Den 30. maj kunne JP berette, at antallet af børn med mellemørebetændelse er faldet markant, siden det danske samfund lukkede ned på grund af coronapandemien. Ifølge fagfolk er antallet af disse ørebørn faldet til mellem en tredjedel og en fjerdedel i forhold til tiden før, fordi de blev holdt hjemme fra vuggestuen.

Dette kommer ikke bag på øre-næse-hals-lægerne. Men det sætter unægtelig et spørgsmålstegn ved den udbredte institutionalisering af de mindste børn, som vi har herhjemme.

Danmark har som bekendt europarekord i at sende de 0-3-årige i vuggestue og dagpleje – det gælder 62 pct. af børnene, mod kun 18 pct. for EU i gennemsnit. En femtedel af danske børn kommer endda i vuggestue, før de er fyldt 1 år.

Typisk valgte den danske regering at lade småbørnene være de første, der skulle ”normaliseres” og vende tilbage til institutionen, mens andre lande som Tyskland valgte at lade dem være de sidste, der vendte tilbage.

Selv om børnene sikkert ikke har været i særlig risiko for at blive syge af coronavirus, viser den nye observation fra lægerne, at de i al fald har stor risiko for at blive smittet med virus, der fører til mellemørebetændelse.

Det skyldes, at luftvejsinfektioner er markant højere i institutioner, hvor mange børn er sammen. Vuggestuebørn har også i klart større risiko for at få forkølelse, høj feber, strubehoste og astmatisk bronkitis end børn, der bliver passet hjemme. Det er dokumenteret af talrige danske og udenlandske undersøgelser.

Mellemørebetændelse er ikke nogen uskyldig sygdom. Mange treårige har endda haft flere episoder med den. Ofte må der indsættes dræn i øret. Sygdommen koster barnet tilbagevendende øresmerter og søvnproblemer og giver de hårdt pressede forældre en urolig nattesøvn i månedsvis.

På længere sigt vil hvert femte øreplagede barn, svarede til tusindvis, hvert år blive forsinkede i deres sproglige udvikling og have svært ved at tale, fordi de hører dårligt. De 30.000 tilfælde af indlagt dræn, som artiklen oplyser foretages hvert år, koster i øvrigt regionerne 40 mio. kr.

Så det var ikke for børnenes skyld, at regeringen sendte børnene tilbage til vuggestuen efter pandemien. Det var for, at deres forældre kunne komme tilbage til arbejdspladsen. Vuggestuer er i det hele taget ikke til for børnenes skyld.

Adskillelse af småbørn fra deres forældre er i udgangspunktet dybt unaturligt. De har brug for den sikkerhed og tryghed, der er i forældrenes nærhed.

Mange forældre har da også oplevet gråd og vilde protester, når de skulle aflevere den lille første gang i vuggestuen. Uanset normering kan skiftende pædagoger aldrig være lige så befordrende for det lille barns udvikling som to kærlige forældre.

Barnet må udvikle en nær tilknytning til mor og far for at opbygge den nødvendige robusthed over for stress, som gavner det senere i livet. I vuggestuen risikerer barnet lige modsat at udvikle stress – for her får det, selv med fuld normering, kun sporadisk omsorg af skiftende personale.

Vuggestuen kan ikke levere kærlighed, men højst omsorg og for det meste bare pasning.

Coronapandemien har trods alt været godt for noget – det er atter en gang blevet bekræftet, at vores omfattende brug af vuggestuer risikerer at bombardere børnene med virus og bakteriestammer fra dag 1.

Men vi risikerer altså også, at en hel generation af unge vil komme til at kæmpe med psykiske og sociale problemer.