
I 1993 udgav han bogen Direkte Demokrati.
Det har givet anledning til at foreningen Direkte Demokrati blev stiftet den 21. januar 1995 i Odense.
Foreningen for Direkte Demokratis hjemmeside www.folkestyre.dk
Alpine frihedsbegreber 23.12.2007
En kronik af Peder Hove om baggrunden for det direkte demokrati i Schweiz
Flere folkeafstemninger (En fantastisk institution) 24.09.2000
Indvendinger imod Direkte Demokrati 29.08.99
Afskaf Folketinget 23.01.99
Lodtrækning som demokratisk institution
Holdninger til det repræsentative demokrati
Demokratiets rødder
Møde med Ted L. Becker
Alternativ til vold 19.01.98
- Foreningens formål er at arbejde for indførelse af direkte demokrati i Danmark.
- Foreningen er uden partipolitiske tilhørsforhold og skal være uafhængig af økonomiske interesser.
- Enhver myndig person kan blive medlem.
- Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i september måned.
- Foreningen udgiver bladet Direkte Demokrati min. 4 gange årligt.
Marcus Schmidt
Callensensgade 34, 2
6200 Aabenraa

Netop det uforudsigelige i en folkeafstemning gør afstemningen den 28. september særlig interessant for en valgforsker som Ole Tonsgaard. Ole Tonsgaard vil derimod gerne gøre sig til talsmand for endnu flere folkeafstemninger.
Denne mulighed for direkte demokrati er en hjørnesten i det danske folkestyre. »Men det kræver, at vælgerne bliver reelt oplyst, og det er Folketingets pligt at sørge for, at vælgernes informationsret bliver opfyldt.
Man skal ikke overvurdere vælgernes viden, men heller ikke undervurdere vælgernes dømmekraft. Kan- politikerne tage stilling, så kan vælgerne også. Derfor er folkeafstemninger en fantastisk institution,« siger Ole Tonsgaard.

Borgeren føler dagligt i det små afhængigheden på sin hud, uden at have andet end en vag fornemmelse deraf; den gør ham aldrig desperat, men fortrædiger ham ustandselig og vænner ham af med at bruge sin personlige vilje. Således udslukker den gradvis åndskraften og udmager sjælen, mens den lydighed – som udelukkende burde gælde et lille antal såre alvorlige, men meget sjældne tilfælde – kun lader ham fornemme trældommen. Forgæves overdrager man den samme borger, som man har gjort afhængig af centralmagten, pligten til fra tid til anden at vælge denne magts repræsentanter.

Demokratiets rødder
I bogen Demokratiets rødder af Steen Steensen redegøres for demokratiets vilkår siden 500 år før kristi fødsel frem til i dag.
Det viser sig at over disse 2500 år er det i relativt korte perioder, hvor der har eksisteret demokratiske tilstande i ordets reelle betydning.
Til gengæld er det i de perioder, at civilisationen har frembragt de største værdier både materielt og kulturelt.
Mødet var foranlediget af Marcus Schmidts kendskab til Ted Becker. Marcus har været gæstetaler på et landsmøde og skrevet bogen Direkte Demokrati.
er en af USAs absolut førende nytænkere indenfor politisk videnskab i almindelighed og demokratisk teori i særdeleshed og har skrevet banebrydende afhandlinger om forholdet mellem den lovgivende og dømmende magt. Efter internettets store udbredelse, var han helt holdt op med at skrive bøger, da det var en meget bedre og billigere måde at komme ud med sine synspunkter på, og man undgik problemer med diverse forlag. (Et tankevækkende perspektiv, hvis kommende forfattere opgiver bogen). Kan besøges på www.auburn.edu/tann.
Når man taler om direkte demokrati eller teledemokrati, bliver der ofte henvist til de kendte Ja/Nej TV-afstemninger.
På mødet nævnte Marcus Schmidt, det uhensigtsmæssige ved telefonopringninger ved Gallup undersøgelser. Folk vil ofte svarer anderledes på et stillet spørgsmål, end hvis man havde haft tid til at gennemtænke det i nogle dage.
Ted Becker supplerede med at omtalte nogle forsøg hvor man havde benyttet en aktuel politisk sag, fx etablering af en ny motorvej, en reform af sundhedsvæsnet, en forfatningsændring eller lignende. Man udvalgte en stikprøve på ca. 500 vælgere, som fik tilsendt en række behørigt udvalgte baggrundsoplysninger for og imod den forestående beslutning.
Efter at have haft lejlighed til at gennemlæse og tænke over sagen i nogle uger (det kaldes i USA “to deliberate”) har man ringet dem op og spurgt dem om deres holdning. I flere af projekterne viste det sig at vælgerflertallet – selv efter forløbet af en sådan “tænkepause” – stadig havde en helt anden holdning til sagen end de valgte politikere.
I gennem sit mangeårige arbejde med emnet, var Ted Becker overbevist om at beslutningstagere i det repræsentative demokrati aldrig tilnærmelsesvis ville kunne frembringe resultater med så megen visdom og hensyntagen til alle parter i et samfund, som hvis folk blev direkte blev spurgt om løsningen på en opgave, efter de havde gennemarbejdet det på deres arbejdsplads og iblandt deres venner i nogle uger. Folk er nemlig hverken selviske eller kyniske hvis de får overladt et ansvar og man viser dem tillid.
Aktuelt vil den bedste strategi op til de kommende valg være at provokere politiske modstande med at forlange At folkeafstemninger skal kunne foretages på initiativ af borgerne. Dette lykkedes i øvrigt for den tyske delstat Bayern i 1996. Mere om det en anden gang.
Kommunismens fald har givet problemer for det repræsentive demokrati
Fra anden verdenskrigs ophør frem til 1990, da kommunismen krakelerede, kunne fortalere for det repræsentative demokrati henvise til, at alternativet, den kommunistiske samfundsmodel, ikke var attråværdig.
Ted L. Backer mente at denne nemme argumentation ikke længere kan benyttes. Derfor har fortalere for det direkte demokrati haft en bedre udgangsposition siden 1990.
Undertegnede havde orienteret både Kim Behnke, Kjeld Flarup og nogle såkaldte ballademagere fra Øster Storkreds om mødet, men kun Alex Stubbe mødte op.
Fra Dansk Folkeparti var Thulesen Dahl, Peter Skårup, Søren Espersen og Pia Kjærsgård. Jørn Rasmussen
Alternativ til demokrati er vold!
Anders Gulmark, Formand for Foreningen for Direkte Demokrati har forsøgt i adskillige aviser at få denne kronik optaget, men forgæves.
I anledning af Folketingets åbning den 3. oktober har dele af medierne endnu engang sat fokus på demokratiets problematiske tilstand i Danmark.
Åbningen af den nye parlamentariske sæson i overværelse af repræsentanter fra kongehuset illustrerer ganske godt vores repræsentative demokratis bevægelse mod et system, der i stigende omfang er blevet rituelt i stedet for reelt.
Processen er nu så vidt fremskreden, at vi kan forudse en tilstand, hvor demokratiet er holdt op med at fungere, kun rammerne står tilbage.
Nogle vil her sige, at det kan der ikke gøres noget ve e er udviklingen, og den kan som bekendt ikke stoppes. Jeg er uenig dette synspunkt og mener, at vi alle bør lægge passiviteten på hylden og aktivt arbejde for at fastholde og udbygge de demokratiske positioner, som befolkningen med stor møje og afsavn har tilkæmpet sig i de sidste 150 år.
Det er værd at huske på, at demokratiet, hvor ufuldendt det end måtte være, er til fordel for de svageste i ethvert samfund, også i Danmark. Uden demokratiske forhold har almindelige mennesker ingen mulighed for at arbejde for at opnå rimelige linninger, pensioner, sygehusbehandling og gratis uddannelse til deres børn. Magteliten, dem der administrerer demokratiet og fører de folkelige debatter, politikerne, mediefolk, og bureaukrater, er sikret alle disse banaliteter samt gyldne håndtryk eller forgyldte aftrædelsesstillinger i internationale organisationer. Lad os derfor ikke forblændes af denne “nye adels” internationale stil og afslappede holdning, når samtalen falder på afgivelse af demokratiske påvirkningsmuligheder.
Den overføring af politisk magt, som i disse år finder sted fra Danmark til EU, er reelt uden demokratisk kontrol.
Embedsmændene i institutioner og ministerier i Danmark og EU får i stigende grad rollen som dem, der skaber politiske realiteter.
Lad mig nøjes med at nævne vores EU ambassader, som ved ugentlige møder med kolleger fra andre EU lande forbereder dagsordenen til ministerrådet. Disse folk har kolossal og direkte indflydelse på vores dagligdag i Danmark, uden at vi som borgere kan forholde os til deres gerninger.
Symptomerne på demokratiets tilbagegang er mange og stærke.
Opbakningen til de politiske partier i Danmark er siden 60erne faldet med 400.000. I dag er kun ca. 5% af de stemmeberettigede medlemmer.
Folketingspolitikerne “løste” tidligt i år dette problem med vedtagelsen af en ny lov, der med en firedobling af partistøtten sikrer, at partierne nu kan fortsætte deres arbejde, også uden medlemmer!!
Beroligelsesritual
Dette er tydelige tegn på et demokrati i forfald og peger frem mod en situation, hvor et flertal af borgerne bruger valghandlingen, som grundloven jo stadig foreskriver skal afholdes, på samme måde som de fleste i dag bruger folkekirken.
Med andre ord som et beroligelsesritual, der får borgerne til at føle sig bedre tilpas.
Det er en grundfæstet historisk erfaring i Europa, at alternativet til demokrati er vold. I Danmark ser vi de første symptomer på dette i form af en Ribus konflikt fyldt med had, hærværk og vold. De autonome på Nørrebro, og nazisterne i Greve er andre eksempler. Endnu kun beskedne tegn på politiske frustrationer fra samfundets yderkanter.
Store samfundsproblemer, de 900.000 på overførselsindkomst, den store statsgæld , miljøbomben som tikker, alle er de problemer, som truer den relative politiske harmoni.
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig et Danmark, hvor brevbomber ikke længere er en sjældenhed, men er blevet en regelmæssig begivenhed, fordi større eller mindre grupper i befolkningen ikke føler, de har demokratisk medbestemmelse, men bliver dirigeret af magtcentrer her og i udlandet.
Der er kun en mulighed for at forbedre situationen med det demokratiske underskud i Danmark og samtidig løse de store sociale og miljømæssige problemer, vi har: en videreudvikling af det parlamentariske system med elementer af direkte demokrati, f.eks. i form af folkeafstemninger og initiativret til borgerne.
Mange vil her sige, at flere folkeafstemninger ikke alene kan løse demokratiets problemer, at demokrati ikke er det samme som flertalsdiktatur, og, at svejtserne skulle skamme sig, fordi kvinderne i Svejst fik stemmeret så sent.
Til dem alle vil jeg sige, at jeg er helt enig!
Men i Danmark får vi ikke løst problemet med politikerleden og partiernes tilbagegang, ej heller fjernet det politiske grundlag for fænomenet brevbomber uden, at borgerne føler, at de reelt har noget at skulle have sagt. Der er ingen vej uden om direkte politisk magt til befolkningen.
Et demokratisk samfund kendetegnes ved, at borgerne debatterer tidens problemer. En forudsætning for det er, at vores aviser, radio og TV stationer deltager i den demokratiske proces ved at viderebringe informationer og holdninger i en bredde og i en tidsramme, der gør den demokratiske samtale mulig.
Samtalen borgerne imellem og mellem borgere og magthavere er nerven i demokratiet. Demokrativejens sidste del, den til beslutningerne, må selvfølgelig foregå via en afstemning, hvor flertalsbeslutningen nødvendigvis må være den, der gælder.
Nogle vil hævde, at et demokrati med folkeafstemninger og initiativret ikke nødvendigvis fører til bedre eller rigtigere beslutninger. “Talmajestæten” er ikke afgørende, siger de.
Ud fra denne filosofi kan afgørelser truffet af en diktator eller af et mindretal være lige så rigtige eller bedre end beslutninger truffet af et flertal af befolkningen. Dette kan i visse tilfælde være rigtigt, som f.eks. modstandsbevægelsen under krigen, men det er ikke det, der er sagens kerne, når samtalen drejer sig om at opretholde og styrke demokratiet i dag.
Lige som i det parlamentariske system sikrer et mere direkte demokrat ikke automatisk, at alle beslutninger vil være rigtige i enhver forstand. Hvem kan i Øvrigt overskue det? Men et demokrati med aktive borgere garanterer igennem folkeafstemninger, at de love der gælder, også er godkendt af befolkningen. Dette vil medføre en større respekt og opslutning til lovgivningsmagten i Folketinget.
At der skal mere til end folkeafstemninger for at redde demokratiet i Danmark er rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at den første forudsætning for at tale om demokrati er borgernes frivillige og aktive medvirken. Noget sådant opnås kun, når vi alle føler, at vi er beslutningsmyndige og ligeværdige med politikerne.
Hvis voldens og håbløshedens politiske kultur ikke skal trænge det danske demokratis særkende tilbage, er vi nødt til at sikre os, at befolkningen igen får lysten til at være aktive garanter for et levende demokrati.
Dette opnås gennem et system, hvor elementer af direkte demokrati er synlige og attraktive for borgerne.
Derfor denne opfordring:
- Bekæmp volden og demokratiets undergravende kræfter med demokratiske midler.
- Kræv mere direkte demokrati.
Indvendinger imod Direkte Demokrati
Fra bogen Direkte demokrati i Danmark af Marcus Schmidt Nyt Nordisk Forlag 1993 er følgende “sakset”
Indvendinger imod direkte demokrati
Vi vil her koncentrere os om de væsentligste indvendinger mod det direkte demokrati (DD). Læsere, der måtte være interesseret i en systematisk redegørelse for bevæggrunde, der taler for og imod DD, henvises til speciallitteraturen.
Først vil vi meget kort gøre rede for den intuitive tankegang, der ligger til grund for hver enkelt indvending. Derefter vil vi gå over til en grundig diskussion mht. holdbarheden af hvert enkelte punkt. Indvendingerne, som vi vil se på, er:
- »Aldrig-i-min-baghave« (AIMB): Et flertal af vælgere er enige om, at der er behov for et nyt stort el-kraftværk eller rensningsanlæg. Men når man opdeler svarene på regioner, ses, at vælgerflertal i hvert region går imod, at værket/anlægget skal ligge i netop deres egn af landet. Argumentet gælder ikke kun for geografiske placeringer af kraftværker/elmaster osv., men principielt for alle forhold, hvor ens egen situation og/eller økonomi er involveret.
- »Budgetproblemet«: Når befolkningen skal stemme om besparelser på de offentlige budgetter, noterer man f.eks., at der er et flertal for at spare 10% i alt. Hvis man dernæst spørger i detaljer, spores en selvmodsigelse: Flertal for kraftige besparelser på områder af budgettet, hvor der ikke kan spares mange millioner (f.eks. Det Kongelige Teater og flygtningehjælp) og samtidig en modvilje mod at spare på de tunge poster (som sygehuse og undervisning).
- »Emotionsproblemet«: Dagen efter at en sindssyg har begået et bestialsk mord, og folkestemningen derfor er i oprør, er der pludselig flertal for genindførelse af dødsstraf. Få uger senere, når sindene er faldet til ro igen, er der flertal for at retsforfølge skarpretterne.
- »Faren for flertalstyranni«: Hvis der indføres et simpelt flertalsstyre i enkeltsager, er der fare for, at flertallet opfører sig urimeligt overfor mindretal, f.eks. etniske eller religiøse minoriteter.
- »Vælgerne er for konservative«: Vælgerne går principielt imod større ændringer i deres hverdag. Ofte er det derfor nødvendigt med en anelse »frivillig« tvang, når der i samfundet skal indføres nye skikke, adfærdsændringer (feks. tvungen brug af sikkerhedssele) osv. Erfaringen fra Svejts viser, at folkeafstemninger (referendum) virker »konservative«. Politikere er derimod i højere grad end vælgerne disponeret for progressivitet og nytænkning.
- »Kontinuitetsproblemet«: Hvis befolkningen spørges til råds om dette og hint, så går det ud over kontinuiteten i den politiske beslutningsproces: Den ene dag er der et knebent flertal for EF-Unionen, når afstemningen gentages ugen efter, bliver resultatet, at modstanderne får overtaget.
- »Vælgerne er for uvidende (dumme)«: De almindelige vælgeres indsigt i og viden om politiske og samfundsmæssige forhold er alt for ringe til at man kan betro dem afgørelsen af inden- og udenrigspolitiske anliggender. De folkevalgte har derimod bedre evner og mere tid til at hellige sig de politiske beslutningsprocesser. Punkterne 1-7 vil blive behandlet udførligt forneden. Til denne liste kunne man føje tre punkter. Disse punkter vil kun blive kommenteret summarisk under henvisninger til andre afsnit i denne bog, hvor de er blevet/vil blive diskuteret mere indgående. Punkterne er:
- »Vælgerne er for sløve og ugidelige«: I foregående kapitel har vi gjort opmærksom på det athenske fortilfælde og på Says lov, der medfører, at udbud skaber sin egen efterspørgsel.
- »Et DD bliver et afstemningsdemokrati uden egentlig debat«: Denne indvending kan vi tilbagevise med udgangspunkt i, hvordan vi vil indrette trykknapdemokratiet. Der bliver her righoldig mulighed for debat. Se det foregående kapitel.
- »Det er for dyrt«: Ligeledes i foregående kapitel har vi givet et overslag over de forventede etablerings- og driftsomkostninger ved et direkte trykknapdemokrati. Det overlades til læseren at vurdere, om de anførte totalbeløb er for store.
Afskaf demokratiet
Kronik i JP den 7. jan 1999 af Adreas Rasch-ChriSteensen, cand mag., Aarhus
Det repræsentative demokrati kan suppleres med elementer af direkte demokrati fx i form af borgerpaneler, og når hele befolkningen har opnået den tilstrækkelige politiske modenhed og den nødvendige tiltro til borgerpanelerne, kan man afskaffe parlamentet (Folketinget), foreslår kronikøren.
Demokrati er et ubetinget plusord. Vi kan ikke få nok af det, D- i skolen, i foreningerne, på arbejdspladsen, i samfundslivet i det hele taget. I de senere år er der dog talt meget om demokratiets krise. Samtidig kan der spores en mistillid i store dele af befolkningen til det politiske system – nogen taler om politikerlede. Man kan dog ikke umiddelbart sætte lighedstegn mellem befolkningens parlamentslede og demokratiets krise, hvis mistilliden til. det politiske system giver sig udslag i alternative deltagelsesformer, såsom grædsrodsbevægelser. På denne måde skifter deltagelsen bare karakter.
Problemet i Danmark synes dog at være, at befolkningen har givet op over for nogle politikere, som end ikke gider informere omkring de beslutninger, der træffes i Folketinget. Det seneste (men ikke eneste) eksempel er forringelsen af efterlønsordningen, hvor de ansvarlige ministre ikke orkede at indgå i en dialog med vælgerne inden beslutningens tilblivelse. Det er åbenbart en udbredt opfattelse blandt mange ‘ansatte’ på Christiansborg, at vælgerne er så ubetydelige (eller uvidende), at en nøgtern dialog mellem politikere og samfundsborgere er ufrugtbar.
Kløften mellem folket og de folkevalgte udvides endvidere ved, at de folkevalgte ikke er repræsentative i forhold til befolkningen, hverken hvad angår køn, alder eller erhverv. Samtidig bliver kløften mellem parlamentarikerne indbyrdes (hvad angår de samme forhold) mindre og mindre, hvorfor det nuværende danske repræsentative demokrati kan karakteriseres som et elitestyre, selv om det ikke er tænkt som et sådant, hvilket forværres af, at vælgernes eneste sanktionsmulighed over for repræsentanterne er, at de ved næste valg kan erstatte dem med nogle andre. Befolkningens indflydelse er altså begrænset til med mellemrum at gå til valg og stemme på den politiker eller det parti, som de synes bedst om.
Konsekvensen af vælgernes manglende mulighed for direkte at kontrollere de valgte politikere tydeliggøres i den aktuelle debat omkring efterlønnen. Statsministeren kan kvit og frit i en valgkamp love, at efterlønsordningen ikke vil blive forringet, for så kort tid efter at gøre det modsatte.
Der bliver sågar spekuleret i at træffe “ubehagelige’ politiske beslutninger på strategiske rigtig tidspunkter, hvilket vil sige lang tid inden næste valg, eftersom vælgerne så nok har glemt konsekvenserne, når de igen skal stemme.
Selv om den danske grundlov indeholder en mulighed for at sende et lovforslag til folkeafstemning, eksisterer der adskillige tilfælde, hvor folket på forhånd anses som værende diskvalificeret til valghandlingen. Folket er eksempelvis afskåret fra at kunne stemme om finansloven, lønnings- og pensionslove, love om direkte og indirekte skatter etc. Nogle af disse love har endog meget stor indflydelse på folkets hverdag, men det er åbenbart i overensstemmelse med det danske “folkestyres” særegne logik, at de borgere, som berøres af beslutningerne, er afskåret for deltagelse i selve valghandlingen.
Argumentet har ofte været, at de problemer, som man skal lovgive om, er alt for komplicerede til, at ‘folket” ville kunne forstå dem ordentligt. Men ligger der ikke en selvrnodsigelse i på den ene side at hævde, at den almindelige borger ikke er kvalificeret til at forstå politiske problemer, mens man på den anden side i den danske grundlov har mulighed for at sende lovforslag ud til folkeafstemning. Man forudsætter altså, at befolkningen har en klar stillingtagen til de forskellige EU-traktater, som er så omfattende og uoverskuelige, at ikke én eneste har et nogenlunde sikkert overblik over konsekvenserne af et ja eller et nej, Samtidig betragter man de almindelige vælgeres indsigt i politiske forhold som værende for utilstrækkelig til, at man kan betro dem afgørelsen af forskellige indenrigspolitiske anliggender.
Ovenstående problemstillinger medfører ligegladhed over for offentlige anliggender, som er en grundlæggende kendsgerning i dag. Kløften mellem vælgere og professionelle politiske ledere medfører apatisk trækken-sig-ud og laden-stå-til, når den menige befolkning føler, at den ingen reel indflydelse har. Løsningen er en radikalisering i retning af en mere direkte og aktiv borgerdeltagelse, ikke i form af en genindførelse af en borgerforsamling, hvor man mødes på torvet, men en undersøgelse af, om man kan finde nye former for folkelig deltagelse.
De færreste benægter, at et direkte demokrati er en umulighed i teknisk henseende. En af de traditionelle hovedindvendinger mod det direkte demokrati har været, at det umuligt kunne praktiseres i vor tids store massesamfund. Med dannelsen af centralt styrede stater som England og Frankrig lod et direkte demokrati sig ganske simpelt ikke gennemføre, hvordan i alverden skulle man jævnligt tromle millioner af mennesker sammen på en stor forsamlingsplads. Med fremkomsten af de elektroniske kommunikationsmidler bortfalder denne tekniske hindring, og der er opstået nye udviklingsmuligheder for den direkte borgerdeltagelse.
Nødvendig for en demokratisk beslutningsproces er ligeledes en forudgående omfattende debat, som beskrevet af Hal Koch, hvor samtalen (dialogen) sammen med den gensidige forståelse og respekt er demokratiets grundlæggende væsen. Grundet nødvendigheden af denne demokratiske debat er der med fremkomsten af bl.a. Internettet skabt et anvendeligt elektronisk afstemnings- og debatmedie. Internettet har muliggjort, at information omkring den politiske dagsorden kan videreleveres til alle samfundsborgere. Dette giver borgerne lige mulighed for at indgå i en debat omkring den politiske dagsorden, hvorfor borgerne også har lige mulighed for at udøve indflydelse på den.
At argumentere for et direkte demokrati i teknisk henseende er dog det mindst kontroversielle. Hvordan sikrer man, at den information, som videreleveres til borgerne gennem Internettet, er den rigtige? Er telekommunikation ikke netop en mulighed for manipulation af borgerne? Vil en eventuel politisk elite ikke netop udnytte telekommunikationen til at fremme egne interesser? Dog skal informationen jo komme fra en eller anden kanal, og denne vil i princippet altid kunne manipulere med borgerne.
For at hindre ovenstående faresignaler i et direkte demokrati baseret på telekommunikation ville det kræve, at borgerne er i besiddelse af fuld information om alle politiske spørgsmål, hvilket er et stort og muligvis utopisk krav. En demokratisk proces forudsætter nødvendigvis heller ikke, at alle borgere skal være informeret om alle politiske spørgsmål. Mere realistisk kunne man forestille sig et mindre repræsentativt udsnit af befolkningen bestående af 500 eller 1000 borgere udpeget ved lodtrækning, som dog ikke skal træffe beslutninger om samtlige politiske spørgsmål. Man kunne eksempelvis forestille sig et borgerpanel for hvert lokalområde, som skal være medbestemmende i politiske lokalafgørelser. Man kunne også forestille sig flere borgerpaneler, ét for hvert større politisk spørgsmål på dagsordenen. Disse paneler kunne bestå, indtil det politiske spørgsmål, som de har ansvar for, er kørt igennem den politiske beslutningsproces (feks. et år), hvorefter der udpeges nye paneler ved lodtrækning. Disse borgerpaneler skal være med gennem hele den politiske beslutningsproces, fra initiativ- til implementeringsfasen, hvor de kan deltage i debatter, afholde høringer, informere den øvrige del af befolkningen etc.
Borgerpanelerne skal i første omgang ikke nødvendigvis erstatte parlamenterne, men kan indgå som et supplement, hvor vælgerne kan indgå i et dynamisk samspil med de valgte repræsentanter. Om ikke andet vil det tvinge de valgte repræsentanter til at indgå i en mere direkte debat med deres vælgere.
På kort sigt er det altså ikke et spørgsmål om at betragte for forholdet mellem et direkte og repræsentativt demokrati som et enten/eller. Det repræsentative demokrati kan suppleres med elementer af direkte demokrati eksempelvis i form af borgerpaneler. Initiativ og referendum kan i denne forbindelse forøge den folkelige deltagelse i og ansvar for det politiske styre, fordi de udgør et permanent instrument for politisk deltagelse og opdragelse. Borgernes mulighed for at fremsætte forslag til afstemning (initiativ) og deres mulighed for endelig stillingtagen til et forslag (referendum) forbinder debatten med handlinger. Den udtrykker folkeviljen og omsætter den til politiske beslutninger.
På længere sigt, når hele befolkningen har opnået den tilstrækkelige politiske modenhed og den nødvendige tiltro til borgerpanelerne, kan man afskaffe parlamentet.
Man kunne slutteligt spørge sig selv, om befolkningen i det hele taget har lyst til deltagelse i den politiske beslutningsproces: Er vi trætte af politikerne? Tror vi, at vi ville kunne gøre det bedre direkte og således blive lykkeligere? Det er svært at give et entydigt svar på disse spørgsmål, men den seneste tids debat omkring bl.a. efterlønsordningen indikerer, at store dele af vælgerne faktisk gerne vil spørges til råds i den slags sager eller i det mindste informeres inden en beslutnings endelige tilblivelse. Om vi kan gøre det så meget bedre end politikerne, er langt fra sikkert, men på den anden side tror jeg heller ikke, at vi kan gøre det så meget værre, og med et direkte demokrati vil man i det mindste tage begrebet ‘folkestyre” mere seriøst.
Demokrati ved lodtrækning
Den 27.08.98 skriver Andreas Rasch-ChriSteensen cand. mag. Århus i Jyllands-Posten under overskriften.
Man kan ikke afskrive lodtrækning som en demokratisk udvælgelsesmetode til politiske stillinger, hvis man vel at mærke ønsker, at repræsentanterne skal være så “tæt” på borgerne som muligt. Realiteten i dag er faktisk, at man har fået etableret en politisk elite.
Den mest fremtrædende styreform i den vestlige verden er det indirekte eller repræsentative demokrati, hvor valg er den centrale institution.
Derfor har man ofte overset en anden central institution, der har været forbundet med en demokratisk styreform, nemlig lodtrækning.
Forskellen mellem et direkte og repræsentativt demokrati er blevet betragtet som et spørgsmål om, at alle borgere i et direkte demokrati varetager alle politiske funktioner gennem en folkeforsamling, mens man i et repræsentativt system har valgte repræsentanter.
I det klassiske Grækenland, hvor den direkte borgerdeltagelse blev praktiseret, varetog folkeforsamlingen dog ikke alle politiske funktioner, men overlod dele af beslutningsprocessen til embedsmænd, der enten var valgte eller udpeget ved lodtrækning. Det kan derfor undre, at lodtrækning ikke oftere er blevet diskuteret som et realistisk alternativ til valg i moderne repræsentative styreformer.
Den repræsentative styreform blev dannet umiddelbart efter den amerikanske og franske revolution, men var som udgangspunkt ikke et spørgsmål om demokrati eller folkestyre. Ofte er det blevet hævdet, at det repræsentative demokratis institutioner fremkom ved transformationen fra bystat til nationalstat, fordi den direkte borgerdeltagelse ikke kunne praktiseres i store massesamfund.
Repræsentation opstod dog ikke, fordi det var en teknisk nødvendighed, men fordi det blev betragtet, som et overlegent system, hvor valgte repræsentanter bedre kunne varetage de nationale interesser end befolkningen selv.
Det gælder i grove træk også i dag, da man ikke bekymrer sig særlig meget om, hvorvidt de politiske embeder er fordelt ligeligt blandt borgerne, men mere om, at borgerne har lige mulighed for at afgive deres stemmer ved valgene.
Det var ligeledes fra starten indeholdt i det repræsentative styre, at repræsentanterne skulle være forskellige fra vælgerne.
Det synliggøres for det første ved, at det i England og Frankrig enten krævede privat ejendom eller fordelagtige økonomiske ressourcer at blive opstillet til valg.
For det andet blev det under den amerikanske forfatningsdebat påpeget, at det ville være fordelagtigt, hvis repræsentanterne var forskellige fra befolkningen med hensyn til visdom og dyd, hvilket bedst kunne sikres igennem valg.
Disse “fordelagtige kvaliteter” behøver i dag ikke nødvendigvis at være formue eller uddannelse, men kan være fremtrædenhed, medietække, køn eller hudfarve. Resultatet bliver dog det samme, nemlig at de politiske repræsentanter aldrig bliver en miniatureudgave af befolkningen, fordi borgerne vælger nogle politikere, der har nogle kvaliteter, som almindelige borgere ikke selv har. Det er det aristokratiske element i det repræsentative system, nemlig at de valgte repræsentanter er forskellige fra deres vælgere (overlegne).
Det betyder dog ikke, at valg ikke indeholder demokratiske elementer, såsom fri valgret og valgbarhed, men de demokratiske elementer eksisterer side om side med de aristokratiske komponenter.
Kløften mellem vælgere og repræsentanter i moderne samfund øges endvidere af det faktum, at vælgerne ikke har en direkte mulighed for at kontrollere politikerne.
Lad os for en stund vende tilbage til det direkte demokrati, som det blev praktiseret i det klassiske Grækenland (specielt Athen i det 4. århundrede). Måske kan vi her finde inspiration til at mindske kløften mellem vælgere og politikere.
Som nævnt blev langt de fleste embedsmænd i Athen udpeget ved lodtrækning. Funktionsperioden var ét år (det man senere har kaldt rotationsprincippet), og man kunne ikke beklæde flere embeder samtidig, normalt heller ikke det samme igen.
Et argument imod lodtrækning kunne være,. at alle kan udpeges inklusive de borgere, som ikke har de nødvendige forudsætninger for at træffe beslutninger. Dette argument var athenerne også bekendt med, men de havde institutionelle modforanstaltninger. Ikke alene skulle embedsmændene efter afsluttet embedsperiode aflægge regnskab, men de var ligeledes under konstant observation af folkeforsamlingen, hvor enhver borger kunne anklage en embedsmand for ukorrekt embedsførelse. Visheden om den mulige straf bevirkede en vis grad af selvcensur blandt de potentielle ansøgere til embedsposterne.
Vigtigt i denne sammenhæng er ligeledes, at bedømmelsen af kontrollen med de athenske embedsmænd foregik, imens de bestred deres embede, i modsætning til eksempelvis valgte politikere i moderne samfund.
Nu skal det retfærdigvis nævnes, at de athenske embedsmænd havde begrænset magt. Dog var det ikke kun embedsmændene, som var omfattet af lodtrækning og rotationsprincippet, men’også nævninge ved den athenske folkedomstol. Folkedomstolen var en slags forfatningsdomstol og fik i det 4. århundrede den øverste myndighed på bekostning af folkeforsamlingen. Derfor adskiller det athenske direkte demokrati sig ikke fra senere repræsentative styreformer ved, at hele magten lå hos folkeforsamlingen, da også folkedomstolen havde en politisk funktion. Dette organ var en del af det direkte demokrati, men var ikke karakteriseret ved, at alle borgere varetog alle politiske funktioner hele tiden. Derimod havde alle borgere en potentiel mulighed for direkte deltagelse gennem lodtrækning og rotation, og derfor er lodtrækning i virkeligheden den institution, der adskiller det direkte demokrati fra det repræsentative.
Det understøttes af Aristoteles, der beskrev lodtrukne embedsmænd som en demokratisk procedure, mens valgte embedsmænd var en aristokratisk procedure. At valg skulle være forbundet med aristokrati, kan virke mærkeligt for den moderne tankegang, men Aristoteles mente faktisk, at man ved at kombinere aristokrati (valg) og demokrati (lodtrækning) kunne opnå en stabil forfatning.
Hvorvidt parlamentsvalgene i moderne repræsentative styreformer kan betragtes som en gevinst for folkestyret afhænger af, hvilken synsvinkel man betragter valgene fra. Hvis man anlægger den “athenske” synsvinkel, hvor alle borgere er potentielt ligeværdige til at bestride et politisk embede, er valg ikke nødvendigvis en gevinst, fordi de kan favorisere de borgere, som er i besiddelse af fordelagtige evner. Valgene forhindrer, at repræsentanterne bliver en miniatureudgave af befolkningen, eftersom de er deres vælgere overlegne.
På den baggrund kan man ikke på forhånd afskrive lodtrækningsproceduren som udvælgelsesmetode, hvis man vel at mærke har et ønske om, at repræsentanterne skal være så “tæt” på borgerne som muligt. Realiteten i dag er faktisk, at man har fået etableret en politisk elite. Ikke baseret på formue, men som adskiller fra den øvrige befolkning ved bl. a. at være eksperter i kommunikation gennem massemedier. Afstanden mellem det danske folketing og den danske vælgerbefolkning forøges yderligere ved, at den direkte dialog mellem vælgere og politikere stort set ikke er til stede. Alternativt kunne man eksempelvis sideløbende med Folketinget indføre lodtrukne borgerpaneler på ca. 1000 vælgere med en funktionsperiode på ét år, som skulle deltage i den politiske beslutningsproces lige fra initiativ- til beslutningsfasen (man kunne etablere ét borgerpanel for hvert større politisk område).
Borgerpanelernes politiske beslutning vil dermed være borgernes direkte valg. Hvor megen vægt man så vil tillægge en sådan afgørelse i forhold til Folketingets afgørelse, skal jeg i denne forbindelse lade være usagt.
Redigeret 02.02.1999