhvervet de fineste priser på internationale fødevaremesser. Udenlandske statsoverhoveder besøgte forsøgsstationer og gårde. Kongehuset og regeringen viste landbruget frem med stolthed.
Med rette. Intet kan i kultur og stabilitet måle sig med et selvejende familiebrug.
Denne livsform er både økonomisk stærk, sund og pædagogisk forbilledlig. Selvejet fremmer selvstændighed og sammenhold. Ejerglæden udvikler ansvarsbevidsthed. Gården passes og plejes. Der skal ydes, før der kan nydes. Det lærer børnene og bringer lærdommen med i skolen. Liv og arbejde går i ét.
Alt dette forudsætter et uantastet ejerskab, frihed i næringen og respekt fra omverdenen.
Ingen af delene opfyldes i dag. Nutidens herremænd har pillet både friheden og glorien af gårdbruget.
Kapitalisme-kritik
I 1960’erne rykkede de intellektuelle frem i samfundet. Lige fra starten angreb denne klasse kapitalismen og selvstændighedskulturen. Gevinsterne lå et andet sted. Det boglige borgerskab vokser med embedsretten. Den må da afløse ejendomsretten.
Vor tids tyve er ikke i skovene, men i kontorerne.
Støtte, styring og kontrol. Sådan simrede parolerne. Bønderne kom på støtten. Senere erhvervede økologismen højeste prioritet.
I 1971 fik kontorfolket oprettet et miljøministerium. Nu kom der rigtigt gang i kapitalisme-kritikken. Det mest selvstændige folkefærd i landet blev det mest regulerede.
Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Radio og Miljøministeriet slog for alvor til mod landbruget i 1986.
Døde hummere i Kattegat var den umiddelbare anledning. Beskyldninger om forurening og forgiftning haglede ned over gårdmændene. Økologismen banede vejen for en vandmiljøplan, der effektivt trak jordbrugerne gennem sølet.
Lige siden har miljø- og politikmagere, herunder statsjournalisterne i Danmarks Radio, hamret løs på selvejerbønderne. Det boglige herrefolk fandt de gamle skældsord frem.
Bønder er svin og fulde af komøg. De forgifter maden, drikkevandet og udbreder dødelige sygdomme. Med et sådan image kan dansk landbrug naturligvis ikke fremvises for udenlandske statsoverhoveder.
Det hele er løgn. Landbruget forurener ikke, og fødevarerne er notorisk bedre end på noget andet tidspunkt i historien. Men virkningen af de intellektuelles angreb forekommer dræbende. Siden vandmiljøplanen i 1986 har over 20.000 ejendomme fået banesår.
Likvidering
Lone Dybkær likviderede husmændene som klasse. Hendes æra som miljøminister indebar en katastrofe.
I nutiden har hendes ægtefælle, Poul Nyrup Rasmussen, taget tråden op. En ondskab uden lige vælter over skærmen. For øjeblikket forsvinder en fire-fem familiebrug om dagen.
Presset på erhvervet ihjelslår de små brug. Store gårde bliver større. Denne udvikling beklager landbrugets banemænd. De beklager altså en tilstand, som de selv har skabt.
Tabet af fribønder, af selvejergårde, kan ikke undgå at ramme demokratiet på den mest skæbnesvangre måde. Glem ikke, at de selvstændige næringsdrivende udgør bærepillerne i et frit samfund!
Men hvad laver landbrugets præsident, Peter Gæmelke? Han ligger på sine knæ og beder om nåde og tigger om penge.