Miljø- og klimapolitik er i dag rodet godt sammen. Men, at tro man kan lave politik omkring klimaet, er en absurditet. Det svarer til at lave lovgivning om, hvornår det skal regne.
Det er produktet af alle andre (miljø) politiker, der kan have indflydelse på klimaet, ikke den anden vej rundt.
Det bedste, vi kan gøre for miljøet er, at sikre et frit marked med minimal politisk indblanding. Derved fremmes den innovation, der løser en given opgave med brug af færrest ressourcer.
Men i disse år er der, ud over miljøet, også gået politik i klimaet. I den sammenhæng er ordet grøn gået hen og blevet et trylleord for magtfuldkomne politikere og hjælp til et evigt voksende embedsværk.
Alt sukres ind i grøn (miljø) retorik. Fra regeringens oplæg til grøn omstilling af landbruget er følgende hentet:
grøn(ne)
-affaldssektor
-energiproduktion
-formål
-forskning
-fødevarer
-indsatser
-krav
-linje
-løsninger
-omstilling
-proteiner
-skattereform
-teknologier
Lad os lytte til Tjekkiets tidligere præsident, Vaclav Claus, der har levet det meste af sit liv under kommunismen. Han følte sig forpligtet til at advare mod den aggressive miljøbevægelse, da han tilbage i 2007 udtalte: Miljøaktivismen udgør tidens største trussel mod friheden, demokratiet, velstanden og markedsøkonomien.
Hvad skal vi gøre – ingenting
I bogen ”Blå planet i grønne lænker” stiller Vaclav spørgsmålet, hvad skal vi gøre ved alle de miljø- og klimaudfordringer, vi konfronteres med.
Hertil svarer han med det forløsende ord ”ingenting”.
Fordi: ”Man skal ikke gøre andet end at lade den spontane menneskelige aktivitet udfolde sig uhindret af prædikanter for absolutte sandheder, for ellers vil alting blive meget værre. Det samlede resultat af millioner af oplyste og rationelle individers handlinger uden indblanding ovenfra, er langt, langt bedre end noget forsøg på at designe udviklingen af det menneskelige samfund”.
Når ”den grønne omstilling” styres fra centralt hold – via styrelser og ministerier – mærker de ikke selv konsekvenserne og får derved ikke værdifuld indsigt i, hvad deres egne beslutninger medfører.
Den værdifulde samhørighed mellem indsigt, ansvar og konsekvens er dermed brudt og vi har balladen:
1) Landbruget må leve med idiotiske efterafgrøderegler og manglende næringsstoffer, der samlet set forringer høstudbyttet.
Ved anlæggelse og pasning af en afgrøde er ressourceforbruget stort set ens hvad enten høsten er høj eller lav. Derfor er det meget skadeligt for ressource- og CO2 regnskabet, når myndighedernes stækker landmandens dispositionsfrihed.
2) Afvanding af landbrugets dyrkningsflader planlægges på basis af meget fantasifulde regelsæt. Værdien, af at vandråd skal finjustere den centrale klassificering af vandløb, fortoner sig i den politiske beslutningsproces.
Tidligere var man meget klogere. Da løste man vandløbsproblemer lokalt mellem bredejere og andre interessegrupper. Kun hvis parterne ikke kunne finde et kompromis, blev en landvæsensret nedsat. Indsigt, ansvar og konsekvens var her meget tæt forbundne.
3) Hele vores spildevandshåndtering er én stor skandale. Det er endt med et meget omfattende kloaknet, hvor det volder store problemer at holde grundvand og kloakvand adskilt.
Drift og vedligehold af kloaknettet beslaglægger over 2/3 af de totale omkostninger. Den sidste tredjedel går til det, nogen kalder rensning. Men mere korrekt er det en vandopløst forurening, der ændres til en mere koncentreret forurening i form af slam, overløb og miljøfremmede stoffer i det marine miljø.
Rensningen er ikke tilendebragt, før de organiske næringsstoffer er nedbrudt og omsat til ny biomasse via fotosyntesen og solens energi.
Et monopolagtigt spildevandskartel, godt beskyttet af domstolene, forklarer langt hen ad vejen, hvorfor det er gået så galt. Når et monopol forenes med magten, kommer konsekvens og indsigt slet ikke i spil. I stedet er det slutbrugerne, der må til lommen.
Alle tre eksempler har intet med grøn og bæredygtig omstilling at gøre, nærmere det stik modsatte. George Orwells 1984, hvor alle begreber bliver vendt rundt, kommer i hu.
Realistisk set er røde- og blå partier lige gode om ansvaret for status quo. Derfor ærgrer det mig også, at Nye Borgerlige er gået med i blå bloks alternative landbrugsudspil.
Den nylige politiske aftale om grøn omstilling af dansk landbrug ændrer ikke meget på de grundlæggende problemer. Det skulle lige være ønsket om en ”second opinion” omkring evaluering af det faglige grundlag for den nuværende kvælstofindsats. Den bør til gengæld have første prioritet, da resultatet kan ændre det faglige grundlag for væsentlige dele i den øvrige landbrugsaftale.
Skån os for prædikanter for absolutte sandheder
Historisk kan vi se, at i de lande, hvor befolkningerne er mest frie for centrale myndigheders restriktioner og omklamring, opstår der helt automatisk mest velstand og kære for det nære. Det er ikke nogen raketvidenskab, da summen af en befolknings viden og innovation altid vil overtrumfe lande med et centralistisk styre – som Danmark i dag desværre er endt med at have – med al for megen politisk aktivisme.
Derfor skal den ”grønne omstilling” vendes fra central styring til at ”lade den spontane menneskelige aktivitet udfolde sig uhindret af prædikanter for absolutte sandheder”, som Vaclav Claus anbefalede for 12 år siden.
