Landsmøde 1997 Ove Bjerregaard-Madsen om landsmøde 1997
Modløse fremskridtsfolk Alex Stubbe orienterer om retssager mv.
HB frifindes Skandaløst retssag i Terndrup ret
Retssagen vedr. Østre Storkreds
Fynboer fejlinformeres Leif Hansen orienterer
Floskernes parade Bjarne Strømskov filosoferer
Poul E. Holger’s tilbageblik Minikronik ved Poul E. Holger
Er Glistrup en forkælet bornholmer
Hovedbestyrelsens unoder
Boganmelsedelse Kai Pedersen skriver Z´s 25 års historie.
Ove Bjerregaard-Madsen
Hvorfor er Christian Jensen fra Nordjylland og Ove Bjerregaard-Madsen de mest “krigeriske” i relation til Johannes Sørensen og resten af hovedbestyrelsen? Således lyser spørgsmålet, undertegnede gang på gang får stillet af partimedlemmer og journalister.
Christian Jensen må svare for sig selv, men for mit vedkommende hænger det sammen med, at formålet med oprøret mod PIA-KLANEN var at skabe ordnede forhold og medlemsdemokrati i Fremskridtspartiet.
Kampen herfor startede som bekendt med, at Christian Jensen og undertegnede tog initiativet til etableringen af Hejsegruppen, der krævede suveræne rettigheder for lokalforeningerne, en ny og udvidet hovedbestyrelse, overholdelse af gældende retningslinier for dansk foreningsliv og en landsformand, som – en gang for alle – stoppede for bølgen af vilkårlige eksklusioner. Til ovenstående tilsluttede blandt andre følgende medlemmer af Hejsegruppen sig: Johannes Sørensen, Merete Behrndt, Benny Sasser, Holger Thomsen og Hans R. Nielsen.
Under forhandlingerne på møderne på Hejse Kro blev der igen og igen udtrykt frygt for, at PIA-KLANEN på landsmødet 95 ville overtræde gældende retningslinier og forhindre Hejsegruppens medlemmer i at få ordet. Hertil havde Johannes Sørensen gang på gang på gang følgende bemærkning: Så vælter vi borde og stole.
Desværre har det så efterfølgende vist sig, at Johannes Sørensen og hans hovedbestyrelse af tidligere Hejsegruppemedlemmer har opført sig endnu mere magtmisbrugende og tåbeligt end Poul Lindholm Nielsen – hovedbestyrelsen gjorde.
Nu står vi så foran et nyt landsmøde, hvor Johannes Sørensen og hans følgagtige hovedbestyrelse vil sidde såvel en Højesteretsdom og en kendelse fra Østre Landsret overhørig, samtidig med at man sandsynligvis atter vil afvise protester og atter vil nægte medlemmer deres legitime ret til at få ordet til hovedbestyrelsens beretning.
En situation, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt der er grund til at følge Johannes Sørensen og sige: Så vælter vi borde og stole
Alex Stubbe
Fra alle egne af Danmark melder modløse Fremskridtsfolk fra. På Bornholm har man nedlagt alt politisk arbejde. I Nordjylland kan man ikke få folk til at stille op. På Fyn flygter medlemmerne, og på Sjælland er det ikke bedre.
HEP har trukket sig som Hovedbestyrelsesmedlem(HB)-medlem og forladt partiet i protest mod HB’s manglende bestyrelsesansvar og især Merete Behrndt’s og Johannes Sørensens løgne og deraf følgende manipulationer med partiets vedtægter/medlemmer, også i Østre Storkredssagen. Uhyggeligt er det også, at HB har to slags referater, et officielt og et der ikke er tilgængeligt for alle HB’s medlemmer.
Medlemmerne beretter om opstillede kandidater uden afholdelse af opstillingsmøde. HB har for at få en retskendelse, der lovliggør eksklusionen af undertegnede, som HB nu har tabt flere gange, sidst i Østre Landsret. Alligevel fortsætter HB med at kære sagen, er det mon for at undgå en dom inden landsmødet?
I 2 verserende retssager mod HB dokumenteres Johannes Sørensens løgne, som han i retten kalder fejltagelser for i same åndedrag at afgive falsk vidneforklaring. En sådan påstand ville være æreskrænkende, hvis ikke min dokumentation var på plads, men det er den, Johannes Sørensen. Kaosset er total…Hvem er partiets rette organ. der kan anmelde eller nominere kandidater eller partiliste til det kommende folketingsvalg, dersom retten afgør, at landsmødet i 1996 er ugyldigt eller klagerne får medhold ved Den europæiske menneskerettighedskommission.
Indenrigsministeriet skriver, at Det vil derfor normalt være uden betydning for anmeldelsesmyndighedens afgørelse, om der foreligger en gyldig meddelelse, eller om der er rejst spørgsmål om det kompetente organs berettigelse.
I det aktuelle tilfælde er der imidlertid ikke tale om en tilstand, der er normal, idet HB har tilsidesat vælgernes demokratiske valgrettigheder. Hvis domstolene afgør, at landsmødet i 1996 var ulovligt/vedtægtsstridigt, vil det betyde, at alle de beslutninger, der efterfølgende er vedtaget, vil være ugyldige, og partiet har således ikke i henhold til valgloven et kompetent organ.
Derfor må medlemmerne afsætte den fungerende HB og indsætte et slags forretningsudvalg, så partiet er sikret et efter valgloven lovligt kompetent organ i tilfælde af folketingsvalg. Hvem er den rette storkredsformand i Østre Storkreds til at opstille kandidater til det kommende valg 1997 i København.
Er det Palle Johansen, der blev “valgt” som storkredsformand i april 1997 på en generalforsamling indkaldt og afholdt af Michael Rex og hans vedtægtsstridige bestyrelse, hvoraf 4 hverken havde stemmeret eller valgbarhed efter Østre Storkreds vedtægter. De blev “valgt” på den af HB afholdte vedtægtsstridige generalforsamling i ØS den 12. april 1996. Hvor HB nægtede medlemmer med gyldigt medlemskort i hånden adgang og stemmeret, men tillod samtidig andre ikke-medlemmer stemmeret, f.eks. Palle Johansen.
Merete Berhndt indmeldte under ØS’s protest Palle Johansen i ØS og Johannes Sørensen meddelte ØS, at Palle Johansen ikke var ekskluderet, men selv havde meldt sig ud af partiet i 1990. Efterfølgende konstaterer man, at HB den 3. januar 1996 ophæver hans eksklusion på indstilling af HB selv – og uden høring i ØS.
Skovsøbestyrelsen i ØS har løbende afholdt generalforsamlinger og opstillingsmøder under nøje iagttagelse af ØS´s vedtægter og kræver via domstolene, at Fremskridtspartiet anerkender disse.
Hvordan kan Fremskridtspartiet kræve, at alle, også fremmede på besøg, skal overholde Damarks love når Fremskridtspartiet bryder sine egne, hvorfor tier Kirsten Jacobsen og hvorfor lyver Kim Behnke bevidst i disse sager?
I en klage til Den europæiske menneskerettighedskommission henvises bl.a. til forfatningsdomstolen i Hamburg, der den 4. maj 1993 gav klagerne ret i, at mindretallet i et parti ingen chance havde for at få kandidater opstillet. 6 ud af 8 dommere underkendte valget til parlamentet den 2. juni 1991 og påbød udskrivelsen af nyt valg, der fandt sted den l9. september 1993.
Om Fremskridtspartiet skal komme i samme situation, er op til medlemmerne, hvis de kritikløst godkender Johannes Sørensens formandsberetning om disse forhold? Hvorfor kræver man ikke, at HB-medlemmerne personligt skal stille sikkerhed for de påløbne ca. 250.000 kr. til retssagerne, der har belastet partiets kasse – penge fra den offentlige partistøtte.
Pia’s femte kolonne…Taberen betaler jo som bekendt sagens omkostninger, og Johannes Sørensen påstår jo, at HB vinder, så det er vel fair nok. Så er der ingen, der løber fra deres ansvar. Lad HB forsvare sine handlinger, uden at de ødelægger partiet og skader medlemmernes troværdighed. Ellers vinder Pia’s femte kolonne, og Fremskridtspartiets få ingen mandater.
En vigtig opgave for medierne er at være kritiske og sandhedsøgende om hvad der foregår i partier der stiller op til Folketinget, dette svigtede de i høj grad før og efter retssagen i Terndrup ret. Derfor bringes en bredere orientering her.
Som antydet i sidste nr. af Z-nyt, var det ikke ubegrundet at sagsøgerne mod HB frygtede en unfair retssag. I denne sag, men efterhånden også i mange andre sager, er dommen afsagt inden domsforhandlingen begynder. HB ved Johannes Sørensen havde i denne sag to forsvarere, den ene under dække af, at kalde sig dommer.
For at der ikke skulle være nogen spor af uretten, blev det nægtet sagsøgerne at få en retsstenograf indkaldt. Dommerens sekretær, der normalt tog referat, ønskede dommeren ikke at gøre brug af i denne sag.
Afhøring af hovedvidnet, Alex Stubbe, inden domsafsigelse ignorerede dommeren ligeledes. Da dommerens anløbne dispositioner tegnede sig mere og mere klare, udbad sagsøgerne sig om en kopi af vidneforklaringerne (som man lovmæssig har krav på). Dette blev i første omgang nægtet, men ad omveje blev et eksemplar fremskaffet.
Det var oprivende læsning, men indeholdt dog så mange kendsgerninger at en 100% frifindelse af HB så vanskeligt ud, selvom det indeholdt adskillige falske vidneudsagn. Disse vidneudsagn var dog så åbenbare og let dokumenterbare, at en anmeldelse for falsk vidnesbyrd blev udarbejdet og indleveret til politiet den 4. september 1997.
Anmeldelsen er overgivet til politimesteren i Hobro. Hvorfra der ved redaktionens slutning ikke var noget svar. JR
Stævningen imod HB der blev rejst i maj 1996, skal nu endelig domsforhandles den 9. og 10. oktober 1997. Dommeren har imidlertid tilladt så mange udsættelser i sagen, at budgettet der var afsat til sagsomkostninger i Terndrup er overskredet. Derfor møder sagsøgerne op som selvmøder.
Fra flere sider, også blandt nuværende og tidligere HB medlemmer, er det opfattelsen at denne sag er vanskeligere for HB at vinde end landsmødesagen.
Forsøg på at erklære sagsøgerne for ikke at have retlig interesse eller ikke at være rette sagsøger afprøves. Enhver mulighed for at bruge dette kneb, vil dommeren i Terndrup nok se positivt på, men foreløbig er det ikke lykkedes.
Da Alex Stubbe (AS) er den der bedst kan redegøre for alle de dokumenter, der foreligger i sagen har han påtaget sig opgaven, at føre sagen ved retten i Terndrup. Modparten har smidt så mange dokumenter ind i sagen at det har medført 11 udsættelser. Der forligger i alt 314 stk. på nuværende tidspunkt. Det medfører at AS har afsat 5 timer til at gennemgå disse i retten. I alt ca. 20 timer inkl. vidneafhøringer og procedurer. I alt 15 vidner vil blive indkaldt til afhøring. Deriblandt Merethe Behrndt, Holger Thomsen, Hans R. Nielsen, Mogens Busk Sørensen, HEP, Michael Rex og Palle Johansen.
Endnu engang må det fremhæves, at ligegyldigt hvad en sagsøger eller sagsøgte bruger af kneb for at udsætte eller tilmudre en sag må det være en dommers fornemste opgave, at udskille det væsentlige i en tvistighed imellem to parter og derefter afsige en dom som lægfolk kan forstå og dermed respekterer. At trække tingene i langdrag er belastende for de involverede parter, nedbrydende for domstolene som institution for konfliktløsning. Det er kun til glæde for det juridiske præsteskab.
Leif Hansen, Ærø følger op på indlæg i sidste nr. af Z-nyt
Efter at have skrevet referatet fra den ekstraordinære generalforsamling på Ærø, hvor Ivar Schytt-Nielsen mødte op på amtsbestyrelsens vegne, og helt uopfordret orienterede forsamlingen om sin egen opfattelse af sagen fra Østre Storkreds, som han tidligere havde udtalt ikke at kende noget til overhovedet, og heller ikke ville spilde tid på at sætte sig ind i, gjorde jeg naturligvis det.
Før jeg sendte materialet ind til Z-nyt kontaktede jeg HEP, og bad ham gennemgå referatet og give sin vurdering af sagsforløbet fra Østre Storkreds, for at sikre mig at min opfattelse ikke var grebet helt ud i den blå luft. HEP havde ganske vist meldt sig helt ud af Fremskridtspartiet og nedlagt alle sine poster på daværende tidspunkt, men med en del overtalelse lykkedes det at få ham til at acceptere. Her følger det efterfølgende interview:
Hej HEP, det er Leif Hansen fra Ærø, har du fået det referat jeg sendte til dig?
Ja jeg har fået det.
Har du haft tid til at læse det?
Ja jeg læste det i aftes.
Er du enig eller uenig med mig i min opfattelse af sagen fra Østre Storkreds?
Nej den ser stort set ud til at være i overensstemmelse med min egen opfattelse af sagen, men du har åbenbart haft adgang til flere oplysninger end vi som HB’s medlemmer havde.
Det vil sige vi roligt kan lade den gå i trykken, eller hvad?
Ja det kan i vist roligt, men der er et par andre ting, som er helt forkert.
Nå! Hvad er det.
Det må stå for Ivar Schytt-Nielsen egen regning, når han påstår, at vi som nyvalgte HB’s-medlemmer måtte skrive under på en håndfæstning om, at vi ikke måtte blande os i sager, som HB var involveret ifør vi blev valgt. Det kender du altså ikke noget til?
Nej overhovedet ikke, og det ville jeg da heller aldrig havde accepteret. Er der andre kommentarer?
Ja det er heller ikke rigtigt, når Ivar Schytt-Nielsen påstår, at der ligger en underskrevet opfordring fra samtlige amtsformænd til, at ekskludere Alex Stubbe og Co. fra ØS. Sagen har været drøftet på vores amtsrepræsentantskabsmøde i Nyborg, hvor HB af nogle enkelte amtsformænd blev opfordret til at foretage et sådant skridt, men det er også alt. Jaså, men det vil vi nu ikke ændre, for enten fejlinformerer amtsformanden sine medlemmer her på Ærø, eller også er de oplysninger han får af HB (Johannes Sørensen) ikke pålidelige.
Til sidst fik jeg HEP overtalt til, at forsøge at fremskaffe en kopi af begrundelsen til HB for nedlæggelse af sine poster, og efter mange og lange argumenter til også, at møde op på Hejse Kro og give en nærmere orientering om sin meget drastiske beslutning.
Bjarne Strømskov – som nægtes fornyelse af medlemskort skriver
På det kommende landsmøde vil landsformanden lægge ud med, Frihed-Retfærdighed-Tryghed og Kim Behnke med Sammenhold-Enighed_Tillid-Opbakning alt sammen pakket ind i 25-års jubilæum.
Det er muligt de to selv tror på deres svulstige floskler, men det er der ikke mange ægte Fremskridtsfolk der gør mere med den ledelse partiet har i dag.
Vælgerne giver partiet mellem 2 til 3½%, medlemmerne rasler ned til under 3000 stk. Et katastrofalt kommunal – og amtsvalg venter forude. Imod hovedbestyrelsen er anlagt 2 retssager, hvor én nu er vundet af Hovedbestyrelsen, men som omgående er blevet appelleret til Landsretten. Hvorfor disse retssager, jo fordi, at ledelsen i dette parti ikke bestræber og arbejder ud fra Frihed -Retfærdighed-Tryghed til alle medlemmer i dette parti. Derfor er der kun en mulighed for at opnå disse mange gode og naturlige ønsker. Vælte hovedbestyrelsen og vælge en ny der reelt står for disse naturlige idealer.
Jeg har med glæde hørt, at et forslag til Mogens Glistrup genindtrædelse i hans parti, bliver taget op igen, efter den parodi af et landsmøde i 96, hvor jeg uretmæssig fik kendt midt forslag om MG for vedtægtsstridig, og i dag ikke kan komme til Landsmøde, så jeg håber og ønsker for disse brave og modige sande fremskridtsfolk og deres støtter et GODT LANDSMØDE.
Samfundets klienter og delinkventer
Den nu over 80-årige Poul E. Holger trækker nogle historiske og dagsaktuelle linier op i forbindelse med FRP´s 25 års fødselsdag
Nu er det vel hel klart, at dem, der stod fædre og mødre til Fremskridtspartiets tilblivelse har fejret denne dag som værende partiets fødselsdag. Lige så klart er det, at partiets første valgdag med tilslutning fra hundredtusinder af vælgere meget vel har krav på, at være den sande fødselsdag. Hvilken følelse så sagtens også er at finde hos mange, der støttende partiet med større eller mindre indsats, gjorde arbejdet ude i befolkningen for at bringe videre det budskab, at samfundet med alle dets fortræffeligheder var slået ind på en kurs, der ville fratage den enkelte borger mere og mere af egen indflydelse på tilværelsen, solidarisere alle om et mindstemål, lade en stadig større skare af ansatte indenfor den offentlige ad-ministrationssektor overtage, hvorledes den enkelte almindelige borger måtte udvikle sin tilværelse.
Alt skulle ske ved hjælp af en stadig strøm af love, der blev vedtaget når de folkevalgte rådgivet af embedsvældet, der satte folketingsårets lovmølle i omdrejninger. Disse love er så fulgt op af et utal af cirkulærer eller andre “brugsanvisninger” på, hvorledes nu lovene skulle forstås – administreres. Hele denne forståelsesvejledning var så udelukkende lov-rådgivernes værk med al den mulighed for tyrannisering af borgerne som praktisk taget alle love i årtier har indeholdt.
Det var dette arbejde, for at bringe landets borgere det våben, der kunne standse og nedbryde den hele samfundet påførte skade, som den nu var i 1972/73. Borgerne i hobetal havde indset den ødelæggende kurs, men samlingspunktet for at stoppe den havde manglet. Det var her arbejdet ud over landet blev sat ind for at nå dette mål. Det var her resultatet viste sig da valgdagen den 4. december 1973 rystede hele samfundet. Og det var så også her håbet om en ny kurs for samfundet for alvor begyndte at lyse op. Det er denne dag vælgerne ud over landet vil mindes som Fremskridtspartiets egentlige fødsel med det så foregående nødvendige for at der kunne blive født en lille ny, som så ved fødslen var stor. Det tændte håbet hos alle dem, der følte, at det offentlige udover at have tilrettelagt omhyggelig frarøvning af frugterne af arbejdsindsats ved skattelovgivning og dertil alverdens påfund af afgifter, gebyrer, bidrag til dit og til dat, i et omfang som man aldrig havde tænkt skulle kunne udvikles, i tæt rækkefølge havde indviklet alle i et bureaukratisk net.
De besiddelsesløses trængsler
Det var det, der havde kaldt til modstand. Håbet om en ny vej for et nyt samfund, hvor den nu til det yderste offentligt administrerede pseudovelfærd skulle afløses af det velstandens samfund, som hele de tre fjerdele af århundredet – trods to forfærdelige krige – havde givet grundlaget for. Et samfund, der var en naturlig videreudvikling af den frigørelse, der længst var begyndt i den almue, der bestod af de besiddelsesløse, enten det så var bonden eller arbejderen. Samfundets proletarer blev først med bonden siden med arbejderen frigjort for det åg, som datidens herskende havde haft lagt på dem i århundreder. Der var nu åbenlyse muligheder for det velstandens samfund, der med det enkelte menneske frigjort kunne grundlægge egen livstykke med det selvfølgelige, at modsat nu, hvor det er alle – ALLE – der tilgodeses fra offentlige kasser, bonden, andre arbejdsgivere med løntilskud for ansatte over utallige andre former for det af samfundet skabte behov for understøttelser, bistand eller tilskud, sluttende hos de i virkeligheden få, der ikke i et frigjort samfund ville kunne klare sig selv. Der hvor så de altovervejende velstillede skulle yde en indsats ville alene omfatte de mennesker, der ved en unådig skæbne rammes af en eller anden form for livets ulykke. Her vil så kunne ydes en virkelig indsats for de ramte.
I den forbindelse må det stå klart, at den til enhver tid værende ældregruppe i samfundet ikke hører ind under det, der i dag er socialt hjælpesystem, de skal ikke have hverken sagsbehandlere eller tillæg til pension, de skal ganske enkelt have en pension, som de kan leve af. Og vel at mærke uden social tiggergang om briller og tænder.
Det var hele det perspektiv, en sjettedel af vælgerbefolkningen så i det lynglimt som desværre alene blev tilbage af Fremskridtspartiets visioner. Uden at fordybelse i alle detaljer blot dette, at partiet inden et år var gået, måtte opleve at en valgt “fremskridtspolitiker” under den larm han nu var i stand til at fremskaffe, forlod partiet ud fra troen på, at han havde set tegnet. Gang på gang er andre fulgt efter – derved svigte ideen og de vælgere, der havde lagt grundstenen til det nye samfund.
Derved har vi dag en fået en ny herskende klasse – vi har fået heroverfor en ny almue som i fordums tid, en almue, hvor disse herskende fra deres pladser i den offentlige administration kan gennemtvinge deres vilje overfor hver enkelt borger. De ikke bare kan det – de gør det. Med lovtekster der i sin form unddrager sig almindelig forståelse og dertil de før nævnte “brugsanvisninger”, som den almindelige borger intet som helst kender til.
Derudover har de herskende så placeret borgerne i en gruppe, hvor de benævnes klienter. Og hvad er så en klient? Jo, det er såmænd en person, der ud fra ordets romerske oprindelse var en ikke helt ligestillet borger, der var sat i et vist økonomisk/juridisk afhængighedsforhold til en patricier, hang eller hendes patron. I denne kategori af borgere er så nær de 100 pct. anbragte. Nu hedder det bare ikke en patron. Nej, navnet på den som praktisk taget hver eneste danske sjæl er underlagt er sagsbehandler. Det er denne afhængighedens benævnelse, der anvendes på hele befolkningen. – uanset, hvor sagsbehandleren befinder sig. Det vil sige. Et sted inden for det offentlige tyranni er der ikke langt til anvendelse af et andet ord. Det er for den del af borgere, der havner hos sagsbehandlere under told/skat. Her tages i anvendelse det næste ord, der kommer fra latin. Ordet er delinkvent. Ordet høres så ikke sådan offentligt – endnu. Men det ordet dækker, skinner igennem de der herskendes fremfærd, idet de lader forstå, at man sådan set er i gang med en mere eller mindre offentlig belyst forfølgelse af en forbryder.
Hvor er respekten for mennesket blevet af? Hvor er menneskeretten anbragt? Ganske enkelt hos de, der nu med deres kvalifikationer eller mangel herpå blev ansat i det offentliges persontyranniserende virke. End ikke den hedengangne sovjetstat havde et system så gennemsyret af personkontrol. Danmark indtager sandsynligvis den samme tvivlsomme position i toppen her som tilfældet er med beskatningens initiativdræbende højde.
Men allerværst – hvor er Fremskridtspartiet blevet af?
Spørgsmålet behøver ingen forklaring her. Undervejs gennem årene er den oprindelige politik forsvundet. Hvor er kravet om afvikling af offentlig styring blevet af. Hvor er kravet om afvikling af det, der er forudsætningen for denne styrings eksistens – skatte/afgiftsflåningen – blevet af. Borte med partiets stifter. Borte med alle de kræfter, der ikke orker at kæmpe i partiet mod den nu fremherskende holdning om dog at få lov til at lege med de andre – de partier der ved deres lovgivning i stadigt stigende omfang tyranniserer befolkningen. Fremskridtspartiet som et liberalistisk parti.
Ja, men er det da rigtigt, at vort partis samfundsreviderende politik er forsvundet? – JA! – Det er rigtigt. Tydeligt er det allersenest kommet til orde, da folketingsgruppens nye formand under vel indtryk af den festivitas sammenkomsten i “Grøften” var udtryk for. Det skete, da en interviewer spurgte, om han var den nye Glistrup med dennes tanker. Nej, det var han ikke, var svaret. videre uddybet med at sige, at han ønskede Fremskridtspartiet som et liberalistisk parti!
Hvad er dog det for en gang sludder? Nu, hvor sekeltallet står foran det skift, hvor det andet årtusinde forlades. For det er simpelthen sludder. Liberalisme, Socialisme, Konservatisme. Hvad kan disse ismer bruges til? Intet som helst. Alle stammer de fra en tid, hvor den tekniske udvikling påkaldte styring begyndende tydeligst med spinderierne i England, videreført med Henry Fords samlebåndsteknik. Men derfra og til nu er hele denne mangesidede ismebevægelse blot levn og fungerer som lig i lasten på de samfund, der nu står i begyndelsen af en udvikling, der med sin hastighed vil overhale selv fantasien om det frigjorte menneske i det frigjorte samfund. Alle ismerne står for fald, som fortidens adel – og herremandsvælde, og med sig i faldet vil de rive det nutidens embedsvælde, der lige så lidt som fortidens herrevælde var til gavn for andet end dem selv.
Og som her, så også med UNIONER. Alle er de faldet, som de er blevet etableret på en måde, hvor den frihed som folkene ønskede blev trampet under fode. Nævnes kan Kalmarunionen. Nys fejret, trods det af sammenbruddet af denne union var påbegyndt inden unionens 40 års beståen. Sovjetunionen? United Kingdom? Hvor man forsøger at unione uforenelige modsætninger vil et sådant forsøg altid ende i opløsning. Sådan også nu med EU som udenrigsministeriet i sin beskrivelse af den foreliggende Amsterdamtraktat kalder “Det åbne Europa”. At det så også kræver en styring af embedsmænd i et sådant omfang, at det hele vil drukne sig selv i det menneskemylder, der findes i den stadige udvikling af tårnhøje kontorhuses uendelige gangarealer er indlysende. Lige så indlysende som sammenbruddet af det samme system i vort lille land rykker nærmere – også uanset om Fremskridtspartiet her svigter sin rolle.
Europæisk Umulighed
Og som sluttelig her en lille hilsen til et menneske for hvem jeg har særdeles venskabelige følelser. Det er Mogens Glistrup. Nu kan vi, der ZZ’er ringe lid til bureaukrati, hvor deri så befinder sig, naturligvis sagtens leve med om der i vort parti er tilhængere af det vi nu betragter som Europæisk Umulighed. Vi kan også leve med dine ord fra “Grøften” om, at modstandere af dette Babelstårnbyggeri beror på stædighed. Så personlig har jeg trøstet mig med, at en på dette begreb erfaren mand kan være god at gæste! Hvorefter jeg stadig og uden hensyn hertil stadig mener, at vort partis eneste chance beror på, om dem der vil tale liberalisme, Færøbank, kreditforeninger, Tvindskoler, fremmedimport eller alle de andre detailsager, der hales frem, bliver bibragt den forståelse, at det kan være meget godt, at aflæse symptomer på vort syge samfund, men at det efterfølgende kræver vilje til at skride ind overfor det helt grundlæggende – oprydningen/opretningens nødvendighed. Og til varetagelse af denne vor eneste chance for beståen og fremtid er genindtræden af partiets stifter den nu yderste og eneste chance.
Planen går i sin enkelthed ud på, at man må have udelukket alle personer i partiet, der giver udtryk for kritisk holdning til dette eller hint, af måden, hvorpå de valgte i partiet tegner de politiske initiativer. Endnu værre, om de fremkommer med tanker, der korresponderer til partiets oprindelige grundlag.
Men Sørensen har så denne plan, der med nu hans form for visdom går på, at man anviser disse personer at forføje sig fra partiet, således at der kan opstå den homogene stilhed og ro, hvor de herefter tilbageblevne kan rose hinanden for at afholde sig fra at have nogen som helst form for initiativer. Hvor tanker fra de få i partiet er mere end nok. Det hele ud fra rådet: Stå aldrig til Søs!
Men, at denne Sørensens plan, om den kunne udføres. ville bringe ro er sikkert. Planen ville hidføre at det snarligt blev den partimæssige døds fred. Ubehageligt er det, at det iblandt fornemmes, at der er mere end én Sørensen, der tilslutter sig denne plan.
Jørn Rasmussen skriver om Glistrups fortræffeligheder
Den for nogen lidt provokerende overskrift, skyldes en netop genudsendt DR1 reportage fra Bornholm, der beskrev Mogens Glistrup´s opvækstvilkår på Bornholm. Udsendelsen beskrev en barndom i faste og trygge rammer. En viljestærk opkomling der var umulig at stoppe når han havde sat sig sine mål uden konkurrerende søskende. Opvæksten som enebarn kan muligvis havde betydning for hans senere meritter.
Nogle standardvendinger/holdninger som:
· At FRP ikke har en velfungerende organisation, skal vi være glade for.
· Enhver har lov til at være sin egen ulykkes smed.
· Afstemningsdage vedr. EF/EU er ikke et spørgsmål om Ja eller Nej, men blot Ja-dagen. Og hvis man ikke kan forstå det, er man dumstædig eller gammelnationalist.
er meget kontante holdninger, men åbner ikke op for en dialog eller debat, hvor forskellige argumenter kan afprøves. Det er muligt at Glistrup på længere sigt har ret (hvilket han dog ikke har overbevist mig om endnu), men hvis han ikke gider, eller kun meget overfladisk, at argumentere for sine holdninger, kan han heller ikke forvente at få gehør.
Vedr. FRP´s organisation. Hvis partiet havde haft en velfungerende organisation ville folk der falder for magtens sødme, som Pia og Johannes (med deres hofsnoge) ikke kunne nå at ødelægge så meget inden de blev afsløret. F.eks. Hvis blot halvdelen i Glistrups forsvarsskrift til landsmødet i 1991 var sandfærdigt og ikke det var lykkedes Johannes Sørensen at forhindre at det var kommet til alle medlemmers kendskab sammen med landsmødematerialet ville det konstruerede landsmøde i 1991 ikke været forløbet så gnidningsfrit.
Derfor – når Glistrup i efteråret 1991 i sit forsvarsskrift skriver at dødskampen nok bliver 8 – 10 år med Pia (og hendes hofsnoge red) som leder, passer hans spådom meget godt. Men grundlæggende er han selv indirekte årsag til spådommens opfyldelse, da han har nedgjort dem, der ville have en organisation med blot et minimum af medlemsrettigheder. Ved indmeldelse i Fremskridtspartiet er man som menigt medlem fredløs, hvis man ikke er en nikkedukke, er autoritetstro eller er god til at klappe kage. Som jeg har opfattet Glistrups holdning til en organisation kan man være vandbærer i en lokal fremskridtsklub, uden indflydelse på partiets politik, og ellers være klakør på det årlige landsmøde.
Vedr. EU. Det lykkeligste for det danske folk, siger Glistrup, er jo længere magten er væk. Derfor er det bedre at lovgiverne og bureaukraterne sidder i Bruxelles end København.- Men problemet her er flere, men jeg vil blot nævne ét.
Det er urovækkende når man ikke længere har tillid til, at ens eget folk kan frigøre sig fra sine tyranner. Ellers vil jeg henvise til Poul E. Holger’s artikel sidste afsnit.
Når alt dette er sagt kommer man ikke uden om at Glistrup vil overgå i historien, som den mest betydende person i dansk politik i sidste halvdel af det 20. århundrede. Alle dem der har meldt sig ind i partiet og specielt dem der har en tillidspost, kender hans holdninger og farverige sprogbrug, inden de gjorde det. Derfor er det direkte hyklerisk, hvis de ikke kan acceptere at han igen bliver en aktiv arbejdskraft i partiets rækker, hvad dette års landsmøde nok vil give mulighed for. 
Det har altid været partiets styrke, at man tillod medlemmer at være forskellige.
I fjernsynsserien Matador, så man hvordan Skjold-Hansen (Axel Strøby) helt ændrede personlighed efter frihedskæmpernes behandling og i filmen Gøgereden blev Jack Nicholsen neutraliseret af det hvide snit. – Tilsyneladende er der nogle frelste fremskridtsfolk der ønsker samme skæbne for Glistrup. Udsagnet – hvis Glistrup bliver medlem, melder jeg mig ud – er tegn på intolerance og enfoldighed.
Herfra ønskes et velkommen tilbage.
Johannes Sørensen – Fremskridtpartiets banemand
Knud Skovsø-Petersen og Alex Stubbes afsløring af HB´s ugerninger medførte eksklusion af dem begge inden landsmødet i 1995. Landsmøde95 underkendte disse eksklusioner.
Imidlertid vedblev HB med deres ugerninger, men HB´s problem vedr. en ny eksklusion af Stubbe og Skovsø var, at den skulle være forelagt landsmødet i -96, idet indstillingerne kom HB i hænde i feb. -96. Men da Merethe Behrndt og Mogens B Sørensen var erklæret inhabile, kunne HB ikke opnå det vedtægtsbestemte flertal hertil.
For at forhindre at landsmøde96 skulle behandle eksklusionerne, nægtede HB skriftligt Stubbe og Skovsø adgang til landsmødet. 4 dage efter landsmødet besluttede HB så at ekskludere dem.
HB var så forhibbet med at få ekskluderet et medlem i Storstøms Amt, der havde tilladt sig at bede om ordet til formands-beretningen inden afstemning, at de ikke havde tid til at påvirke medlemmer i amtet, der kunne bagtale eller indstille den formastelige til eksklusion. På trods af, at amt og kreds, efter afholdte møder, havde udtalt at en eksklusion ikke kunne ac-cepteres. Således skriver Johannes Sørensen den 28.10.96 at der i flg. §6 skal foretages en høring i lokal-, kreds- og amts-forening, men der står ingen steder at HB skal rette sig efter høringen.
Med denne holdning til ordet bistå i §6 begår HB selvtægt og krænker samtidig alm. foreningsret. Hvis HB´s fortolkning af §6 bakkes op af FRP´s medlemmer, er al selvbestemmelsesret frataget de lokale foreninger og amter. Hele organisationsarbejdet forvandles til en pseudoforestilling. Ikke desdo mindre er det p.t. partiets status. Derfor må landsmødet betragtes som Fremskridtspartiets eneste beslutnings-dygtige generalforsamling. En generalforsamling starter altid med en godkendelse af dagsordenen.
Dagsorden må ændres
Hvis ikke landsmødedeltagerne igen i år blot skal bruges til at klappe kage, når Johannes og Kim Behnke har aflagt beretning, må der afsættes væsentlig mere tid til at kommentere deres beretninger. Hvis det kun er én fra hvert amt og storkreds der må kommenterer disse, kunne man nøjes med at sende disse medlemmer til landsmøde, bestille et heppekor og vi andre kunne blive hjemme foran skærmene og “glædes” over idyllen. Derfor må:
· teksten “(1 fra hver amt og storkreds)” fjernes.
· indkomne forslag, hvis de skal have en ordentlig behandling, sættes på umiddelbart efter pausen (eller når beretningerne er færdigbehandlet).
· Kirsten Jacobsen, Chr. Dam Larsen og Bent Wissings indlæg sættes på til sidst på dagen. Kan de nås er det fint – kan de ikke, kan de nemt afvikles næste dag.
*** Boganmeldelse ***
I bogens indledning står at det er forfatterens håb, at skildringen af begivenheders faktiske forløb er så redelig, kritisk og fyldestgørende, at den alene kan bære bogen.
Det er jo meget sympatiske intentioner. Men forfatteren har glemt at pudse de kritiske briller i slutningen af bogen. Da mit nærmere kendskab til partiet begrænser sig fra 1989 frem til i dag, er det primært beskrivelsen af disse jeg kan forholde mig til.
Alt hvad der foregik i årene før og efter Glistrups deroute vedr. nedlæggelse af lokalforeninger, eksklusioner, undladelse af medlemsfornyelse og censurering af Fremskridt er faktisk ikke omtalt. Alt for mange steder er artikler fra bladet Fremskridt citeret kritikløst. Jeg tvivler på, at Glistrup har bidraget med materiale til bogens fremskaffelse. Et par udtalelser fra en af de mange ekskluderede medlemmer (der er nok at tage af) ville havde været på sin plads, hvis bogen skal leve op til sine intentioner.
Bogen er på ingen måde kritisk eller kompromitterende overfor den nuværende ledelse.- Skyldes det, at det er et bestillingsarbejde, eller at Johannes Sørensen og forfatteren begge har en fortid som retsstatsfolk?
Omkring hændelserne i begyndelsen af 80’erne er Uffe Thorndahl citeret fra ham selv og hans egen bog, for en del mindre flatterende udtalelser omkring Glistrup. Det må være på sin plads her at nævne, at Uffe Thordahl i sin bog ikke forsvarede Glistrup overfor domstolenes behandling af hans sager. Uffe Thordahl stillede sig på systemets side, sammen med de andre judasdrenge.
Når dette er sagt, er der i bogen samlet meget materiale, som i årenes løb nok er gået i glemmebogen for en del, og enkelte overraskelser kan de fleste nok også finde. Bogen er pænt sat op, krydret med tegninger og billeder uden at være poppet. Bogen er en blanding imellem et jubilæumsskrift og en historiebeskrivelse. For fremskridtsfolk og samfundsinteresserede i øvrigt kan bogens pris godt forsvares, samtidig kan man få ryddet op i ens egne scrapbunker. JR