Den 17. august 2019 skrev højesteretsdommer Peter Christensen en kronik i Jyllands-Posten Jeg troede fejlagtigt, at jura var kedeligt
Som svares på med titlen Jura og miljø passer sammen som ild og vand. Ses også nedenstående.
Mit ærinde er ikke at ødelægge dr. jur. Jens Peter Christensens fornøjelse ved at holde velkomsttale for 420 nye jurastuderende som beskrevet i kronikken den 18. august.
Det er muligt, at juraen er spændende i juristers dagligdag, men os ikke jurister, der skal leve med og rette ind efter den måde, som praktiserende jurister og dommere fortolker direktiver, love og bekendtgørelser synes at dagligdagen er knap så spændende.
Man lærer forhåbentlig meget brugbart på det fem årige jurastudie, men man lærer også alle unoderne.
For at uddybe det nærmere, vil jeg som et eksempel nævne hele det omfattende lovkompleks, der er opstået indenfor miljøområdet.
Tidsånden, ikke mindst i Danmark, har villet det således, at der er gået meget politik i miljøbegrebet, som har medført en omfattende central detailstyret miljølovgivning. Vi har også nogle EU-direktiver, som faktisk overtrumfer dansk lovgivning. Men det er ikke slået igennem i alle retssale.
Det er lidt ærgerligt, fordi flere EU-direktiver bidrager til at tøjle dansk miljølovgivning, når den stikker helt af.
Har efterhånden set en hel del domsafsigelser på området og har personligt selv haft 2 sager i Østre Landsret. Kendetegnende for dommene er, at man ikke sætter begrundelserne ind i de overordnede miljølovs rammer, herunder EU-direktiverne, så logikken for menigmand forsvinder.
Et problem er også, at henvisning til myndighedernes forpligtigelser til konsekvensberegninger for at sikre, at proportionalitetsprincippet ikke krænkes, fejes også af bordet.
Det er som om, at domstolene finder et punkt i retshandlingen, der taler til myndighedernes fordel, hvorpå dommen efterfølgende bygges op omkring. Begrundelserne ender derfor ofte som værende meget ulogiske og de formastelige efterlades som store spørgsmålstegn.
Forklaringen til fremgangsmåden i domsafsigelserne kan måske findes i den kritik af den, i Danmark adopterede, retspositivistiske retslære, som beskrives i bogen ”Den forbudte retsfølelse” af Peter Høilund.
Når JPC skriver, at dem, der ikke er jurister, kun forstår det enkelte regelsæt, men ikke ”dens nærmere sammenhæng med andre regler i samme regelkompleks og deres formål”, så mener jeg, at det forholder sig lige omvendt med forståelsen.
Min konklusion er, at vores miljø ville i dag have det bedre, hvis vi byggede vores miljøpolitik på de mere naturnære erfaringer, der er opsparet igennem generationer og mindre på de rapporter, der bliver til på baggrund af universiteternes modelberegninger.
Jura og miljø passer sammen som ild og vand. Jurister er ofte på herrens mark, når miljø er emnet. Det er ikke alene noget, man kan læse sig til. Så en voldsom sanering i miljølovjunglen ville også være en fordel for Jens Peter Christensens kollegaer.
Jeg tror ikke jurister er onde, men lever i lykkelig uvidenhed. De aner ikke hvilken krænkelse af retsbevidstheden deres arbejde påfører mange mennesker.
Det gælder ikke alene på miljøområdet. Prøv engang at google ”Makholm sagen”. En brav vestjysk bondekone kæmpede i 30 år for sin ret. Hun kunne altid se sig selv i spejlet med god samvittighed til forskel fra de mange jurister, der var inde over sagen, vil jeg mene.
Jeg har ikke kun miljø på hjernen. Har været domsmand omkring i ca. 16 år i både landsret og byret. Specielt i byretterne, mener jeg, at borgerne ofte får en fair behandling i banale staffesager, vold, narko og lignende. Men må også indrømme at have forladt et retsmøde med dårlig samvittighed mere end én gang.
Så der er plads til forbedringer på jurastudierne.