Som beskrevet her i avisen den 19/6-2016 lykkedes det 2 advokater og 2 retsinstanser at fratage vejens beboere råderetten over deres spildevandsanlæg, som havde virket upåklageligt i 60 år. Faktisk så godt at behov for vedligeholdelse var i en størrelse, at kommunen ikke var klar over at anlægget eksisterede.
Men med den retspositivistiske retslære som vore dages juridiske præsteskab indpodes med, må denne råderet ophøre, når den altomfavnende kommune har bestemt noget andet.
Talsmanden for beboerne, Martin Wouters, blev i kampens hede økonomisk klædt af, så han har solgt huset og flyttet i lejebolig. Men tilbage på vejen er Kenneth og hans mor, hvis retfærdighedssans forbyder dem sådan bare at give op.
Med baggrund i at kommunen har vedtaget, at spildevandet i åbne landområder skal renses bedre, blev Stationsvej indlemmet i et kloakopland efter § 28 i miljøbeskyttelsesloven. Men i byretsdommen over Marty Wouters den 1/6-2016 ændres Stationsvejens status til at høre under mbl. § 30, da der forefindes et eksisterende renseanlæg, som man kan påbyde at forbedre, men ikke at nedlægge
. Hverken nu eller de seneste 60 år har vejens grønne renseanlæg belastet noget målsat vandområde. Det er derfor ligegyldigt om det er kommunen/forsyningen/beboerne der ejer det grønne spildevandsanlæg. For hvis nuværende status ændres, krænkes proportionalitetsprincippet.
Alt dette blev ignoreret i byretten den 3/9-2018, da Kenneths mor alene måtte forsvare sin talebesværede søn, der var stævnet for ikke at have betalt et vandafledningsbidrag.
Da foreløbige 2 advokater havde forplumret Wouters sag, ville civ. ing. Uffe Thorndahl træde til som bisidder. Han har en mangeårig specialviden på området. Det blev imidlertid forhindret af en retsassessor den 30/4-2018 med en meget tvivlsom henvisning til retsplelovens ”gummiagtige” § 260.
