Når filosof og forfatter Kai Sørlander har noget på hjertet, er det sjældent tomme kalorier.
Den 8. maj i kontrast.dk påpeger han, hvor vigtigt det er, at universiteterne bevarer deres forskningsfrihed, da den har bidraget til, at Vesten igennem århundrede har haft mere fremgang og velstand end nogen andre regioner i verden.
Men han advarer samtidigt om, at det ikke medfører friheden til at sætte sig ud over den videnskabelige metode. Konklusionerne skal være universelt gyldige hvilende på logik og erfaringer, som er rationelt tvingende og som kan og bør efterprøves. Det er hele forudsætningen for, at man kan forlange, at samfundet som helhed skal acceptere de videnskabelige resultater.
Imidlertid har, det som Sørlander kalder, den universelle rationalitetsforpligtelse, været forsøgt undermineret først af marxismens forsøg på at gøre sandheden klassebestemt derefter af postmodernismens hævdelse af, at der ikke findes magtfrie sandheder.
Forfatter Steen Steensen vinkler problemet lidt anderledes tilbage i 1990.
Videnskabens fordærv har rod i de højere læreanstalters overkapacitet. Mængden af kandidater er alt for stor i forhold til markedets efterspørgsel. Skolerne løber derved ind i et permanent afsætningsproblem. Hvordan erhverver de færdiguddannede embeder? Her rummer naturen kolossale muligheder for sociale gevinster. Rapporterne om ildens, vandets, luftens og jordens slette tilstand kan uhyre nemt garneres med angst og dommedag. Over for den art af pression kapitulerer levebrødspolitikere hurtigt. Mængden af forskningskroner er noget nær ligefrem proportional med meldingernes dramatik. Læreanstalternes afsætningsproblemer er hermed løst. Kandidaterne fra de højere skoler kræver selv at få adgang til at arbejde med de problemer, som de selv har opfundet.
Man kunne spørge, hvorfor ingen tager til genmæle overfor sådanne grove anklager?
Forfatteren svarer med denne salut. Vore dages politikerne kommer selv fra de højere læreanstalter og dertil øger miljølovene politikernes magt i kolossalt omfang. Hver udstedt forordning indsnævrer den private sfære. Gårde, værksteder, fabrikker, fiskekuttere og dambrug lever på den offentlige magts nåde. Dispositionsfriheden og dermed ejendomsretten undergraves og opløses bid for bid. Miljøforskning er politik i videnskabelig forklædning.
DR burde her have røde øre. I stedet for kritiske – er de villige mikrofonholdere for falske miljøprofeter.
Derfor er der i dag én stor forvirring, når emnet er miljø og klima – det hele sejler.
Tidligere var forskningen et supplement til de erfaringer, som var opsparet gennem generationer. Men i dag er tingene byttet rundt, så det er generationers erfaring, der er et supplement til forskningen på de højere læreanstalter. Når majoriteten af Folketingets medlemmer også har deres eksamenspapirer/basale viden fra disse anstalter, kan det kun gå galt, hvis grundforskningen bliver politisk inficeret.
Det er bedst, vi bevarer den frie grundforskning, men den skal totalt afpolitiseres og vi skal stille krav til, at de naturvidenskabelige metoder 1) igen efterleves 100 pct.
Specielt de erhverv, der lever med og af naturen: landbrug, fiskeri og skovbrug burde stå sammen om at stille dette krav til universiteterne ikke alene for deres egen skyld, men fordi det absolut også er i forskningsverdenens – ja hele samfundets – interesse, at de får den faglige stolthed tilbage, så de evner at tage diskussionen i offentligheden uden skelen til diverse særinteresser.
Fordi, som klaveret spiller i øjeblikket, ville alle være bedst tjent med, at miljøforskning blev udfaset og civilsamfundet overtog dens opgaver.
F. eks. bør gødningsloven straks ophæves. Den hviler på et uvidenskabeligt grundlag og hvad der måske er endnu værre, invaliderer den Grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed.
Her ville det være ønskeligt, om flere politikere på tinge, ville tage dén underskrift alvorligt, der gav dem adgang til den lovgivende forsamling.
1)
Naturvidenskab er studiet i, hvad der er sandt i den virkelige verden og den naturvidenskabelige metode kan på en forenklet måde sammenfattes således:
En teori skal kunne forudsige noget, som kan eftervises (verificeres) eller modbevises (falsificeres). Hvis teorien har konsekvenser, som fører til en modstrid med observationer eller forsøgsresultater, er teorien forkert.
Teoriens forudsigelser skal kunne undersøges af alle, der er villige til at gøre den nødvendige indsats.
Undersøgelserne skal kunne gentages.Bemærk: Der refereres til den virkelige – og ikke en teoretisk modelverden!
Kilder:
- Er universiteternes forskningsfrihed truet Kontrast.dk 8/5
- Miljøpolitik er politik, når politik er værst JP 9/8-1990
- Er det bedste for miljøet at udfase Miljøstyrelsen 5/11-2020
- CO2 og medierne Et klip fra et interessant videomøde produceret af Real Upstream (21 min.)