Fælles valuta skaber splid

Milton Friedman er Nobelprismodtager i Økonomi og kendt som en af de største fortalere for markedets evne til at kunne klare sig selv. Ud fra liberale principper vender Friedman sig mod ideen om en monetær enhed i Europa.

En fælles møntfod er et udmærket valutasystem under nogle omstændigheder, et dårligt under andre.

Om det er godt eller skidt afhænger primært af de justeringsmekanismer, der er til rådighed for at absorbere de økonomiske rystelser og forskydninger, som kan ramme lande, der overvejer en fælles valuta. Fleksible valutakurser er en effektiv justeringsmekanisme for sådanne rystelser, der påvirker landene forskelligt. Kun hvis der er passende alternativer kan det tilrådes at afskaffe denne mekanisme for at opnå fordelene ved en fælles valuta lavere transaktionsomkostninger og ekstern disciplin. USA er et godt eksempel på en region, der egner sig til en fælles valuta. Selvom USA består af 50 delstater, taler indbyggerne i overvejende grad det samme sprog, ser de samme TV-programmer, de samme film og kan og vil bevæge sig frit fra den ene del af landet til den anden. Varer og kapital bevæger sig frit fra stat til stat; lønniveau og priser er til en vis grad fleksible, og den nationale regering skatteopkræver og forbruger næsten dobbelt så meget som delstats- og lokalregeringerne. Finanspolitikken varierer fra delstat til delstat, men forskellene er små….

Det europæiske fællesmarked er derimod et eksempel på en region, der er ugunstigt stillet over for en fælles valuta. Fællesmarkedet består af separate nationer, hvis indbyggere taler forskellige sprog, har forskellige traditioner og langt større loyalitet og tilhørsforhold til deres eget land end til fællesmarkedet eller »Europa« som idé. Selvom det er et frihandelsområde, bevæger varer og kapital sig mindre frit end i USA. EU-Kommissionen i Bruxelles bruger da også blot en lille brøkdel af de penge, som medlemslandenes regeringer samlet bruger. Sidstnævnte, og ikke EUs bureaukratiske institutioner, er de væsentligste politiske enheder i denne sammenhæng. …

Hvis ét land er berørt af negative forhold, der f.eks. kræver lavere lønniveau i forhold til andre lande, kan dette opnås med en ændring af kun én prissats, nemlig valutakursen, mens det under andre omstændigheder ville kræve ændringer af i tusindvis forskellige lønsatser, eller udflytning af arbejdskraft….

Bestræbelserne på at indføre euroen er motiveret af politiske, ikke økonomiske hensyn. Formålet har været at knytte Tyskland og Frankrig så tæt sammen, at en fremtidig krig i Europa gøres umulig, og samtidig skabe fundamentet for et føderativt Europas Forenede Stater. Jeg mener, at indførelsen af euroen vil få den modsatte effekt. Det vil forstærke de politiske spændinger ved at gøre de forskydninger, der let kunne være imødekommet gennem valutakursændringer, til politiske stridspunkter. Politisk enhed kan bane vej for monetær enhed. Men monetær enhed indført under ugunstige vilkår vil vise sig som en barriere for politisk enhed.
(Berlingske Tidende 21/10 1997)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *